Sofie plejede at være hende, der havde styr på det hele. Hun afleverede opgaver til tiden. Passede sit fritidsjob. Svarede hurtigt på beskeder. Trænede to gange om ugen og huskede fødselsdage, gruppearbejde og aftaler. Hvis man spurgte hendes lærere, ville de beskrive hende som pligtopfyldende. Hvis man spurgte hendes venner, ville de sige, hun altid stillede op.

Men ingen lagde mærke til, hvor træt hun var blevet. Ikke den almindelige træthed efter en lang uge. Den tunge slags. Den, der satte sig helt ind i kroppen.

Om aftenen lå Sofie vågen med tankerne kørende i ring. Hun gennemgik afleveringer, beskeder, fejl, aftaler og alt det, hun måske ikke kunne nå i morgen. Når hun endelig faldt i søvn, vågnede hun ofte igen få timer senere med hjertebanken og uro i kroppen.

Hun begyndte at glemme ting. Stod midt i supermarkedet uden at kunne huske, hvorfor hun var gået derind. Læste den samme side i bogen tre gange uden at forstå ordene. Stirrede på skærmen i timer uden at kunne tage sig sammen til at begynde på opgaven. “Jeg er bare dårlig til at klare pres,” tænkte hun.

Men stress handler ikke om svaghed. Og det handler heller ikke bare om at have travlt. Stress handler om at være belastet så længe, at kroppen og hjernen ikke længere får lov til at hente sig ind.

Hos børn og unge kan belastningen komme mange steder fra. Skole. Sociale medier. Krav om at præstere. Konflikter derhjemme. Ensomhed. Perfektionisme. Bekymringer om fremtiden. Følelsen af hele tiden at skulle være tilgængelig, dygtig, glad og klar.

Hos Sofie var det lidt af det hele. Hendes forældre var blevet skilt året før, og selvom ingen råbte højt længere, føltes det stadig som om noget i familien hele tiden var i stykker. Samtidig begyndte gymnasiet at fylde mere og mere. Karaktererne betød pludselig noget. Fremtiden rykkede tættere på.

Og oveni det hele lå telefonen som en konstant summen ved siden af hende. Beskeder. Snapchat. Veninder. Planer. Frygten for at gå glip af noget Der var aldrig rigtig pause. Selv når Sofie sad stille, føltes det som om kroppen løb.

Langvarig stress kan vise sig på mange måder hos børn og unge. Hovedpine. Mavepine. Søvnproblemer. Hjertebanken. Tankemylder. Koncentrationsbesvær. Irritabilitet. Tristhed. Angst. Følelsen af aldrig rigtigt at kunne slappe af.

Og ofte begynder den unge at tro, at der er noget galt med dem. Det gjorde Sofie også. Hun blev mere og mere stille i skolen. Droppede træning, fordi hun ikke kunne overskue det. Sagde nej til veninder med undskyldninger om lektier. Men sandheden var, at hun ikke længere havde energi til at være sammen med nogen.

En fredag eftermiddag satte hun sig på gulvet på badeværelset og begyndte at græde uden helt at vide hvorfor. Hendes mor fandt hende derude lidt senere. “Jeg kan ikke mere,” hviskede Sofie. “Det føles som om mit hoved aldrig stopper.”

Det rammer noget centralt ved stress. For stress er ikke bare travlhed. Det er følelsen af at være overbelastet uden mulighed for at hente sig selv hjem igen. Kroppen forsøger egentlig bare at hjælpe. Kortvarig stress kan være nyttig. Den gør os fokuserede før eksamen eller hjælper os med at reagere hurtigt i farlige situationer. Men når alarmberedskabet aldrig slukker, begynder kroppen langsomt at betale prisen.

For Sofie begyndte hjælpen ikke med at “tage sig sammen”. Den begyndte med, at nogen stoppede op og så, hvor meget hun bar rundt på.

Der er hjælp at hente

Hjælpen går i første omgang ud på – hvis det er muligt - at minimere de belastende vilkår i barnet eller den unges liv – eller i hvert fald at reducere påvirkningen af det unge menneske. Er en af forældrene alvorligt syg, er det for eksempel ikke et livsvilkår, der er lige til at fjerne. Her handler det om at skabe et rum til barnet eller den unge, hvor svære tanker og følelser kan deles. De lærer også at håndtere grublerier og bekymringer, så de ikke får lov til at fylde hele tilværelsen og dermed spænde ben for de glæder, der trods alt ofte også er til stede. Problemløsningsstrategier er også en del af løsningspaletten.

Har du en søn eller datter, du mistænker, kan være stresset, kan I sammen kigge på en billedserie her på hjemmesiden, hvor jeg med få ord og mange billeder beskriver, hvad stress er for en størrelse – og hvad man kan gøre ved den.