Søvnens forræderi – når natten bliver en slagmark

Der er noget dybt urimeligt ved at miste søvnen netop dér, hvor du har mest brug for den. Når kroppen skælver, hjertet galoperer, og hjernen føles som et elektrisk kredsløb uden sikring – så burde søvnen være den milde hånd, der lægger sig på panden og siger: “Nu hviler du.” Men under udtrapning kan søvnen vende dig ryggen. Den forsvinder, glider uden for rækkevidde som en sky, du ikke kan fange. Det føles absurd, dybt uretfærdigt og næsten komisk: du er så træt, at du kunne græde – men hjernen nægter at slukke.

For mange, der trapper ud af psykofarmaka, bliver søvnen en af de største udfordringer. Ikke tankerne og ikke kroppen – men natten. Den langstrakte nat, hvor øjnene nægter at falde i. En stor undersøgelse fra 2024 blandt 1.148 brugere af psykofarmaka, der havde erfaringer med udtrapning af antidepressiv medicin, viste, at over 80 procent kæmpede med søvnløshed undervejs. Det er et tal, du næsten mærker fysisk, når du selv ligger dér og stirrer op i mørket. Her er det dog værd at bemærke, at de alle var medlemmer af onlinefællesskaber for brugere, der trapper ud af psykofarmaka – fællesskaber, der oftest befolkes af de brugere, der er hårdest ramt under udtrapningen. Ligesom jeg selv var.

Og det er heller ikke langt fra den erfaring, Angie Peacock har gjort sig. Hun er tidligere amerikansk soldat, PTSD-overlever, med i dokumentaren Medicating Normal og udtrapningscoach – og har selv været igennem ikke bare én eller to, men hele 18 udtrapninger for ikke at nævne det utal af kolde tyrkere, hun blev anbefalet af en hob af læger og psykiatere. 40 forskellige typer medicin, nåede hun at lægge arm med. Når hun taler om søvn, lyder hun næsten som en meteorolog, der beskriver en storm, hun selv har stået midt i: 90 procent af hendes klienter, vurderer hun, sover kun to til tre timer om natten det første år efter udtrapningen. Det er hård kost. Hun understreger dog, at hun støtter de brugere af psykofarmaka, hvor abstinenserne slår særligt hårdt – oftest brugere, der er blevet trappet alt for hurtigt ud af deres læger.

Jeg vender tilbage til Angie Peacock senere, for hun bærer på et budskab, som – hvis du selv kender til natlig uro uden søvn – kan føles som en lille redningsplanke i et oprørt hav.

Søvnen ryger måske som det første. Nætterne bliver lange og tunge, og det søvnløse mørke kan få selv de mest beslutsomme og stædige til at vakle i troen. Når du i forvejen er tappet for kræfter, er det svært at stå imod den kemiske uro, der hamrer gennem systemet. Søvnmangel gør alting værre – den forstærker angsten, blæser tankemylderet op og suger modet ud af kroppen. Mange opgiver udtrapningen netop dér, fordi de ikke har flere reserver. De er udmattede til knoglerne, og uden søvn føles selv det mindste bump på vejen som et bjerg.

Derfor er det vigtigt at tale om søvnen – ikke som et lille biprodukt af udtrapningen, men som et centralt kapitel. Søvnen er genopbygning, heling og kemi i balance. Når den forsvinder, skrider fundamentet. Men når den vender tilbage, ofte i små, ujævne bidder, er det som at mærke livets rytme banke svagt igen under huden.

Da medicinen svigtede, og nætterne blev lange som år

Søvnmangel er en stille form for tortur. Efter én nat uden søvn bliver du lidt mat i kanten, efter to nætter bliver du underlig i hovedet, og efter tre føles virkeligheden som en skæv film, hvor billederne flimrer og lydene får skarpe kanter. Kroppen bliver tung og hjernecellerne føles som fugtige tændstikker: de vil gerne, men de tænder ikke. Øjnene svider, tankerne kører i loop, og selv små ting – som at vælge sokker – kan føles som en eksamen. Og jeg tør slet ikke tænke på, hvordan hoved og krop reagerer, når vi når ud på fjerdenatten uden søvn og videre derudaf.

Når søvnen forsvinder, går hjernen i overlevelsesmode. Stresshormonerne pumper, musklerne spænder, og systemet holder sig vågent med en desperat energi. Det føles som at være fanget inde i en maskine, der bare bliver ved med at køre — du er motoren, og du kan ikke finde stopknappen.

De klassiske søvnråd – sluk skærmen, drop kaffen, stå op og gå i seng på samme tid, lav noget afslappende inden sengetid og så videre – preller ofte fuldstændigt af under udtrapning og tiden efter. Hjernen er så ramt af den her kaotiske suppe af ubalanceret kemi, at der nærmest skal et hestespark til, før den går ud. Alligevel giver rådene mening. Ikke som sovemedicin, men som omsorg: faste rutiner, dæmpet lys og et genkendeligt ritual. Hjernen elsker ro, forudsigelighed og små gentagelser – det er dens måde at føle sig tryg på. Som et barn, der falder i søvn til den samme godnatsang hver aften.

Jeg fik mirtazapin i fire år for at lukke ned for de små grå, når det var tid til at sove. Medicinen virkede i starten, men efterhånden fordampede effekten, og de sidste år var næsten som at trække et lod i et lotteri: enten var der gevinst, og det lykkedes mig at falde i søvn, eller også trak jeg en nitte og lå og stirrede ud i mørket hele natten. Samtidig rullede bivirkningerne ind som en tung tåge.

Undervejs kastede jeg mig i desperation over andre former for kemi. Jeg prøvede Phenergan – ingen effekt, kun voldsom kvalme. Baldrian – det samme men uden kvalme. Melatonin – bed heller ikke på, og CBD var også penge ud ad vinduet for mit vedkommende, og derefter opgav jeg at prøve mere kemi. Så da jeg efter tre år med mirtazapin i blodet besluttede mig for at trappe ud, afgjorde jeg oven i hatten, at jeg ikke ville benytte mig af kunstige kemikalier til at lindre eller falde i søvn med. Jeg skulle back to basics – bruge løs af kroppens egne evner til at falde i søvn med. Men det er lettere sagt end gjort. Forklaringen på det får du om et øjeblik. Inden da skal du vide, at jeg også forsøgte mig med afslapningsmusik, vejrtrækningsøvelser og guidede meditationer. Intet af det bed på min søvnløshed. Til gengæld er der mange andre, der har haft gavn af den slags afslapningsteknik-ker, når de stod på tærsklen til drømmeland. Og kan teknikkerne berolige dig – som de ofte gjorde for mig - så er det alt andet lige bedre at ligge vågen og være rolig end at være vågen og urolig.

Antidepressiv medicin – når serotonin danser forkert

Antidepressiv medicin skruer op for signalstofferne serotonin og noradrenalin. De hjælper med humør og energi, men serotonin er langt mere end et lykkehormon. Det regulerer døgnrytmen og fortæller kroppen, hvornår det er tid til at vågne og falde til ro. Det påvirker også kropstemperatur, appetit, smerteopfattelse, seksualdrift og impulskontrol – og det samarbejder tæt med melatonin, søvnhormonet, der dannes ud fra serotonin, når mørket falder på. Serotonin er med andre ord som en dirigent i et kæmpe orkester, hvor nerver, hormoner og organer spiller med.

Når du trapper ud, falder mængden af serotonin i hjernen. Det stof, der normalt hjælper med at holde rytmen mellem dag og nat, bliver pludselig en sjælden gæst. Hjernen mister sin indre takt – den har svært ved at finde balancen mellem aktivitet og ro, mellem lys og mørke. Det er som om, dirigenten er gået hjem, og trommerne stadig banker løs, længe efter koncerten er forbi. Resultatet? En form for indre jetlag – tanker, der flimrer, en krop, der stadig står i vågenhedens gear, og et nervesystem, der ikke kan finde vejen ned i hvile.

Antipsykotisk medicin – når dopamin vågner igen

Antipsykotisk medicin virker blandt andet ved at dæmpe dopamin – et signalstof, der holder os vågne, nysgerrige og opmærksomme. Når dopamin bliver holdt nede, kan det give ro og søvn. Men når du trapper ud, kan dopamin pludselig vågne op igen som en overivrig hanekylling ved solopgang. Hjernen bliver overstimuleret, og du kan opleve uro, tankemylder og en krop, der føles som en tændt højspændingsledning.

Mange antipsykotika påvirker også GABA og serotonin – hjernens to store beroligende signalsystemer. Når de slipper deres dæmpende greb, kan det føles som om hele nervesystemet står uden sikkerhedsnet. Kroppen forsøger at falde til ro, men systemet ræser derudaf i overhalingsbanen.

Benzodiazepiner – når hjernens bremsesystem går i stå

Benzodiazepiner er som hjernens beroligende fod på bremsen. De forstærker GABA – hjernens naturlige slap-af-signalstof. Under udtrapning letter du stille og roligt foden fra bremsen, og hjernen skal så selv lære at dosere den igen. I starten kører den i tomgang – og det føles som om motoren løber løbsk: hjertebanken, muskelspændinger, indre uro og en hjerne, der ikke kan finde den rolige rytme, der før førte dig i søvn. Det er lidt som at tage træningshjulene af, før du helt har lært at holde balancen.

Hjernen på vagt

Udtrapning kan også aktivere det sympatiske nervesystem – det, der styrer kæmp eller flygt-reaktionen. Kroppen tror ganske enkelt, der er fare på færde. Pulsen stiger, tankerne løber, og du ligger i sengen som en jæger med åbne øjne, klar til at springe op og redde dig selv. Det er svært at sove, når hjernen tror, du bliver jagtet af en sabeltiger.

Følelsernes storm

Når medicinen slipper sit tag, kan både angst, uro og tristhed blusse op. Ikke nødvendigvis fordi noget er galt – men fordi propperne i følelseslivet trækkes op. Alt det, der før lå som stille aflejringer under overfladen, begynder at røre på sig igen. Følelser, der længe har sovet bag slørede gardiner, vågner, strækker sig og fylder rummet. Og når det sker, bliver søvnen let forstyrret – som et spejlblankt vand, der pludselig kruses af indre bølger. Hjertet vil mærke igen, og det gør det – også klokken tre om morgenen. Det kan føles som følelsesmæssigt tordenvejr: lyn af irritation, tårer uden grund, og en uro, der sitrer helt ud i fingerspidserne. Den slags gør det ikke lettere at overgive sig til søvnen.

En langsom dans tilbage til rytmen

Når du trapper ud, er det altså som at stemme et helt orkester på ny. Hver musiker – signalstof - skal finde sin plads, og det tager tid, tålmodighed og omsorg. Søvnen kan være en af de sidste, der vender tilbage til sin naturlige rytme, men den gør det – når hjernen igen finder sin indre dirigent.

Det her er mulige forklaringer, ikke en facitliste. Ingen ved præcis, hvordan udtrapning påvirker lige præcis din hjerne, for vi er alle biologisk forskellige. Men forklaringerne kan være en hjælp til at forstå, hvorfor søvnen udebliver – og hvorfor det ikke nødvendigvis betyder, at du gør noget forkert, eller aldrig kommer til at sove igen. Hjernen er bare i gang med at finde hjem igen.

Forberedelserne til den store rusketur i nattehelvedet

Inden min udtrapning allierede jeg mig med en søvnvejleder, der gav mig et solidt indblik i søvnens mysterium. Han lærte mig om søvnens biologi, om døgnrytme og søvnstadier, og jeg læste hans bog, som var en sand perle af håb og indsigt – ”Sov godt – hele natten.” Den mindede mig om, at søvnen ikke er noget, du tvinger frem – den er noget, du tillader at komme, når du giver slip. Og måske vigtigst af alt: han understregede noget, jeg aldrig glemmer. “Hvis du sov, før du gik ned med stress, skal du nok komme til at sove igen.” Det blev et mantra - søvnen var ikke væk – den var bare druknet i kaotisk kemi.

Han forklarede også, at hjernen altid falder i søvn, når den bliver udmattet og træt nok. Det kan tage tid, ja – nogle gange mange nætter – men den skal nok give efter til sidst. Det er ikke sikkert, det bliver otte timers vidunderlig skønhedssøvn. Måske mere som at sidde i en slingrende bus på en knoldet grusvej – mikropauser af søvn, så korte, at du tror, du ikke har sovet. Men for en udmattet hjerne, der ikke kan finde vejen ind i den dybe søvn, kan de små glimt være som nødhjælp: bittesmå åndehuller, hvor systemet lige får pustet ud, justeret sig en anelse og samlet kræfter nok til at fortsætte.

Som forberedelse til udtrapningen meldte jeg mig også til et metakognitivt terapeutisk gruppeforløb for at slippe fri af søvnangstens smertefulde lænker – altså min angst for ikke at kunne falde i søvn. Angsten var årsag til, at jeg endte på en hulens masse kunstigt kemi - ud over mirtazapin - efter et stresskollaps på arbejdet. Sertralin skulle lægge angsten i en effektiv kemisk benlås. Det fejlede desværre. Det samme skulle fluoxetin og pregabalin. De tabte også kampen mod angsten. Så de røg hurtigt ud. Desuden blev sove- og beroligende medicin – zopiclon og diazepam – en del af det daglige pilleindtag i fire måneders tid, inden jeg smed dem i skraldespanden. Intet af kemien virkede efter hensigten, men gjorde mig til gengæld dødssyg af bivirkninger. Så hvis jeg skulle gøre mig det mindste håb om at vride mig fri af angsten, skulle der andre boller på suppen end kunstig kemi – og det blev metakognitiv terapi.

Natten var min fjende

Søvnmønstret under udtrapningen blev som et skævt puslespil uden kanter for mig. Nogle nætter lå jeg og blinkede mig gennem timerne som et defekt lysstofrør, der ikke kunne beslutte sig for at slukke. Når jeg endelig sov, var det som at blive slået bevidstløs af træthed, ikke som at overgive sig til søvn. Andre gange var kroppen så elektrisk, at jeg kunne have tilsluttet mig elnettet og forsynet hele kvarteret med strøm. Hænderne rystede, benene krampede, og det sitrede under huden som et tusindben af uro. At trykke på “off”-knappen var en fysisk umulighed – som at forsøge at slukke en vulkan med et viskestykke.

Dagen efter var alt i gråtoner. Jeg lavede stort set ingenting, sad bare og stirrede ud i haven, mens tankerne hang tungt som våde håndklæder. Jeg lagde mig tit under det store kirsebærtræ. Det stod og tronede udenfor haven, og med grene prydet af lyserøde blomster, der rakte ind over plankeværket. Her lå jeg og stirrede op i himlen, mens jeg ønskede, at skyerne tog mig med – væk fra alt det her kropslige kaos.

Jeg blev ekspert i skyer. Jeg kunne finde alt deroppe – ansigter, dyr, landskaber, hele fortællinger, der opløste sig og samlede sig igen til nye fortællinger. Jeg kendte himlens rytme, hvordan den ændrede farve på bestemte tidspunkter, og hvilke skyer der plejede at glide forbi først. Det var som om, jeg langsomt lærte himlen udenad, mens kroppen stadig var fanget hernede.

Jeg kunne ikke lukke øjnene om dagen for at stjæle mig til en hurtig og lindrende lur for så rullede den kemiske angst ind som et stormvejr fra helvede. Så det var udelukket. Når jeg slog øjnene ned, svimlede og snurrede det bag panden, og jeg havde fornemmelsen af at falde – bare falde og falde uden at lande.

Min krop var blottet efter en nat uden søvn, som et dyr uden pels i sne. Den kunne ikke tage kampen op. Den rystede, trak sig sammen, svedte og sitrede. Mavesmerterne snoede sig som brændende slanger, og angsten brusede som en stormflod gennem brystet. Tankerne løb løbsk – tusinde stemmer på én gang, alle med katastrofer på tungen. Jeg forsøgte ikke længere at vinde over dem. Jeg kunne kun trække vejret, se tiden gå, lade det hele skylle igennem mig, mens dagen stod næsten stille. Det var kun solens rejse på himlen, der afslørede, at tiden gik.

Desuden havde søvnvejlederen advaret mig: ingen lur i dagtimerne. Det ville være som at forsøge at falde i søvn om aftenen med en kop espresso i hånden og adrenalindrop i armen. Så jeg lod være med at prøve – og kunne jo heller ikke. Selv når kroppen tryglede om bare ti minutters stilhed.

Om natten, når mørket trak sig tæt om mig, var jeg taknemmelig for det metakognitive forløb, jeg havde været igennem – og for de mange mindfulnesstimer, der nu gav mig jordforbindelse midt i det indre stormvejr.

Jeg havde lært at lade tankerne være – ikke at kæmpe med dem, ikke at svare dem, men bare lade dem fare gennem hovedet som fyrværkeri, der brænder ud af sig selv. Men de stod i kø, de små bæster:

“Hvad hvis jeg aldrig sover igen?”

“Hvad hvis hjernen går i stykker af søvnmangel?”

”Hvor længe kan min hjerne holde til det?”

“Hvordan skal jeg nogensinde kunne arbejde?”

“Måske har jeg ødelagt mit nervesystem for altid.”

Tankerne kom som myg i juli – du kan vifte nok så meget, men de finder dig alligevel. Og de kom også om dagen. For hvad sker der, når du bare sidder og stirrer? Når hjernen ikke får noget at tygge på, begynder den at gumle på sig selv. Tankerne fortalte mig, at jeg var langt ude, at jeg burde have kastet udtrapnings-håndklædet i ringen for længe siden. Men jeg lod dem være. Jeg sad der, mens de skreg og bankede på, og selvom kroppen sitrede og følelserne detonerede som granater, blev jeg siddende – og jeg talte til 20 om og om igen i en uendelighed. Sådan føltes det. Jeg skulle bare holde mig i live og slå tiden ihjel. Det havde Angie Peacock lært mig. Og så ville mine lidelser gå over på et tidspunkt. Jeg lærte også, at det er muligt at blive, mens det stormer. En vigtig indsigt, der hjalp mig, når abstinenserne bed sig fast i kroppen som krokodillekæber om deres forsvarsløse bytte.

Spørg mig ikke hvordan det hang sammen, men jeg opdagede ved et tilfælde en dag, at havregryn nogen gang gav kroppen ro. Så havregryn blev mine frelser i natten – de eneste, der af en eller anden grund kunne skabe ro i kroppen. Jeg spiste fire, fem, nogle gange seks portioner i løbet af natten. Det var som om kulhydraterne talte et sprog, hjernen forstod. Senere nøjedes jeg med vand, men i over tre år var det mit natteritual: havregryn, mælk og mindfulness, havregryn, mælk og mindfulness, havregryn, mælk og mindfulness…

Alligevel var søvnen længe en rodet affære. Jeg faldt stadig først i søvn efter timer – men jeg sov. Jeg sov, men søvnen gled hele tiden ud af hænderne på mig. Jeg vågnede fem-seks gange om natten, ofte med et hjerte, der hamrede som en skrækslagen fugl i bur, og blod, der pumpede helt op i tindingerne, så det føltes, som var hovedet ved at eksplodere. Men det var ikke længere angst – bare kroppen, der stadig troede, den skulle flygte fra noget.

Jeg vågnede sjældent frisk – de få gange, det skete, føltes det som at vinde i lotto. De fleste morgener var et inferno af uro. Den kemiske angst – foranlediget af medicinens syntetiske kemi - sivede ind i kroppen sammen med dagslyset. Pulsen var tung, tankerne uklare, og kroppen føltes som om, den var løbet tør for liv. Det tog timer, før jeg overhovedet kunne mærke et glimt af ro i løbet af dagen.

Kroppen er et mysterium. I en lang periode kunne jeg sætte uret efter morgenkramperne i benene og uroen i kroppen. Omkring klokken fem hver morgen satte koret ind og fortsatte det meste af en time. Derefter ebbede de stille og roligt ud, så jeg - som tiden gik - efterhånden var rimeligt rolig, når jeg stod op 6.15. For det blev jo bedre.

Stille og diskret – som tiden sneglede sig afsted - begyndte jeg at samle timer af søvn som små sten i en lomme. Først få, så flere. Sådan gik årene. Søvnen kom stille og roligt glidende tilbage som de lange skygger, når dagen går på hæld, og solen langsomt snegler sig ned fra himlen. To skridt frem og et tilbage. Ikke på kommando, ikke på én gang, men i sit eget tempo – som om kroppen og jeg begge havde brug for at lære det hele forfra igen.

Når du mister søvnen, men finder hvile i mørket

Der kan komme en nat, hvor du ligesom jeg, har prøvet alt. Du har ligget stille, vendt og drejet dig, talt vejrtrækninger, talt får, talt timer, stået op og panikket. Alligevel ligger du der – lysvågen. Kroppen vil gerne, men hjernen kører som en gammel radio, der ikke kan slukkes. Det er som at sidde fast i mellemgearet: for træt til at være vågen, for vågen til at sove.

Det kan føles som en ond cirkel, og tankerne myldrer straks frem: “Jeg skal sove, ellers går jeg i stykker.” Men det er netop den tanke, der holder dig fanget. Søvnen kan ikke jages. Den kommer kun, når du slipper jagten – og når kemien er på plads igen.

Derfor kan det være hjælpsomt at vende blikket et andet sted hen, indtil det sker. I stedet for at kæmpe for at sove, kan du give dig selv lov til at hvile. Ikke søvn, ikke aktivitet – bare hvile. Stille vågenhed. Det var det, jeg gjorde. Det betød, at jeg lod kroppen ligge, hvor den lå, og tillod hjernen at falde ned i gear, uden at prøve at styre den.

Hvile er ikke det samme som søvn, men det er søvnens lillesøster – den, der træder til, når den store er væk. Hjernen udnytter roen. Den begynder at sortere, bearbejde og rydde op. Den gentager små bidder af dagen, som en fugl der bliver ved med at vende det samme korn. Selv uden søvn arbejder den for dig. Den restituerer, samler kræfter og finder vej tilbage til sin rytme.

Mange tror, at natten uden søvn er spildt, men det er den ikke. Hvis du ligger stille, slukker lyset og lader hovedet hvile, gør du allerede noget vigtigt. Hjernen får en pause fra det evige bombardement af sanseindtryk. Den får et pusterum, hvor nervesystemet kan begynde at dæmpe sig. Det er en slags mental rehabilitering - en stille opladning midt i mørket. Også selvom abstinenserne høvler rundt i kroppen.

Når du mærker panikken snige sig ind – den der frygt for aldrig at sove igen – kan du bruge det paradoksale trick: i stedet for at prøve at falde i søvn, så beslut dig for at være roligt vågen. Sig til dig selv: “Jeg behøver ikke sove lige nu. Jeg hviler bare.” Det afmonterer presset, og presset er ofte med til at holde hjernen vågen. Når du slipper forventningen, glider kroppen lettere over i ro, og nogle gange – næsten som et bagholdsangreb – kommer søvnen listende, mens du mindst venter det.

Mindfulness kan være din stille redningskrans, som det var for mig. Ikke som et tryllemiddel, men som en måde at være vågen på uden at kæmpe. Du kan fokusere på åndedrættet, mærke brystkassen hæve og sænke sig, mærke vægten af kroppen mod madrassen og høre natten trække vejret omkring dig.

Når du ligger der, vågen, kan du tænke på hvilen som et blødt tæppe, du lægger over hjernen. Den får lov at være træt, men uden du skubber til den. Og selvom du ikke sover, er du stadig i gang med noget vigtigt. Du træner evnen til at være i uro uden at gå i panik. Du træner at give slip. Du holder nervesystemet i hånden, mens det finder sin egen rytme igen.

Det gør ondt uden søvn – men det går over

Du skal være indstillet på, at det kan blive hårdt. Ikke bare lidt hårdt – men råt og brutalt. Du skal acceptere det, ligesom du gør i mindfulness. Ikke kæmpe imod. Bare læne dig ind i det, selvom alt i dig skriger på at flygte. Jeg var indstillet på det. Jeg havde indrettet mit liv efter det. Skåret fra, planlagt og forberedt på, at det kunne ske. Og alligevel kom det bag på mig, hvor voldsomt det føltes, da søvnen forsvandt flere nætter i træk.

Ud på fjerdedagen uden søvn – som jeg prøvede flere gange - blev jeg grebet af tanken, at det var pisse ærgerligt, at jeg havde smidt de sidste beroligende piller ud. Bare tanken om dem glimtede som et koldt, men lokkende lys. Det var ikke en plan og ikke en reel overvejelse – mere et desperat håb om at få bare én nat, hvor kroppen kunne falde sammen og blive stille. For jeg vidste jo godt, at det ikke var løsningen. Den slags søvn er lånt ro, og regningen er altid dyr – det vidste jeg jo alt om. Men fristelsen var der. For fanden, hvor var den der.

Når du ikke har prøvet det før, kan du ikke forestille dig, hvor brutalt det er, når søvnen forsvinder flere nætter i træk. Det er som at sidde i sofaens varme favn en råkold vinteraften og få den brillante idé, at du da lige skal ud og tage et beskedent dyp i havet. Du ser det for dig: lidt frisk, lidt koldt – men sikkert dejligt bagefter. Og så står du der en halv time senere med grødis til navlen og is i årerne, mens kroppen brøler: Hvad fanden havde du forestillet dig?! Sådan føles det, når du ligger i mørket, nat efter nat, og søvnen ikke vil. Når tankerne kører, kroppen ryster, og du mister fornemmelsen af, hvor du selv begynder og verden slutter.

Du begynder at stille de store spørgsmål: Dør jeg af det her? Går jeg i stykker af det her? Svaret er nej. Du dør ikke. Og du går ikke i stykker. Det ved jeg. Og det ved Angie Peacock. Og det er her, hun kommer dansende ind fra højre med et uundværligt budskab. Efter hendes sidste udtrapning sov hun mellem tyve minutter og en time om natten – i elleve måneder. Elleve måneder uden rigtig søvn. Og det kunne hendes ur med indbygget søvntracker bevidne. Hun er et levende bevis på, at du kan overleve det. Ikke uden smerte og frygt – men uden at gå i stykker for altid.

Det kræver, at du tager hensyn. At du stopper med at presse. Lægger ambitionerne på hylden, lader hjernen trække vejret, og kroppen få fred, når den kan. Ikke tvinger søvnen frem – men giver slip. Det var det, jeg måtte lære. At de nætter, hvor jeg ikke fik sovet, måtte dagen bøje sig. Tempoet ned. Lys frem for lyd. Blidhed frem for pligt. Jeg lærte at lade kroppen bestemme, og det gjorde hele forskellen. For når du holder op med at kæmpe, begynder noget i dig langsomt at falde til ro. Ikke fra den ene nat til den anden – men som et forår, der tager sin tid.

Og det kommer, det forår. Søvnen vender tilbage. Først i glimt, så i striber, og pludselig en nat vågner du og opdager, at du faktisk har sovet. Ikke bare døset, men sovet rigtigt. Kroppen husker hvordan. Den finder hjem, når den får lov. Så ja – du skal nok sove igen. Det viser erfaringen fra dem, der har gået ad den søvnløse sti før dig. Men det kræver måske, at du ændrer din indstilling til søvnen. Men hjernen skal nok blive klar til at give en hånd med på det projekt. Den skal bare lige have rystet de kunstige ubalancer af sig.

Dette blogindlæg er en lettere omskrevet udgave af et afsnit om søvnløshed fra mit hæfte ” Udtrapning med omtanke - nænsom udtrapning af psykofarmaka”, hvor jeg med udgangspunkt i min egen udtrapning vejleder i, hvordan du trapper skånsomt ud. Hæftet dykker desuden ned i en lang række relevante udtrapningsemner – ensomhed, følelser, dårlig samvittighed, myten om den kemiske ubalance, selvforståelse og så videre. Du finder hæftet her.

Vil du vide mere om metakognitiv terapi og udtrapning, kan du ligeledes downloade et hæfte om dette emne her

Ja, man tror næsten, det er løgn, men jeg har også skrevet et hæfte om mindfulness og udtrapning - det finder du her