Nyhed
Bog om separationsangst – Læs mere her

For små børn er separationsangst naturligt. Vi ser det, når barnet bliver adskilt fra sine forældre. For de fleste børn forsvinder angsten, når barnet har vænnet sig til at være væk fra forældrene. Men en grad af indledende angst forventer vi af små børn, når de begynder i vuggestue og børnehave.

Nogle børn fortsætter med at være bange ud over det forventelige alderstrin. Et af de kendte eksempler på separationsangst er det, der i folkemunde kaldes skolefobi. I virkeligheden er det ikke skolen, der gør barnet bange, men adskillelsen fra forældrene. Børnene vil ofte gerne i skole men er bange for, at der sker deres forældre eller dem selv noget slemt under adskillelsen. For god ordens skyld skal det nævnes, at der kan være andre grunde til, at børn ikke vil i skole. Mobning og socialfobi kan være andre årsager.

Diagnosekriterierne for separationsangst

”Abnorm separationsangst diagnosticeres, når frygt for adskillelse udgør kernen i angsten, og når begyndelsestidspunktet har været de første leveår. Den skelnes fra normal separationsangst ved usædvanlig sværhedsgrad, vedvaren ud over den sædvanlige aldersperiode samt nedsat social funktionsevne:”

Og så opstilles der følgende kriterier:

A. Mindst tre af følgende skal være til stede:

1. Vedvarende urealistisk frygt for tab af nærtstående – ved sygdom, død, bortgang

2. Vedvarende urealistisk frygt for adskillelse fra nærtstående på grund af ydre forhold – farer selv vild, bliver indlagt, kidnappet

3. Værgen mod at gå i skole af frygt for adskillelsen fra nærtstående

4. Bekymring for adskillelse om natten (a) værgen mod at sove alene (b) hyppig opvågnen for at kontrollere om nærtstående stadig er der (c) værgen ved at sove uden for hjemmet

5. Frygt for at være alene hjemme om dagen

6. Tilbagevendende angstdrømme med adskillelsestemaer

7. Fysiske symptomer i forbindelse med adskillelse – som mavesmerter, opkastning eller hovedpine

8. Overdreven følelsesmæssig reaktion forud for, under eller efter adskillelse

B. Begyndelsestidspunkt før seks års alderen – skal tages med forbehold

C. Varighed fire uger eller mere

D. Opfylder ikke kriterierne for generaliseret angsttilstand i barndommen

E. Skyldes ikke andre psykiske lidelser