Det kan gå grueligt galt, når børn og unge tager fejl af deres følelser

Børn og unge, der tager fejl af deres følelser, risikerer at ende i et psykisk mareridt. Vi kalder fejlene fejlagtige overbevisninger, og de forstærker og forlænger nemt eksistensen af uønskede følelser og skaber oven i hatten nye uønskede følelser - og så er stress, angst og depression desværre en mulig udgang

Kærestesorg, eksamener og skilsmisse

Oscars kæreste gennem to år har kastet håndklædet i ringen og vendt kærestetommelen nedad. Det kom meget uventet for Oscar på 15 - lige så uventet som havde Putin opgivet sin invasion af Ukraine og stukket Zelensky en undskyld for tre års krigsulejlighed. Oscar er selvfølgelig trist og sønderknust over bruddet. Men det er til at leve med, selvom det er hårdt og utaknemmeligt at rode rundt i den humørmæssige kulkælder. Hvad han til gengæld har svært ved at acceptere, er flokken af andre og uønskede følelser - vrede og had, misundelse og hævnlyst over ekskæresten. Han er vred over det pludselige brud. Blodrød af misundelse på alle de kærestepar, der fortsat hygger sig i hinandens selskab. Og drømmer om den søde hævn - så hun kan lære det. Samtidig elsker han hende stadig højt og inderligt. Ja, det er en værre rodebutik af følelser - og sådan skal det jo ikke være, tænker han. ”Der må være noget galt med mig - hvad er der dog galt med mig”? Følelserne er uforståelige og giver overhovedet ingen mening for ham.

18-årig Emil står overfor sine afsluttende eksamener. Som så mange gange før, skyller nervøsiteten gennem hans spændte krop ved tanken om eksamenerne. Det er dog som om, der er skruet en anelse op for den kropslige uro denne gang, uden han kan finde årsagen til miseren. Men uden selv at vide det, er hans nervøsitet ikke mere intens, end den mange af hans medstuderende oplever. Problemet er, at han har svært ved at forlige sig med den forstyrrende nervøsitet. Han er sikker på, at den påvirker præstationen ved det grønne bord. Så når han mærker den, bliver han irriteret og frustreret over, at han ikke bare kan være cool og tage eksamenerne som en mand - som hans far har for vane at udbryde, når sønnerne i hans øjne klynker over livets naturlige bump på vejen. Det er sgu for svagt, buldrer en tanke hastigt igennem Emils hoved - at gå og være nervøs over eksamenerne. Mand dig op, kommenterer den næste tanke som løsning på Emils nervøsitet. Det er lettere sagt end gjort - og lykkes heller ikke for ham. Lige meget hvad han gør for at komme af med nervøsiteten, vender den stærkt tilbage og rammer ham hårdt i nakken som en trofast boomerang. Hver gang han mærker nervøsiteten, bliver han også voldsomt irriteret over, at han ikke kan kontrollere sine følelser. Men det kan man jo ikke - kontrollere følelser. Det er tværtimod følelserne, der styrer showet, sukker han opgivende.

Alma er en spinkel pige på ti år, der for nylig har oplevet forældrene blive skilt. Oplevelsen har efterladt hende med en dyb sorg og en følelse af tab. Hun er naturligvis trist og ked af det, men hendes følelser stopper ikke der. Alma hjemsøges også af en intens vrede og had mod sine forældre for at have ødelagt familieidyllen og vraget hinanden. Hun forstår ikke, hvorfor de ikke kunne blive sammen, og vreden og hadet fylder hende med konstant uro. Når hadet huserer, står skammen på spring. Hun skammer sig over hadet. Det er ikke sådan hun forstår sig selv - og det er ikke i orden at hade sine forældre. Samtidig har en tung byrde af skyld fundet vej til hendes hoved. Det er jo nok hendes skyld, at forældrene brød med hinanden. Hun spekulerer meget på, hvad hun har gjort forkert, og disse tanker plager hende dag og nat. Alma bekymrer sig meget over, om hun altid skal have det sådan. Hun frygter, at følelserne af sorg, vrede og skyld aldrig forsvinder. Skammen over følelserne betyder også, at hun ikke tør dele dem med andre. Hun føler sig alene og isoleret i sin smerte, og hun ved ikke, hvordan hun skal finde vej ud af denne mørke stund.

For en god ordens skyld du vide, at de tre unge mennesker er opfundet til lejligheden. Så skulle det være på plads.

Fejlagtige overbevisninger er vejen til lidelse

Kærestebrud, afgørende eksamener og skilsmisser er begivenheder, der sætter ild til ubehagelige men naturlige følelser. Det ved de fleste af vores unge medborgere med lige så stor selvfølgelighed, som de ved, at vi skal trække vejret for at overleve. De har god indsigt i egne følelser og i følelsernes natur set over en bred kam. De børn og unge har et sundt og naturligt forhold til deres følelser, og det er en uvurderlig hjælp, når stormvejr af ubehagelige følelser trækker op i horisonten under modgang i livet.

Og så er der en anden gruppe. Den har et ret kompliceret forhold til følelseslivet - for nu at sige det diplomatisk. Lægger vi diplomatiet til side for et øjeblik og smider svesken på disken, er sandheden, at deres indsigt og forståelse af følelsesuniverset er fejlagtig og mangelfuldt. Ud af denne fejlslagende forståelse blomstrer den kritiske og fordømmende indstilling til deres følelser. Sammenlagt ender det med at blive en trussel mod deres psykiske velvære. Oscar, Emil og Alma er eksempler på disse unge mennesker.

Børn og unge i denne gruppe er naturligvis meget forskellige, men der er nogle træk, der går igen hos dem, når vi graver os ned i deres forståelse af følelsernes verden. Så lad os tage på en følelsesarkæologisk rundtur og undersøge nogle af de mest almindelige men fejlagtige overbevisninger, der optræder i gruppen. Med oversigten får du en liste med nogle af de mest bekymrende overbevisninger, der som ivrigt blafrende røde flag signalerer, at de unge mennesker kan være ude på et følelsesmæssigt skråplan, der i værste fald fører til stress, angst, depression og andre psykiske lidelser.

Et par ting eller tre om overbevisningerne

Inden jeg kaster mig over listen, er der et par ting eller tre, du skal vide om overbevisningerne. Mens vi ikke altid er opmærksomme på, at overbevisningerne eksisterer, er det til gengæld 110 procent sikkert, at de altid styrer vores opfattelse af følelserne - uanset om vi vil det eller ej. Derfor er det vigtigt at få hevet deres lyssky affærer ud af det ubevidstes skygger og sprede lys over dem. Kun på den måde kan vi ændre dem.

De har i ly af vores erfaringer gennem livet sneget sig ind i psykens kommandocenter, hvor de udøver deres kontrol over vores forståelse og vores reaktioner på de følelser, der udenfor vores kontrol opstår i kølvandet på store og små hændelser i livet. Nogen af overbevisningerne flugter fint med følelsernes natur og gavner os, mens andre som bekendt er fejlagtige og gør livet surt for indehaverne. Hvert menneske har sit helt eget sæt af overbevisninger, der som listen viser, ofte overlapper hinanden. Og så er vi klar til at lægge fra kajs.

Overbevisning 1 - Følelser er uforståelige og giver ikke mening

Oscar er et godt eksempel på en fyr, der er faret vild i sine følelser. Han forstår ikke sin reaktion og er uforstående overfor det kaos af følelser, der konstant hjemsøger ham. Han er forvirret og frustreret og kan ikke genkende sig selv i følelserne. Ord som mærkelige, sære og afvigende dukker konstant i op hovedet på ham, når han tænker på sine følelser. Han prøver forgæves at ryste dem af sig. Med oplevelsen af, at følelserne ikke giver mening, er der fare for, at Oscar ender i en blindgyde af håbløshed, når han ikke ved, hvad han skal gøre med dem. Og så kan det for alvor gå galt. Men følelser er grundlæggende forståelige og meningsfulde - selvom de på overfladen kan virke ret så vanvittige.

Vi kan følge to spor, når vi skal forstå vores følelser. Det første spor leder tilbage til menneskets oprindelse, og er den evolutionære forklaring, mens det andet er mere historisk beskedent og i Oscars tilfælde kun 15 år gammelt - det er den personlige forklaring på hans følelser.

Selvom det ind imellem kan være svært at gennemskue, spiller alle følelser vigtige roller i livets store forestilling. Skærer vi helt ind til benet, har vi set fra Moder naturs stol to afgørende opgaver i livet. Vi skal sørge for at holde os i live og længe nok til at sætte børn i verden - og på den måde videreføre arten. Til det formål skal vi bruge nogle kropslige signaler, der får os til at handle i overensstemmelse med den rolle - og det er blandt andet følelserne. I samme boldgade finder vi andre vigtige signaler som sult, mæthed, kulde, varme og så videre. Uden dem ville vi hurtigt gå til grunde. Lige så med følelserne. Uden angst havde vi ikke overlevet mange dage på savannen. Uden væmmelse havde vi frejdigt spist af giftige bær og rådne kadaver. Vrede beskytter os imod grænseoverskridende adfærd fra andre, og uden jalousi - i de rette mængder - havde en hvilken som helst fortidig rival kunne tage for sig af vores ægtefællers ynder eller uanfægtet overtaget og opdraget videre på vores afkom, uden vi greb ind - og det flugter heller ikke med livets manuskript.

Udover at holde os i live og knytte os til fællesskaber og ægtefæller og børn, har følelserne også en vejledende rolle. De viser os, hvad der har betydning for os. De giver indblik i vores værdier, behov og mål i livet. Når vi er på rette vej, har vi det godt og er glade, mens afstikkere fra vores behov- og værdikurs vækker tristhed eller misundelse, frustration, irritation, vrede og angst for ikke at slå til - for bare at nævne nogle få af mange konsekvenser, når vi ikke tager os selv og vores behov alvorligt. Følelserne skal altså holde os på sporet af det meningsfulde liv og bringe os tilbage, når vi er på afveje.

Mens følelser derfor kan føles behagelige og ubehagelige, giver det ikke mening at tale om negative følelser - for alle følelser tjener vigtige formål og uden dem alle, ville vi være på røven - for nu at sige det som det er. At mangle en såkaldt negativ følelse svarer til at miste lugtesansen - som i øvrigt også er afgørende for vores evne til at smage. Prøv bare at spise noget lækkert, mens du holder dig for næsen, så opdager du, at du faktisk lugter til maden, når du ”smager” den. Nå, men uden evnen til at lugte selv den mest gruopvækkende og kvalmende stank, er det umuligt at vide, om leverpostejen i køleskabet er blevet for gammel og koloniseret af sygdomsfremkaldende bakterier. Så selvom rådne fødevarer lugter ilde og ubehageligt, kan evnen til at lugte fordærvet mad blive afgørende for vores helbred. Det samme gælder ubehagelige følelser - de vejleder os og motiverer til handling. Men vi skal se os godt for, for de kan desværre også vildlede os - både de behagelige og ubehagelige af slagsen. Eksamens- og socialangst er bare to blandt mange angstlidelser, hvor følelserne narrer os, ligesom depression, spiseforstyrrelser og lignende er eksempler på følelsernes eminente vildledningsevner.

Hvad vi konkret føler i forskellige situationer, afhænger også af vores personlige erfaringer i livet og fortolkningen af den konkrete situation, vi er i - det er det andet spor i jagten på de meningsfulde følelser. Emils erfaringer fortæller ham, at der er grund til at være nervøs til eksamenen, men mens mange bare accepterer denne lidt drillende og forstyrrende følelse, så bliver den superskurken hos Emil, der bringer alverdens ulykker med sig. Det giver god mening, når faren i stedet for at støtte sin søn, håner ham for at være en slatten vatnisse.

Mange gange ved vi ikke, hvorfor særlige følelser opstår i fodsporene på store og små begivenheder i tilværelsen, men vi kan være helt sikre på, at de ikke er tilfældige, og måske kan vi med et solidt stykke detektivarbejde finde forklaringen. Nogle gange ligger forklaringen lige for - svigt, overgreb, mobning, hån- og latterliggørelse af følelser, og andre gange fortaber årsagerne sig i barndommens tågede glemsel. Heldigvis er det ikke altid så vigtigt, hvad årsagen er til følelserne - det afgørende er, at vi er bevidste om vores følelser og ved, hvordan vi kan ændre forholdet til dem. Mere om det senere.

Overbevisning 2 - Ingen andre føler som jeg

Alma er overbevist om, at hun er den eneste i hele universet, der føler som hende. Hun er et unikum. At have det på den måde, kan selvfølgelig være fint nok - hvis man for eksempel mener, at man er Guds gave til menneskeheden, fordi man er noget helt specielt. Sådan er det bare ofte ikke. Alma betragter sig selv som unormal og defekt. En stemme inde i hovedet fortæller hende, at hun reagerer med følelser, som andre ikke har, ligesom hun efter sigende skulle være mere følsom end andre. Det gør hende mere sårbar, og der er større risiko for, at hendes ve og vel kollapser.

Ja, som ung og uerfaren i livet, kan det være svært at vide, at følelser er universelle og, at de fleste på et eller andet tidspunkt vil opleve de samme følelser. Alma har brug for, at troværdige og tillidsfulde voksne fortæller, at hendes følelser er helt normale - også de ubehagelige. At hun er ikke alene om at blive snigløbet af generende, irriterende, kvalmende og forfærdelige følelser - det er helt i tråd med følelsernes natur.

Overbevisning 3 - Følelserne holder aldrig op igen

Fejlagtige overbevisninger om, at hendes stærke og ubehagelige følelser er som en evighedsmaskine, der aldrig holder op med at buldre, tordner rundt i hovedet på Alma. Hun frygter, at hun skal have det sådan i evigheder - og i værste fald altid. Hun ser ikke sine følelser som fænomener, der er midlertidige og afhængige af situationen. Nej, de bryder alle grænser og vil forfølge hende resten livet, uanset hvor hun er, og hvad hun laver.

Nogle børn og unge betragter deres følelser som urokkelige personlighedstræk, der er mejslet ind i generne, og som skæbnen har bestemt, at de ikke kan ændre ved - i stedet for at se dem som forbigående fænomener, der kommer og går. Disse unge tror, at de ER deres følelser i stedet for at opleve følelserne, som noget de HAR.

Det er normalt ikke så svært at udfordre denne overbevisning. Det kræver først og fremmest en lektion i følelsernes grundlæggende natur med vægten på, hvordan de hele tiden bølger frem og tilbage. På en enkelt time kan man nå at opleve hele følelsesspektret op til flere gange, fordi følelserne kun opstår af en vej - som følge af vores tanker. Og tankerne ændrer sig stort set hele tiden. Og går man de unge omsorgsfuldt på klingen, finder de hurtigt ud af, at den følelse, de sidder med lige nu, ikke var der for ti minutter siden, ligesom det der forbistrede had til forældrene heller ikke står og ånder Alma i nakken hele tiden. Da hun var forbi sin gode veninde Karla i går, var der ikke skyggen af had til de gamle.  

Overbevisning 4 - Det hjælper ikke at dele mine følelser

Oscar er 200 procent sikker på, at det ikke hjælper at græde ud ved venners skuldre og dele sine følelser med andre. Det er der flere grunde til. Han mener for eksempel, at flere af hans følelser er forkerte at have, og det skammer han sig voldsomt over. Misundelse er en grim ting, lyder ekkoet i hans hoved, og hævnlyst er heller ikke ligefrem en vinder, når ønsket er omsorg og forståelse fra andre. Så han holder hellere lav profil og skjuler sine følelser end at dele ud af dem af frygt for, at venner og familie får kendskab til hans utilgivelige følelser. Desuden tror han ikke på, at der overhovedet er nogen, der interesserer sig for hans følelser. Det er hans erfaringer hjemmefra, hvor der aldrig rigtigt bliver talt om følelser. Hvis nogen alligevel vover at pippe om sine følelser, ender det ofte med hån- og latterliggørelse fra de andre - ”Er du ikke lidt for følsom” og ”Tag dig nu sammen og kom ind i kampen”. Sådan fyger overfusningerne rundt og ender som mentale, syngende lussinger. Ikke noget at sige til, at Oscar holder lav profil på hjemmefronten og ude i verden.

Men erfaringer viser, at børn og unge, der oplever, at andre accepterer, forstår, værdsætter og viser omsorg for dem og deres følelser, får normaliseret følelserne. Oveni reduceres deres skyld og skam, og det hjælper dem med at skelne mellem følelser og indse, at følelser er meningsfulde og kan tolereres. Men det kræver selvfølgelig et modtageligt publikum, der har et sundt forhold til egne og andres følelser. I øvrigt siger et hollandsk ordsprog det meget elegant - glæde, der deles, fordobles, og sorg, der deles, halveres.  

Overbevisning 5 - Mine følelser er ukontrollerbare

Emil har erfaret, at det er følelserne, ”der styrer showet” - som han formulerer det. De er ude af hans hænder. Og det er en voldsom skræmmende tanke - at han ikke har kontrol over sit følelsesliv. Derfor bruger han meget krudt på helt at undgå de ubehagelige og uønskede følelser - som desværre på forhånd er dømt til at mislykkes med et brag. For sådan spiller følelsesklaveret ikke. Vi kan ikke undgå at følelser popper op, ligesom vi ikke kan undgå at tanker bryder igennem til bevidstheden. Det er sådan den menneskelige psyke fungerer.

Det er absolut ikke nogen farbar vej at trille udad - at for alt i verden at ville undgå at særlige følelser kigger forbi. Der findes mange og risikofyldte metoder til at flygte fra tanker og følelser. Jeg behøver bare at nævne alkohol, opioider, hash, kokain og andet følelsesflygtende misbrug, ligesom spiseforstyrrelser, overtræning og i nogle tilfælde overspisning for bare at nævne nogle få psykiske lidelser, i bund og grund har samme formål - at undgå eller få kontrol over et ubehageligt følelsesunivers.

Det er rigtigt erfaret af Emil, at han ikke kan kontrollere, hvilke følelser og tanker der popper op, men helt udenfor kontrol er de ikke. Vi vælger nemlig selv, hvordan vi forholder os til følelserne, når først de er på banen. Problemet for Emil er hans overbevisninger - at følelserne er ukontrollerbare og skræmmende. Han tror ganske enkelt ikke, at de skræmmende følelser lader sig kontrollere - og hvem ville så ikke gøre alt, hvad der står i deres magt for at undgå dem. Oveni benytter han nogle virkningsløse strategier, når han uden held forsøger at kontrollere dem - strategier, der forstærker følelserne og afføder nye af slagsen. Han siger for eksempel til sig selv, at han skal mande sig op - en slags positiv selvtale. Jeg har ikke nævnt det tidligere, men han forsøger også at undertrykke følelserne, aflede sig selv, tale for og imod, træne for at tage toppen af dem og så videre. Lige lidt hjælper det.

Der findes strategier, der virker, men jeg ikke vil gå i dybden med dem her blot nævne, at det drejer sig om at lære følelsernes natur at kende, udfordre de fejlagtige overbevisninger, acceptere og rumme følelserne og efterfølgende lade dem være uden at gøre noget ved dem. Det var en lang smøre, der måske ikke giver så meget mening nu, men du kan læse meget mere om denne metakognitive måde at forholde sig til følelserne på ved at følge linkene nederst på siden.

Overbevisning 6 - Jeg skal kun føle én ting ad gangen

Oscar er på banen igen. Han er overbevist om, at der noget er galt med ham, fordi han har en hel zoologisk have af følelser buldrende rundt i kroppen. Han har svært ved at rumme, at han føler en masse forskelligt om bruddet med kæresten. Og følelserne stritter i alle mulige konfliktfyldte retninger. Sorg og længsel over tabet af den eneste ene - og had og vrede over tabet af den eneste ene. Det hænger slet ikke sammen inde i hans hoved. Han har brug for afklaring - ikke det her rodet miks af alverdens modstridende følelser.

Der er tale om enten-eller tænkning, der ikke flugter synderligt godt med sandheden om følelser - at hele paletten af følelser ofte er i spil ved samme begivenhed. Han er forvirret og har brug for at vide, hvad han virkelig føler og kan ikke rumme, at han faktisk føler det hele. Derfor grubler han meget over sit følelsesliv i sin jagt på sandheden. Så Oscar har brug for at vide, at følelser er som trækfugle - de flyver i flokke.

Lige en hurtig opsummering af overbevisningerne

  • Følelser er uforståelige og giver ikke mening: Børn og unge, som Oscar, oplever, at deres følelser er kaotiske og meningsløse. Det kan føre til en følelse af håbløshed.
  • Ingen andre føler som jeg: Alma tror, at hun er den eneste, der oplever sine følelser, hvilket får hende til at føle sig unormal og isoleret.
  • Følelserne holder aldrig op igen: Nogle børn og unge tror, at deres stærke og ubehagelige følelser vil vare evigt, hvilket kan føre til en følelse af desperation.
  • Det hjælper ikke at dele mine følelser: Oscar mener, at det er nytteløst at dele sine følelser med andre, hvilket kan føre til isolation og forstærkning af ubehagelige følelser.
  • Mine følelser er ukontrollerbare: Emil oplever, at hans følelser styrer hans liv, og at han ikke har nogen kontrol over dem. Dette kan føre til forsøg på at undgå følelserne, hvilket ofte mislykkes.
  • Jeg skal kun føle én ting ad gangen: Oscar har svært ved at acceptere, at han kan have flere modstridende følelser på samme tid, hvilket kan føre til forvirring og grublerier.

Disse fejlagtige overbevisninger - som bare er få eksempler på det hav af overbevisninger, der findes - kan føre til stress, angst, depression og andre psykiske lidelser, hvis ikke de bliver udfordret og ændret. Spørgsmålet er, hvad der skal til for at ændre dem og styre de unge ind på en mere hensigtsmæssig følelseskurs. Det har jeg allerede løftet en lille flig af under gennemgangen af de enkelte overbevisninger. I næste afsnit laver jeg et samlet opkog og overblik over, hvad det kræver at få de unge mennesker tilbage på det sunde følelsesspor. Så lad os se på det.

Så hvordan ændrer børn og unge kurs i følelseslivet

For at børn og unge kan udvikle et sundere forhold til deres følelser, er det vigtigt at fremme en mindful tilgang og give dem større indsigt i følelsernes natur. Når vi mister noget meget værdifuldt, bliver vi triste og sorgfulde - det er den forfærdelige men naturlige konsekvens af tab og kærlighed. Det er en del af følelsernes grundlov, og det kan ingen løbe fra. Det, og meget mere skal de unge mennesker vide om følelserne.

At være mindful indebærer, at de i stedet for at lade autopiloten råde og reagere uden omtanke på følelserne, bliver mere bevidste om deres følelser og bedre til at rumme og leve med dem. Gu er det ej det fedeste i verden at miste og mærke en stridslysten tristhed pible ind alle vegne, men det er desværre sådan det er - det er følelsernes natur. Det kan være svært at acceptere og rumme i kampens hede, men det er ud ad den vej, vi alle skal - lære at leve med følelserne efter et tab og andre udfordringer i livet.

Med indblikket i følelsernes lovmæssigheder og evnen til at rumme dem, lærer de unge mennesker at navigere gennem livets modgang med større ro og forståelse. Så bliver de ikke skræmte eller oprørte over, hvad der udspiller sig i deres følelseskammer, men kan i ro og mag afgøre med sig selv, hvordan de skal handle på følelserne.

Troværdige og tillidsfulde voksne spiller en central rolle i den proces. Voksne, der selv har styr på følelseslivet, kan fungere som rollemodeller og vejledere for de unge. Ved at vise, hvordan man håndterer følelser på en sund måde, kan de voksne hjælpe de unge med at udvikle nyttige strategier til regulering af følelserne, give dem større selvforståelse og udfordre deres fejlagtige overbevisninger. Det kræver et trygt miljø, hvor de unge kan udforske og forstå deres følelser uden at frygte fordømmelser eller misforståelser. Det er et hårdt og møjsommeligt arbejde, men det lønner sig i længden, da de unge bliver bedre til at drible udenom psykiske lidelser. Så det er bare med at komme i gang …

Links

Her beviset for, at du godt kan lade dine bekymringer være - og et par andre interessant afsløringer, er en lille metakognitiv appetitvækker. Godt nok er fokus på bekymringer, men principperne gælder også for følelser

Hvad har accept af tanker og en lettere forvirret lyserød elefang med metakognitiv terapi at gøre - få svaret her. Overskriften har fokus på accept af tanker, men principperne gælder også for følelser

Kilder

Følelsernes bog, Torben Sangild, Zetland, 2024

Emotional Schema Therapy - Distinctive Features, Robert L Healy, Routledge, 2010

Don't Believe Everything You Feel: A CBT Workbook to Identify Your Emotional Schemas and Find Freedom from Anxiety and Depression, Robert L Healy, New Harbinger Self-Help Workbook, 2020

Medlem af Dansk Psykolog Forening