Børn og unge med indbildt grimhed flyver under radaren - og det kan ende fatalt
Ny bog slår fast, at vi er for dårlige til at spotte børn og unge - og voksne - med indbildt grimhed. Det kan få katastrofale følger, da indbildt grimhed er den psykiske lidelse, der har flest selvmord på samvittigheden. Hvad er problemet, og hvad gør vi for at opdage de unges kamp mod deres udseende - og hvorfor kan det stadig være svært at behandle lidelsen, selvom vi opdager den. Det er nogle af de spørgsmål, du får svar på her
Oceaner af tid foran spejlet og et møjsommeligt arbejde med at dække en rædselsfuld hud under flere millimeter tyk make-up. Undgåelse af spejle for ikke at vække den indre rædsel over en skæv næse til live. Den kronisk påsatte kasket, der uden nogen ved det, har til opgave at skjule en vigende hårgrænse. Eller teenageren, der altid sørger for at stå med venstre side til, så næsen dækker for det hæslige bumsekrater på højre kind.
Alle er de bare få eksempler på unge med indbildt grimhed, der forsøger at kamuflere, skjule, dække, gemme eller undgå synet af deres egen grimhed. Men som navnet indbildt grimhed mere end antyder, er der tale om grundløse påstande, når de hævder, at deres næser er så vind og skæve, at de aldrig får en kæreste eller, at månekrateret på højre kind er så grimt og iøjefaldende, at folk der går forbi dem på gaden, bliver så optaget af hæsligheden, at de falder over deres egne ben og går over for rødt. Men ofte er fejlene og defekterne så små, at de er umulige at få øje på for andre. Og ses de, er defekterne så små, at andre anser dem som ligegyldige. Det gælder bare ikke for det unge menneske, der er ramt af indbildt grimhed - eller Body Dysmorphic Disorder (BDD), som fagkundskaben har døbt mareridtet, når unge er så utilfredse med hele eller dele af deres udseende, at deres liv kollapser med et brag. For dem er defekten en urokkelig kendsgerning og blodigt alvor, som i de sværeste tilfælde får en så altoverskyggende betydning i livet, at en del får voldsomt påtrængende selvmordstanker og forsøger at gøre alvor af dødsønsket - og nogle desværre lykkes med deres planer.
Vi skal på jagt efter, hvad forfatterne til bogen ”Indbildt grimhed - en guide til BDD-ramte, pårørende og fagprofessionelle” betragter som forklaringerne på, at unge med så alvorlig en lidelse, sjældent bliver opdaget - og hvordan vi får hevet BDD frem i lyset, så de unge kan få den nødvendige hjælp og komme bæstet til livs. Så værsgo at kigge med indenfor.
BDD-hvad for noget?
Ja, mange ved slet ikke, at lidelsen eksisterer, og derfor er de selvfølgelig heller ikke opmærksomme på den. Det gælder både forældre og fagfolk i sundhedsvæsenet. Jeg var selv en af de mange uvidende fagfolk, dengang jeg havde min daglige gang på en børne- og ungdomspsykiatrisk klinik. Det var kun fordi, jeg mødte flere af de unge mennesker, der alle var henvist med OCD - men med problemer, der ved nærmere eftersyn ikke passede helt til OCD-kriterierne - at jeg efter et mindre detektivarbejde i faglitteraturen fik øjnene op for BDD. Så jeg forstår udmærket, at BDD er i stand til at snige sig under radaren.
OCD, angst - eller hvad
Uvidenhed er altså en af hovedingredienserne, når vi mislykkes med at opdage denne pinefulde lidelse. Men BDD formår også at holde sig udenfor rampelyset af andre grunde. Den lusker nemlig rundt i skyggerne af andre lidelser - det var som bekendt den første spirende erfaring, jeg selv fik med BDD. Men også andre lidelser end OCD spærrer for BDD-udsynet. Angst, depression, spiseforstyrrelser og psykoser - hvor du ser og hører ting, der ikke er der - kan dække over en bagvedliggende BDD og har flere fællestræk med lidelsen. Derfor kan vi sagtens kende BDD men alligevel overse den, når den smelter sammen med andre lidelser. Og så ender det nemt med, at vi tager fejl af de unge menneskers problemer. For måske er depressionen i virkeligheden forårsaget af BDD, der fylder den unge med utilstrækkelighedsfølelser, håbløshed og manglende mening med livet, når oplevelsen er, at udseendet ligner et bombekrater fra Gaza, og som en anden nyhedssløjfe på TV-News kører non-stop på den indre mentale biograf. BDD kan også være primus motor ved socialangst, hvor den unge mand frygter at få negativ opmærksomhed og blive afvist på grund af sin indbildte tudegrimme skævert af en overdimensioneret tryne - ja, sådan tænker nogle af de BDD-plaget faktisk om deres udseende. Det ender nemt med, at den unge fyr trækker sig fra familie og venner og barrikaderer sig på værelset og langsomt synker ned i depression. Så hvis vi som fagpersoner eller forældre ikke er på stikkerne og kender BDD, er det ikke sikkert, at vi nogensinde finder ud af, at årsagen til alle den unges kvaler er sygelig utilfredshed med udseendet. Men selvom vi bliver verdensmestre i BDD, er der ingen garanti for, at det bringer sandheden frem i lyset. Forklaringen på det mysterium får du i næste afsnit.
BDD i det skjulte
Ifølge forfatterne til bogen er den tredje grund til, at vi ikke opdager børn og unge med BDD - selv når vi spørger direkte til mulige pinsler med udseendet - at de skammer sig over deres problem og frygter at blive stemplet som forfængelige og selvoptagede. Vi kender det også fra angstlidelser, hvor lidt over en tredjedel af unge mellem 16 og 24 år holder deres angst skjult, fordi de synes, at det er svagt og skamfuldt. Så hellere gå med problemerne alene og lide end at tiltrække omgivelsernes fordømmelser. Og så opdager vi ikke de unges problemer.
Problemet er fysisk - ikke psykisk
Selv når vi er bekendt med BDD, får skabt nogle tillidsfulde rammer, så de unge vover at åbne op for deres plager og giver skammen en velfortjent fuckfinger, er vi ikke nødvendigvis tæt på at være i mål og klar til at hjælpe dem. En sidste og uoverkommelig hæk i BDD-forhindringsløbet kan stå i vejen. Igennem årene har jeg haft flere forældre i røret, som har formået at lirke låsen op til boksen med de unges BDD-problemer, men alligevel er blevet afvist i døren, når de har rakt en hjælpende hånd ud til de unge. Selvom de unge har levet i et BDD-helvede - for fleres vedkommende havde de vendt ryggen til verden og var nu på vej ned af depressionsslisken - ville de ikke have hjælp. Eller jo, det ville de godt - men af en læge. Problemet var ikke verdensfjerne bekymringer langt fra virkeligheden men, at næsen reelt var skæv, ørerne var for strittende, huden var for rødplettet og øjnene var for skelende - alle indbildte fysiske træk usynlige for andre.
Den her gruppe af unge har ingen sygdomsindsigt - de mener, de har konkrete problemer med deres udseende, som kun en kirurg kan fikse. Men BDD ER en psykisk lidelse og al erfaring viser, at det ikke hjælper de unge at få rettet op på deres fysiske skavanker. De bliver ikke lykkeligere efter operationen - måske kortvarigt, men så er festen også forbi, og tømmermændene melder sig. Så opstår nye udfordringer med udseendet, eller også har det operative indgreb ramt alt for langt fra skiven, og i mange tilfælde forværret den usynlige defekt. Så kirurgens kniv løser sjældent problemet - men det er de unge lige så overbeviste om, at den gør, som du og jeg ved, at Jorden er rund. Nederst på siden linker jeg til en artikel fra TV2.dk, hvor en ung kvinde netop fortæller, hvordan hendes brystimplantater ikke gjorde hende lykkeligere, hvorfor hun besluttede at få dem fjernet igen. En fortælling til eftertanke.
Sværhedsgraden af BDD kan rangeres fra fuld sygdomsindsigt til ingen indsigt overhovedet. Når der ingen erkendelse er af problemets sande natur, siger vi, at den unge har vrangforestillinger. Den Danske Ordbog definerer vrangforestilling som en ”sygelig forestilling, der strider groft mod virkeligheden”. Og så er det desværre så godt som umuligt at hjælpe det arme unge menneske - medmindre den unge dame kommer så langt ud, at selve livet er i fare, og hun tvangsindlægges. Det kræver ikke megen fantasi at forestille sig, hvor ulykkeligt en situation det er for alle parter. Men det understreger, hvor alvorlig BDD kan være og, hvorfor det er så fandens vigtigt, at vi bliver opmærksom på lidelsen - uanset hvor meget eller lidt sygdomsindsigt de unge mennesker rummer. For en god ordens skyld skal du vide, at der heldigvis er unge med indsigt, der tager gladeligt imod den udstrakte hånd og for hvem, det er en stor forløsning, at nogen spørger ind til deres problemer med udseendet. Og det bringer os frem til næste afsnit - hvad gør vi for at opdage de unge?
Hvad gør vi så
Når først vi er blevet opmærksomme på eksistensen af BDD, skal fagpersoner blive bedre til at screene de unge mennesker. Hvis screeningen skal lykkes, kræver det, at vi skaber et tillidsfuldt rum, hvor børn og unge ikke frygter at blive udskammet for at bruge de fleste af deres vågne timer på udseendet. Oven i det kan jeg tilføje, at en del unge med BDD ikke har den store forventning til, at fagpersoner forstår deres problem, og derfor holder de sig tilbage med at meddele sig. Den barriere skal vi også overvinde ved skabe tillidsfulde rum, hvor den slags bekymringer kan undersøges sammen - den unge og den voksne. Er vi nået så langt i processen uden at have tabt de unge, kan vi også vise dem, at det er muligt at komme deres problemer til livs gennem målrettet behandling. Hvordan det konkret sker, kan du læse meget mere om i et gratis hæfte om BDD - linket finder du nederst på siden.
Lige en løftet pegefinger
Desperate forældre fortæller i røret, at de unge hverken er til at hugge eller stikke i, når forældrene prøver at overbevise dem om, at den for dem usynlige eller ubetydelige defekt, ikke molesterer de unges yndige ansigter. Og hvor skulle forældre vide det fra, at det nærmest er en dødssynd at diskutere med BDDen - for det er sådan det er - ligesom tordenguden Thor, der tror, han slås med en gammel kone, mens det i virkeligheden er alderdommen, han taber til - så er det BDDen, forældrene debatterer med - og den kamp vinder de sjældent, når de unge virker som forgiftet af vrangforestillinger.
I stedet for et frontalt angreb på defekterne kan man forsøge at komme ind ad bagindgangen ved at fokusere på de unges tanker om deres fysiske onder og være nysgerrig på, hvordan tankerne forhindrer de unge i at leve det liv, de ønsker at leve. Man kan være heldig, at det giver bonus og får de unge til at vende opmærksomheden mod deres værdier og behov.
Så kan man få skabt sprækker i BDDen, åbner det måske op for nogen konstruktive samtaler om de besværlige bump, bekymringerne om udseendet spiller i de unges liv. Så ender forældre og andre voksne med at være medspillere i stedet for modspillere. Det er ikke let, men vi voksne har alt at vinde - og alt at tabe - når først de unge sidder i BDD-saksen. Så det er bare med at klø omsorgsfuldt på.
Links
Kilder
