Kender du det? I et øjebliks uopmærksomhed og bedøvet af smiger bliver du fanget på det forkerte ben og får sagt ja til en opgave, som i angstniveau kun overgås af frygten for at lide en dybt nedværdigende, langsom og smertefuld død. Om jeg vil holde tale til brylluppet? Med 200 forventningsfulde tilhører til det store humoristiske brag af en bryllupstale? Og jeg plejer at være så sjov? Øh bøh, selvfølgelig vil jeg det, fremstammer jeg lettere betuttet, mens billeder af lårklaskende og grinende bryllupsgæster blander sig med skove af stenansigter, der ikke fortrækker en mine – bortset fra et par gab hist og her ledsaget af himmelvendte øjne - mens jeg klamsveder og bliver mere og mere febrilsk i forsøget på at redde mit renommé som sjov og kvik showman.

Og hvis bryllupstaler er din store passion i livet og blot et let greb i lommen, så find en anden afskyelig og angstprovokerende begivenhed, der får dit hjerte til at eksplodere i frygt. Når den er på plads, så forestil dig hvordan du bedst bliver hjulpet. Skal dine venner og familie tvivle på dine evner til at håndtere situationen og frygte det værst tænkelige scenarium på dine vegne? Eller vil du være bedre hjulpet af opmuntrende ord om dine uovertrufne evner som problemknuser krydret med kommentarer om, hvor lidt der egentlig er på spil. Hvilken version vil ruste dig bedst til opgaven?

Er du et barn med angst, foretrækker du den sidste version – den med de opmuntrende ord. I hvert fald viser en undersøgelse, at angste børn med forældre, der opmuntrer til modig adfærd – at kaste sig ud i angstprovokerende situationer - er bedre hjulpet end børn, hvor forældrene er tilbageholdende med at uddele opmuntringer og for nogles vedkommende falder i fælden med negative forventninger til podens evner. Og så bliver det op ad bakke for den angste knægt.

Inden vi kaster os over undersøgelsens konklusioner så lad os lige se, hvad undersøgelsen egentlig mener med opmuntrende ord.

”Du kan godt!”

Er et eksempel på opmuntrende ord, der motiverer barnet til at forsøge sig med den krævende opgave – selvom angsten hærger gennem den lille krop. At opliste alle de grunde til, at det ikke bliver en dundrende fiasko er en anden måde at opmuntre til modig adfærd. Og endnu bedre – huske barnet på alle årsagerne til, at det nok skal ende med succes – barnets egne evner, hjælp fra forældrene til at mestre udfordringen og så videre.

Du kan også berige dit barn med egne erfaringer og beskrive, hvordan du selv har tøvet med at kaste dig ud i sværere situationer, fik det gjort alligevel og endte glædestrålende over, at det lykkedes at overvinde dig selv.

Et par hurtige skud fra undersøgelsen – og hvorfor det går galt

Jeg skal ikke trætte dig med alle detaljerne fra undersøgelsen men blot nævne de vigtigste konklusioner:

• Før behandlingen var forældrene til angste børn mindre opmuntrende end forældrene til børnene i kontrolgruppen, der ikke havde angst
• Jo mere forældrene opmuntrede til modig adfærd desto bedre blev behandlingsresultatet
• Kognitiv adfærdsterapi øgede forældrenes opmuntring til modig adfærd
• Negative forventninger til børnene – at de ikke kunne klare en angstprovokerende situation – førte til et dårligere behandlingsresultat

Set gennem de logiske briller er resultatet af undersøgelsen ikke så overraskende. Får du at vide, at du hverken duer eller kan, og vi i øvrigt ikke er i stand til at støtte dig undervejs – Ja, så fiser luften hurtig ud af succesballonen. Det er dømt til at mislykkes.

Trods det logiske – at heppekor virker bedre end dommedagsprofeter – så kan forældre have svært ved at finde den nødvendige optimisme frem og opmuntre til modig adfærd. Og det kan der være flere grunde til.

Har du selv en snert af angst og tendens til at overbeskytte dit barn? Så er det svært at opmuntre til modig adfærd.

Måske reagerer dit barn med skrig og skrål på udsigten til at ende i angstprovokerende situationer. Det er ikke usædvanligt. Når det sker, ryger nogle forældre i fælden med listefødder og vat. De ender med at behandle barnet som et råddent æg på nippet til at krakelere. De frygter at vække det slumrende angstmonster, der har indtaget deres afkom og flænser stilheden med skrigeri og voldsomme udfald mod omgivelserne, når det forstyrres. Og forstyrret bliver monstret med udsigten til angstaktiverende situationer. Og så er det naturligt, at du trækker følehornene til dig og holder igen med kravene - og de opmuntrende ord.

En tredje grund kan være, at du bare ikke er opmærksom på, hvor meget din opmuntring betyder for barnet, når det skal se angsten i øjnene.

Der er håb at hente

Min erfaring er, at det ofte bare kræver opmærksomhed på de opmuntrende ords betydning for succes krydret med viden om angst og involvering i behandlingen - så føler de fleste forældre sig på sikker grund. Og herfra støtter de så deres angste børn med opmuntrende kommentarer. Og ved du hvad - jeg er ret sikker på, at du kan gøre det samme. Så god fornøjelse med at opmuntre dit angste barn.

Kilde

• Silk, Jennifer S. et. al. ”You can do it!”: The role of parental encouragement of bravery in child anxiety treatment. Journal of Anxiety Disorders 27 (2013) 439-446