Kognitiv adfærdsterapi er den for tiden bedst dokumenteret behandlingsform, når det gælder angstlidelser, fobier og OCD hos børn og unge.

Kognitiv betyder tanker, og udgangspunktet i behandlingen er børnenes tanker. Det er tankerne, der udløser angsten; ”Jeg dumper til eksamen – og bliver aldrig til noget”, ”Jeg får snavs på fingrene og bliver dødelig syg” eller ”Når jeg er alene hjemme, bliver jeg kidnappet”.

Behandlingen går ud på at finde de angstudløsende tanker og undersøge og afprøve, om de nu også er rigtige – eller realistiske.

Eksponering er en naturlig del af behandlingen, hvor barnet udsætter sig for angstudløsende genstande eller situationer. Ligeså er adfærdseksperimenter. Er det rigtigt, at barnet bliver syg af at have snavs på hænderne? Eller bliver barnet kidnappet, når far er nede med skraldespanden? Det kan afprøves ved hjælp af adfærdseksperimenter, hvor barnet får lidt snavs på hænderne og undlader at vaske dem eller, at farmand går ned med skraldespanden. Trin for trin nærmer barnet sig den angstudløsende genstand eller situation.

Behandlingen er konkret og tager udgangspunkt i mål, som barnet og behandleren finder ud af sammen. Et mål kan være, at barnet ønsker at kunne gå ned til kiosken alene for at købe is. Eller kunne fortsætte med at spille PlayStation, mens forældrene tager i Netto og køber ind.

Der indgår undervisning i selve behandlingsformen – altså hvad terapien går ud på. Og det er vigtigt, at I og jeres barn får en forståelse for angstens mekanismer. Derfor bliver barnet også undervist i, hvad angst er for en størrelse.

Fra gang til gang – støttet af jer – laver barnet hjemmearbejde. Det kan være, at barnet skal afprøve, om klassekammeraterne griner, hvis barnet siger noget forkert i klassen. Eller barnet skal finde tanker og vurdere, hvor meget det tror på tankerne. Måske skal det udfordre tankernes rigtighed ved at stille nogle særlige spørgsmål. Barnet kan også undersøge om positiv selvtale virker angstdæmpende. Hjemmearbejde kan se ud på mange forskellige måder. Uanset hvad hjemmearbejdet består af, så er det en aftale mellem behandler, forældre og barnet. Og det er altid barnet, der bestemmer tempoet i behandlingen.

Da hjemmearbejdet aftales mellem behandler, barn og forældre, betyder det, at forældrene – eller bare den ene af jer – altid er sammen med barnet i behandlingen. Det sker, at ældre børn og unge ikke vil have forældrene med ind. Og det er også okay. Så kan man lave en aftale om, at forældrene kommer ind bagefter.

Den konkrete brug af kognitiv adfærdsterapi afhænger af det enkelte barns behov. Det kræver fleksibilitet, indlevelse og fantasi at rette behandlingen ind, så den passer til det enkelte barn. Og psykologen kommer ikke langt, hvis behandlingen ikke får et stænk skæg og ballade. Selvom barnet kan have alvorlige problemer, må det gerne være sjovt at gå til psykolog.

Psykologer taler sjældent om 100 procent helbredelse. I stedet taler de om, at børnene eller de unge bliver så gode til at håndtere deres angst, at de i langt højere grad kan leve et normalt liv. Og ikke sjældent ses det, at angsten vender tilbage i belastende perioder af livet. Derfor er forebyggelse af tilbagefald en naturlig del af behandlingen.

Andre naturlige dele ved kognitiv adfærdsterapi kan være afslapnings- og vejrtrækningsøvelser. De kropslige symptomer ved angst er ofte voldsomt fremtrædende, og for nogle børn og unges vedkommende er de kropslige symptomer det første ved angsten, de oplever. Undervejs i behandlingens eksponeringsdel kan det være en hjælp, at de kan kontrollere vejrtrækningen og slappe af i kroppen. Afslapning og angst er ofte uforenelige størrelser.

Med kognitiv adfærdsterapi får både børn, unge og deres forældre mange konkrete redskaber til at håndtere angsten. Og ikke mindst en fælles forståelse for angsten.