Hvem er skurkene bag helbredsangst – metakognitiv terapi har svaret

I behandlingen af helbredsangst skal årsagen findes i de metakognitive overbevisninger. Det mener opfinderen af metakognitiv terapi Adrian Wells.

Hvem er skurkene bag helbredsangst – metakognitiv terapi har svaret

Julie er i oprør. Forskanset bag kraniet og omsluttet af hjernen ulmer svulsten. Den æder af hjernen og efterlader spor af lammelser, sprogforstoppelse og hukommelsestab. Og inden længe sidder hun savlende og umælende blandt senile på sidste stop før døden – et plejehjem.

Så galt går det næppe. Julie er 19 år og lider af helbredsangst. Hun kan lægeleksikonet udenad og har i sin angstkarriere haft næsten alle tænkelige sygdomme i verden. I sine oplyste stunder ved hun, at det er angsten, der hærger. I sine dystre øjeblikke kan ingen overbevise hende om, at det er hendes angst, der leger tagfat med psyken, og svulsten i virkeligheden bare er spændingshovedpine.

Spørger man psykologer, er slynglerne bag angsten Julies forkerte tolkninger af ufarlige kropsfornemmelser. Der går katastrofetænkning i pigen, når uskyldige signaler fra kroppen finder vej til bevidstheden og ramler ind i Fejlfortolkeren. Så bliver almindelig hovedpine erstattet af dødelige svulster i hjernen. Og så går det stærkt, og sygdomsscenarier ruller forbi det indre lærred og ender ulykkeligt med for tidlig død.

Selvom det lyder sandsynligt, er det nu ikke hele sandheden – at Fejlfortolkeren er hjernen bag angstkomplottet. I hvert fald, hvis du spørger manden bag metakognitiv terapi Adrian Wells. Sammen med en kollega har han fundet ud af, at der skal mere end bare fejltolkninger af kropssignaler, før helbredsangsten er en realitet. Superskurken er i angstens tilfælde Julies metakognitive antagelser.

Populært sagt er metakognitive antagelser tanker om tanker. Det er dine og mine forestillinger om vores tanker og tankeprocesser. Vi deler dem op i tre grupper. Den første gruppe rummer vores opfattelser af, om vi er i stand til at kontrollere vores tanker. Eller om vi blot er slaver af dem. Styrer vi dem – eller styrer de os? Kan du bare lade dem være, hvis de forstyrrer dig? Og hive dem frem fra skuffen igen, hvis det bliver nødvendigt?

Overskriften på næste gruppe er Bekymringsfordele. Her finder du antagelser a la det er godt at bekymre sig, for så kan jeg foregribe alverdens ulykker. Hvis jeg ikke bekymrer mig, så er jeg på skideren og løber helt sikkert ind i en eller flere omgange øretæver. Så bekymringerne er en uvurderlig gave, der bringer mig sikkert og helskindet gennem tilværelsen.

Mottoet i den sidste gruppe er, at det er farligt at bekymre sig. Jeg bliver skør, sindssyg, skizofren – og hvad du ellers kan finde på af alverdens modgang – når jeg bekymrer mig. Så det må jeg hellere lade være med. Hvis jeg ellers kan styre mine tanker.

Det er almindeligt, at hjernen opfinder bekymringstanker til lejligheden, når vi mærker uforklarlige signaler i kroppen. De adskiller sig ikke påfaldende fra de mange andre bekymringstanker, vi hver dag bombarderes med – bortset fra sygdomstemæt.

I den metakognitive forståelse af helbredsangst er skurken Julies opfattelse af, om hun kan kontrollere de naturlige bekymringer, eller om de blot er som en flok løsslupne hunde, der hærger i gaderne. Kan Julie med andre ord lade bekymringerne være – eller triggertankerne, som slynglerne hedder i metakognitiv terapi – eller fortsætter de med at hvirvle rundt i hovedet og puster til angsten?

Budskabet fra Wells til Julie lyder, at det ikke er fejltolkningen af kropsignalerne, der fodrer angsten – det er forestillingerne om, at hun ikke kan styre tankerne og bare lade dem være. For bekymringer om sygdomme er naturlige – spørgsmålet er, hvor længe du dvæler ved dem. Det er dvæleriet, der er forskellen på Julie og hendes veninder, der ikke har helbredsangst.

Du kan læse mere om metakognitiv terapi her.

kilde

  • Bailley, R., Wells, A. (2015). Metacognitive beliefs moderate the relationship between catastrophic misinterpretation and health anxiety. Journal of Anxiety Disorders 34, 8-14
Medlem af Dansk Psykolog Forening