Måske undrer du dig over, hvorfor en børne- og ungepsykolog tilbyder hjælp til voksne, der ønsker at trappe ud af psykofarmaka. Hvordan hænger det sammen? Og hvorfor tænker jeg, at jeg kan hjælpe mennesker gennem noget, der for mange føles som en storm uden kort og kompas?

Det er gode spørgsmål. Og de fortjener ærlige svar.

For nogle år siden blev jeg selv ramt af voldsom arbejdsrelateret stress. Den slags stress, der ikke bare larmer i hovedet, men sætter sig i nervesystemet som en konstant alarmtilstand. For at gøre en lang historie kort endte jeg blandt andet på sovemedicin gennem flere år. I begyndelsen føltes medicinen som en redningskrans. Senere blev den noget helt andet.

Effekten forsvandt gradvist, mens bivirkningerne voksede sig større og større. Til sidst stod jeg tilbage med følelsen af at være fanget i min egen krop. Jeg kunne ikke længere kende mig selv. Derfor traf jeg beslutningen om at trappe ud.

Men jeg opdagede hurtigt, at det ikke er nok at være velmenende, når man skal hjælpe mennesker sikkert ud af psykofarmaka. To psykiatere forsøgte at hjælpe mig, men ingen af dem havde tilstrækkelig viden om langsom og skånsom udtrapning. Resultatet blev voldsomme abstinenser og langvarige senfølger efter selve udtrapningen. Det blev en brutal proces. Rå, opslidende og til tider dybt ensom.

Samtidig blev det også en erfaring, der ændrede mig som menneske og psykolog.

Jeg ved i dag, hvordan det føles, når nervesystemet står i flammer. Når søvnen forsvinder. Når angsten eksploderer. Når kroppen sitrer som en højspændingsledning. Når tanker om aldrig at blive sig selv igen tager over. Jeg ved, hvor svært det kan være at skelne mellem abstinenser, angst og katastrofetanker. Og jeg ved, hvor meget det betyder at møde et menneske, der ikke bliver bange på dine vegne.

Det er blandt andet derfor, jeg i dag tilbyder hjælp til mennesker, der ønsker at trappe ud af psykofarmaka.

Jeg gør det ikke som læge eller psykiater. Jeg ordinerer ikke medicin og giver ikke medicinske råd - jeg giver råd om udtrapning. Og så hjælper jeg mennesker med den psykologiske del af processen. Den del, som ofte fylder allermest: angsten, overtænkningen, katastrofetankerne, håbløsheden, stressen og følelsen af at miste kontrollen over sig selv og sit nervesystem.

Og her trækker jeg på mere end tyve års erfaring som psykolog.

Gennem årene har jeg arbejdet intensivt med børn, unge og deres forældre omkring angst, stress, depression, OCD, perfektionisme og fastlåste tankeprocesser. Jeg har siddet med børn, der ikke turde gå i skole. Teenagere, der var fanget i endeløse grublerier. Unge mennesker, der blev terroriseret af tvangstanker, katastrofetanker eller et nervesystem i konstant alarmberedskab.

Det arbejde har givet mig en erfaring, som også er vigtig i mødet med voksne, der ønsker at trappe ud af psykofarmaka. For mange af de mennesker, der står midt i en udtrapning, fik i sin tid medicinen netop på grund af angst, stress, depression, søvnløshed eller OCD. Derfor handler det sjældent kun om abstinenser. Ofte vækkes gamle frygtsystemer og gamle mønstre til live undervejs. Bekymringerne tager fart. Kroppen går i alarmberedskab. Tankerne bliver mørkere og mere katastrofeprægede. Mange begynder at overvåge sig selv konstant i forsøget på at forstå, hvad der sker i dem.

Her kan det være en stor fordel at have arbejdet med disse problemstillinger gennem mere end tyve år. Jeg ved, hvordan angst kan få mennesker til at tvivle på sig selv og frygte deres egne tanker. Hvordan stress kan få nervesystemet til at føles som en motor, der aldrig slukker. Hvordan depression kan stjæle håbet og få fremtiden til at føles lukket. Og hvordan frygten for symptomerne nogle gange kan komme til at fylde endnu mere end symptomerne selv.

Det betyder ikke, at jeg kan fjerne det svære eller love en bestemt vej gennem udtrapningen. Men det betyder, at jeg ofte kan hjælpe mennesker med at forstå de mekanismer, der er på spil — og med gradvist at finde mere ro, fodfæste og tillid til, at nervesystemet kan falde til ro igen.

For nogle gange hjælper det enormt meget at tale med et menneske, der både har den faglige viden og selv har stået midt i stormen.

Planlægning er forudsætningen for succes

Det kræver planlægning at trappe ud af psykofarmaka. For cirka halvdelen af de brugere, der trapper ud, er det ikke forbundet med de store og vilde sværdslag at trappe ud - uden de helt store problemer lægger de let og elegant medicinen på hylden. For den anden halvdel kan det til gengæld blive en voldsom affære at kvitte medicinen. Det er ikke meget anderledes end at spise saltede peanuts - nogen kan tåle den saltede snack i store mængder, mens andre nærmest bare skal tænke på jordnødderne for at reagere med livstruende allergiske reaktioner. Så stor forskel er der også på brugere, der trapper ud af psykofarmaka. Derfor er det vigtigt på forhånd - for du kan ikke vide, hvilken gruppe dit nervesystem tilhører - at planlægge din udtrapning. Derfor har jeg lavet en liste over, hvad du bør overveje og vide, inden du kaster dig over udtrapningen. Den får du her:

Før udtrapningen

· Er du klar til udtrapningen? Er du indstillet på, at udtrapning kan tage år, hvis du skal undgå de værste abstinenser? Er omstændighederne i livet sådan, at der er tid til at have det dårligt? Selvom du gør alt for at undgå det, kan det godt blive surt alligevel – især hvis du er ekstra følsom overfor medicinen. Heldigvis er det muligt at planlægge udtrapningen, så du i perioder af dit liv med ekstra tryk på tilværelsen kan tage en pause fra udtrapningen.

· Det er ikke raketvidenskab, men det kræver viden om psykofarmakaens påvirkning af kroppen at trappe ud. Når du ved, hvad der sker i kroppen under udtrapningen, forstår du principperne bag den langsomme udtrapning og ved, hvorfor abstinenserne opstår. Det skaber tryghed hos mange at vide, at abstinenserne er ufarlige. Selvom de ved gud kan være møg ubehagelige, er de tegn på, at kroppen er ved at tilpasse sig tilværelsen med mindre eller slet ingen medicin.

· Overblik over abstinenserne er guld værd, for så ved du, at der ikke er noget alvorligt galt, hvis maven smerter, fødderne svulmer op, eller hjernen invaderes af elektriske stød. Det lyder slemt, men mange før dig er med støtte kommet igennem abstinenserne – og de går over igen. Og trapper du langsomt ud, er det slet ikke sikkert, at du møder den slags abstinenser.

· Langsom udtrapning er vejen til succes. Målet er at undgå abstinenserne eller minimere dem, så de er til at holde ud. Du skal vide, hvad det konkret betyder for dig at trappe langsomt ud og lave en plan, der kan ændres undervejs, hvis der bliver behov for det.

· Den langsomme udtrapning betyder, at springene mellem medicinens officielle doser bliver for store. Heldigvis er der flere metoder til at justere doserne til dine særlige behov, så de ikke bliver for voldsomme og sætter gang i svære og langvarige abstinenser. Metoderne er gode at kende til, og du finder beskrivelserne af dem hos MedicinRådgivningen. Linket finder du sidst på denne side.

· Da abstinenser og tilbagefald ligner hinanden, er det vigtigt at skelne imellem dem. Kan du det, undgår du at falde i medicinfælden igen, fordi du tror, at angsten eller depressionen er vendt tilbage.

· Du får også brug for al den støtte og opbakning, du kan få fra familie, venner, arbejdsplads eller studie. Hvem skal for eksempel købe ind eller gå med hunden, hvis abstinenserne for en stund kræver, at du trækker stikket? Pårørende kan også få hjælp hos MedicinRådgivningen.

· En tillidsvækkende læge eller psykiater, der støtter dig i forløbet uden at presse på, er et must. Det er lægen eller psykiateren, der har ansvaret for den medicinske del af udtrapningen, og det er vigtigt, at lægen kender principperne for langsom udtrapning. Der er mange læger og psykiatere, der har forstand på udtrapning, men der er desværre også en del, der følger de officielle retningslinjer og patientvejledningerne fra myndighederne – og de er desværre ikke opdateret og tidssvarende. Anvender lægen myndighedernes retningslinjer, risikerer du at trappe alt for hurtigt ud. Konsekvensen kan være, at du må opgive udtrapningen på grund af voldsomme abstinenser – der i øvrigt tit betragtes som tilbagefald af de oprindelige psykiske vanskeligheder. Derfor bliver dosis ofte øget igen.

Det var lidt af en dundertale – det indrømmer jeg gerne. Men mange brugere af psykofarmaka beretter om læger og psykiatere, der ikke har styr på basale udtrapningsprincipper og forståelse for, hvor rædselsfulde abstinenserne bliver, når det går for hurtigt. Der er sågar læger, der mener, at du kan stoppe fra den ene dag til den anden, når du er på laveste dosis. Det kan ende katastrofalt, hvis dit nervesystem er følsomt overfor ændringer i din medicin. Om du er særlig følsom, kan du ikke vide på forhånd. Derfor kan du ende med at betale den høje pris med en lavine af fysiske og psykiske abstinenser. Så husk – du er den eneste, der kan mærke, om tempo og dosisreduktion er den rette – det kan utidssvarende patientvejledninger og lægen eller psykiateren ikke. Derfor skal udtrapningen foregå langsomt.

Har du ikke tillid til din læge eller psykiater, skal du finde en ny. Jeg har oplevet brugere, der prøvede fire-fem læger, før de fandt den rette.

· Måske har du før forsøgt at trappe ud uden held. Dårlige erfaringer kan stå i vejen for en succesfuld udtrapning, ligesom bekymringer for livet uden medicin og frygten for tilbagefald kan blive store bump på rejsen. Dem kan du blive nødt til at rydde af vejen, hvis du skal helt i mål med udtrapningen - hvad enten dit mål er et medicinfrit liv eller bare en lavere dosis. Det kræver nogle gange psykologisk assistance udefra at tage livtag med dårlige erfaringer og bekymringerne for en tilværelse uden medicin. Selvforståelsen – jeg er et menneske, der har brug for medicin – kan også spænde ben for det medicinfrie liv og koste et besøg eller flere hos en psykolog eller terapeut.

· Du skal også være opmærksom på at forebygge tilbagefald. Har du for eksempel fået medicin for angst, depression eller søvnløshed, er der risiko for, at angsten, depressionen og søvnløsheden vender tilbage, når medicinens dæmpende effekt på følelserne forsvinder. Så det er vigtigt, at du har nyttige værktøjer, så du kan håndtere din oprindelige lidelse, når medicinen ikke længere hjælper til – hvis det skulle blive aktuelt. Har du ikke de fornødne mentale værktøjer, er en varm anbefaling herfra, at du sørger for at få det, inden du går i gang med udtrapningen.

Under udtrapningen

· Abstinenser tager den tid, de tager, og det er ikke muligt at fremskynde afviklingen af dem. Til gengæld kan du både mildne og forværre dem. Du skal vide, hvordan du håndterer dem på en nyttig måde, der mildner dem, og hvordan du undgår at forværre dem. Det er der mange gode bud på, og du skal finde ud af, hvilke der virker for dig.

· Bekymringer og tankemylder er ofte hovedreglen, når abstinenserne raser. Da bekymringerne stresser og forstyrrer kroppens helingsproces – og i sig selv er ubehagelige og kan føre til angst og depression – er det en uvurderlig hjælp at vide, hvordan du rider bekymringsstormen af. Det kan blandt andet ske med metakognitiv terapi og mindfulness.

· Medicinen vil ofte have dæmpet dine tanker og følelser – og måske gjort det i flere år. Når du når længere ned i dosis, vil tankerne og følelserne på ny blomstre op, og det kan være en voldsom og overvældende oplevelse. Så måske får du brug for at se dine tanker og følelser i et nyt lys og håndtere dem i overensstemmelse med den nye forståelse - i stedet for at se dem som uvelkomne og ukontrollerbare fredsforstyrrer, der skal undgås og holdes nede.

· Nogle finder værdifuld støtte og inspiration ved at høre om andres erfaringer med udtrapning. Har du brug for at udveksle erfaringer med ligesindede, der er på vej ud af medicinen, kan du kontakte MedicinRådgivningen og blive medlem af en af deres udtrapningsgrupper.

· Du må heller ikke underkende værdien af at blive bekræftet mange gange undervejs i, at det der sker i kroppen - hvis abstinensvindene blæser - er normalt, ufarligt og går over af sig selv igen. Er det umuligt at få bugt med tvivlen, skal du selvfølgelig opsøge egen læge, der kan undersøge, om der skulle være noget reelt galt med kroppen.

Efter udtrapningen

· Det kan være, du har brug for at kigge nærmere på de forhold – i dig selv og i dit liv - der udløste de vanskeligheder, der endte med, at du fik medicinen. Har du styr på dem, står du stærkere i fremtiden og behøver ikke at tage medicin igen.

· Måske har du også brug for mental oprydning efter udtrapningen – hvis den har været hårdere, end du forventede og har lavet dybe ridser i troen på dig selv og fremtiden. I så fald kan du også tage fat på det.

Jeg tilbyder psykologisk hjælp til udtrapning, men inden du kaster penge efter mig, kan du benytte dig af MedicinRådgivningens gratis tilbud. Hos MedicinRådgivningen kan du blandt andet få hjælp til at lave en udtrapningsplan, og de kan svare på mange af de spørgsmål, du måtte have om udtrapning. Desuden tilbyder de medlemskab af deres Facebookgruppe, hvor ligesindede deler sorger, glæder og støtter hinanden under og efter deres udtrapninger. MedicinRådgivningen har også udarbejdet en udtrapningsguide, du kan downloade gratis fra deres hjemmeside. Du finder MedicinRådgivningen her.

Her på hjemmesiden kan du downloade en række gratis hæfter om udtrapning, der kan være hjælpsomme støtter undervejs. Det centrale hæfte er ”Udtrapning med omtanke – skånsom udtrapning af psykofarmaka”, der udover basal viden om medicin, nervesystemet og udtrapningens grundprincipper, også indeholder min egen udtrapningsfortælling.

Du finder også hæfter, der kigger nysgerrigt på de psykologiske dimensioner ved udtrapning, og hvordan du med hjælp fra metakognitiv terapi, mindfulness og værdiarbejde kan arbejde med deres indflydelse under og efter udtrapningen.

Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du vil høre mere om, hvordan hjælpen kan se ud fra dit perspektiv.

De bedste hilsner

Jens Henrik Thomsen