Forældre og børns samarbejde er for angstbehandlingen, hvad blomsterstøvet er for bierne – livsvigtigt. Okay, måske en smule overdrevet, men uden et optimalt samarbejde smuldrer chancerne for succes. Konsekvensen er energikrævende overarbejde, når barnet skal forholde sig til både angsten og et mislykket samarbejde med forældrene om behandlingens retning og tempo.

Vi voksne ved, hvor krævende det er, når vi ikke svinger i takt på områder af ægteskabet, som betyder meget for vores trivsel. Når uenighederne skærer sig igennem parforholdet og deler vores opfattelser af, hvad der er ret og vrang. Hvor vi skal bo. Hvad vi skal lave i ferierne. Hvordan vi opdrager vores børn og ikke at forglemme – økonomiske stridigheder, som mange med forstand på ægteskabets trivsel ser som den helt store fjende af familiens idyl. Et veltrimmet samarbejde er afgørende for ægteskabets sundhed og beståen. På samme måde kan et velfungerende samarbejde være dråben, der afgør, om barnet undslipper angsten – eller hænger uhjælpelig fast i angstens kviksand.

Heldigvis kører behandlingstoget ofte gnidningsløst derudad. Nuvel, der kan være lidt småsten på skinnerne, men ikke flere end at tempo og retning normalt kan holdes. Men hvad nu hvis samarbejdet virkelig brister – som i ikke-eksisterende? Hvordan sikrer forældrene så, at det forulykkede samarbejde kommer tilbage på sporet? Og det er bevidst, at jeg skriver ”forældrene” – for det er deres ansvar.

Det er en naturlig forudsætning, at både forældre og angste børn forstår angstens natur og behandlingens principper. Uden fælles forståelse blomstrer uenighederne. Når forståelsen er på plads, og samarbejdet stadig halter – det kan være, at barnets tillid til forældrene er smuldret bort i kampens hede – så præsenterer jeg de stridende parter for en særlig samarbejdsmodel. På papiret er den meget enkel – og bliv endelig ikke overrasket, hvis du synes, du har hørt det før. Det er gammelt vin på nye flasker. Så måske handler det bare om at få støvet hukommelsen af.

Inspirationskilden er den amerikanske psykolog Ross Greene, som har begået bogen ”Det eksplosive barn”. Her får du et kort udtræk af de vigtigste pointer.

Når der opstår uenigheder med barnet, kan forældrene vælge at gå ad én af tre veje. Den første vej indebærer, at forældrene alene bestemmer, hvad løsningen på uenigheden skal være. Du skal i skole eller du skal blive alene hjemme, mens vi tager ud og køber ind. Vælger forældrene den anden vej, betyder det, at barnet bestemmer. Jeg skal ikke i skole, og jeg skal med ud og købe ind, for jeg vil ikke være alene hjemme.

Den tredje vej kræver, at forældrene og det angste barn sammen finder løsninger, som begge parter er tilfredse med. Hvis du fornemmer et ekko i det fjerne, der klinger af kompromis, så hører du rigtigt. Det lyder jo velkendt. Og måske en anelse skuffende også. Ikke andet, tænker nogen måske? Jo, der er mere i det. Der er nemlig tre solide skridt på vejen mod kompromiset.

Det første skridt drejer sig om at lytte. Lytte med det ene formål at forstå barnet. Lytte så forældrene kan genfortælle barnets beretning bagefter. Ved kun at lytte – og lægge alle forældreløsningerne til side – oplever barnet, at forældrene gør sig umage med at prøve at forstå og se verdenen fra barnets perspektiv. Og det er noget ganske andet end at kæmpe for at få ret.

Forældrene skal bagefter fortælle, hvordan de oplever problemet. Stadig uden at komme med løsninger. Og det nok den største forældreudfordring – at undlade at skyde løs med forældreløsninger fra start af.

Efter det andet skridt skal parterne kunne se to tydelige sæt bekymringer – barnets og forældrenes. Derefter går processen ind i slutfasen – brainstorming. Barnet inviteres til at komme med løsninger, der tilgodeser både forældrene og barnet. Og løsninger – og det er vigtigt – der tager hensyn til barnets angst.

Betyder det så ikke, at det udelukkende er barnet, der får sin vilje, spørger en del forældre. Svaret er nej. For løsningerne skal tage hensyn til barnet OG forældrene. Om løsningerne holder, må komme an på en prøve.

Det lyder enkelt, ikk’? Men prøv lige at vende kompasset ind ad et øjeblik og svar ærligt. Hvor tit havner du i den blindgyde, der udelukkende handler om at finde modtræk, mens din ”modstander” – hvad enten det er din ægtefælle, kollega, ven eller datter – prøver at forklare sig? Så du i stedet for at lytte er døv for modpartens oplevelser og behov?

Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg ofte snubler og ryger lige i armene på denne dårlige vane – at finde overbevisende modtræk uden rigtig at lytte til modparten – og så er det svært at finde løsninger, der rummer alles behov.

Det er ikke let at finde fælles holdbare løsninger, men alternativet er ikke til at holde ud – et barn, der kæmper med både angst og sine forældre. Og så er det sgu op ad bakke at komme af med angsten. Men tør forældrene satse bestemmerrollen og kaste sig ud i øvelsen og invitere barnet ind i maskinrummet, hvor løsninger udtænkes, så er der store chancer for, at barnet oplever sig både hørt og taget alvorligt. Og så er de første spæde skridt taget mod et frugtbart samarbejde.