Den ultimative metakognitive intro til begynderen – og den er slet ikke så tosset

Der er ingen grænser for Oskars bekymringer. Med udsigten til at komme ti minutter for sent i skole, ender han med at se en ellers lovende fremtid smuldrer for sit indre blik. Klasselæreren bliver sur og giver ham dårlige karakterer fremover. Det udelukker ham fra gymnasiet, og døren smækkes i til de eftertragtede uddannelser på universiteterne, så han i stedet ender sine dage som arbejdsløs bums på samfundets bund. Og sådan kvæler lange rækker af bekymringer optimismen og det gode humør.

Små røde prikker på armen ender som dødelige sygdomme, og en tilfældig surmulende mund fra en klassekammerat tolkes som et uomstødeligt farvel til et langt og frugtbart venskab, da vennen finder, at Oskar er et uforbederligt og usympatisk fjols. Det er sådan, Oskar forestiller sig det. Og jeg kunne blive ved. Bekymringerne boltrer sig frydefuldt i Oskars hjerne, uden at han kan styre dem. Små ubetydelige hændelser virker som gnister, og bekymringerne eksploderer i hovedet på ham – og der er ikke noget beredskab til at slukke dem igen.

Oskar har generaliseret angst. Det betyder, at alt kan gøre ham bekymret og bange.
Selvom Oskar er en fiktiv dreng på 12, der er opfundet til lejligheden, kunne han godt være en virkelig knægt med solbleget hår, fregner om sommeren og græs på knæene. For der er mange bekymrede børn som Oskar – både drenge og piger.

Jeg bruger Oskar til at vise, hvordan psykologer behandler generaliseret angst med metakognitiv terapi. Mens vi følger i hælene på Oskar og psykologen, får du serveret principperne i denne relativt nye behandling, der har vist lovende resultater indenfor en række psykiske lidelser. Udover generaliseret angst er der indtil videre udviklet programmer til social angst, OCD, depression, stress, PTSD og personlighedsforstyrrelsen Borderline. Og rundt om i verden arbejdes der på højtryk for at undersøge effekten af metakognitiv terapi på andre lidelser.

Lige et par kloge ord om angst
Angst består af særlige tanker, kropslige reaktioner og handlinger. Tankeindholdet afhænger af den enkelte angstlidelse. Børn med separationsangst kan være bange for at miste deres forældre i ulykker, kidnapning, sygdom eller andre voldsomme begivenheder. Har barnet socialfobi, er det frygten for, hvad andre tænker om barnet – at det dumt, grimt eller underligt – der på spil. Helbredsangst er overdreven frygt for at være eller blive alvorlig syg, mens panikangst opstår ud af den blå luft med voldsomme fysiske symptomer, der nærer tanker om, at noget er alvorligt fysisk galt med barnet. Og så er der Oscars bekymringer i generaliseret angst, der retter skytset imod alt – forurening, terror, dårlige karakterer, venskaber, fremtiden, udseendet, sportspræstationer og så videre og så videre. Intet område af verdenen undslipper den trænede bekymringshjerne. Alt udgør potentielle farer.

Tankerne ledsages af ubehagelige kropslige reaktioner – åndenød, hjertebanken, sved, hovedpine, svimmelhed, uvirkelighedsfornemmelse, rysten, kvalme, anspændthed, snurren og tissetrang. Og listen er længere endnu.

Børnene prøver at undgå situationer, der vækker angsten. Børn med separationsangst holder sig til deres forældre og undgår aktiviteter, hvor de ikke kan være i nærheden af dem – skole, koloni eller hjemmebesøg hos kammerater. Helbredsangsten holder dem væk fra sygdomskilder – dørhåndtag med bakterier, hospitaler og læger blandt andet. Er det socialfobien, der hærger, undgår de unge andre mennesker og ved panikangst, holder de sig fra steder, hvor anfaldene tidligere har fundet sted.

Og et par mindst lige så kloge ord om klassisk angstbehandling
I klassisk angstbehandling – typisk kognitiv adfærdsterapi – er målet at undersøge tankernes indhold. Tankerne er overdrevne og urealistiske ideer, hypoteser og forestillinger om verdenen – de andre griner, hvis jeg siger noget forkert, eller terrorister kidnapper mig i skolen.

Barnet og psykologen undersøger sammen tankerne ved hjælp af særlige spørgsmål og eksperimenter. Hvad er beviserne for tankerne? Hvad er beviset for, at barnet bliver kidnappet, når det er i skole og forældrene på arbejde? Hvad er beviset for, at klassekammeraterne griner ad drengen, når han holder oplæg?

De leder også efter modbeviser og alternative muligheder og forklaringer. Har barnet før holdt oplæg, og var der klassekammerater, der ikke grinede dengang? Og hvad med andres oplæg – hvordan plejer klassekammeraterne at reagere? Så er der andre mulige konsekvenser end hånlig latter og himmelvendte øjne fra klassekammeraterne?

Psykologen og barnet – og i samarbejde med forældrene – udtænker eksperimenter, så barnet kan undersøge tankernes påstande. Og under eksponering udsætter barnet sig trinvist for den angstprovokerende situation. Barnet begynder med at række fingeren op og svarer på lærerens spørgsmål. Når barnet er trygt ved det – og har erfaret, at det ikke er en katastrofe at række fingeren op – går det skridtet videre. Nu skal det læse op i klassen. Derefter skal den unge dame stå oppe ved tavlen og læse op, og sidste skridt kan være et oplæg foran klassen.

Ved at undersøge og udfordre tankernes indhold, lærer barnet at tænke mere realistisk, og sådan bliver angsten langsomt og sikkert mindre.

Det er meget normalt at bekymre sig
I metakognitiv terapi er interessen for tankernes indhold minimalt. De angste tanker er nemlig meget normale. Vi har alle bekymringstanker. Det angste barn i klassen er ikke det eneste, der får tanken, at oplægget går galt. Og angste børn er ikke de eneste, der får tanker om sygdom, når de ser nogle underlige røde pletter på huden. Og bekymringer om terror har alle haft – både børn og voksne.

Som forælder er du i sandhed bekendt med bekymringer på din børns vegne. Klarer de sig i skolen, får de gode venner, overlever de skituren med klubben, undgår de alvorlige sygdomme, kommer de helskindet gennem puberteten og hvad med festen på fredag – kommer sønnike op at slås, eller bliver tøsebarnet overfaldet?

Andre oplagte områder at bekymre sig over for voksne er arbejdet, økonomien, kærligheden, fremtiden, helbredet og så videre.

Pointen er, at vi alle har bekymringstanker – og får dem mange gange dagligt. I en Nissan-reklame påstår speakeren, at vi bruger fem år af vores liv på at bekymre os og en time og halvtreds minutter om dagen. Om det er så lang tid, ved jeg ikke, men faktum er, at bekymringerne er vores trofaste ledsagere i livet og lige så sikre som skattetrykket og døden.

Ser vi på bekymringstankerne gennem evolutionsbrillerne, giver det god mening, at vi har evnen til at bekymre os. Spankulerede vi bekymringsløst rundt på savannen, var vi for længst uddødet som art. Med hjælp fra bekymringerne har vi undgået de værste udryddelsessyndere – rovdyr, fjender, sygdomme, ulykker og naturkatastrofer.

At bekymringer er naturlige ser vi også i vores moderne måde at leve på. Vi kører med cykelhjelm, har sikkerhedsseler på, tegner pensionsordninger og forsikringer, lægger penge til side til uforudsete udgifter, installerer alarmer i huse og biler og antivirusprogrammer i computerne.

Det er altså ikke indholdet af tankerne, der afgør, om vi bliver angste eller ej. For vi tænker stort set de samme tanker, hvad enten vi er angste eller ej. Men hvad er så forskellen?

Triggertankerne starter ballet
Vi skal lige tilbage til Oskar for at finde svaret på sidste afsnits slutspørgsmål. Forestil dig Oskar og hans klassekammerat Frederik. Vi er tilbage ved den morgen, hvor Oskar – og Frederik viser det sig – kom for sent ud af fjerene. Med udsigt til at komme for sent i skole og dumpe forstyrrende ind midt i anden matematiktime, opstår der den samme tanke hos de to venner – åh nej, jeg kommer for sent i skole.

Denne første tanke er triggertanken. Den har potentiale til at udløse lange rækker af bekymringer hos de to venner. Triggertanker er som små mentale væsener, der fra det ubevidste dyb bryder igennem bevidstheden og sætter gang i bekymringerne. Og vi kan ikke selv styre, hvilke triggertanker der opstår.

Oskars triggertanke udløser en hær af bekymringer, der falder over hinanden for at komme til – de andre kigger irriteret på mig, når jeg afbryder undervisningen. Læreren bliver sur og tænker, at jeg sløser med skolen. Han giver mig dårlige karakterer. Jeg klarer mig skidt til eksamen og kan ikke komme på gymnasiet. Uden gymnasiet ingen uddannelse. Ingen uddannelse ingen job. Og derfor ender jeg som samfundets sorte får.

Frederiks triggertanke har til gengæld ikke kræfter til at sparke døren ind til det store bekymringsshow. Han er irriteret på sig selv, fordi han ikke fik stillet vækkeuret aftenen før, men et par øjeblikke senere har han glemt det. I stedet skynder han sig at pakke tasken og komme ud af døren. Han tænker ikke videre over, at han kommer for sent.

Bestil et gratis hæfte om metakognitiv terapi til teenagere med depression

Hvordan skal vi forstå Oskar og Frederik
Når vi kigger gennem den metakognitive lup, ser vi, at Oskars triggertanke vækker en utrættelig hær af bekymringer til live, som marcherer uhindret rundt i hovedet på ham og sætter gang i stærke angstfølelser.

Frederik til gengæld noterer triggertanken – og lader den ellers bare være og fortsætter med morgenrutinerne, så han hurtigst muligt kommer ud af døren. Triggertanken får et kort liv og forsvinder hurtigt ud af hovedet igen. Derfor når den ikke at puste liv i alle mulige bekymringer.

Og så er vi nået til en vigtig pointe i metakognitiv terapi – vi får alle sammen triggertanker, der kan sætte gang i bekymringerne. Hos angste børn udløser triggertanken hære af bekymringer, mens børn uden angst lader triggertanken være. Og skulle der nå at opstå en enkelt eller to bekymringer i kølvandet på triggertanken – ja, så lader de ikke-angste børn bare bekymringerne være.

Den her særlige måde at forholde sig til triggertanken på – bare at lade den være – kaldes detached mindfulness. Det kan oversættes til afkoblet opmærksomhed. Det betyder, at Frederik er opmærksom på sin triggertanke men lader den være. Han gør absolut intet ved den. Den er der bare – og må gerne være der.

Målet i terapien er at forholde sig detached til sine tanker. Og betragte dem som mentale væsener der ikke har noget med virkeligheden at gøre. Samtidig er det vigtigt at indse, at det er os selv, der tillægger tankerne særlige betydninger. Uanset hvor skræmmende og bloddryppende indholdet er, betyder tankerne i sig selv ikke noget.

Triggertankerne er altså ikke afgørende for udvikling af angst. Det afgørende er, hvad vi gør med dem. De kan være lokomotivet, der trækker horder af bekymringer efter sig. Eller vi kan lade dem være og fortsætte med det, vi var i gang med. Og det er der sådan set ikke noget nyt i – at lade tankerne være. Det gør vi hele tiden. Hvor mange af dine bekymringer fra i går, kan du huske i dag? Ingen? Nogen af dem? Alle sammen? Hvad gjorde du med dem, du ikke har skænket en tanke før nu, hvor jeg spørger? Måske er svaret ”ikke noget – de forsvandt bare”. Og så har du fat i noget vigtigt – detached mindfulness. Det vender jeg tilbage til senere.

Vi graver dybere i jagten på angstens årsag
Lad os se hvorfor angsten klæber sig til Oskar. Den første skyldige vi finder, er det Kognitive Opmærksomheds Syndrom – KOS. På engelsk CAS for Cognitive Attention Syndrom – eller i daglig tale CAS’en. Af hensyn til overblikket deler vi CAS’en op i bekymringer, grublerier, uhensigtsmæssige copingstrategier og overvågning af trusler. I virkelighedens verden lapper de forskellige elementer over hinanden.

Bekymringerne – forsiden og bagsiden
Vi har allerede mødt nogen af Oskars bekymringer – dem der opstod, da han en morgen kom for sent i skole. Vi hørte også, hvordan et par uskyldige røde pletter på huden udviklede sig til skræmmende tanker om alvorlige sygdomme og død.

Bekymringer er fremadrettede og kan lægge en skræmmende skygge over fremtiden. Men de hjælper også Oskar med at foregribe trusler. Den morgen han kom for sent, og bekymringerne gik amok over temaet Oskars fremtidige plads i samfundet, betød, at Oskar fremover tjekkede vækkeuret op til ti gange, inden han turde give slip på dagen og falde i søvn. Så på en og samme tid hjælper de og fastholder ham i en bekymringsfælde.

Grublerierne fyrer op under tristheden
Fokus for grublerierne er begivenheder, der har fundet sted. Oskar grubler over, hvorfor han ikke fik sat vækkeuret, hvorfor han aldrig kan finde ud af at gøre det rigtige, og hvorfor det altid går galt for ham. Ved at gruble kan Oskar måske finde svarene på spørgsmålene og undgå, at problemerne gentager sig i fremtiden. Og det er jo fint nok. Problemet er bare, at Oskar bruger for meget tid på grublerierne og sjældent finder svar på sine spørgsmål. Derfor ender grublerierne med at gøre ham trist.

Uhensigtsmæssige copingstrategier
Vi coper – som man siger – når vi forsøger at håndtere, dæmpe eller fjerne ubehagelige følelser. Uhensigtsmæssige copingstrategier dæmper godt nok angsten men kun midlertidigt. Og nogle copingstrategier virker stik imod hensigten – i stedet for at dæmpe forstærker, og fastholder de Oskar i angsten. Men lad os se hvilke strategier Oscar benytter, når angsten buldrer løs.

Han afleder sig selv ved at spille musik, computerspil eller fodbold med vennerne. Han spørger sin forældre, om de tror, han ender med en dårlig eksamen, fordi han kom for sent. Han prøver at overbevise sig selv om, at det ikke har konsekvenser for hans liv, at han kommer for sent et par gange. Han bruger positiv selvtale – du er god nok Oskar – du er jo dygtig til matematik. Han prøver generelt at tænke på noget behageligt – finder eksempelvis gode ferieoplevelser frem fra sin hukommelse eller tænker sig tilbage til tidligere matematiksejre.

Han prøver også at undertrykke de tanker, der giver næring til angsten. Og på dagen han kom for sent op, kan jeg afsløre, blev han hjemme fra skolen. Det kalder vi for undgåelsesadfærd. Og det sker tit, at Oskar undgår aktiviteter, der sparker gang i angsten.

Han planlægger også frem i tiden. Han er altid et par skridt foran de andre. Og når først planen er lagt, viger han nødigt fra den. Udadtil kommer han til at fremstå ufleksibel. Han vil eksempelvis ikke med i svømmehallen, hvis nogle venner pludselig foreslår det. Eller i Tivoli med familien. Han holder hellere fast i sin plan – så undgår han alt det, der kan gå galt på en tur i svømmehallen eller opstå indenfor murerne af Tivoli.

Ved hjælp af strategierne holder han angsten på afstand for en stund. Men med generaliseret angst som sin faste følgesvend, går der ikke lang tid, før nye bekymringer sætter ind – eller gamle vender tilbage med fornyet styrke.

Overvågning af trusler – baghjul til PET
Det sidste element i CAS’en er overvågning af trusler – eller bare trusselsårvågning. Oskar holder indædt øje med, hvordan kammeraterne ser på ham og taler til ham. Er der noget i deres blikke, der afslører, at de finder ham dum eller doven? Et skævt øjenbryn eller en lille næsten usynlig bekymringsrynke mellem øjnene? Og hvad med det de siger til ham – eller ikke siger. Hvis en af vennerne roser en anden, betyder det så, at Oskar ikke er lige så dygtig eller ikke er lige så god en ven – når nu Oskar ikke får ros?

Oskar er også opmærksom på klassekammeraternes helbred – de kan jo smitte med livstruende sygdomme, hvis de er syge. Hvordan er ansigtskuløren? Hoster de? Dufter de rent? Har de vasket hænder? Oskar holder øje med alle potentielle trusler i omgivelserne for at undgå at komme galt afsted.

Han vender også overvågningsradaren indad imod ubehagelige eller mærkelige kropslige fornemmelser. Og han følger sine tanker og følelser så tæt, at paparazziers jagt på berømtheder blegner i dette selskab.

Ulempen med den intense overvågning – der giver både PET og Facebook baghjul – bliver, at Oskar stort set kun få øje på truslerne i verden. Og de bekræfter, at der er tusindvis af gode grunde til at være på vagt og bekymret.

CAS’en fastholder Oskar i angsten – basta
Vi ved, at det er CAS’en, der fastholder Oskar i angsten. Det ved han ikke selv endnu. Den første opgave i behandlingen er derfor at undersøge Oskars CAS og vise ham, hvordan den virker som mentalt kviksand – jo mere han roder rundt i CAS’en, desto dybere synker han ned i angsten.

Når Oskar og psykologen undersøger CAS’en, tager de udgangspunkt i en konkret situation. Mens Oskar beskriver situationen med de røde pletter på huden – triggertanken, de efterfølgende bekymringer, og hvad han gjorde for at dæmpe angsten – skriver psykologen det op på en tavle. Hvad var Oskars første tanke, de han opdagede de røde pletter? Hvad tænkte han bagefter? Og hvad gjorde han for at dæmpe angsten? Sådan lyder nogle af psykologens spørgsmål, når CAS’en foldes ud.

Sagsformuleringen – overblikkets sande mester
Fortællingen om Oskars bekymringer over de røde pletter sættes ind i en sagsformulering. Den indeholder triggertanken, CAS’en og konsekvenserne, som er angst og ubehagelige kropslige fornemmelser.

Med sagsformuleringen på tavlen ser Oskar, hvad der sker, når han bliver angst. CAS’en viser også, hvordan forsøgene på at dæmpe følelserne virker imod hensigten og forværrer angsten. Lad os se lidt nærmere på det.

Beviserne for at det er usmart at engagere sig i bekymringerne
En af pointerne med sagsformuleringen viser, at jo mere Oskar engagerer sig i bekymringerne, grublerierne, de uhensigtsmæssige copingstrategier og trusselsårvågningen, jo mere angst bliver han. En lille øvelse demonstrerer på glimrende vis, hvad der sker, når Oskar dykker ned i bekymringerne.

Psykologen beder Oskar om at tænke på et bekymrende problem i to minutter. Han vælger sygdom og finder tilbage til dengang, han troede, han havde kræft. For sit indre blik ser han, hvordan han taber håret, bliver tyndere og tyndere og må isoleres fra andre, fordi immunforsvaret er tvunget i knæ af kemoterapi. Han ser sin gravsten på en øde kirkegård og sine grædende forældre forenet i et trøstende kram.

Da psykologen efterfølgende spørger, om humøret blev bedre eller dårligere, må Oskar sande, at han blev mere trist og bekymret, da han engagerede sig i sygdommen.

En anden lille øvelse overbeviser Oskar om, at copingstrategierne gør ondt værre. Han bliver bedt om at tænke på en lyserød elefant. Sin helt egen udgave med hale, snabel, ben og så videre. Efterfølgende lyder instruksen, at han i det næste minuts tid ikke må tænke på elefanten. Med alle sine mentale superkræfter prøver han at undertrykke elefanten. Han forsøger at tvinge den ud af hovedet. Væk. Men i stedet boltrer den sig hjemmevant i de mentale gemakker. Og hver gang tankerne strejfer den lyserøde elefant, sætter Oskar en streg på et stykke papir. Det bliver mange streger. Da øvelsen er forbi, erkender Oskar med et lille skævt smil på læben, at det er umuligt at komme af med elefanten på den måde. Prøver han at tvinge angsten ud af hovedet, bliver den stædig som et æsel.

Med den lyserøde elefant i baghovedet og den videre snak om de angstdæmpende strategier, indser Oskar, at CAS’en holder ham og angsten i et jerngreb.

Hvad holder så liv i den forbandede CAS?
Vi nærmer os kernen i metakognitiv terapi. Vi skal se på metakognitive antagelser. Populært sagt er metakognitive antagelser tanker, påstande, hypoteser eller forestillinger om vores tanker. Lyder det en anelse kryptisk? Lad os se på nogle metakognitive antagelser.

Her kommer den første af slagsen: Indholdet af mine tanker siger noget om mig som person. Så hvis jeg tænker onde tanker, er jeg en ond person. Så dem skal jeg for alt i verden undgå. Konsekvensen kan være, at jeg går og frygter for at tænke onde tanker. Jeg undgår alt og alle, der kunne friste min hjerne og skubbe den retning af ondskab. Gad vide hvad der ville ske, hvis jeg kørte over i modsatte kørebane? Puha – sådan en tanke må jeg under ingen omstændigheder tænke.

Eller hvad med den her antagelse: At tænke tanker er det samme som at have lyst til at udføre tanken. Betyder det så, at jeg har lyst til at udleve mine allerhemmeligste seksuelle fantasier? Hm! Det betyder måske, at jeg med al magt undgår alt, der lugter bare en lille smule af sex. Det kunne jo give frit udsyn til alle mine seksuelle fantasier.

Eller denne her: At tænke en tanke øger sandsynligheden for, at indholdet i tanken kommer til at ske. Så skal jeg passe på med at tænke tanker om at svæve eller springe ud fra høje steder, når jeg er oppe i Rundetårn. Og tanken om at køre over i modsatte kørebane vil være bandlyst – især når jeg kører bil. Men kan jeg være sikker på, at jeg ikke tænker den slags tanker? Nej – og derfor holder jeg mig væk fra høje steder og undgår at køre i bil.

Men jeg kunne også bare have en metakognitiv antagelse, der lød sådan her: Tanker er kun tanker – tanker har ikke noget med virkeligheden at gøre. Med sådan en antagelse kan jeg tænke alt, uden at det skaber problemer for mig. Lige fra at svælge i de mest gruopvækkende billeder af blod og lemlæstelse til den fantastiske solopgang fra sommerferien sydpå. Jeg kan se mig selv springe ud fra Rundetårn eller i tankerne nyde mine seksuelle fantasier, uden at tankerne har anden betydning, end at de er tanker opstået spontant i mit hoved eller placeret med viljens magt for mentalt at undersøge afkroge af livet, som jeg aldrig kommer i nærheden af. For det er jo kun tanker.

Vi har hver især mange antagelser om vores tanker, og de lever ofte i skjul, mens de udøver deres magt og påvirker vores humør og adfærd – nogle af dem til gavn for os, mens andre skaber problemer.

I metakognitiv terapi er der tre typer antagelser, når snakken falder på generaliseret angst. Der er to negative og en positiv antagelse, der kan holde gang i CAS’en. Og det er dem, hvis sandhed Oskar og psykologen skal undersøge nærmere.

Negative metakognitive antagelser
Den første af de to negative antagelser påstår, at tanker er ukontrollerbare – vi kan ikke styre, hvad vi gør med vores tanker. Spørger vi Oskar, hvorfor han ikke stopper med at bekymre sig, når han ved, at det holder liv i angsten, kigger han måske på os med en blanding af undren og foragt – okay psykolog, hvad har du gang i? Hvis jeg kunne det, havde jeg nok gjort det for længe siden.

Den første negative metakognitive antagelse er altså spundet over temaet – jeg kan ikke styre mine tanker – og derfor kan jeg ikke stoppe bekymringerne.

Den anden negative metakognitive antagelse påstår, at det er farligt at bekymre sig. Fortsætter Oskar med at bekymre sig så meget, som han gør, ender han med at få et nervøst sammenbrud og blive skør og sindssyg eller det, der er værre.

Positive metakognitive antagelser er ikke bare positive
Du må ikke lade dig narre og tro, at den tredje type metakognitive antagelse er Oskars ven i nøden, fordi den er positiv. Det positive henviser til, at det er en fordel at bekymre sig. Ved hjælp af bekymringerne kan Oskar foregribe trusler i fremtiden og dermed styre udenom. Han kan også finde løsninger på sine problemer, når han bekymrer sig.

Når du opfatter bekymringerne på den måde, giver det god rigtig mening at trykke bekymringsspeederen i bund og fortsætte med løjerne. Bagsiden af medaljen er bare, at Oskar bekymrer sig så meget, at det går ud over hans humør. Han bliver bange og trist og undgår aktiviteter, der ellers ville fryde ham.

Men antagelser er kun antagelser – intet andet
Metakognitive antagelser er kun antagelser. Det er påstande om tankerne og deres betydning. Men spørger vi Oskar, er han 100 procent sikker på, at antagelserne er rigtige. Han er lige så overbevist om antagelsernes rigtighed, som han er om jordklodens kugleform. Og så længe han tror på de metakognitive antagelser – så længe hænger han fast i CAS’en. Næste skridt bliver derfor at undersøge, hvor realistiske antagelserne er.

Er det rigtigt, at Oskar ikke kan styre sine bekymringer men bare må se passivt til, mens de invaderer hans forsvarsløse hjerne og gør ham til en umælende slave af sine egne tanker? Og bliver han skide skør og tosset, hvis han fortsætter med at engagere sig i det mareridtsagtige bekymringsshow? Og er det ligefrem en fordel at bruge så meget tid på bekymringerne? Kan det virkelig sikre Oskar mod alle fremtidige trusler at opstille et værn af foregribende bekymringer? Det kan en række nysgerrige spørgsmål og udforskende eksperimenter undersøge. Så det gør de – Oskar og psykologen.

Med det rette værktøj slår antagelserne revner
Oskar mener ikke, at han kan kontrollere sine tanker. Når først triggertanken slår kløerne i ham, buldrer den og de efterfølgende bekymringer ustyrligt rundt i hans stakkels hoved. Lige meget hvad han sætter ind med – tænke positivt, undertrykke eller på anden måde aflede tankerne – fortsætter bekymringerne utrætteligt med at trænge igennem hans forsvarsværker. Sådan oplever han det nu. Men det passer ikke. Han kan godt kontrollere sine tanker. Han skal bare gøre det rigtige. Lige nu er Oskar i en situation, der svarer til at lappe cykelslanger med en saks, garnnøgle og to grankogler og påstå – når det som ventet ikke lader sig gøre – at det er umuligt at lappe cykelslanger. Men det er ikke umuligt. Det kræver bare, at han gør det rigtige og med det rette værktøj.

De første indledende manøvrer der viser, at det er muligt for Oskar selv at bestemme, hvad han gør med sine tanker, er en række udfordrende spørgsmål:

• Hvordan stopper en bekymring, hvis du ikke har kontrol over den?
• Har du nogensinde glemt en bekymring?
• Hvad sker der med dine bekymringer, hvis der opstår en ulykke?
• Hvad hvis det ringer på døren?
• Eller du taber din mobil i lokummet?
• Eller en hund løber gøende efter dig? Fortsætter dine bekymringer så?
• Og hvad når du falder i søvn – ophører bekymringerne så ikke?

Som følge af snakken indser Oskar, at han for en stund glemmer bekymringerne, når han desperat forsøger at fiske mobilen op fra det klamme lokumsvand. Og opstår en alvorlig ulykke for øjnene af ham, vil han heller ikke fortsætte med at bekymre sig, ligesom han indrømmer, at bekymringerne ikke bare fortsætter i det uendelige. På et tidspunkt mister de pusten og siver stille og roligt ud af hovedet på ham. Og han har tydeligvis ikke tænkt over det før, men adspurgt går det op for ham, at han ikke kan huske bekymringerne fra i går. De er væk. Hvordan kan det lade sig gøre?

Stadig lettere skeptisk begynder den lille snak med de udfordrende spørgsmål at slå revner i Oskars ellers fasttømrede antagelser om tankernes ukontrollerbarhed. Han forstår, at han i nogle situationer skifter fokus fra sine bekymringer til andre begivenheder – døren, der ringer eller mobilen i lokummet. Og så er han jo i stand til at kontrollere sine tanker, konkluderer han en anelse modstræbende.

Når han sætter procenter på, hvor overbevist han er om, at han ikke kan kontrollere sine tanker nu, glider tallet fra 100 og ned til 70 procent. Det er med andre ord ikke umuligt at styre, hvad han gør med sine tanker.

Endnu et skridt på vejen – en opmærksomhedsøvelse
Oskar er på vej men er på ingen måde overbevist om, at han ikke behøver at overgive sig til sine tankers lunefuldheder men selv kan styre, hvad han gør med dem. Derfor sætter psykologen ind med det næste stød i kampen mod Oskars påstand om tankernes ukontrollerbarhed – en opmærksomhedsøvelse.

Inden Oskar kaster sig ud i denne udfordrende disciplin, beder psykologen ham om at vurdere, hvor hans fokus er lige nu. Er han optaget af egne tanker, følelser eller kropslige fornemmelser eller fokuserer han mod den ydre verden – psykologen, der taler, lokalets indretning eller lydene udefra? På en linje med Indre og Ydre fokus som de to poler, angiver Oskar med et kryds på linjen, at han lige nu er mest optaget af det, der foregår inde i ham.

Derefter forklarer psykologen, hvad øvelsen går ud på. Oskar bliver præsenteret for en række lyde. Vinduet åbnes, så lyden af trafik og mennesker trænger ind i lokalet. Uret på væggen tikker. Ud af mobilen summer musik, og psykologen sidder og tapper med kuglepennen på bordet.

Oskar skal fokusere på lydene efter psykologens anvisninger. Opstår der tanker og følelser undervejs, skal Oskar lade dem være, komme tilbage på sporet og igen fokusere på den særlige lyd, som psykologen har bedt ham om at fokusere på. Og sådan bliver Oskar dirigeret rundt mellem de forskellige lyde.

Ind imellem taber han tråden og forstyrres af tanker om morgendagens fodboldkamp eller ser matematiklærerens vrissende fjæs for sit indre blik. Men han kæmper sig tilbage til lydene og fortsætter med at fokusere på uret og bilerne udenfor.

Øvelsen følges op af en snak om Oskars oplevelse. Kunne han fokusere og skifte mellem de forskellige lyde? Hvad skete der med de lyde, han ikke fokuserede på? Tabte han tråden – og kunne han komme tilbage igen? Hvad gjorde han med de forstyrrende tanker – kunne han lade dem være og fortsætte øvelsen?

Det kræver øvelse at fokusere, men Oskar synes, at det gik godt, og da han bliver bedt om igen at angive sit fokus på linjen fra før, har krydset rykket sig længere mod Ydre fokus.

Mellem sessionerne står den på hjemmearbejde. To gange dagligt fokuserer Oskar på lyde omkring sig – eller trækker hovedtelefonerne på og kaster sig over en lydfil udleveret af psykologen.

Procentsatsen daler langsomt, som ugerne går. Oskar føler sig mere og mere sikker på, at han selv kan vælge, hvad han vil fokusere på – de bekymrende tanker, der svirrer rundt i hovedet på ham som en flok irriterende fluer eller stille skarpt på omgivelserne.

Den hemmelige ingrediens – lade tankerne være
Lugter det hele lidt af afledning? Skal Oskar bare flygte fra tankerne ved at fokusere på omgivelsernes lydtapet? Kan fuglekvidder og bilstøj virkelig gøre ham mindre angst? NEJ – det er ikke tilfældet. Afledning hører til i CAS’en – og CAS’en er den buldrende gryde, der holder angsten i kog. Så det er ikke nogen farbar vej ud af angsten. Men psykologen indrømmer, at nogen mennesker fristes af deres evne til at skifte fokus fra tanker og følelser til støj i omgivelserne. Og så hænger de uhjælpsomt fast i afledningsfælden og går glip af nogle centrale pointer i metakognitiv terapi.

Den første lyder sådan her – tanker er ikke andet end tanker, uanset hvor bekymrende og voldsomme de virker. Og den næste pointe – opskriften på den angstfrie menu er at lade tankerne være. Og det er præcis det, Oskar så småt begynder at tro på – at han selv bestemmer sit fokus, og hvad han gør med sine tanker. Så nu skal han øve sig i at lade tankerne være.

Psykologen forklarer, at tankestrømmen er som togene på perronen. Du kan observere togene komme og gå uden at hoppe ombord. Du kan også vælge at hoppe ombord på et af togene. Tankerne kan du også nøjes med at observere uden at hoppe ombord i dem. Og ligesom med togene der holder for en stund og derefter fortsætter deres rejse, er tankerne også forbigående. Lader Oskar dem være, går der ikke lang tid, før luften fiser ud af dem, og de forsvinder. Og skulle de blive hængende alligevel, gør det ikke noget, for Oskar kan bare fortsætte, med det han var i gang med. Det forhindrer tankerne ikke, er psykologens klare budskab.

Sådan havde Oskar aldrig tænkt om sin angst – at han bare skal lade tankerne være. Og det er næsten for godt til at være sandt, lyder hans første lidt skeptiske tanke. Så det skal selvfølgelig afprøves med flere eksperimenter.

Detached mindfulness – den ufarlige tiger
Psykologen beder i første omgang Oskar om at skabe sit eget billede af en tiger inde i hovedet. Der er ingen krav til tigerens udseende. Når tigeren har fundet sig til rette i Oskars hoved, skal han lade den være og bare observere den. Lusker den væk, er det i orden. Skifter den farve, lever vi også med det. Den har sågar tilladelse til at udvikle sig til en drage – og alt muligt andet. Kigger andre tanker forbi, er de også hjertelige velkomne. For der er ingen regler. Kun denne ene at Oskar skal holde de mentale fingre fra tankerne og bare se, hvad der sker. Og den proces kalder vi detached mindfulness, som er CAS’ens modsætning.

Når Oskar er detached, gør han absolut intet ved tankerne – andet end at observere dem. Han prøver ikke at aflede sig selv. Forsøger heller ikke at erstatte bekymringerne med positive tanker. Eller insisterer på, at han godt kan klare det. Undertrykkelse har heller ikke noget med detached mindfulness at gøre.

Det er ikke let at lade tigeren være, men efter flere forsøg sidder øvelsen lige i skabet. Nogle gange lister tigeren bare nysgerrigt rundt, mens den andre gange forsvinder ud af billedet.

Tigerøvelsen er den første ud af flere øvelser, der viser Oskar, at hans oprindelige metakognitive antagelse, der påstod, at han ikke kunne kontrollere sine tanker, var et falsum på niveau med Trumps fake news. Har du lyst til at dykke ned i de nogle af de andre øvelser, finder du et kort introducerende overblik over dem her på siden.

Et par afsluttende bemærkninger
Vi hopper fra her, og lader Oskar og psykologen fortsætte rejsen mod det forjættede angstfrie liv. Jeg kan afsløre, at Oskar kort efter ikke længere troede på, at tanker er ukontrollerbare sataner, der hærger løs udenfor enhver menneskelig kontrol. Og med den overbevisning rigere, lod han dem nu være, når de trængte sig på, og langsomt fyldte angsten mindre og mindre.

Den anden negative metakognitive antagelse – den der påstod, at det var så farligt at bekymre sig, at Oskar ville ende som en sindssyg tosse – blev også udfordret, ligesom den positive antagelse – der påstod, at det er en fordel at bekymre sig – ligeledes fik sandheden at føle. Ingen af dem bestod sandhedstesten og dumpede med et brag. Og hvordan det sker, kan du læse meget mere om i de bøger, der står på kildelisten nederst i indlægget.

Den her lille rejse med Oskar kommer ikke rundt om alle detaljerne i metakognitiv terapi, men måske har du fået appetit på at blive klogere på behandlingen og måske fristes du ligefrem til at give din søn eller datter chancen for at komme deres angst til livs med metoden. Er du i tvivl, kan du også gratis downloade et hæfte skrevet til overbekymrede og angste teenagere. Her beskriver jeg, hvordan psykologer behandler overbekymring og angst med metakognitiv terapi. God fornøjelse.

Med venlig hilsen

Jens Henrik Thomsen
Psykolog

Kilder:

• Metakognitiv terapi til børn med angst – Barbara Hoff Esbjørn, Nicoline Nordmann og Marie Louise Reinholdt-Dunne, Akademisk Forlag, København 2016

• Metacognitive Therapy for Anxiety and Depression – Adrian Wells, The Guildford Press, London 2009

• 5 dages introduktionskursus i metakognitiv terapi i CEKTOS ved Pia Callesen

• 1-årig efteruddannelse i metakognitiv terapi i CEKTOS ved Pia Callesen og Carsten Juul

Forrige indlœgNœste indlœg