Sofie var otte år gammel, da hendes verden begyndte at krympe på grund af noget, de fleste andre næsten ikke lagde mærke til. Hunde. Ikke bare store hunde med dybe gøen og kraftige poter. Også de små. De bløde. De logrende familiehunde med sløjfer om halsen og varme øjne. For Sofies krop gjorde ingen forskel. Den reagerede, som om faren stod lige foran hende.

Det begyndte en sommerdag i parken, hvor en løs hund løb hen imod hende. Den ville lege. Det kunne alle andre se. Men Sofie mærkede kun panikken. Hjertet galopperede afsted i brystet. Hendes hænder blev kolde og våde på samme tid. Hun kunne ikke få vejret ordentligt og klamrede sig grædende til sin mors ben, mens hundens ejer undskyldte igen og igen. “Den gør ikke noget.” Men Sofies krop troede noget andet.

Efter den dag begyndte hun at holde øje med fortovene. Scanne omgivelserne. Kigge efter hundesnore. Hun nægtede at gå bestemte veje til skole. Hvis hun så en hund i det fjerne, stivnede hele kroppen. Nogle gange vendte hun om og løb hjem. Andre gange stod hun helt stille med tårerne pressende bag øjnene, mens hjertet hamrede så voldsomt, at hun troede, det ville sprænge brystkassen indefra.

Mange børn og unge har ting, de er bange for. Edderkopper. Højder. Tordenvejr. Blod. Små lukkede rum. Busser. Men frygt kan også rette sig mod langt mere usædvanlige ting. Knapper. Hår. Lange ord. Skaldede mennesker. At kigge op mod himlen.

Når det gælder fobier, findes der næsten ingen grænser for, hvad et barns fantasi og alarmsystem kan koble fare sammen med. Og for barnet føles frygten virkelig. Det er vigtigt at forstå.

For voksne kan nogle fobier virke mærkelige eller overdrevne. Selv barnet ved ofte godt, at frygten ikke giver mening. Det vidste Sofie også. “Jeg ved godt, den ikke gør noget,” sagde hun fortvivlet. “Men min krop hører ikke efter.” Og dét er kernen i en enkeltfobi.

Barnet frygter en bestemt situation eller et bestemt objekt og forsøger at undgå det. Når barnet møder det frygtede, går kroppen i alarm. Hjertet banker. Kroppen ryster. Håndfladerne bliver fugtige. Nogle børn får kvalme eller føler, de ikke kan få luft. Andre bliver svimle, får trykken for brystet eller en mærkelig følelse af uvirkelighed. Nogle bliver bange for at miste kontrollen eller dø, selvom de godt ved, at situationen egentlig ikke er farlig.

Angsten fylder ikke hele tiden. Men den fylder alt dér, hvor fobien er. For Sofie betød det, at verden blev mindre og mindre. Hun kunne ikke besøge veninder med hund. Hun ville ikke til fødselsdage i parcelhuskvarterer. Hun holdt sin mors hånd så hårdt på gaden, at fingrene gjorde ondt. Selv billeder af hunde kunne få kroppen til at spænde op.

Vil vide mere om fobier, og hvordan de behandles med Kognitiv adfærdsterapi, kan du læse mere i Hunde, kryb og små lukkede rum. Bogen er skrevet til børn og unge og deres forældre.

Du kan også kigge forbi et par billedserier om metakognitiv terapi og bekymringer og angst.