Døjer du med psykiske problemer? Det kan være angst, depression, OCD, stress, lavt selvværd eller andre mentale udfordringer. Er dine problemer så lidelsesfulde, at du bare skal af med dem – og det kan kun gå for langsomt? Måske forsøger du at undgå de tanker og følelser, der fyrer op under hæslighederne. Det kan være, at du bruger mange af dine vågne timer på at holde øje med og undgå begivenheder, der som snebolde i sneen sætter gang i nervepirrende laviner af uønskede tanker, der med sig river ubærlige følelser. Det kan også være, at du undertrykker tankerne eller benytter forskellige aflednings- og afspændingsteknikker til at berolige dit oprørske sind. Måske tager du medicin – eller ryger og drikker for at dulme de opslidende følelser og skræmmende tanker. Men uanset hvad du gør, preller anstrengelserne af på dine ulydige tanker og enerådende følelser, der som almægtige herskere gør, som det passer dem – i strid med dine ønsker. Kender du det?

Og har du tænkt på, at dit naturlige og forståelige ønske om at fordrive dine psykiske problemer kan være en del af problemet? Ja, dine ihærdige forsøg på at rense ud i toppen er måske ligefrem med til at forværre problemerne? Hvad ville der mon ske, hvis ikke du brugte så mange kræfter på at udrydde skidtet? Hvis du i stedet for at kæmpe imod bare gik i gang med at leve livet? Og hvad har det egentlig med kviksand og støjende buspassagerer at gøre? Kviksandet og buspassagererne lærer os, at vi ofte kæmper forgæves mod vores psykiske problemer, når vi prøver at jage dem på porten. Og de viser, at det er en bedre strategi – hvor paradoksalt det end lyder – at bilægge striden med alle de ubehagelige tanker og følelser, der udgør vores psykiske problemer og i stedet fokusere på det i vores liv, der betyder noget for os.

Kviksandet og passagererne vender jeg tilbage til om lidt. Først skal vi runde en af menneskehedens fornemmeste færdigheder – vores evne til at løse problemer. Den er en del af forklaringen på, hvorfor det ofte går galt, når vi ikke kan acceptere ubehagelighederne og hellere så deres røv end tå – eller hvad det nu hedder.

Problemknusning – for- og bagsiden af medaljen

Opstår der problemer ude i verden, fikser vi og fjerner dem. Er din cykel punkteret, så fikser og fjerner du problemet ved at lappe cyklen. Mangler du mælk til kaffen, fikser og fjerner du problemet ved at tage til købmanden og købe mælk. Er der beskidt på gulvet, fikser og fjerner du problemet ved at støvsuge gulvet. Det er ligetil – vi fikser og fjerner problemerne. Hvad den ellers kan føre til – denne effektfulde evne til at knuse problemer – vidner vores mange teknologiske landvindinger om – internettet, rumfart, elbiler, coronavacciner, mobiltelefoner, trådeløst dit og trådeløst dat. Ja, vores evne til at løse problemer er grunden til, at verden ser ud som den gør. Problemknusning er uomtvisteligt en af menneskehedens største succeser.

MEN, MEN, MEN - sådan fungerer vores psyke desværre ikke. Her gør andre lovmæssigheder sig gældende. Opstår der problemer i din psyke, kan du ikke bare fikse og fjerne dem, som var det spinat mellem dine fortænder. Render du uforvarende ind i en voldsom hændelse, kan du ikke bare fikse og fjerne de mentale spor efter den. Sådan fungerer vores hjerne ikke. Hjernen kan kun lægge til – den kan ikke trække fra. Så når først en smertefuld begivenhed har smadret sig vej til vores sind, kan vi ikke bare fikse og fjerne den.

Med andre ord - vi kan ikke bruge de samme effektive strategier på vores psyke, som vi bruger på vores punkterede cykler og beskidte gulve. Men det gør vi tit. Derfor ender driftige forsøg på at komme af med vores psykiske problemer ikke bare med at være virkningsløse – de gør også ofte problemet værre. Jeg kan bare nævne eksemplet med den lyserøde elefant, du ikke må tænke på. Hvis ikke du må tænke på en lyserød elefant, skal du regne med, at bæstet ender som en trodsig treårig og bliver hængende i dine små grå. Det kan du læse meget mere om i Hvad har accept at tanker og en lettere forvirret lyserød elefant med metakognitiv terapi at gøre – få svaret her.

Når vi ikke bare kan fikse og fjerne vores psykiske problemer som grimme fedtpletter på spejlet, hvad skal vi så gøre med de hårrejsende tanker og chokerende følelser? Det er her, kviksandet og de støjende buspassagerer støder til. Som billeder på vores psyke demonstrerer de, hvad der sker, når vi bliver jagtet rundt i den mentale manege af psykiske problemer - og hvordan vi dribler sikkert igennem kriserne.

Vi skal ned og kysse kviksandet

Kernen i vores psykiske problemer er ofte, at vi hverken kan eller vil acceptere neglebidende tanker og rystende følelser. De skal væk. Ud. Men så bliver de hængende som en flok stridslystne fulderikker, der ikke vil rømme bodegaen, selvom det er laaaaaangt over lukketid og bodegamutter står og tripper utålmodigt ved hoveddøren.

Psykiske problemer er som kviksand. Derfor skal vi forholde os til problemerne, som vi forholder os til kviksandet, når vi træder ud i denne samling af små glubske stenkorn. Med fare for at støde nogen, påstår jeg, at det er børnelærdom, at jo mere vi stritter imod og forsøger at kæmpe os ud af kviksandet, desto hurtigere synker vi ned i skidtet. Når vi letter den ene fod for at tage et skridt, ja så bliver kontaktfladen med sandet - ikke overraskende - mindre og vægten på det andet ben større. Resultat – synke, synke. Øger vi derimod kontaktfladen ved at lægge os ned, synker vi ikke. Efterfølgende kan vi mave os ud af geologiens svar på fugtig kagedej.

Så i stedet for at bruge vores sparsomme kræfter på at undgå de ubehagelige tanker og følelser, der udgør byggestenene i vores psykiske problemer, bliver vi – hvis jeg skal blive i kviksandjargonen – nødt til at acceptere kontakten til dem. Direkte oversat betyder det, at vi – skønt de er møgubehagelige – skal rumme tankerne og følelserne og tillade dem at være der.

Det kan han simpelthen ikke mene, tænker du måske – ham der påstår at skulle være psykolog. At du skal slutte fred med dine argeste fjender og acceptere, at de buldrer løs i dit følsomme sind.

Jo, det mener jeg faktisk. OG - det er ikke bare tør teori fra studierne på universitetet. Jeg har selv haft den tvivlsomme ære at ryge i kløerne på voldsom stress, der i sit kølvand trak en svær depression og generaliseret angst med sig. Så jeg kender udmærket til psykens dystre afkroge, hvor håbløshed og selvmordstanker gnasker løs af optimisme og håb. Jeg ved så også, at det ikke er så let som at knipse med fingrene at acceptere og tillade sindets uromagere at slå sig løs. Det kræver indsigt og øvelse - men det kan læres. Accept – at indgå våbenhvile med sine uregerlige tanker og følelser - er den eneste vej til et meningsfuldt liv. Hvordan det hænger sammen, giver de støjende buspassagerer et bud på. Så hop ombord, indløs en billet og tag med på en lærerig bustur.

Støjende buspassagerer giver chaufføren fingeren

Til bussen skal vi bruge en chauffør. Jeg har til lejligheden fundet Otto frem, der har generaliseret angst. Det betyder, at anmassende bekymringer om alt muligt falder over hinanden for at plage Otto. Når først de får fat, tromler de uhæmmet løs og antænder skræmmende fysiske reaktioner som svær åndenød, buldrende hjertebanken, smerteligt mavekneb, stormflodsrystende skælven og voldsom uro. Lidt ligesom at stå over for et par hærdebrede rockertype - med nazitegn i panden og næverne prydet af knojern - der kort for inden har annonceret, at de agter at knuse hver en knogle til benmel i dit rystende korpus. Det er sådan Otto har det, når angsten raser. Ikke særlig fedt, skulle jeg hilse og sige.

Nu har Otto sat sig til rette i førersædet og er klar til at træde sømmet behersket i bund. Turen går i retning af hans værdier. Så inden vi fortsætter vores færd, skal vi lige have styr på dem, for de spiller en vigtig rolle på rejsen. Så her kommer en minilektion i værdier.

Værdier drejer sig om, hvilken person Otto ønsker at være – hvad vil han stå for. Eksempler på værdier kan være, at Otto ønsker at være omsorgsfuld, hjælpsom, nærværende, hårdtarbejdende, ærlig, nysgerrig og respektfuld.

Værdier skal være uafhængig af, hvad andre mener og synes. De skal altså være selvvalgte og betydningsfulde for Otto selv - og ikke være et middel til at opnå anerkendelse og respekt hos andre. Værdiernes lakmusprøve indebærer derfor, at Otto spørger sig selv, om han for eksempel vil være hjælpsom, selvom ingen opdager det. Skovler han sne væk fra naboens fortov uden at afsløre, at det var ham, der gjorde det? Donerer han 500 kroner til velgørende formål uden at underholde med seancen i festligt lag blandt venner – bare lige for at vise, at han er et gavmildt og givende menneske? Gør han det – uden at optræde med det – er han kommet i mål med at afklare sine værdier.

Apropos mål - værdier må endelig ikke forveksles med mål. Et mål kan for eksempel være, at Otto vil købe et hus eller blive gift og få børn, mens hans værdier svarer til at ville være en kærlig ægtefælle og omsorgsfuld far. Målene kan han sætte flueben ved, mens han aldrig bliver færdig med at være den her kærlige mand og omsorgsfulde far. Mål befinder sig i fremtiden - og i fortiden når de er nået, mens værdier udspiller sig i nuet.

Værdierne er desuden livets meningsskabende krydderi. I modsætning til jagten på lykke – en flygtig følelse der opstår i glimt, når omgivelserne vil det - ligesom en sjældent spektakulær solnedgang – er værdierne allestedsnærværende som den livgivende ilt, vi indånder hvert sekund. Værdierne er desforuden som fyrtårne, der viser vejen til det meningsfulde liv, når stormomsuste følelser slår mod tilværelsens skrøbelige kyster og gør livet surt for os.

Bussens destination er altså Ottos værdier – det er i retning af dem, han kører. Så langt så godt.

Tankerne, der skubber os i armene på psykiske problemer, er som støjende buspassagerer. De sidder nede bag i bussen og truer med al verdens ulykker, hvis ikke Otto makker ret og gør, som de befaler. Otto ønsker for eksempel at være nærværende, når han er sammen med sine venner – lytte til dem og spørge nysgerrigt ind til deres liv. Men det er en svær disciplin, når støjende passagerer skråler nede fra de bageste rækker, at det alligevel ikke nytter noget med de værdier – det bliver han jo ikke mindre angst af. Påstår de. De brøler også, at han alligevel ikke er noget værd – han er knastør, kedelig og uinteressant, og det varer ikke længe, før venner og familie gennemskuer og dropper ham med et brag. Så hvad nytter det hele? Hvorfor ikke bare opgive al den snak om værdier? Drop det dog. Samtidig tænder de op under Ottos krop og fylder den med heftig hjertebanken, rædsom rysten og vanvittig hovedpine.

Spørgsmålet er nu, hvad Otto kan gøre ved de her højtskrålende ballademagere fra bageste række. Desværre bestemmer han ikke, hvem der skal med bussen, og han kan heller ikke bare fikse og fjerne urostifterne, som var de skidt på gulvet, når først de er i bussen. Sådan spiller det psykiske klaver desværre ikke. Det så vi med kviksandet, der på elegant vis demonstrerede, at busvandalerne – hvis Otto prøver at smide dem ud af bussen – for alvor vil spille med musklerne og terrorisere den stakkels mand endnu mere. Så det er ikke nogen god løsning.

Han kan selvfølgelig true med, at han ikke kører videre, hvis de fortsætter med balladen. Problemet med den taktik er, at han så samtidig opgiver sine værdier. I stedet for at bruge kræfterne på sine værdier, bruger han nemlig kræfterne – og sin opmærksomhed – på busbøllerne. Bussen kører altså ikke længere i retning af Ottos værdier – ikke så længe den holder stille. Det svarer til – som jeg ofte ser hos børn og unge med angst – at Otto bruger det meste af sine vågne tid på at forholde sig til og forsøge at dæmpe angsten. Det ender tit med at blive et uendeligt indskrænket liv. Så den løsning holder heller ikke i længden.

Otto kan også bare give efter for fredsforstyrrerne – droppe værdien om nærvær og køre hjem. Så får han unægtelig fred for dem, men konsekvensen giver næsten sig selv – et begrænset liv. Det duer altså heller ikke at give efter for de støjende passagerer.

Så hvad kan de højtråbende buspassagerer lære os om angst og andre psykiske problemer. Det bør være klart nu, at den eneste farbare løsning for Otto – og for alle os andre - er at lade de her bushooligans passe sig selv nede bag i bussen – uanset hvor meget de kæfter op - og så ellers fokusere på vores værdier og leve livet i overensstemmelse med dem.

Metaforen åbenbarer også en anden og lige så vigtig pointe - at selve den krigeriske kamp imod vores psykiske problemer bliver en del af problemerne – og forværrer dem. Så meget står klart nu… 😉

Så fik vi afklaret, hvad kviksand og støjende passagerer kan sige om vores psykiske problemer. Er du nysgerrig på den her måde at forstå og håndtere psykiske udfordringer på, kan du læse mere om det i de her indlæg: Her er beviset for, at du godt kan lade dine bekymringer være – og et par andre interessante afsløringer og Den ultimative metakognitive intro til begynderen – og den er slet ikke så tosset. God fornøjelse med dem.

Kilder

• Get Out Of Your Mind And Into Your Life – The New Acceptance and Commitment Therapy, Stephen K. Hayes, Steven C. Hayes, Spencer Smith, New Harbinger Publications, 2005