Et afsnit i miniserien, hvor børn og unge fortæller om deres psykiske udfordringer og behandlingen af dem

Af Luna, 13 år ( – som er opfundet til lejligheden, men lige så godt kunne være en ægte pige med depression…)

Det begyndte ikke på én gang. Ikke som lyn fra en klar himmel. Mere som en regn, der aldrig stoppede. Først tænkte jeg bare, at jeg var lidt mere træt. Så lidt mere ked af det. Og pludselig var jeg slet ikke mig selv længere.

Jeg plejede at være hende, der elskede ridning og dans og grinede så højt, at min mor sagde, jeg kunne vække hele opgangen. Men nu var det som om, lyset inde i mig var slukket. Jeg kunne godt tage i skole, men i frikvartererne gemte jeg mig på toilettet. Jeg sad der, låste døren og stirrede ned på mine sko. Bare for at være i fred. For at slippe for at lade som om jeg havde det godt.

Det værste var ikke engang, at jeg var trist. Det var, at jeg ikke følte noget. Ikke glæde, ikke spænding, ikke engang rigtig sorg. Bare grå. Grå som en tv-skærm uden signal.

Det hele begyndte, da mine forældre blev skilt. De råbte meget i starten. Så holdt de op med at tale helt. Mor græd, far pakkede og forsvandt. Og jeg stod midt imellem og tænkte: Var det min skyld?
Kunne jeg have gjort noget anderledes?
Var jeg for besværlig?
Tog jeg for meget plads?

Jeg begyndte at gruble. Hele tiden. Mit hoved var som en computer, der aldrig slukkede. Når jeg vågnede om natten, var det som om, tankerne allerede var i gang, før jeg havde åbnet øjnene.

Jeg tænkte:

Hvorfor sagde de ikke noget til mig, før de blev skilt?

Hvorfor kan jeg ikke være glad som de andre?

Hvorfor føles alt så tomt hele tiden?

Hvorfor mister jeg lysten til alt det, jeg plejede at elske?

Hvorfor er jeg ikke god nok?

Hvorfor taber jeg mig, selvom jeg prøver at spise?

Hvorfor tænker jeg hele tiden?

Hvorfor kan jeg ikke bare stoppe tankerne?

Hvorfor vågner jeg og føler, jeg ikke vil stå op?

Hvorfor er der ingen, der forstår, hvordan jeg har det?

Det føltes, som om mit hoved var fuld af spørgsmål, men ingen svar. Og jo mere jeg tænkte, jo mere ked af det blev jeg. Til sidst sagde min mor, at vi skulle til lægen. Jeg sagde ikke imod.

Lægen sagde, jeg havde en depression. En middelsvær én. Jeg tænkte: Hvordan kan noget føles både middel og helt forfærdeligt på samme tid?

Han sendte mig videre til en psykolog. Han var ikke som andre voksne. Han kiggede ikke væk, når jeg blev stille. Han sagde ikke: “Det går nok over.” Han sagde: “Skal vi prøve at forstå, hvad der sker i dit hoved?”

Psykologen arbejdede med noget, der hed metakognitiv terapi. Det lyder mega voksent, men han forklarede det på en måde, så jeg forstod det: “Det er ikke dine tanker, der gør dig tom og trist hele tiden. Det er, at du bliver ved med at hænge fast i dem.”

Jeg stirrede på ham og sagde: “Men jeg kan ikke lade være.”

“Er du sikker?” spurgte han.

Jeg trak på skuldrene.

“Lad os teste det,” sagde han. “Vi laver en øvelse. Først skal du gruble. Tænk på alt det, der gør dig ked af det. Brug to minutter. Vær helt inde i det.”

Det var ikke svært. Tankerne kom af sig selv. Alt det med skilsmissen, tomheden, følelsen af ikke at være god nok. Jeg kunne mærke tårerne presse på.

Så sagde han: “Nu stopper vi. De næste to minutter skal du lade tankerne være. Forestil dig, at de er skyer. Du ser dem, men du følger dem ikke. Du skal bare sidde og trække vejret stille.”

Det var underligt. Svært. Men jeg kunne godt. Ikke perfekt – men jeg gjorde det. Og det føltes… lettende. Som at få fri fra skole midt i en prøvedag.

“Du ser selv,” sagde han. “Du kan godt lade være. Du troede bare, du ikke kunne.”

Han brugte også noget, han kaldte sokratisk dialog. Mærkeligt navn. Det betød bare, at han stillede spørgsmål, så jeg selv fandt svarene.

“Du siger, du skal finde ud af, hvorfor du er trist,” sagde han. “Men hvad sker der, når du prøver?”

“Jeg bliver mere trist.”

“Hvad sker der, når du ikke prøver at finde ud af det?”

“Så… bliver det lidt roligere.”

“Så hvad hjælper dig bedst?”

Jeg svarede stille: “Ikke at tænke så meget over det.”

“Præcis,” sagde han. “Og det betyder ikke, at du ignorerer dine følelser. Det betyder bare, at du ikke kæmper med dem hele tiden.”

Han fortalte mig om myggestik. At tankerne er som et myggestik, der klør. Hvis man klør hele tiden, bliver det værre. Hvis man lader det være, går det væk af sig selv.

Vi lavede en aftale: Jeg måtte gerne gruble. Men kun i 30 minutter om dagen – det kaldte vi grubletid. Jeg satte alarmen. I den halve time måtte jeg tænke på alt det triste. Tude, hvis jeg ville. Men når alarmen ringede, var det slut. Resten af dagen øvede jeg mig i at lade tankerne være. Jeg sagde til mig selv: “Det her kan vente til grubletid.”

Det virkede ikke perfekt hver dag. Nogle gange glemte jeg det. Nogle gange tænkte jeg alligevel. Men langsomt... begyndte jeg at mærke forskellen.

Jeg fik lyst til at tage i stalden igen. Jeg dansede en lille smule i stuen, da min yndlingssang kom på. Jeg begyndte at sove lidt bedre. Jeg spiste mere. Og det vigtigste: jeg begyndte at tro, at det kunne vende.

Nu tænker jeg stadig. Men jeg ved, hvad der sker, hvis jeg overtænker. Det var ikke følelserne, der gjorde mig deprimeret. Det var, at jeg tænkte og tænkte og tænkte hele tiden. Jeg ved det nu.

Jeg er ikke de tanker, jeg tænker.
Jeg er den, der vælger, hvad jeg vil gøre med dem.

Og jeg vælger at leve – og lade mine tanker være.

Vil du vide mere om depression, kan du finde mere materiale her:

Et hæfte om depression og metakognitiv terapi

En billedserie om depression