Forældrepres er vand på angstens mølle

Presser forældre deres angste barn, kan det let ende med at forværre angsten. Barnet kan miste tilliden til forældrene, og så bliver det svært at hjælpe.

Forældrepres er vand på angstens mølle

Det kan være lidt af en mundfuld at manøvrere mellem forældrestøtte og skadeligt forældrepres, når angsten slår rødder i guldklumpen. Mange forældre bliver usikre og ved ikke, hvordan de hjælper barnet bedst. De ved udmærket, at fortidens svømmelæreres forsøg på at helbrede vandforskrækkede unge ved at tage dem i hoved og røv og kyle dem ud på svømmehallens dybe ende var dumpet med et øredøvende brag i psykologens kontor. Og blot gjorde det umuligt for de unge mennesker nogensinde at nærme sig en uskyldig lille regnvejrspyt igen. Og forældre ved også godt, at angsten gnækker overlegent af fryd, hvis ikke knægten går i kødet på den – ser den i øjnene, udfordrer den og kaster sig ud i kampen om at vinde livet tilbage. Men imellem de to yderpoler kan det være sværere at finde fodfæste og drible sikkert igennem angstens mange udfordringer for de ellers hjælpsomme forældre. For hvor meget skal vi egentlig presse vores angstramte barn – lyder spørgsmålet ofte fra forældre.

Svaret er både befriende og bekymrende. Befriende, fordi forældre ikke skal presse deres angste barn. Så enkelt kan det siges. Det gør i 99 procent af tilfældene kun ondt værre. Måske er der en kortsigtet gevinst, men på den lange bane er der ingen vindere – bortset fra mistilliden til forældrene og oplevelsen hos barnet over ikke at blive taget alvorligt.

I stedet for en støttende alliance med forældrene ender forældrepres ofte med, at barnet står over for to fronter på angstens slagmark: En mod angsten og en mod de pressende forældre. Og er der noget angsten nyder godt af, så er det splid i familien. Angsten boltrer sig frydefuldt i det kaos, der opstår, når forældre og børn strides om den rette vej til det forjættede angstfrie land.

Den bekymrende del af svaret handler om, at du ikke kan undgå at presse dit barn. Lad mig komme med en lille personlig beretning. For ikke så mange år siden i en alder af 43 erhvervede jeg mit kørekort. Efter vellykket køreprøve skulle jeg nu på egen hånd trille rundt på de danske motor- og landeveje. Desværre havde jeg udviklet en bakkefobi i forbindelse med bilkørslen. Den handlede om, at jeg et par gange havde oplevet, at jeg ikke kunne få det monstrøse køretøj på fire hjul i gang efter at have stået stille på en bakke med det mareridtsagtige resultat, at for hver gang jeg prøvede at sætte i gang, trillede jeg længere og længere bagud, hvilket naturligt afstedkom truende dytteri fra den lange kø af bagvedholdende biler. Så hver gang familien skulle afsted i bil, ramte angsten mig med dybe stød i maven. Jeg blev tavs og foretrak mit eget selskab, hvor jeg kunne forberede mig på bakkkehelvedet på landevejene. Jeg googlede og undersøgte, om bakkerne lurede derude. I så fald måtte jeg planlægge en omvej. Nogle gange foreslog jeg – uden at afsløre, hvordan angsten var ved at æde mig op indefra – at vi i stedet skulle tage toget. Sådanne forslag blev mødt med misbilligende blikke og tydelig undren. For hvorfor var det så lige, at vi skulle have bil? Jeg kom til at fremstå lidt øh-bøh-agtigt i mine kejtede forsøg på at overbevise resten af familien om bumletogenes lyksaligheder. Og det fede ved at bruge tre timer på transport istedet for en enkelt. Sandheden var imidlertid, at jeg følte mig vildt presset – uden, at det egentlig var intentionen fra min ellers forstående familie. Men hvordan skulle de dog vide, at der bag det stille ydre rasede en orkanagtig angst? Hellere dø end at afsløre sandheden.

Nogle gange er det tydeligt, at angsten hærger, men ofte er den usynlig for beskueren, og derved kan forældre let komme til at presse barnet for meget. Og det er jo ikke af ond vilje, men blot en uheldig cocktail af uopmærksomhed og manglende indsigt i angstens sande dybder. Og det sidste er nærmest umuligt at opnå til fulde. Og derfor sker det uundgåelige – at forældre kommer til at presse deres angste børn for meget. Uden at ville det.

Men hvad skal forældre så gøre, når de ikke skal presse deres ængstelige poder? De skal først og fremmest lytte til deres børn. Lytte for at forstå. Mange fine guldkorn om angstens natur finder vej fra børnene. Ofte skal ”kedeligt”, ”har ikke lyst til” eller anden modstræbende adfærd oversættes til ANGST.

Og de – forældre og børn – skal aftale, hvordan de sammen forcerer bumpene på vejen, som uundgåeligt opstår i deres fælles stræben efter at minimere barnets angst. Derfor er det vigtigt, at spillereglerne er på plads, når kampen fløjtes i gang. Forældre skal være barnets medspillere – og ikke modspillere. Så hvornår og hvordan de støtter, guider og opmuntrer skal være lige så klart som fuldmåneskæret på en frostklar vinternat.

Det er umuligt at ramme plet hver gang og dosere forældrestøtten præcist, og derfor bliver det afgørende og absolut tungeste skyts mod angsten åbenhed og tillid. Tillid til at alle – forældre og børn – gør det så godt, de overhovedet kan og overholder indgåede aftaler. Og en åbenhed, der sikrer, at alle relevante forhold omkring rejsen mod det angstfrie liv kan drøftes – dage, hvor barnet ikke orker at øve sig i at udholde angsten, for meget pres fra forældrene, angstens sande omfang, for lidt eller for meget forældrestøtte og så videre. Jo mere tillid og åbenhed desto lettere er det at tale sig til rette og tilgodese barnets behov for støtte, opmuntring og hviledage – og dermed bliver rejsen lettere for alle parter.

Medlem af Dansk Psykolog Forening