Vil du vide, hvad depression er – Julie har svaret
Julie ligger i sin seng og stirrer op i loftet. Klokken er syv. Gennem væggene hører hun, hvordan resten af familien gør klar til morgenmaden. Hendes krop føles som en sandsæk, der har fået bøllebank af en 120 kilo tung boksemester. Hun har vendt og drejet sig hele natten. Endnu engang tabte hun kampen mod søvnløsheden og håndlangerne – de tusinde bekymringer, der fodrer tristheden, så den bliver fed og frodig. Nu er hun som en slatten ballon – drænet for energi.

Som et stædigt genfærd bliver frygten for ikke at slå til ved med at hjemsøge hende. Og hvorfor skal hun overhovedet i skole? Hvad skal hun bruge det til? Hun kan alligevel ikke finde ud af en skid. Bogstaverne leger tagfat med hende – en leg hun hader. De roder rundt i hovedet og rækker tunge ad hende, når hun læser op i klassen. Hun bruger alle sine kræfter på at stave sig igennem bjerge af bogstaver, så hun dårligt husker, hvad hun har læst. Hun vil hellere løbe nøgen rundt på hele skolen end at være en idiot i timerne.

Ordene vælter ud af matematiklærerens mund. I bedste fald lyder de kinesiske – i værste fald som ren volapyk – når han forklarer hende, hvordan stykkerne regnes ud. Tal dog dansk – hvæsser en stemme inde hovedet. Klassekammeraterne mæsker sig med fryd i matematik, så det er hende, der er snotdum – hvirvler tankerne gennem hendes dumme hjerne. Og grim. Og tyk. Og hvem gider være sammen med en tudegrim pige, der ikke fatter en skid i skolen? Ingen. Sådan fortsætter tankerne med at tæske løs på selvværdet, mens hun forsøger at vride sig fri af sengen denne morgen.

Julie er femten år og bor sammen med sin mor og lillesøster på elleve. De er sådan set okay begge to. Så længe de ikke kræver noget af hende. Forældrenes ægteskab brasede sammen om ørerne på Julie, da hun var ti. Efter elleve år kunne de ikke tåle synet af hinanden, og så var det forbi.

Før skilsmissen var hun en helt almindelig pige – måske en smule mere følsom end andre på sin alder. Hun faldt ned i små triste pytter af sortsyn, når livet snerrede ad hende. Det kunne være opgaver i skolen, der ikke blev som hun ønskede sig eller en ven, der ikke havde tid til at være sammen en dag. Men efter at have sundet sig lidt, rystede hun det af sig, kravlede op af pytterne og mødte livet med et smil igen. Venner var der masser af, og skolen var sjov og spændende.

Da faren flyttede, skælvede jorden under hende, og hun faldt ned i et sort, sort hul. Den slags huller hvor tristhed banker løs på grin og glæde. Pludselig kunne hun ikke længere finde smilet frem. Ansigtet forstenede i tomhed. Alt blev bare lige meget.

Det er et halvt år siden, at hun arrigt smed tennistasken over i hjørnet – og der ligger den stadig og er blevet drive-in for store nullermænd.

Interessen for skolen er væk, og lysten til at hænge ud med vennerne er blevet opslugt af tristheden. I skolen sidder hun og glor ud i luften. Hun prøver at samle sig, men koncentrationen hænger i laser som et hullet håndklæde, der har hængt for længe på tørresnoren og fået smæk af vejrguderne.

Hvad tænker klassekammeraterne om hende? De ser en taber uden fremtid – forestiller hun sig. I skolen er hun bare ked af det, og i frikvarterne sætter hun sig tit ud på toilettet og lader tårerne trille.

Klassekammeraterne undrer sig. Julie plejer at være med til at hænge ud eller spille kort. Og de spørger, om hun skal være med, men hun svarer ofte nej. Det kræver for meget at skulle sidde og smile, når hun inderst inde bare har lyst til at skrige, at de kan skride ad helvede alle sammen.

Og så er der lysten til mad, der er skudt i smadder. Ind imellem er humøret så langt nede, at hun kaster sig over is og kager og æder som et udsultet vilddyr i fangenskab. Det trøster hende, mens hun spiser og humøret stiger en anelse – et lille glimt af håb i mørket. Men humøret falder hurtigt til frysepunktet igen. Og så kan det hele være lige meget. Og hun mener virkelig det hele – selve livet.

Hun kan ikke overskue at stå op, spise morgenmad, tage bad, vaske hår og klæde sig på. Hovedet bliver hurtigt fyldt med ting, hun skal gøre. Om det er mandag, tirsdag, onsdag og så videre betyder ikke noget. Dage og datoer flyder sammen til en klump af tid, der bare går og går – uden noget formål.

I de sorte stunder ser hun ikke anden udvej af det triste helvede end at tage sit liv. Det er ligesom, da hun som yngre konkurrerede med sin far, om hvem der kunne holde vejret længst under vandet. Når kroppen skreg efter luft, mærkede hun smerten i hver eneste celle. Jo voldsommere spændingen var om brystet – som når en tolv meter lang slange forsøger at klemme livet ud af en fuldvoksen ko – desto større lettelse, når hun brød igennem overfladen, åbnede munden og slugte luft, så mund og hals tørrede ud. Samme lettelse rammer hende, når hun forestiller sig, at hun slukker bekymringerne ved at give slip på livet. Men tankerne skræmmer, og følelserne af skyld redder hende. For hvad med hendes forældre – og bedsteforældre? Hold kæft hvor er det hele bare håbløst, græder hun stille i sin seng den morgen.

Depression opsummeret
Julies liv er præget af trist- og nedtrykthed, og hun har begrænset lyst til aktiviteter, hun tidligere nød, ligesom hun dagligt vågner op til en dag præget af træthed og manglende energi – hvis hun overhovedet får sovet.

Hun er optaget af selvbebrejdelser, skyld, lavt selvværd og tror ikke tror på sig selv, mens selvmordstanker er blevet daglige gæster i hendes triste sind. Appetitten har det også svært og svinger voldsomt. Hun har svært ved at koncentrere sig som tidligere, og hukommelsen er på hårdt arbejde. Det er som om, at intet hænger ved længere – uanset hvor meget hun prøver.

Hun føler sig tom, mangler overblik og har svært ved at beslutte sig for alle mulige banale ting i det daglige.

Vil du vide, hvordan psykologer behandler depression med metakognitiv terapi, kan du downloade et gratis hæfte ved at følge dette link.