Valg af psykolog

 

Når du har besluttet dig for at henvende dig til en behandler, er spørgsmålet, hvilken behandler du skal vælge. På nettet - kan du ligesom på denne hjemmeside - finde mange behandlere, der beskriver forskellige problemer og en næsten uvejsom jungle af lige så forskellige behandlingsmetoder. At skulle kæmpe sig vej igennem junglen af terapiretninger og vælge denne rette behandling for dit barn, er en bedrift af de store og tager pusten fra de fleste. Nogle vælger at lytte til familie, venner og bekendte og forhøre sig om deres erfaringer og rette sig efter deres anbefalinger. Det er en rigtig god ide at lade sig inspirere, af nogle du har tillid til. Hvis ikke du har den mulighed, er der i det nedenstående beskrevet de formelle og mindre formelle forhold omkring behandlere og behandlingsmetoder, som du bør være opmærksom på.

Det er med vilje, at jeg har skrevet ”behandlere” og ikke bare ”psykologer”. Grunden er, at der findes forskellige slags behandlere. Her vil jeg beskrive psykologer, psykiatere og terapeuter.

Psykologer og psykiatere er universitetsuddannede. Psykologer har været optaget af forskellige psykologiske områder undervejs i deres studier. Generelt kan man sige, at mens psykiatere er lægeuddannede med et efterfølgende speciale i børne- ungdomspsykiatri og dermed naturvidenskabeligt skolet, så er psykologer humanistisk uddannet. Sat lidt på spidsen, så er psykologer interesseret i menneskers tanker, følelser, adfærd og sociale relationer. Det er det enkelte menneskes oplevelse, der er udgangspunktet, mens læger er mere interesseret i, hvordan kroppen virker. Så firkantet er det ikke i den virkelige verden. Børne- og ungdomspsykiatere supplerer den medicinske tilgang til børn og unges problemer med efteruddannelse i børne- og ungdomspsykologi.

Mens ”psykolog” og ”psykiater” er beskyttede titler – og underlagt offentligt tilsyn - så kan enhver slå sig ned som terapeut. Der findes udmærkede terapeuter, der ikke er universitetsuddannede, men generelt er der ikke den samme offentlig kontrol med de private terapeutskoler - hvorfra terapeuter uddannes – som med universitetsuddannelserne. På et formelt plan kan det være svært at vide, hvad du får, når du vælger en privatuddannet terapeut.

I forhold til psykologer bør du være opmærksom på følgende:

Psykologen bør være medlem af Dansk Psykologforening og som et minimum være autoriseret. Som autoriseret er psykologen underlagt Psykologlovens krav om at udvise omhu og samvittighedsfuldhed i sit arbejde. Det sikres blandt andet ved, at du som klient eller pårørende kan klage over psykologen til Psykolognævnet, som er en selvstændig myndighed under Velfærdsministeriet.

Autorisationen betyder også, at psykologen har minimum to års praktisk erfaring efter sin universitetsuddannelse og, at psykologen har fået sit arbejde vurderet af mere erfarne psykologer igennem supervision. Supervisionen er det sted, hvor psykologen gennemgår og drøfter sine behandlingsforløb – uden at bryde sin tavshedspligt. En autoriseret psykolog har minimum haft 160 timers supervision.

Psykologen bør desuden have omfattende praktisk erfaring med de problemområder og aldersgrupper, som beskrives på psykologens hjemmeside. Børn og unge er forskellige fra voksne, og derfor bør du sikre dig, at psykologen har viden og behandlingserfaring med børn og unge.

Hvis psykologen har arbejdet i PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning), et Børne- eller ungdomspsykiatrisk afsnit, en kommunal børne- og familieafdeling eller på en børneafdeling på et hospital, har psykologen viden og praktisk erfaring i at arbejde med børn.

Psykologer skriver også, at de er specialister. Det betyder, at de har mindst tre års praktisk erfaring, efter de har opnået autorisation. Desuden har de modtaget mindst 240 timers supervision og 360 timers teoriundervisning. Specialistuddannelsen er en bred uddannelse. Der findes ikke en specialistuddannelse, der er rettet særligt mod børn og unge med angst.

Psykologen bør have en terapeutisk uddannelse inden for den retning, som psykologen angiver at have som hovedretning. Hvis psykologen behandler børn og unge, bør den terapeutiske uddannelse være rettet mod disse. I praksis er det sådan, at de fleste psykologer har en eller to terapeutiske hovedretninger. Hovedretningerne suppleres med teknikker fra andre terapeutiske retninger, og på den måde indretter psykologen sin behandling specielt til det problem og det barn eller den unge, som psykologen har i behandling.

Der findes et hav af terapeutiske retninger, og det er for omfattende at beskrive dem her. Hvis psykologen bruger bestemte terapeutiske metoder, bør der være en beskrivelse af elementerne i terapien på hjemmesiden. Og du bør være opmærksom på, at psykologer ofte beskriver terapiretningen i rosende vendinger. Vær særlig opmærksom på mirakuløse lovprisninger af terapien. En hjælp til at finde vej i terapijunglen kan være Stig Poulsens bog; ”Psykoterapi – en introduktion” eller at gå ind på Psykiatrifondens hjemmeside og søg på ”Psykoterapi”. Når det gælder angst, kan du gå ind på Angstforeningens hjemmeside og se, hvad de anbefaler.

Der er psykologer, der har overenskomst med sygesikringen. De har fået et ydernummer. Ydernumre slås op, og psykologer søger så disse. Der er flere psykologer, end der er ydernumre. At en psykolog har ydernummer siger nødvendigvis ikke så meget om psykologens arbejde og erfaring. Eksempelvis er der psykologer med specialistuddannelser, der vælger ikke at få ydernummer, mens andre psykologer der ”kun” er autoriseret har søgt og har fået ydernummer. Så et ydernummer betyder blot, at du som klient – hvis du opfylder særlige kriterier – kan få en henvisning fra egen læge til en psykolog, hvorefter sygesikringen betaler en del af regningen. Når det drejer sig om angst kan du aktuelt kun få en henvisning, hvis du er mellem 18 og 38 år. Gå eventuelt ind på Dansk Psykologforenings hjemmeside og se kriterierne her.

De formelle krav skal naturligvis være i orden – psykologuddannelse, terapeutisk uddannelse, praktisk erfaring og så videre - men det afgørende er nu alligevel, det man i terapien kalder for nonspecifikke faktorer. De nonspecifikke faktorer er vilkår omkring terapien, der gælder for alle terapeutiske retninger. De udgør grundlaget for behandlingen og uden dem, vil behandlingen ikke lykkes. Det drejer sig om terapeutens personlige egenskaber, barnets eller den unges motivation og forventning og relationen mellem terapeut og barn. Psykologen bør være tillidsvækkende, ægte, indlevende, varm, omsorgsfuld og gerne have en humoristisk tilgang, når det gælder børn og unge. Alt det er psykologens bidrag til kemien mellem psykolog og barn. Om kemien svinger mellem de to, kan du af gode grunde ikke vide på forhånd, og der er ikke andet for end at kaste sig ud i det og prøve det af.