Hvordan slipper angste børn ud af depression med metakognitiv terapi?

Først satte socialangsten ind med dybe mentale stød. Efter et halvt års skolefravær og ufrivillig isolation fulgte angstens trofaste følgesvend op – depressionen. Den lagde sin klamme hånd på Williams gode humør og tvang ham psykisk i knæ. Nu ligger han og stirrer op i loftet. Klokken er syv om morgenen. Gennem væggene hører han, hvordan resten af familien gør klar til morgenmaden.

Kroppen føles som en flødebolle, der har fået Smadremandens svidende håndflader at føle. Han har vendt og drejet sig natten lang og endnu en gang tabt kampen mod de søvnløse timer og søvnløshedens utrættelige håndlangere – de tusinde bekymringer, der fodrer tristheden, så den bliver fed og frodig som en velnæret tudse klar til vinterhiet. Nu er han som en slatten ballon – flad og drænet for energi.

Depressionen under lup
I depressionens værste udgave fylder tristheden det meste af døgnet. Glæden ved tidligere fornøjelser er væk og dagen præges af udmattende træthed. Tankerne kredser om selvmord, og hovedet er fyldt med selvbebrejdelser og minimal selvtillid. Bevægelser og tankevirksomhed er nærmest gået i stå. Det er som om, at slowmotion er sat på slowmotion – der igen er sat på slowmotion. Tempoet hos svært depressive mennesker får snegle til at ligne formel-1 racere. Og koncentrationen og hukommelsen er som vinterslidt velcro, der ikke kan holde fast på noget som helst.

Men der er forskel på børne- og voksendepression. Børn og unge er ikke nødvendigvis så tungsindige som voksne. Ungernes humør svinger også mere – og rammer i gode stunder både smil og grin. Til gengæld er de oftere præget af irritabilitet og er som kortluntede bomber, der uden varsel sprænger i luften i vrede.

Men tilbage til William…
Som et stædigt genfærd bliver frygten for ikke at slå til ved med at hjemsøge William. Hvorfor skal han overhovedet i skole? Hvad skal han bruge det til? Han kan alligevel ikke finde ud af en skid. Bogstaverne leger tagfat med ham – en leg han hader. De roder rundt i hovedet og rækker tunge ad ham, når han læser op i klassen. Han bruger alle kræfterne på at stave sig igennem bjerge af bogstaver, så han dårligt husker, hvad han har læst. Sådan fortsætter tankerne med at tæske løs på selvværdet, mens han forsøger at vride sig fri af sengen her til morgen.

Angst plus lavt selvværd er lig med depression
Angst og depression er hinandens sammensvorne. Halvdelen af alle angste børn og unge udvikler depression. Når først angsten har sparket døren ind, er vejen banet for depressionen. Når børn havner i isolation og undgår skolen og fritidsaktiviteter med vennerne, falder humøret til under frysepunktet. Og når børnene samtidig bliver mindet om, at der er vigtige begivenheder, de ikke magter på grund af angsten, får deres positive selvopfattelse så dybe ridser i den mentale lak, at Stillehavets 11 kilometer dybe Marianergrav til sammenligning fremstår som en sølle rille fra gamle dages grammafonplader. Og så er depressionen en realitet. Derfor er det relevant at beskrive, hvordan psykologer kan behandle depression. Så læn dig tilbage og nyd denne lynintro til metakognitiv depressionsbehandling.

Download gratis “Hvad er metakognitiv terapi – et oplysningshæfte til teenagere med depression”

Nogle hovedrolleindehavere – triggertanker og grublerier
Vi springer på i farten, da psykologens undersøgelse er færdig og konklusionen er klar – William er moderat deprimeret. Og så skydes behandlingen i gang.

William tænker tilbage på en frisk og nylig situation, hvor han blev trist. Han fortæller lettere forurettet, hvordan hans gode ven Niklas ikke ringede som aftalt. Niklas skulle have været på besøg. Det blev ikke til noget, og William har ikke talt med ham siden.

Psykologen spørger til den allerførste tanke, der buldrede gennem hovedet på William: Han har brændt mig af. Den kalder vi triggertanken, der som en udløsende gnist, sparker gang i en kæde af ustyrlige tanker.

Hvad var det næste du tænkte, spørger psykologen ledsaget af store nysgerrige øjne. Og det næste – og næste – og næste. I kølvandet på triggertanken opstod en tsunami af tanker: I virkeligheden bryder han sig ikke om mig – hvis han ikke bryder sig om mig, hvorfor siger han det så ikke bare? – hvor længe har han mon haft det på den måde? – hvorfor kan han ikke lide mig? – hvad har jeg nu gjort galt? – og så videre, og så videre.

Den slags tankerækker kalder vi for grublerier, afslører psykologen, og følger op med næste spørgsmål: Hvor længe fortsatte William med at gruble?

Han havde ikke lige haft stopuret inden for rækkevidde, svarer han med et lille, frækt men charmerende smil på læben, der dog hurtigt forsvinder igen. Men der gik nok et par timer, inden grubleriet løb ud i sandet, og han blev optaget af noget andet.

Og så vil psykologen vide, hvad grubleriet gjorde ved humøret. Ved humøret tænker William spørgende for sig selv – det blev dårligere, husker han uden at anstrenge sig. Det står lysende klart for ham, hvordan han sank ned i mørket, blev trist og mistede modet for en stund.

Det lyder som om, grublerierne puster til depressionsbålet – at du bliver i dårligt humør, når du grubler? Det nikkede han bekræftende til. Det virker sådan.

Kan du stoppe med at gruble, vil psykologen vide. Stoppe – gentager William. Mener du holde op, spørger han undrende. Det må være oplagt for psykologen, at han ikke kan stoppe grubleriet.

Hun nikker en anelse for ivrigt, synes han, men slår det hen. Han ryster på hovedet – nej, han kan ikke styre grublerierne. Der er ingen tvivl i hans sind – grublerierne pisker rundt med ham, og han må bare følge med som et umælende får.

Hvor meget kontrol tror du, du har over grublerierne på en skal fra 0 til 100 procent? 0 procent mener han.

Kernen i behandlingen – de metakognitive overbevisninger
Lettere ubemærket er vi havnet på hylden med de metakognitive overbevisninger – den del af behandlingen, der har lagt navn til terapien. Kort fortalt udgør de metakognitive overbevisninger Williams forestillinger om hans tanker og tankeprocesser. En af de vigtige metakognitive overbevisninger, når det gælder depression, er Williams oplevelse af, om han kan kontrollere sine grublerier – kan han med andre ord selv vælge, hvad han gør med grublerierne? Eller er han slave af sine utrættelige grublerier, der virker som om, de er på koncentreret speed og bare galoperer derudaf? Det sidste er tilfældet for William. Som bekendt oplever han, at han ingen kontrol har over grublerierne.

Læs eventuelt: Den ultimative intro til begynderen – og den er slet ikke så tosset

De metakognitive overbevisninger er synderne – de holder gang i depressionen
De metakognitive overbevisninger er for depressionen, hvad benzinen er for bilen – de holder tristheden kørende. Den påstand kræver vist en nærmere forklaring.

Måske har du allerede regnet det ud – det er ikke Williams tankeindhold, der gør ham deprimeret. Opfinderen af metakognitiv terapi – den engelske professor Adrian Wells – siger det meget fint: Vi har alle negative tanker engang imellem, og vi tror også alle sammen på de negative tanker engang imellem – men det er ikke os alle, der bliver deprimeret. Og hvorfor ikke det? Fordi depression ikke er et tankeindholdsproblem men et grubleproblem. Det er altså ikke et spørgsmål om at tænke negative tanker – det gør vi alle sammen – spørgsmålet er, hvor længe vi tænker negative tanker. Hvor længe vi grubler. Og forestiller vi os, at vi ikke kan lade være med at gruble – at grubleriet er uden for vores kontrol – ja, så bliver vi ved med at gruble og havner i armene på depressionen.

Årsagen til Williams nedtrykte humør er altså ikke, at en enkelt eller to negative tanker kigger forbi. Årsagen er, at han bliver ved med at tænke negative tanker – at han grubler løs. Desuden – viser det sig – er han slet ikke klar over, hvor længe han grubler. Og sidst men ikke mindst har vi tristhedens trumf – det der holder hele depressionsshowet i gang – Williams metakognitive overbevisning om, at han ikke kan kontrollere sine grublerier. For hvis han mente, han kunne kontrollere grublerierne, kunne han bare stoppe grubleriet.

Så har vi alle de relevante spillere på plads, når vi skal forklare årsagen til depressionen – grublerierne, Williams uvidenhed om hvor længe han grubler og rosinen i pølseenden – de metakognitive overbevisninger.

Inden vi for alvor kaster os over behandlingen, skal jeg lige nævne, at der findes flere typer metakognitive overbevisninger. Vi har hørt, at William ikke kan kontrollere sine grublerier. Kunne han det, ville han stoppe med det samme.

En anden vigtig metakognitiv overbevisning, der også kan være med til at holde grublerierne i gang, er oplevelsen af, at det faktisk er en fordel at gruble. Nogle mennesker med depression mener, at de ved at gruble kan finde svar på deres mange spørgsmål – hvorfor er jeg som jeg er? Hvorfor skal det lige gå ud over mig? Hvordan kan jeg blive et elsket menneske? Hvorfor bliver jeg så trist? Hvordan kommer jeg ud af min depression?

Problemet med den her metakognitive overbevisning er bare, at man sjældent finder hjælpsomme svar på sine spørgsmål og, at den holder gang i grublegryden. Den virker med andre ord som benzinen på depressionsbålet.

Hvad går behandlingen egentlig ud på
Engang var menneskeheden overbevist om, at Jorden var flad. Det viste sig ingenlunde at være tilfældet. Der var nogle skeptiske sjæle, der satte sig for at undersøge, om det nu også var rigtigt, at jorden var en flad pandekage fremfor en kugleformet bold. De undersøgte beviserne for den ene og den anden påstand og endte med den dengang noget overraskende konklusion, at Jorden var kuglerund.

Vor kære forfædre var også engang sikre på, at Jorden var universets centrum, mens solen og andre planeter blot spillede andenviolin og tøffede rundt om Jorden som et andet tyende. Kopernikus var oppe imod stærke kræfter, men formåede alligevel med solide beviser, at overbevise datidens magthavere om, at det ikke var tilfældet. Det var Jorden, der slæbte sig rundt om solen – og ikke omvendt.

Og ligesom menneskeheden engang havde det med Jordens form og placering i universet, sådan har William det med sin metakognitive overbevisning – at han ikke kan kontrollere sine grublerier. Overbevisningen er så indlysende rigtig for ham, at han på intet tidspunkt har udfordret påstanden. Den er lige så indlysende sandfærdig, som det faktum, at han skal have ilt for at kunne leve.

Og det faktum bringer os frem til et af de helligste spørgsmål i metakognitiv terapi – er det rigtigt, at William ikke kan kontrollere sine grublerier? Kan han i virkeligheden ikke bare lade være med gruble så meget – og dermed undgå depressionens utaknemlige mørke? Det skal vi undersøge. Og når det ikke hjælper ham at gruble, hvad kan han så gøre i stedet for? Det er et andet vigtigt spørgsmål.

Er det sandt, at William ikke kan kontrollere grublerierne
Måske er det fordi, han gør det forkert, at han ikke kan stoppe grublerierne? Og det er faktisk tilfældet – kan jeg ikke dy mig for at afsløre allerede nu. Lad os lige se hvad William gør nu for at få lidt styr på grublerierne.

For enden af grublerierne ramlede William ind i mindreværdstanker – jeg er ikke noget værd, og ingen holder af mig. Derefter mistede han lysten til at alt – lå bare hjemme i sengen og prøvede at sove fra det hele. Han gad ikke engang at se sine yndlingsserier på Netflix. Han kunne til nød spille sine yndlingsspil – bare ikke dem der krævede, at han skulle være på hold med andre. Det orkede han ikke.

Det var med andre ord ikke meget William foretog sig. Og paradoksalt nok gav det masser af tid til grublerierne. Det var den første fejlslagen strategi. Her kommer de andre.

Han mobiliserede alle sine mentale kræfter og prøvede at undertrykke og undgå grublerierne, erstatte dem med positive tanker, aflede sig selv med musik eller forsøgte at finde beviser for, at han var en fin fyr, som andre satte pris på. Men effekten udeblev. Tristheden havde fanget ham og lagt ham i en åndelig og effektiv benlås. Og uanset hvor meget han vred sig for at komme fri, slap depressionen ikke sit bjørnefældegreb.

Der var altså ikke noget af det William gjorde nu, der hjalp ham. Alle tænkelige strategier var tværtimod vand på depressionsmøllen. Derfor var han overbevist om, at han ikke kunne kontrollere grublerierne. Men holder den overbevisning vand. Lad os se på det.

Den første øvelse William blev introduceret for, var en opmærksomhedsøvelse. Psykologen præsenterede ham for en række lyde i og udenfor kontoret. Vinduet blev åbnet, så lyde udefra trængte ind i lokalet – trafikstøj, blæsten, der sled i træer og lygtepæle, fugle der kvidrede, hunde, der gøede og mennesker, der sludrede. Der var et virvar af lyde udefra.

I lokalet hang et fodslæbende ur og tikkede højlydt. Psykologen satte mobilen i gang med klingende musik, mens hun sad og bankede regelmæssigt på bordet med en kuglepen. Williams mor var også tilstede, og hun sad og knitrede med et sammenkrøllet stykke papir. Ud over lydene blev William også præsenteret for områder i lokalet uden lyd – som han undervejs i øvelsen også skulle fokusere på.

Formålet med øvelsen var, at William efter et særligt mønster skulle skifte fokus mellem de forskellige lyde og områder i lokalet. Spørgsmålet var, om William var i stand til skifte fokus efter psykologens anvisninger – og på den måde få en oplevelse af, at han faktisk selv kan vælge, hvad han vil fokusere på. Lyde i omgivelserne, fornemmelser i kroppen eller grublerierne i hovedet.

Han skulle fokusere på den eller de lyde, psykologen bad ham fokusere på. Alt andet skulle han lade være. Han skulle ikke tvinge uindbudte tanker og lyde væk, men blot vende fokus mod den relevante lyd og så ellers bare lade tanker og andre lyde være. De måtte gerne rumstere i baghovedet, mens han fokuserede på den relevante lyd.

Efter at have øvet under sessionen og en uge derhjemme et par gange om dagen vurderede William, at han var gået fra nul til 70 procent ydre fokus. Han kunne i høj grad selv vælge, hvor han ville lægge sit fokus – på sine indre tanker og grublerier eller til lyde og synsindtryk fra den ydre verden. Han var altså ikke bare en sølle slave af grublerierne – han kunne vælge at fokusere på noget andet.

Hvad er alternativet til grublerierne
Drejer det sig bare om at aflede sig selv ved at fokusere på noget andet? Ingenlunde. Målet er at vise William, at han selv er herre over, hvad han gør med sine triggertanker og grublerier. Hopper han ombord i dem eller – ja, hvad er egentlig alternativet til grublerierne? Eller alt det andet William forsøger sig med – tænke positivt, aflede sig selv, erstatte grublerierne med andre tanker, tankeundertrykkelse og så videre? Alternativet er – og hold nu fast – at gøre ingenting. HVAD – gør ingenting? Ja – gør ingenting. Eller mere præcist – bare lade tankerne og grublerierne være, når de opstår. Det kræver vist en forklaring.

Denne særlige måde at forholde sig til sine tanker på, kalder vi detached mindfulness. Oversat betyder det noget i retning af afkoblet opmærksomhed. Det betyder bare, at William er opmærksom på, at grublerierne er tilstede men, at han bare lader dem være. Han gør absolut intet ved dem. konstaterer blot, at de er der, for derefter at fortsætte med det, han var i gang med. Han skal altså ikke prøve at få dem ud af hovedet eller aflede sig selv.

Men kan sammenligne tankerne med toge. Forestil dig, at du står på en af Hovedbanegårdens mange perroner. Hele tiden ankommer og afgår nye toge. Døre åbner op og lukker i. Du kan vælge at hoppe ombord på et af togene, men du kan også bare blive stående på perronen og observere de mange toge komme og gå. Hopper du ombord, kan du køre med hele vejen til endestationen eller stå af undervejs. Og sådan er det også med vores tanker. Hjernen står aldrig stille. Hele tiden producerer den nye tanker, der opstår som følge af det vi oplever her og nu og vores tidligere erfaringer. Det er triggertankerne. Ligesom med togene kan vi vælge at hoppe ombord i tankerne eller bare lade dem være. Hopper vi ombord, ender tankerne som lange rækker af grublerier. Lader vi dem være, går der som regel ikke lang tid, før de forsvinder og erstattes af nye. For sådan er tanker – de kommer og går, hvis vi lader dem være. Og de har ikke noget med virkeligheden af gøre – de er blot mentale fænomener, der optager plads i vores hoveder.

Psykologen understreger, at målet IKKE er at få tankerne ud af hovedet. Tanker er ikke i sig selv farlige, triste eller bekymrende. Det er os selv, der tillægger dem en særlig farlig, trist eller bekymrende betydning. Så tankerne må gerne være i Williams hoved – han skal bare lige notere, at de er der og så ellers bare lade dem være. Og det er detached mindfulness.

Lige en enkelt øvelse med detached mindfulness
Der findes en lang række øvelser, der viser og træner William i at være såkaldt detached. En enkelt af dem kaldes tigeren. I virkeligheden kunne vi lige så godt kalde den geden eller elefanten. Valget af dyr er ikke så vigtigt.

Psykologen beder William om at skabe sit eget private billede af en tiger inde i hovedet. Det er lige meget, hvordan den ser ud. Når først tigeren er på plads i den indre biograf, skal William lade den være og bare observere den. Den har frihed til at gøre hvad som helst – luske rundt, spise, hoppe i floden, udvikle sig til en fugl eller forsvinde ud af billedet. William skal ikke gøre andet end at observere den.

Det er ikke let i begyndelsen, men ved at gentage øvelsen bliver William bedre og bedre til at lade rovdyret være. Psykologen følger op og undersøger, hvad der skete med tigeren og vigtigst af alt, om William kunne holde sine mentale fingre fra den.

Pointen er, at William skal øve sig i at gøre det samme med sine negative tanker og rækken af grublerier. Han protesterer i begyndelsen. Et er jo en uskyldig tiger – noget andet er de negative depressionstanker. Dem kan han ikke bare lade være, mener han. Men han er villig til at lave et eksperiment, hvor han forsøger at lade nogle negative tanker være.

Inden de kaster sig over øvelsen med depressionstankerne, minder psykologen ham om, hvem det nu er, der gør tankerne til depressionstanker. Er det tankerne selv? Kan de selv afgøre, om de er så betydningsfulde, at de skal have lov til at buldre rundt i hovedet på William? Hvem er det, der afgør, om en tanke er vigtig eller ej? På det her tidspunkt i behandlingen ved William udmærket, at det er ham, der afgør det. Og så er han ellers klar til at kaste sig over de negative tanker og bare lade dem være. Og det øver han sig i, i løbet af timen hos psykologen, ligesom han fra gang til gang øver sig derhjemme.

Efterhånden finder han ud af, at han selv vælger, hvornår han vil hoppe ombord i tanketoget, og hvornår han vil lade det køre videre. Han har erfaret, han faktisk selv kontrollere, hvad han vil gøre med sine grublerier – hoppe ombord eller lade dem være. Humøret bliver mærkbart bedre, når han bare lader dem være og grubler mindre. Så det fortsætter han med, indtil humøret er tilbage på ret køl. Og det går der 6-7 uger med.

Læs eventuelt: Dyk med ned i den metakognitive værktøjskasse

Lige er par afsluttende ord
Jeg lovede, at det skulle være en lynintro i metakognitiv depressionsbehandling. Det betyder, at flere elementer af behandlingen er udeladt her. Eksempelvis udfordrer psykologen også Williams metakognitive overbevisninger med nogle særlige spørgsmål, som i psykologsprog kaldes sokratisk dialog. Og William arbejder også med at gøre ting, som han ikke er synderlig motiveret for. På den måde får psykologen vist ham, at alle mennesker gør ting, som de ikke er motiveret for. Hvor tit tænker vi lige – feeedt, jeg skal børste tænder, eller tømme opvaskemaskinen. Men vi gør det alligevel uden alt for meget følelsesmæssigt ståhej.

William arbejder også med at være opmærksom på, hvor meget han grubler, ligesom det at udsætte grublerierne til senere er en vigtig disciplin i metakognitiv terapi.

Vil du vide mere om metakognitiv depressionsbehandling kan du følge dette link til Videnskab.dk eller kaste dig over bøgerne på kildelisten. Du kan også kigge forbi bloggen på siden her og finde andre indlæg om metakognitiv terapi eller gratis bestille et oplysningshæfte til teenagere med depression, der skal eller er i gang med metakognitiv terapi.

Kilder:
• Lev mere Tænk mindre – Pia Callesen, Politikens forlag, København 2017
• Metakognitiv terapi til børn med angst – Barbara Hoff Esbjørn, Nicoline Nordmann og Marie Louise Reinholdt-Dunne, Akademisk Forlag, København 2016
• Metacognitive Therapy for Anxiety and Depression – Adrian Wells, The Guildford Press, London 2009
• 5 dages introduktionskursus i metakognitiv terapi i CEKTOS ved Pia Callesen
• 1-årig efteruddannelse i metakognitiv terapi i CEKTOS ved Pia Callesen og Carsten Juul

Forrige indlœgNœste indlœg