Profil


Først lidt fakta

Jeg er født i 1967 og blev uddannet psykolog fra Københavns Universitet i 2000. Jeg er autoriseret og medlem af Dansk Psykolog Forening. Det betyder blandt andet, at jeg følger deres regler for etik og god praksis – og naturligvis tager mit ansvar som psykolog alvorligt.

Jeg har i seks år arbejdet med børn og unge i skoler og daginstitutioner, hvor jeg lavede psykologiske undersøgelser og tilbød støtte og vejledning til forældre, lærere, pædagoger og andre voksne omkring barnet. Som skolepsykolog har jeg set, hvor meget det betyder, når voksne omkring børn og unge samarbejder og trækker i samme retning.

Senere arbejdede jeg i tolv år i børne- og ungdomspsykiatrien. Her mødte jeg børn og unge med ADHD, autisme, angst, OCD, depression og andre psykiske udfordringer – og hjalp med både undersøgelse og behandling. Jeg holdt også foredrag og underviste forældregrupper. Et tæt samarbejde med skoler, PPR og kommunale sagsbehandlere var en naturlig del af hverdagen.

Jeg har en kognitiv adfærdsterapeutisk og en metakognitiv terapeutisk efteruddannelse. Du kan læse meget mere om begge behandlingsformer her på siden. Derudover har jeg mange års erfaringer med mindfulness og meditation. Som en naturlig del af mit arbejde får jeg løbende supervision og deltager i relevante kurser.

Ved siden af det terapeutiske arbejde formidler jeg viden om psykologi via blogindlæg på hjemmesiden, oplysningshæfter til teenagere og voksne og skriver bøger til voksne og børn. Det er blevet til roste bøger om perfektionisme, OCD, separationsangst, socialfobi, helbredsangst og fobier hos børn og unge.

Og så det personlige

Jeg ved, hvordan det føles, når livet vælter.

For nogle år siden blev jeg ramt af voldsom stress, som udviklede sig til en svær depression og angst, der gjorde mig svimmel og søvnløs. Jeg endte på sovemedicin i flere år. Og ja – du kan med rette spørge, om det er godt eller skidt, at en psykolog selv har været helt nede og vende. Kan du stole på én, der har haft det så svært?

Mit svar er: Ja. Og netop derfor.

For som Peter Mygind engang sagde så bramfrit – jeg fandt gaven i lorten. Jeg ved, hvordan det føles, når angsten eksploderer i kroppen, og tankerne brøler af sted som en ustoppelig storm. Jeg ved, hvordan depressionen kan tømme al energi, glæde og mening ud af livet. Jeg kender skammen, håbløsheden og den lange vej tilbage.

Men jeg ved også, at det er muligt at finde vej ud igen. Det er hårdt. Uretfærdigt hårdt. Men det kan lade sig gøre. Jeg er levende bevis på, at selv når mørket føles altopslugende, kan solen stadig skinne på den anden side.

Og det håb prøver jeg at give videre – især til børn og unge, som står midt i kaos. Når de fortæller om angst, depression, OCD eller stress, ved jeg ikke bare, hvad de taler om. Jeg kan føle det. Og jeg ved, hvor vigtigt det er at blive mødt med forståelse, ægte nærvær og tro på, at forandring er mulig.

Der er ingen hurtige fixes. At komme sig kræver tålmodighed og hjælp. Det kræver nogen, der tør gå med hele vejen. Nogen, der ser potentialet og støtter barnet eller den unge i at finde sin egen styrke. Sådan en psykolog forsøger jeg at være.

I et nært og respektfuldt samarbejde med børnene, de unge og deres forældre, bidrager jeg med både faglighed og erfaring – så de kan finde vejen tilbage til et liv med mere glæde, ro og mening. Et liv, der føles som deres eget.

Med venlig hilsen

Jens Henrik Thomsen

Psykolog Jens Henrik Thomsen
Medlem af Dansk Psykolog Forening