En enkelt sveddråbe presser sig ud gennem den varme hud. Det virker som om, den lige sunder sig et øjeblik, inden turen går ned af den kogende tinding. Inde bag brystkassen kæmper hjertet for at pumpe store mængder blod rundt i den kampberedte krop. Sveddråben og hjertet tilhører sammen med kvalmen og anspændtheden Gustav på elleve. Og lige nu tager han det næste skridt mod det lille pjuskede gadekryds af en hund, der med halen og de opvakte øjne afslører, at det er med nysgerrighed og glæde, at den tager imod Gustav. Sofus hedder hunden og uden selv at vide det, er den i fuld gang med at vise Gustav, at ikke alle hunde betragter børn som appetitlige kødben, der bare skal ruskes og flås til de bløder. Men det er den slags tanker, der hærger igennem hovedet på Gustav, når han tænker på hunde. Han lider af hundefobi. Og mødet med Sofus er en del af den behandling, der skal få ham ud af kløerne på fobien.

Aftalen er, at Gustav skal stå to meter fra Sofus. Hverken mere eller mindre. Og det overholder alle – Gustav, hans far og den hjælpsomme nabo, der er Sofus’ herre.

Den lille logrende krop med det savlende smil har tydeligvis ikke noget imod, at Gustav træder nærmere, men aftalen er altså to meter. Og her skal Gustav stå, indtil angsten er faldet så meget, at kroppen ikke længere fornemmer farer og falder helt til ro. Og så kan Gustav vælge at træde lidt tættere på eller sige stop for nu.

Gustav er halvvejs i behandlingen. Han er blevet undervist i fobier og har fået indblik i den metode, der skal hjælpe ham af med angsten, så han inden længe kan kappes med de andre unger i kvarteret om at komme først til rutchebanen. Og selv løbe over til Lukas. For ingen af delene kan han nu. Han er så bange for hunde, at han skal følges i skole. Og det er ret pinligt – når han selv skal sige det.

Kongevejen mod det fobifrie liv - eksponering

Eksponering hedder det, når Gustav skal se sin frygt i øjnene og udsætte sig for hunde – og det er en central del af behandlingen for angst og fobier. Her får du en huskeseddel med punkter, der er værd at kende, når dit barn kaster sig ud i eksponeringsøvelserne:

• Formulere et konkret mål – gå en tur med naboens hund i tyve minutter, være alene hjemme i to timer, mens forældrene køber ind eller holde en korsedderkop i hånden. Målet skal være noget barnet ikke gør nu – eller ikke gør i så høj grad, som det har lyst til – fordi fobien eller angsten står i vejen. Der er ikke så mange, der har et ønske om at have et fuldvoksent kryb af en korsedderkop siddende i hånden, men hvis barnet magter det, så frygter det ikke længere at lege ude i skoven eller skal have mor med på badeværelset, fordi en edderkop flygtede ind under vaskemaskinen, da lyset blev tændt. Så det giver nogen gange god mening, at barnet bliver overeksponeret for eksempelvis edderkopper. Når barnet kan udholde det mest gruopvækkende det overhovedet kan forestille sig, kan det jo klare alle andre tænkelige situationer, hvor edderkopper står på deltagerlisten.
• Afklar hvad barnet kan nu – hvor langt væk fra en hund kan barnet være? Hvor længe kan poden være alene hjemme? Eller hvor langt fra edderkoppen kan sønnen stå?
• Del vejen frem til målet op i mange små trin – ti meter fra naboens hund, syv meter, fem meter, tre meter, en meter, berøre hunden, ae hunden og så videre. Være alene hjemme i fem minutter, ti, tyve og en halv time.
• Det er ikke muligt at undgå angsten under øvelserne men sørg for, at barnets angst ikke er for høj, når det starter på et nyt trin. Et nyt trin svarer til at gå fra tre til to meter hen til Sofus.
• Start hellere for let end for svært – og hellere for små end for store trin.
• Det er bedst, at barnet bliver i øvelsen, indtil angsten er faldet så meget, at barnet er roligt og tilpas. Målet med eksponeringsøvelsen kan også være at undersøge, om der sker noget farligt inden for to minutter. Og så er det ikke sikkert, at angsten når at falde. Det gør ikke så meget, bare det er tydeligt for barnet, hvad formålet med øvelsen er – eksempelvis at undersøge om Sofus sætter tænderne i Gustav.
• Lad barnet måle angsten undervejs i eksponeringen. På den måde lærer barnet, at angsten falder, når barnet bliver i øvelsen. Barnet kan måle angsten på en skala fra nul til ti.
• Bliv på et trin til barnet ikke mærker angst mere. Hvis et trin er blevet for kedeligt, er det som regel tegn på, at barnet er klar til næste trin. Et trin svarer til, at Gustav står to meter fra Sofus.
• Overlad det til barnet at bestemme, hvornår det er klar til næste trin på vejen mod målet. Det er kun barnet, der kan mærke, hvor meget angsten rusker i kroppen.
• Jo oftere barnet laver øvelserne, jo bedre effekt har de.
• Det er en god ide at planlægge øvelserne frem i tiden og notere dem i kalenderen.

Praktiske udfordringer ved eksponering

Det er ikke altid lige let at kaste sig ud i eksponeringen. Der kan være nogle praktiske udfordringer. Når det gælder dyr, bliver I måske nødt til at lave aftaler med ejerne af dyrene. Jeg ligger eksempelvis ikke inde med et lager af store, klamme edderkopper, ligesom slanger og andet kryb heller ikke står på listen over familiens naturlige inventar. Så der skal hele holdet – barnet, forældrene og psykologen - forbi en velvillig dyrehandel eller anden krybdyrelsker.

Tordenvejr er en anden udfordrende klassiker, der ikke altid står til rådighed, når holdet er klar til det store eksponeringsshow. Himlen er heldigvis ofte leveringsdygtig i skyer, der hos nogle børn forbindes med vejrkatastrofer.

Har et højtryk imidlertid lagt sig tungt over Danmark og jaget skyer og tordenvejr på flugt, kan det blive nødvendigt at bruge videoer med uvejr til eksponeringen. Og her er YouTube et sandt skatkammer af muligheder. Ud over skyer og tordenvejr, finder du også videoer med opkast, blod, klamme dyr og mennesker – og andre ulækre skabninger, som vores poder frygter. En oase af billeder finder du naturligvis også i bøger og på internettet.

Hvis ikke der står uvejr på dagens vejrmenu, kan I også vælge at plastre børneværelset til med plakater eller udprint af vejrfænomenerne. Men husk - et lille trin ad gangen inden du går i krig med klisterbånd og elefantsnot.

Noget af det lettest tilgængelige du kan udsætte barnet for, er barnets egne tanker. Dem har I altid ved hånden. Barnet kan skrive dem ned, tegne, gentage for sig selv eller indspille dem via en særlig app (LOOPY) og bagefter lytte til dem igen og igen og igen og igen og igen og igen og … Det forudsætter dog, at barnet har adgang til tankerne. Og det er ikke altid tilfældet for mindre børn.

Selvom vejen mod den angstfrie tilværelse kan være brolagt med praktiske udfordringer, er det stort set muligt at eksponere barnet for hvad som helst. I hvert fald på papiret. I praksis kræver det måske, at du allierer dig med din gode fantasi – og rækker det ikke, råder jeg dig til at søge rådgivning hos psykologer med forstand på børn og angst. Det er nemlig ikke altid, at eksponeringen er så oplagt at gå til som i tilfældet med Gustavs hundefobi.