Hvad har accept af tanker og en lettere forvirret lyserød elefant med metakognitiv terapi at gøre – få svaret her

Accept af uvelkomne tanker, ubehagelige følelser og kropslige fornemmelser er en vigtig del af metakognitiv terapi. En lyserød elefant viser hvorfor

Hvad har accept af tanker og en lettere forvirret lyserød elefant med metakognitiv terapi at gøre – få svaret her

Så står den bare der og glor med måbende øjne – den lettere forvirret lyserøde elefant. Som om den tænker – Hey, hvad skete der lige der? Hvordan i hede hule helvede havnede jeg her? Den trisser utålmodigt rundt på stedet, mens den undersøger indersiden af mit hoved. For det er der, den befinder sig - undfanget i min egen fantasi.

Jeg er i gang med en klassisk øvelse indenfor metakognitiv terapi, der går ud på at placere en lyserød elefant i min indre mentale biograf. Der er ingen krav til elefantens udseende. Det kan sågar være teksten: ”Lyserøde elefant”, hvis det kniber med at indfange the Real Deal – den lyserøde elefant i fuld figur.

Da elefanten har vænnet sig til de nye omgivelser og anbragt sig solidt i mørket, får den sin anden overraskelse på bare ti sekunder. Et ukendt antal bøger, en stor sofa, et par stole, et helt gulv og et par stueplanter prøver at skubbe det stakkels kræ ud mit hoved. Alt muligt flyver rasende imod det store lyserøde dyr i forsøget på at presse det ud af bevidstheden. Jeg gennemgår hurtigt hele familien og staver deres navne forfra og bagfra. I få sekunder forsvinder elefanten faktisk for mit indre blik. For et øjeblik efter at tonse ind fra højre. Den vil bare ikke ud – har den sat sig for. Og bliver æselstædig. Men ud skal den. Det er formålet med øvelsen – at få kræet ud af hovedet igen, når den først har indtaget de små grå.

Jeg kæmper med elefanten i et halvt minuts tid. Så er den væk. Så er den tilbage. Så forsvandt den igen. Tilbage igen - og hvis ikke jeg tog meget fejl med et lille gavtyveagtigt smil om læben a la du skal ikke bestemme over mig. Med mindre jeg knokler løs med alverdens mentale krumspring og tankelege – stave navne forfra og bagfra, tælle ned med tre ad gangen fra 300, fokusere på lokalets inventar og så videre – bliver elefanten hængende som klistret harpiks i min hjerne. Så jeg taber slaget om min egen bevidsthed til en lyserød tyksak med lange udstående tænder - en tyksak jeg selv har skabt. Det er sgu tankevækkende.

Næste del af øvelsen. Til elefantens store overraskelse er det nu fint nok, at den bliver hængende. Min opgave er ikke længere at få den ud af hovedet. Nu skal jeg bare observere jordens største landlevende pattedyr. Uden at gøre noget som helst. Hvis elefanten fortsætter med at hænge ud i mit hoved, skal den være hjertelig velkommen til det. Bliver det en trist affære at stå der i mørket og kede sig, kan den bare lunte væk. Fint for mig. Eller hvis den er ude på spilopper og forvandler sig til en grønlyseblå klovn med røde jumboprikker – så tager vi det show med. Jeg skal bare observere – intet andet. Alt er tilladt i mit lille hårdtprøvet hoved. ALT. Bare jeg holder de mentale fingre for mig selv og lader være med at blande mig.

På mirakuløs vis lunter elefanten stille og rolig ud af mit mentale synsfelt, mens den erstattes af nogle af de tusindvis af tanker, der skal forbi min bevidsthed i dag. Så kigger den lige forbi et øjeblik – for ligesom at sikre sig, at det er okay, det der foregår nu. Den kan gøre lige, hvad den har lyst til. Så popper aftensmaden op – hvad skal jeg lave, og har vi, hvad der skal til i køleskabet? Køleskabet? Det trænger vist til mere end, hvad en kærlig hånd kan klare. En bulldozer måske? Hvor jeg dog bare hader at gøre køleskabet rent. Der er jo ingen andre, der kan se, hvor meget sved og knofedt, der er lagt i arbejdet med at muge ud i det, der vil blive erklæret katastroferamt område af FN, hvis de fik nys om køleskabets tilstand. FN? Hvordan går det lige med at få nedkæmpet eller inddæmmet den der Coronavirus, hvis navn minder mig om en deodorant, jeg brugte i mine unge velmagtsdage – og udviklede en forbandet kløe af? Sådan fortsætter tankerne med at tikke ind, mens jeg øver mig i at observere dem uden at blande mig. Og den lyserøde elefant, spørger du? Ja, den forlod scenen for good. Den så jeg ikke mere til. Ikke før den velmenende psykolog spurgte til min oplevelse … med den lyserøde elefant. Så var den med et trylleslag tilbage på sin plads midt i mit hoveds buldrende mørke og ventede tålmodigt og en anelse forvirret på, hvad der nu skulle ske.

Så er det nu, vi skal have accepten af tankerne på banen

Hvorfor nu al den snak om lyserøde elefanter, der ikke må være der for i næste øjeblik gerne må være der? Det handler om det her lille men vigtige ord i metakognitiv terapi – accept. At vi bliver nødt til at acceptere vores tanker, og de følelser og kropslige fornemmelser, der loyalt følger i hælene på tankerne. For ellers går der lyserød elefant i den. Det kræver vist lige en forklaring.

Spørg dig selv – hvad gør jeg med ubehagelige tanker, negative følelser og generende kropslige fornemmelser? Hvis du gør som de fleste, der ikke har været i metakognitiv terapi, prøver du at komme af med skidtet. Ud og væk skal de. De er jo dødubehagelige. Hjertet slår kolbøtter og drøner måske derudaf. En velplaceret knytnæve i maven – sådan føler jeg det, når negative tanker invaderer min bevidsthed. Uro, rysten, hovedpine, åndenød, geleben og en udtørret mund er andre måder, kroppen reagerer på, når sjælen indtages af de uvelkomne tanker. Ikke noget at sige til, at vi med vold og magt prøver at komme af med ubehaget. Vi kan og vil ikke acceptere ubehaget.

Vi prøver at fortrænge, undertrykke eller tænke på noget andet. Vi forsøger at aflede os selv eller tænke positivt. Vi undgår at komme i situationer, der fremprovokerer de negative tanker. Vi går lange ture, løber eller smutter i træningscentret for at dæmpe uroen i kroppen – eller for at tænke på noget andet. Vi overvåger sgu også – ja undskyld mit franske – vores tanker og krop i den tro, at det får uhyrlighederne til at forsvinde. Som om – siger jeg bare. Siden hvornår har det hjulpet på dystre tanker, at jeg retter overvågningskikkerten imod dem? Aldrig. Prøv bare at trisse ned ad Strøget og hold særligt øje med skumle terroristlignende typer. Hvor stor er mon chancen for, at du får øje på nogle unge fyre, der ligner bombeglade terrorister? Mange gange større end hvis du kigger efter Nike-kasketter. Så bliver du mere eller mindre tryg ved at sætte spionkikkerten for terroristøjet? Nej vel – vi bliver ikke lykkeligere af at overvåge og holde øje med negative tanker. Men det er blot én blandt mange strategier, vi benytter, når vi prøver at kæmpe os fri af eller undgå ubehagelige tanker. Måske hjælper de kortvarigt, men den lyserøde elefant – for alle strategierne svarer til at ville af med det tøsefarvede kræ - lurer i mørket, klar til at overrumple os, når vi slækker det mindste på vores strategier. Eller som en ung pige i angstbehandling forklarede det – strategierne virker på samme måde, som når du prøver at slukke en brand med benzin.

Et andet i rigt omfang benyttet billede af det slidsomme arbejde med at få uvelkomne tanker ud af hovedet er badebolden, du prøver at holde under vandet. Du kan ikke foretage dig andet imens, og badebolden fortsætter med at tumle urokkeligt rundt i bevidstheden. Når du endelig slipper den – ja, så farer den op i fjæset på dig. Men tænk nu, hvis du bare accepterede den og lod den passe sig selv. Måske ville den – afhængig af vind og vejr – flyde væk. Den kunne også bare ligge, hvor du slap den, hvis det var en dag, hvor vejret stod bomstille og solen stod knviskarpt i det spejlblanke vand. Ville det være et problem? Kun hvis vi gjorde det til et problem – at badebolden bare lå og passede sig selv.

Det er grundtanken i metakognitiv terapi – at vi accepterer, at tankerne er der og så bare lader dem passe sig selv. Går de så væk, spørger du? Ikke nødvendigvis med det samme, men før eller siden hanker de op i sig selv og lister stille og roligt videre. Men de må sådan set godt blive hængende, hvis det er det, de har lyst til. Så længe jeg ikke gør dem til et problem, bliver de ikke et problem. Jeg kan sagtens fortsætte dagen og fokusere på mine pligter, mens tankerne hænger ud i mit hoved.

Vi kalder det afkoblet opmærksomhed, og det svarer til myggestikket på din sommerbrune arm, der klør som bare fanden, mens du alligevel holder de kradseivrige fingre fra myggens blodtørstige udåd og fortsætter dagen, som om intet var hændt. Du accepterer den utrættelige kløen og prøver ikke at komme det til livs ved at klø i det. Som tiden går, vil det stille og roligt miste pusten, og kløen forsvinder. Det samme gælder de tanker, vi ikke overgiver os til og retter al vores dyrebare fokus imod. De forsvinder også bare ud i den blå luft, når vi accepterer dem. Vi kan ikke undgå, at de popper op - men vi bestemmer selv, om vi vil acceptere deres tilstedeværelse, eller om vi skal mobilisere vores hær af mentale kræfter og få losset dem ud igen. En krig vi er dømt til at tabe – og så ender det i angst, depression, OCD og stress.

Konklusionen? – og opskriften på verdens lykkeligste menneske

Så hvad er det, du skal gøre, når det du har lært, preller af på de teflonbelagte tanker, de skræmmende følelser og voldsomme kropslige reaktioner? Det er her, accepten kommer dansende overmodigt ind på scenen. Den ved, at den spiller nøglerollen i det metakognitive show. Først når vi indser, at alt det, vi prøver at undgå, bliver hængende - når vi som med det store lyserøde bæst, prøver at sparke det ud af bevidstheden - får vi fred fra tankerne.

Den lyserøde elefant skal altså prikke os venligt på skulderen og minde os om, hvad der sker, når vi nidkært forsøger at kaste tankerne over bord. De bliver hængende – og vi gør dem til problemer.

Lad afslutningsvis fortællingen om verdens lykkeligste menneske være en lære ud i acceptens styrke. Verdens lykkeligste menneske blev engang spurgt af en undrende mand, hvordan han dog var blevet så lykkelig, hvortil verdens lykkeligste svarede, at han accepterede alt. Uden undtagelse. ALT. Det er nok en tilstand eller mål i livet, der vil være uden for os almindelige dødeliges rækkevidde, men prøv engang at tænke over det – at du helt ind i hjertet accepterer alle facetter af livet – tab, sygdom, nederlag og fiaskoer, andres selvoptagethed, fjendtlighed og døden. Hvad er problemet, når vi ubetinget accepterer livets mest gruopvækkende vilkår? Svært at få øje på. Svært at gøre i praksis. Men vi kan begynde med de tanker, der skubber os i armene på angst, depression, OCD og stress – acceptere dem og lade dem passe sig selv. Så letter de psykiske problemer. Det viser erfaringerne fra behandlingen.

Er du blevet nysgerrig på tankerne bag metakognitiv terapi og vil vide mere om denne relative nye psykologiske behandlingsform, skulle du hoppe ombord i de her blogindlæg …

Den ultimative metakognitive intro til begynderen – og den er slet ikke så tosset

Dyk med ned i den metakognitive værktøjskasse

… eller downloade et par uddybende hæfter om metakognitiv behandling af angst og depression hos unge mennesker. God fornøjelse.

Medlem af Dansk Psykolog Forening