Et afsnit i miniserien, hvor børn og unge fortæller om deres psykiske udfordringer og behandlingen af dem

Af Emma, 17 år ( – som er opfundet til lejligheden, men lige så godt kunne være en ægte pige med OCD…)

Jeg ved ikke præcis, hvornår det begyndte. Det var bare som om, mit hoved en dag blev overtaget af noget fremmed. Først kom tanken som en lynende skygge: Hvad hvis jeg slog min lillebror ihjel med en kniv fra køkkenet? Jeg gispede og rystede på hovedet, som om jeg kunne slynge den væk. Men det kunne jeg ikke. Den blev hængende. Og så kom der flere. Som et virvar af mørke fugle, der slog mod indersiden af mit kranie: Hvad nu hvis jeg tænder på dyr - har sex med vores hund? Hvad nu hvis jeg i virkeligheden er syg, farlig og klam? Klamme billeder af mig og dyr - blodige billeder af døde kroppe og knive hvirvlede rundt i hovedet på mig.

Jeg græd den nat. Ikke fordi nogen havde gjort mig ondt. Men fordi jeg var bange for mig selv. Jeg turde ikke sige noget til nogen. Hvem ville tro på mig, når jeg selv følte, at jeg var et monster?

I lang tid sagde jeg ingenting. Jeg gik i skole. Smilede. Lavede mine afleveringer. Men indeni kæmpede jeg. Hver gang en tanke dukkede op, bad jeg en laaaaang bøn. Det måtte være det onde, der talte til mig. Hvis jeg bare bad nok, ville tanken forsvinde. Og det gjorde den – for en stund. Men den kom altid igen. Ligesom havet, der trækker sig tilbage, men altid finder vej tilbage til stranden.

En aften lå jeg i sengen med telefonen, og mine fingre søgte desperat efter et svar, jeg ikke kunne formulere. Jeg skrev noget som “syge tanker man ikke vil have” i søgefeltet. Og så dukkede der en artikel op. En psykolog havde skrevet om noget, der hed OCD – Obsessiv-kompulsiv lidelse – og det var som at læse min dagbog: påtrængende, skræmmende tanker, skam, bønner og ritualer. Jeg lå helt stille. Tør ikke blinke. For første gang føltes det ikke som om, jeg var sindssyg. Måske havde jeg bare en psykisk lidelse. Måske kunne jeg få hjælp.

Det tog flere dage, før jeg turde fortælle det til mine forældre. Jeg sad ved spisebordet med dem og kiggede ned i mine hænder.

“Jeg har brug for at sige noget,” sagde jeg, og stemmen knækkede på “noget”. De kiggede op fra avisen og tv’et. “Jeg har tanker… tanker som ikke er mig. Om at slå jer ihjel. Og… værre ting.” Jeg kiggede ikke op. Jeg kunne ikke bære at se deres ansigter.

Men min mor lagde hånden over min. “Er det noget du har gjort?” spurgte hun blidt.

Jeg rystede hurtigt på hovedet. “Nej! Nej, aldrig. Jeg ville aldrig… men tankerne kommer, og jeg bliver så bange.”

Min far sagde stille: “Vi finder hjælp, Emma.” Han er sådan en – har du et problem, så løser vi det. Jeg var ikke så sikker på det.

Og det gjorde de - fandt hjælp. Efter jeg havde bedt dem om at gemme alle knivene og saksene i huset. Mine forældre plejer normalt at tro mig, når jeg fortæller, at noget er galt, men da jeg insisterede på, at knivene skulle væk, tror jeg nok, at det for alvor gik op for dem, at noget var helt galt. De så begge meget forskrækket ud.

Psykologens kontor var ikke, som jeg havde forestillet mig. Ingen sorte læderstole eller tunge bøger. Bare et lyst rum med en grøn plante i hjørnet og en kaffekop med tekst på. Der stod: “Tankefuld – på den gode måde.”

Han smilede, da jeg kom ind.

“Du må være Emma.”

Jeg nikkede og satte mig på stolen, mens mit hjerte hamrede.

“Du har læst noget om OCD, ikke?” spurgte han. Han havde talt med min mor inden.

“Ja,” mumlede jeg. “Men jeg ved ikke, om det er det.”

“Lad os finde ud af det sammen.”

Han lyttede og lyttede og spurgte og spurgte. Han dømte mig ikke. Jeg fortalte ham det hele. Knivene. Dyrene. Bønnerne og tårerne.

”Ja, det lyder godt nok som OCD.” Jeg var både lettet og skræmt. Og så gik vi gang.

Jeg lærte, at tanker ikke er farlige. De er bare tanker. Selv de mest ubehagelige og mærkelige tanker, du kan forestille dig, findes i alle menneskers hoveder. Forskellen er bare, at nogle bliver bange for dem – og så begynder de at kæmpe imod. Og sådan en var jeg.

“Men hvis jeg tænker sådan… betyder det så ikke, at jeg er syg? Eller ulækker?”

Han svarede ikke, men foreslog i stedet en øvelse. Imens han åbnede vinduet – kontoret lå på 2. sal – forklarede han, at jeg skulle forestille mig, at jeg rejste mig op og hoppede ud ad vinduet.

”Tænk så intenst du kan. Sig til dig selv: Jeg vil hoppe ud ad vinduet – igen og igen.” Og det gjorde jeg så.

“Men du gør det ikke. Du hopper ikke, bare fordi du tænker på det, vel? På samme måde betyder en tanke om vold eller sex ikke, at du er den tanke, eller du har lyst til at gøre, som tanken siger. Tanker er som radiokanaler, der kører i baggrunden – og du behøver ikke lytte med.”

Det ramte mig. Som en lille sprække i mørket.

Han fortalte også, at den slags tanker er normale, selvom det ikke er noget, folk taler højt om, fordi det er pinligt. Det har man fundet ud af i undersøgelser, forklarede han smilende, når folk kan svare anonymt. Han havde selv den slags tanker og fortalte om et par stykker. Jeg kunne mærke lettelsen skylle igennem mig.

I de følgende sessioner arbejdede vi med at lade tankerne være. Ikke kæmpe. Ikke tjekke. Ikke analysere. Bare se dem passere, som biler på en motorvej, hvor jeg ikke behøver stoppe hver bil og undersøge bagagerummet.

Vi lavede flere øvelser. En gang bad han mig tænke bevidst på den mest klamme madret, jeg kunne forestille mig. Jeg valgte: torskelever med lunken mælk og blødkogte løg.

“Fortsæt med at tænke på det i et minut,” sagde han. “Virkelig forestil dig at spise det.”

Jeg gjorde det, og det vendte sig i maven på mig.

“Har du nu lyst til det?” spurgte han.

“Nej. Stadig ad.”

“Præcis. Det, du tænker, betyder ikke, at du vil det, eller at det sker – ligesom med hoppet ud ad vinduet.”

Vi brugte også metaforer. En dag tegnede han en tændstikmand, der sad i en robåd.

“Det her er dig,” sagde han. “Og rundt om båden svømmer hajer – de repræsenterer dine tanker. Hvis du hopper i vandet for at bekæmpe hajerne, bliver du ædt. Men hvis du bliver i båden, sker der ikke noget. Du kan lade dem være. De forsvinder.”

Efter otte gange var der stille i mit hoved. Ikke fordi tankerne aldrig kom – men fordi jeg ikke lyttede til dem på samme måde længere. De havde mistet magten. Som en skygge, der bliver ufarlig, når man tænder lyset.

Jeg var begyndt at trække mig fra venner før – var blevet tung i kroppen, trist, isoleret. Men nu begyndte jeg at komme tilbage. Jeg tog mine høretelefoner på og gik ture. Malede. Grinede igen.

Jeg har stadig tanker. Alle mennesker har tanker. Forskellen er, at jeg ikke længere tror, de siger noget sandt om mig.

Og jeg ved nu: Jeg er ikke mine tanker. Jeg er Emma. Og jeg er fri.

Vil du vide mere om OCD, finder du mere materiale her:

Billedserie om OCD

Hæfte om OCD og metakognitiv terapi