A A A

Valg af psykolog

Når du først har besluttet dig for at rette henvendelse til en behandler, bliver næste spørgsmål så, hvilken behandler du skal vælge. På nettet - kan du ligesom på denne hjemmeside - finde masser af behandlere, der beskriver forskelligartede problemområder og en næsten uvejsom jungle af lige så forskelligartede behandlingsmetoder. At skulle kæmpe sig vej igennem denne jungle af terapiretninger og vælge denne rette behandling for sit barn kan være en bedrift af de helt store og tage pusten fra de fleste. Nogle vælger som løsning at lytte til familie, venner og bekendte og forhøre sig om deres erfaringer og rette sig efter deres anbefalinger. Det kan være en rigtig god ide at lade sig inspirere af nogen, man har tillid til. Hvis ikke du har den mulighed, vil der i det nedenstående blive beskrevet de formelle og mindre formelle forhold omkring behandlere og behandlingsmetoder, som du bør være opmærksom på.

Det er med vilje, at der i det ovenstående beskrives ”behandlere” og ikke bare ”psykologer”. Grunden hertil er, at der findes forskellige slags behandlere. Her vil blive beskrevet psykologer, psykiatere og terapeuter. Både psykologer og psykiatere er universitetsuddannede. Psykologer er forskellige på den måde, at de har været optaget af forskellige psykologiske felter på deres studier på universitetet, men generelt kan man sige, at mens psykiatere er lægeuddannede med et efterfølgende speciale i børne- ungdomspsykiatri og dermed naturvidenskabeligt skolet, så er psykologer humanistisk uddannet. Sat lidt på spidsen, så er psykologer interesseret i menneskers tanker, følelser, adfærd og sociale relationer. Det er det enkelte menneskes oplevelse, der er udgangspunktet, mens læger er mere interesseret i, hvordan kroppen virker. Helt så firkantet er det ikke i den virkelige verden. Børne- og ungdomspsykiatere supplerer således den medicinske tilgang med efteruddannelse i børne- og ungdomspsykologi.

Mens ”psykolog” og ”psykiater” er beskyttede titler – og underlagt offentligt tilsyn - så kan enhver slå sig ned som terapeut. Der findes udmærkede terapeuter, som ikke er universitetsuddannede, men generelt er der ikke den samme offentlig kontrol med de private terapeutskoler - hvorfra terapeuter uddannes – som med universitetsuddannelserne. På et formelt plan kan det således være vanskeligt at vide, hvad man får, når man vælger en privatuddannet terapeut.

I forhold til psykologer bør man være opmærksom på følgende:

Psykologen bør være medlem af Dansk Psykologforening og bør som et minimum være autoriseret. Som autoriseret er psykologen underlagt Psykologlovens krav om at udvise omhu og samvittighedsfuldhed i sit virke. En måde at sikre dette på, er, at man som klient eller pårørende kan klage over psykologen til Psykolognævnet, som er en selvstændig myndighed under velfærdsministeriet.

Autorisationen indebærer også, at psykologen har minimum to års praktisk erfaring efter sin universitetsuddannelse samt, at psykologen har fået sit arbejde vurderet af mere erfarne psykologer igennem supervision. Supervisionen er det sted, hvor psykologen gennemgår og får drøftet sine undersøgelsessager og behandlingsforløb. Som autoriseret psykolog har man haft minimum 160 timers supervision.

Psykologen bør desuden have omfattende praktisk erfaring med de problemområder og aldersgrupper, som er beskrevet på psykologens hjemmeside. Børn og unge er naturligvis forskellige fra voksne, hvorfor man som forældre bør sikre sig, at psykologen har omfattende viden og meget praktisk erfaring med disse grupper. Hvis psykologen har arbejdet i enten PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning), et Børne- eller ungdomspsykiatrisk afsnit, en kommunal børne- og familieafdeling eller på en børneafdeling på et hospital, er det tegn på, at psykologen har viden og praktisk erfaring i at arbejde med børn.

Psykologer angiver også, at de er specialister. Det indebærer, at de har mindst tre års praktisk erfaring, efter de har opnået autorisation. Endvidere har de modtaget mindst 240 timers supervision og 360 timers teoriundervisning. Specialistuddannelsen er en bred uddannelse og sikrer, at psykologen har bred praktisk erfaring samt stor generel viden om børn.

Psykologen bør have en formel terapeutisk efteruddannelse indenfor den retning, som psykologen angiver at have som hovedretning. Og angiver psykologen at kunne behandle børn og unge, bør den terapeutiske efteruddannelse være specielt rettet mod disse. I praksis er det sådan, at de fleste psykologer har en eller to terapeutiske hovedretninger. Disse hovedretninger bliver så suppleret med teknikker fra andre terapeutiske retninger og på den måde kan psykologen indrette sin behandling specielt til det problem og det barn eller den unge, som psykologen har i behandling.

Der findes et hav af terapeutiske retninger, og det vil være for omfattende at beskrive dem her. Hvis psykologen angiver brugen af bestemte terapeutiske retninger på sin hjemmeside, bør der være en beskrivelse af de forskellige elementer i terapien. Og så bør man som forældre naturligvis være opmærksom på, at psykologen vil beskrive sin terapiretning i rosende vendinger. Vær særlig opmærksom på  mirakuløse lovprisninger af terapien. En hjælp til at finde vej i terapijunglen kunne være Stig Poulsens bog; ”Psykoterapi – en introduktion” eller at gå ind på Psykiatrifondens hjemmeside og søg på ”Psykoterapi”

Der er psykologer, som har overenskomst med sygesikringen. De har fået et såkaldt ydernummer. Ydernumre slås op, og psykologer kan så søge disse. Der er flere psykologer, end der er ydernumre. At en psykolog har ydernummer siger egentlig ikke så meget om psykologens arbejde og erfaringsgrundlag. Eksempelvis er der nogle psykologer med specialistuddannelser, der har valgt ikke at få ydernummer, mens andre psykologer der ”kun” er autoriseret har søgt og har fået ydernummer. Så et ydernummer betyder blot, at man som klient eller pårørende – hvis man opfylder nogle særlige kriterier – kan få en henvisning fra egen læge til en psykolog, hvorefter sygesikringen betaler en del af regningen. Når det drejer sig om angst kan man aktuelt kun få en henvisning, hvis man er mellem 18 og 28 år. Gå eventuelt ind på Dansk Psykologforenings hjemmeside og se kriterierne her.

De formelle krav skal naturligvis være i orden – uddannelse, terapeutisk efteruddannelse, praktisk erfaring etc. - men det afgørende bliver nu alligevel, det man i terapiforskning kalder for de nonspecifikke faktorer. De nonspecifikke faktorer er omstændigheder omkring terapien, der gælder for alle terapeutiske retninger. De er afgørende på den måde, at de danner grundlaget for behandlingen og uden deres tilstedeværelse, vil behandlingen være dømt til at mislykkes. Det drejer sig om terapeutens personlige egenskaber, barnets eller den unges motivation og forventning samt relationen mellem terapeut og barn. Psykologen bør være tillidsvækkende, ægte, empatisk, varm, omsorgsfuld etc., hvilket udgør psykologens bidrag til det, man populært sagt kunne kalde kemien mellem psykolog og barn. Om kemien svinger mellem de to, kan man af gode grunde ikke vide på forhånd, og der er ikke andet for end at kaste sig ud i det og prøve det af.