Når fokus på krop og udseende tager overhånd
Følg tre unge mennesker og find ud af, hvilke konsekvenser det får, når fokus på indbildte fejl ved krop og udseende, tager magten over de unge.

Mira
Hendes suk er dybe og efterlader spejlet sløret af udåndingsluftens fugt. Ansigtet skal være så tæt på spejlet, at hun må tage det yderste af tæerne til hjælp for at strække sig ind over vasken. Hun skal have alle detaljerne med. I baghovedet rumsterer uret. Det går alt for hurtig og tæsker løs på hjertet, der forsøger at holde dampen oppe, så hun kan blive færdig til tiden. Om fem minutter skal hun ud af døren, men det uregerlige fjæs ligger i ruiner og ligner noget, arkæologer har gravet ud fra en gammel gravhøj og forsøgt at lappe på, så det ligner noget menneskeligt. Men ikke den samlede mængde make-up i verden kan skjule, at hendes søvnige hænge øjne kæmper forgæves mod tyngdekraften, der trækker så meget ned, at det ser ud som, at hun er kronisk træt. På sine gode øjendage ligner hun bare en partytøs, med kaskader af øjenskygge og tykt lag mascara, der har festet igennem de sidste tre dage uden et sekunds hvile, mens hun på rædselsdagene – og dem er der flest af – ligner en krydsning mellem en zombie og en pandabjørn med blodskudte øjne.

Hun hader de øjne, der tillader sig at skamfere hendes yndige ansigt. Og der kommer ikke til at gå lang tid, når hun bliver atten år, før hun underkaster sig kirurgiens hellige kunst og betaler hvad som helst for at få udryddet ondet i ansigtet.

Hvis ikke det var fordi, det i højere grad end øjnene selv ville påkalde opmærksomhed en mørk december morgen, så havde hun foretrukket et par solbriller fremfor det tunge lag make-up, som hun uden fryd kæmper med hver morgen.
Hun har en særlig regel, der som en trofast ledsager hjælper hende igennem dagen og holder ubehagelige følelser som væmmelse, angst og skam på afstand. Når først hun slipper morgenspejlet af syne, må hun ikke kigge sig i spejlet før næste morgen. Vinduer og andre reflekterende overflader, der afslører ansigtet og minder hende om taberøjnene, undgås, som var de djævelens værk.

Hun går ikke til idræt i skolen og har opgivet alle fysiske aktiviteter i fritiden, hvor det er almindeligt at slutte af med et bad. For så skal hun kigge sig i spejlet, når hun skal sætte håret. Og den går ikke. Så snart hendes blik møder sig selv i spejlet, bliver hun overmandet af lede og angst. Lede ved pandasynet – øjne der drukner i dybsort mascara – og angst for, hvad andre tænker om hendes øjne.

Janus
Han har bare lyst til at svinge en kæmpehammer ind i sit eget fjæs. Knuse den her overproportioneret klump kød, som nogen kalder en næse. Han er sikker på, at den har samme tiltrækningskraft på omgivelserne, som en 40-kilo tung magnet har på jern. Den er som et fyrtårn i mørket, der kalder på alles opmærksomhed. Han hader den, som Hitler hadede jøderne under anden verdenskrig. Den skamferer hans ansigt, og han væmmes, hver gang han får øje på den i spejlet.

Han er sikker på, at tuden får afgørende betydning for hans liv. Det har den allerede. Han kan ikke kan se andre i øjnene, og han undgår oplyste steder, da klumpens skygge forstærker oplevelsen af størrelsen. Han er overbevist om, at ingen pige nogensinde falder for ham. I sådanne stunder overmandes han af tristhed og ser for sig, hvordan livet bliver en lang og fodslæbende kamp i ensomhed.

Selvom han hader sin næse, tjekker han den flere gange om dagen i spejlet. Hver gang føles det som om, at hjertet gennembores af et spyd. Så stærk er den psykiske smerte ved synet af kæmpekartoflen, der gror i hans ansigt.
Når han spørger sine forældre, om der er noget galt med næsen, svarer de bare, at han har den sødeste næse i verden. Det passer ikke – og han kan ikke bruge det til en skid. Alligevel spørger han jævnligt og bemærker, at forældrene er ved at være godt trætte af hans endeløse spørgsmål. Men han kan ikke lade være. Også selvom han ikke bryder sig om svaret. Det giver ham et par sekunders lettelse og håb, men derefter tager tvivlen over igen, og han ender i armene på tristheden. Gid han kunne gøre noget ved den næse, der er godt i gang med at ødelægge hans liv.

Karla
Hun kradser lidt i huden. Der er en rød ujævnhed. Den skal bare væk, så hun kradser lidt mere, og til sidst får hun kradset hul i huden, så en bloddråbe krænger sig ud igennem såret. Hun mærker et sug af frygt i maven, mens hun tænker ”fuck”. Den der skæmmende røde knop skulle jo bare væk – hun havde ingen planer om at kradse huden til blods. Men det sker hver gang. Hurtigt tørrer hun dråben væk, men den erstattes straks af en ny. Nu går der en uges tid med et åbent sår, der efterlader et uklædeligt ar midt på kinden.

Hun sukker trist. Hun ville allerhelst droppe skolen og blive hjemme. Bare pakke sig ned under dynen og blive der, indtil såret er helet. Men den går ikke, ved hun godt. Hun orker bare ikke klassekammeraternes stirrende blikke, når de får øje på såret. Det er ikke fordi, det er særligt stort – næsten usynligt – men hun ved bare, at de andre vil glo og tænke ”klamt”.

Karla ønsker sig for alt i verden en porcelænshvid hud uden ar, bumser og andre grimme pletter. Hun forsøger at skjule urenhederne med et tykt lag make-up og går altid med kasket. Hun ved, at det er lidt underligt for en pige med kasket, men kaskettens mørke skygge camouflerer ar og bumser. Hun holder sig også langt væk fra oplyste steder. Ellers kunne hun lige så godt gribe en megafon og råbe til alt og alle, at de skulle komme og se hendes kæmpebums. Og hvad nytte gør det? Langsomt løber øjnene i vand, og en tåre vrister sig løs og triller ned ad kinden. Hun hader sin urene lortehud. Gid hun lignede pigerne fra Instagram og modemagasinerne.

Hvad har Mira, Janus og Karla til fælles?
Hvad du ikke kan læse ud af de tre små historier om Mira, Janus og Karla, er, at de alle tre ser ganske almindelige ud. Så det er noget af en overdrivelse, at Miras øjne hænger så meget, at hun kan slå enhver blodhund i kampen om at se mest udmattet og hærget ud og, at Janus’ næse skulle være lige så stor og uformelig som en bagekartoffel er heller ikke rigtigt, ligesom Karlas hud ikke er oversået med ar, bumser og grimme pletter. De overdriver altså alle tre, hvor defekte eller grimme en del af deres udseende er. Og det er ikke bare Janus’ forældre, der synes han har en sød næse – spørger vi hans klassekammerater, siger de, at hans næse er helt normal og fin. Det gælder også Karlas klasse. Hendes hud er hverken værre eller pænere end gennemsnittet – og den er i hvert fald ikke klam.

De har også til fælles, at de bruger lang tid på det, de hver især betragter som en defekt eller fejl ved deres udseende. De er mere end almindelig optaget – de er overoptaget af fejlene. Det betyder, at de bruger mere end en time hver dag på at forholde sig til fejlene. Med mindre hun er i gang med noget særligt spændende eller sjovt, bruger Mira stort set hele dagen på at være optaget af sine øjne, og Janus bruger 3-4 timer på sin næse.

Et tredje fælles træk ved de tre unge mennesker er deres trivsel. Deres overoptagethed og overdrivelse af de indbildte fejl fører angst, tristhed, væmmelse og skam med sig. Selvværdet og selvtilliden er minimale, og de er aldrig tilfredse med deres udseende. De sammenligner sig med andre og føler sig altid mindre værd.

Dysmorfofobi – af hvad for en underlig fisk?
Hvad er der galt med Mira, Janus og Karla? Danske psykologer og læger kalder det dysmorfofobi, mens vores amerikanske kolleger har valgt Body Dysmorphic Disorder, når børn og voksne bliver så optaget af en indbildt eller mindre fejl i deres udseende, at den forstyrrer deres hverdag og kaster dem i armene på angst, tristhed, væmmelse og andre negative følelser. For nemheds skyld forkorter jeg det BDD.

Hos nogle unge er der slet ikke nogen fejl eller defekt, mens der for andres vedkommende er tale om så lille en fejl ved udseendet, at den ikke bør betyde, så meget som den gør. Tag nu Karla – hendes familie og venner kan ikke se, at der er problemer med hendes hud. De har ikke bemærket, at der er noget unormalt og defekt ved huden. Men uanset hvor meget de prøver, kan de ikke overbevise hende om, at huden ikke fejler noget.

Overoptagetheden af en indbildt eller lille kropslig defekt varer mindst en time hver dag. Som du hører, bruger de unge menneske ofte mange flere timer på problemet. Så det fylder meget i hverdagen. Men lige meget hvor hårdt de unge kæmper, kan de ikke bare slippe tankerne om defekten. Tankerne kværner utrætteligt rundt i hovedet på dem og gør dem triste og kede af det.

Hvilke fejl er unge med BDD typisk optaget af?
Hudproblemer er den mest udbredte bekymring hos mennesker med BDD. Næsen, hår, kinder og læber fylder også en del. Men der er ikke nogen dele af kroppen, der kan føle sig sikker, når BDD’en rykker ind. Alle kropstræk kan udgøre målet for det bekymrede BDD-øje. Ofte falder flere kropsdele for BDD’ens kritiske blik, så den samme unge mand kan være besat af en skæv næse og vigende hårgrænse.

Den kan være gal med proportionerne. Måske er ørerne for store i forhold til hovedet. Næsen kan være for lille eller for stor i det alt for lange ansigt. Måske er det symmetrien, der halter. Det ene øje hænger måske en anelse mere end det andet. Eller næsen opleves skæv. Huden kan være bleg, rød, uden gnist og liv eller arret. Håret er fladt og dødt. Der kan være for lidt af håret – eller også er det frisuren, der stritter i alle retninger. Der er ingen grænser for, hvad der kan være galt med en eller flere dele af kroppen.