Jeg tager desværre ikke klienter ind for tiden. Hjemmesiden er desuden under opbygning, så der er enkelte sider uden indhold

Psykologisk behandling af børn og unge med psykiske problemer ved autoriseret psykolog med mange års erfaringer fra børne- og ungdomspsykiatrien


Livet byder på mange glæder for børn og unge. Sjov med vennerne og hyggelige stunder i familiens skød er en del af det gode børneliv. Og med en sprudlende appetit i bagagen venter forrygende oplevelser ude i verden for de eventyrlystne unge mennesker.

Men sådan er det ikke altid. I perioder overskygger modgang glæderne. Børnenes drømme for livet drukner i angst, OCD, lavt selvværd eller andre psykiske problemer.

Nogle børn og unge formår med støtte fra de voksne at komme tilbage på sporet af det glade liv. For andre slår de gode intentioner hos forældre og lærere desværre ikke til. Der er brug for mere hjælp.

I tæt samarbejde med børnene, de unge og nære voksne, tilbyder jeg behandling og rådgivning af en lille udvalgt vifte af psykiske problemer, der ofte spænder ben for de unge menneskers glæder ved livet.

Der er ingen, der kan være ekspert i alle psykiske problemer. Derfor har jeg i mange år samlet kræfterne i hjælpen til børn og unge med angst og bekymringer, OCD, perfektionisme og lavt selvværd. Det giver god mening, da børnene og de unge ofte har flere af problemerne på samme tid.

Du er velkommen til at kigge dig omkring på siden. Her skriver jeg om de psykiske problemer, jeg tilbyder hjælp til og de praktiske forhold ved behandlingen og rådgivningen. Er du i tvivl, om barnets eller den unges problem hører til de psykiske problemer, jeg tilbyder hjælp til – eller har du andre spørgsmål – er du velkommen til at kontakte mig.

Du kan også læse om mine bøger. De handler om OCD, perfektionisme, separationsangst, socialfobi, fobier og helbredsangst hos børn og unge – eller dykke ned i de mange blogindlæg, hvor jeg skriver om kognitiv- og metakognitiv terapi, angst, OCD og depression. Her er der mange gode råd at hente, for dig der er nysgerrig.

Vil du vide, hvordan psykologer behandler depressive og angste teenagere med metakognitiv terapi, kan du downloade et par gratis hæfter om den type behandling. God fornøjelse.

Med venlig hilsen

Jens Henrik Thomsen
Psykolog