Lær dit barn at sige fra – metakognitiv terapi hjælper, når det bliver svært

Bekymringer for hvordan venner og voksne reagerer, afholder børn og unge fra at sige fra. Med metakognitiv terapi lærer de at holde fast, selvom bekymringerne fyger om ørerne på dem

Inden Alfred når at reagere, har Carl og William revet tasken fra Noah og med et kraftfuldt kast, slynget den op på skolens tag. Sandheden er dog, at selvom Alfred kunne stoppe de to plageånder, havde han ikke modet til det. Han skulle allerede i klasseværelset have trukket håndbremsen og lade de to sadister forstå, at forfølgelse af Noah ikke er okay. Ja, mobberiet har stået på så længe Alfred kan huske, uden han har stoppet det. Hæderlighed og retfærdighed har fået seriøse skud for boven og ligger sønderkvæstet tilbage. For selvfølgelig er det ikke i orden, det de to tyranner har gang i. Lige så lidt som det er i orden at stjæle og slå ihjel. Den dårlige samvittighed har kronede dage og stortrives i skyggen af mobberierne. Alfred ved godt, hvad han burde gøre – han kan bare ikke få sagt fra. Ikke fordi han frygter for repressalierne. Han er højere og mere robust end gennemsnittet – kan med lethed tryne Carl og William, hvis det kom til korporlig konfrontation. Men hver gang han tager tilløb til at sige fra, er det som om, at munden snører sig sammen og kroppen bliver evig tung og utilpas. Dybest set ved han heller ikke, hvordan han skal sige fra. Han ville ønske han kunne.

Fredagsfest og druk

Der er gang i den fredag aften. Fest hos Anna. Sofie er sammen med sine veninder trukket i festtøjet og har varmet op for inden. Et par Breezer er det blevet til. Nu synes hun, hun har fået nok. Hun fornemmer den der snert af lethed, hvor det hele bare er sjovere – og modet større. Modet til at danse, være sig selv og være ærlig. Den perfekte balance mellem at være i kontrol på den ene side og ærligheden og modet på den anden side. Ingen grund til at rykke ved den balance med fare for, at hun ender alkoholstiv og dårlig. Men veninderne presser på. Du skal da have noget mere at drikke. Prøv lige den her – den slår. Ahh, kom nu Sofie. Du skal ikke være så kedelig.

Presset vokser bare. Hun føler sig utjekket og kedelig, når hun prøver at holde fast og ikke vil drikke mere. En stemme i hendes indre forsøger at overtale hende til bare at give los, drikke og have det sjovt, mens en anden husker hende på, at hun ikke skal gøre det. Du får det bare dårligt. Til sidst giver hun efter og ender en times tid senere med at brække sig ud over hele badeværelset. Hun ville ønske, hun bare kunne holde fast og sige fra.

De dumme og de kloge

Diskussionen går højt i klassen. For og imod. De sædvanlige toneangivende elever er i mod. Udover at bringe reelle men dårlige argumenter på banen – synes Alma – ruller de med øjnene, hæver stemmerne og virker nedladende, mens de åbenlyst håner klassekammerater med anderledes meninger. Helt ind i hjertet mærker Alma, at hun er for – og dermed imod de meningsdannende i klassen. Alligevel bliver hun i tvivl, om hun skal række fingeren i vejret og servere sin mening. Især når det fyger i igennem lokalet med ”… det er jo indlysende…” eller, ”… det er jo logik for burhøns…” og ”… kan man ikke se det, må man have snorksovet i timen…”. Hun har ikke lyst til at fremstå dum og ubegavet, bare fordi hun har en anden holdning. Selvom hun mobiliserer alt sit mod, fortryder hun alligevel i sidste øjeblik og undlader at sige sin mening om sagen. Efterfølgende hjemsøges hun af dårlig samvittighed over at tie. Hun ville ønske, hun havde styrken til at sige fra og holde fast i sine egne meninger. Også selvom andre synes, at hun er småt begavet og håbløs naiv.

Blinde passagerer i gruppen

Oscar knokler med sin del af gruppearbejdet. De skal fremlægge i overmorgen, så han har travlt. Til gengæld er der et par stykker i gruppen, som ikke rigtig har fået fingeren ud endnu og kommet ordentligt i gang. Sådan var det også sidst, og det endte om ikke katastrofalt, så i hvert fald faretruende nær dumpestregen. Der skulle hankes gevaldigt op, var meldingen fra læreren. Det er ikke fordi, det skal være perfekt – overhovedet ikke. De skal bare gøre det så godt, de kan og bestå. Men det er svært, når de andre ikke forbereder sig fra gang til gang. Sidst var det med en vis legemsdel i vandskorpen – og kun fordi Oscar forbarmede sig og lavede en del af de andres oplæg – at de fik krabbet sig over målstregen. Det gider han ikke denne gang, men han sidder alligevel bare og smiler forstående, når synderne forklarer, hvorfor de ikke har nået at forberede sig. Måske er det rigtigt – han ved det ikke. Men det er stadig ikke okay, at bare fordi han er den mest pligtopfyldende af de fem, at det er ham, der skal aflyse aftaler for at lave deres del af opgaven. Men de to er blandt de populære i klassen, og Oscar har ikke selv så meget ”klassecredit”. Det kommer til at virke akavet og upassende, tænker han, hvis han sætter foden på bremsen, siger fra og beder dem om at lave deres del af opgaven. Måske er det rigtigt – måske har de ikke tid. Den dårlige samvittighed bider fra sig. Han ville ønske, han bare kunne sige fra.

En daglig kamp at sige fra

De fire små fortællinger er eksempler på, hvordan børn og unge dagligt oplever situationer, hvor de skal tage stilling til følsomme emner. Situationer, hvor de kan vælge at holde fast i egne rettigheder eller give efter for andres meninger og behov. Det kan være en daglig kamp at holde fast, sige fra og passe på sig selv. Vanskeligheder med at mestre den nogle gange sværere kunst at passe på sig selv kan i værste fald ende med stress, angst og depression. Derfor er det så forbandet vigtigt – og undskyld mit franske – at de unge mennesker kan sige fra, når det strider mod deres overbevisninger og skubber dem i retning af overbelastning, endeløse bekymringer og tristhed.

Får du selv sagt fra

Hvordan har du med at sige fra? At stå fast – og ikke lade dig puffe rundt af andres meninger og behov? Er det en disciplin du mestrer til fuldkommenhed - uden at ryste på hænderne? Er du allerede nu det gode eksempel for dine børn, behøver du ikke at læse videre her. Undgår du til gengæld at holde fast i dine behov og lægge svesken for alvor på disken, og i stedet prøver at drible udenom det konfliktfyldte farvand, der kan opstå i kølvandet på din ret til at sige fra, så er der måske hjælp at hente her.

Opskriften på at sige fra

Opskriften på at sige fra består af flere ingredienser. Psykolog Marie Brixtofte har begået en genial lille perle af en bog – Bolsjefilosofi og andre leveråd – hvor hun med nænsom hånd serverer anvendelig indsigt og solide råd, der hjælper den trængende, når livet knurrer og blotter sine tænder – råd, lige til at gå ombord i. Sig fra ærligt-kærligt er et af mange redskaber i hendes psykologiske værktøjskasse af en læseværdig bog. Sig fra ærligt-kærligt udgør her i indlægget det første vigtige træk i slaget om vores personlige rettigheder. Et er dog at sige fra, så omverdenen forstår, at det er nødvendigt at lægge afstand til andres krav og behov. Vejen dertil kan imidlertid være brolagt med angst og dårlig samvittighed. Angst og bekymring for om den afviste tager det ilde op – og hvilke konsekvenser det kan få. Og dårlig samvittighed fordi vi nødigt vil skuffe eller såre vores medmennesker.

I Almas tilfælde lagde de toneangivende elever ikke fingrene i mellem og signalerede tydeligt, at alle der havde en anden holdning end dem, var seriøst ubegavet, ringe og laverestående amøber. Alma var bange for at havne i den uheldige kategori. For Oscars vedkommende var det den dårlige samvittighed, der trak det længste strå og sejrede.

Vor unge mennesker skal altså vide, hvordan de kan sige fra på en effektiv men omsorgsfuld måde – uden at træde alt for mange over tæerne – og hvordan de tackler bekymringer og dårlig samvittighed, når de kommer buldrende. Så her får du en kort indføring i denne særlige kunstart – at sige fra og holde fast.

Sige fra ærligt-kærligt

Ifølge Marie Brixtoftes bud består opskriften på at sige fra af en skefuld empati, en skefuld selvomsorg og en skefuld sigen fra.

Lad os se, hvordan Sofie får sagt fra næste gang hun skal i byen med sine feststemte veninder, og de – kan vi roligt sige – forsøger at fylde mere sprut på hende. Det første greb i lommen er empatien. På den måde viser Sofie, at hun prøver at se situationen fra venindernes drikfældige perspektiv. Sofie kan for eksempel sige – ”Jeg forstår udmærket, at I har lyst til at drikke Breezere. De smager jo godt og giver den her dejlige lette og berusende fornemmelse. Så bliver det hele bare lettere og sjovere – og sikken en bangerfest det så bliver”.

Så langt så godt. Nu skal vi have selvomsorgen på banen: ”Jeg kan også godt lide Breezere, men jeg har efterhånden oplevet mange gange, at det kan blive for meget. Så mister jeg kontrollen og bliver så fuld, at det ikke længere er sjovt. Og jeg ender med at blive rigtig, rigtig dårlig og kaster op”.

Det var selvomsorgen, der herefter næsten ubemærket glider over i at sige fra: ”Derfor vil jeg nøjes med to Breezere – og dem har jeg det ganske sjovt med”.

Nu kan veninderne så acceptere, at Sofie ikke har lyst til at drikke mere – og så er alt jo fryd og gammen - eller de kan fortsætte med at forsøge at overtale hende til at drikke videre. Måske ikke så utænkeligt med halvstive veninder. Så kan Sofie ende i et følelsesmæssigt stormvejr, hvor bekymringer og dårlig samvittighed slår mod hendes sårbare kyster. Men, når hun siger fra, kan hun aldrig vide, hvordan veninderne reagerer. Accepterer de det bare, bliver de skuffede, eller bliver de måske ligefrem tossede over det. Og hvad gør Sofie så? Det vender vi tilbage til i afsnittene om metakognitiv terapi.

Så er der Alfred. Det virker på papiret som lidt af en mundfuld at skulle sige fra overfor de to plageånder. Men princippet er det samme – empati, selvomsorg og sigen fra. Det forhindrer ikke nødvendigvis de to sadister at fortsætte, men så har Alfred da sit på det tørre. Han er jo ikke herre over, hvad bæsterne så kan finde på. Men det kan lyde sådan her, når han siger fra: ”Jeg forstår, at I synes, det er i orden at mobbe Noah. Smide hans skoletaske på taget, pifte hans cykel og smide hans bøger i lokummet. At I forbinder det med fornøjelse at drille ham (empati). Jeg synes ikke, at det er i orden. Jeg bryder mig ikke om at gøre andre mennesker ondt. Det har jeg det skidt med. Jeg foretrækker at opføre mig ordentligt og respektere andre mennesker – det har jeg det bedst med (selvomsorg). Derfor vil jeg ikke længere deltage i jeres forfølgelse af Noah. Og fortsætter I, bliver jeg nødt til at sige det til en lærer (sigen fra)”. Hvilken effekt det får, kan ingen vide. Det kan være, de fortsætter plagerierne. Uanset hvad de finder på, har Alfred sagt eftertrykkeligt fra.

Lad os slutte af med Oscar. Empati, selvomsorg og sigen fra lyder sådan her i Oscars tilfælde: ”Jeg kan godt forstå, at det kan være svært at nå at forberede sig, med alt det I har om ørerne. Jeg ville også blive helt rundforvirret og stakåndet ved tanken (empati). Jeg har selv meget at se til for tiden og har nogle aftaler, som jeg ikke kan aflyse. Så jeg knokler virkelig for at nå min del af opgaven, når jeg har tiden til det. Ja, jeg har faktisk været nødt til at droppe fodbolden i denne uge for at kunne forberede mig til i dag. Ellers ville jeg være gået ned med stress (selvomsorg). Så jeg kan ikke som sidste gang lave jeres del af opgaven. Jeg tænker ikke, vi skal have 12 men bare bestå. Men I bliver nødt til at lave jeres del. Hvis ikke I gør det, kan jeg ikke være en del af gruppen (sigen fra)”.

Ja, det er ikke ligefrem et budskab, der skaber feststemning. Mon ikke der bliver lidt stille til at begynde med – de skal vist tygge lidt på den. Heller ikke her er det til at vide, hvordan gruppens dødvægt af et par blinde passagerer reagerer. Men Oscar har sagt tydeligt fra. Kunsten bliver nu at holde fast.

Hvorfor får vi ikke sagt fra – og holdt fast

Angst, bekymringer og dårlig samvittighed kan som nævnt være effektive stopklodser, når vi ønsker at sige fra. De kan være voldsomt ubehagelige, og derfor prøver vi at undgå dem. Det gør vi ved ikke at sige fra.

Lad os se, hvad Marie Brixtofte gør, når den dårlige samvittighed kommer anstigende. Marie Brixtofte har – udover at sige fra ærligt-kærligt - et andet lille fif i ærmet. Spørg dig selv, om du har gjort noget forkert, når du har sagt fra. Har du gjort noget forkert – været nedladende, skældt ud, været superegoist, råbt ukvemsord efter folk eller værre ting endnu – skal du selvfølgelig have dårlig samvittighed. Den skal få dig til at ændre adfærd. Har du derimod ikke gjort noget forkert men blot markeret, hvor din grænse går ærligt-kærligt, er det ikke mening, at du skal gå og slås med dårlig samvittighed. Men hvad gør du så, hvis den elendige samvittighed alligevel insisterer på at lave rav i den? Hvis tanker som; jeg burde nok ikke have tænkt så meget på mig selv - jeg er da også et dårligt menneske, når jeg kun tænker på mine egne behov - jeg var alt for hård – det er da også synd for dem - hjemsøger dig? Ja, det er her metakognitiv terapi kommer susende ind fra højre som et andet kavaleri klar til at fikse og fjerne den miserable samvittighed, som var den fedtpletter på spejlet. Så lad os forlade Marie Brixtofte for denne gang og gå ombord i metakognitiv terapi.

Det er normalt at bekymre sig

Det er normalt at bekymre sig. Vi mennesker er verdensmestre i at bekymre os. Hvis ikke vi var det, fandtes der slet ikke mennesker i dag. Så var vi for længst uddødet. Naturkatastrofer, ulykker, sygdomme, rovdyr og så videre havde alle taget deres del af menneskeflokken. Så bekymringerne passer på os. Men nogle gange bliver det for meget med bekymringerne – så tager de overhånd og forhindrer os for eksempel i at sige fra. Vi bliver bekymret for, hvordan venner, familie og kolleger reagerer, hvis vi siger fra. Bliver de sure, skuffede eller kede af det? Måske vælter bekymringerne så meget rundt i hovedet, at vi vælger at bide i det sure det-er-ikke-så-smart-at-sige-fra-æble. Hellere det end konflikten med vores medmennesker. Til gengæld antænder vores manglende sigen fra så nogle andre bekymringer, der kan gøre os stressede, triste eller angste. Måske får vi for meget at lave, fordi vi skal lave de andres opgaver. Det kan også være, at vi kommer til at gøre ting, som er i strid med vores ærlige jeg. Så vi ender med at skulle vælge mellem pest eller kolera – at sige fra eller blive overbebyrdet og stresset.

Kernen i metakognitiv terapi er, at lade bekymringerne være. Bekymringerne er som myggestik – jo mere du kradser i dem, desto værre bliver de. Lader du dem til gengæld passe sig selv – og bare lader dem være – heler de hurtigere. Lader du bekymringerne være, fordufter de også stille og roligt med tiden. Giver du dem til gengæld meget opmærksomhed, blomstrer de som bumserne i et teenageansigt.

Du kan også betragte bekymringerne som tyggegummi, du tygger på. Du kan vælge, om du vil tygge på det eller blot lade det være – lade det sidde under tungen for eksempel. Det betyder ikke, at det er væk – du kan stadig mærke og smage det. Derfor kan du stadig godt sniksnakke med ægtefællen eller spille dart med vennerne. Sådan er det også med bekymringerne – du kan stadig godt sige fra, selvom de buldrer rundt i hovedet.

Så i metakognitiv terapi lærer Alfred, Sofie, Alma og Oscar, at bekymringer – også dem der puster til den til dårlige samvittighed – blot er tanker – ikke andet. Og ved hjælp af forskellige øvelser lærer de unge mennesker at lade bekymringerne og den dårlige samvittighed være, så de ikke spænder ben, når det er tid til at sige fra.

Jeg vil ikke gå i dybden med metakognitiv terapi her, men blot henvise til de mange indlæg her på siden, hvor jeg kommer hele vejen rundt om terapien. Det sker blandt andet i indlæggene Den ultimative metakognitive intro til begynderen – og den er slet ikke så tosset og Dyk med ned i den metakognitive værktøjskasse. Her kan du blive meget klogere på, hvordan metakognitiv terapi hjælper de unge mennesker, når bekymringerne fylder for meget.

En anden mulighed er at downloade et gratis hæfte om metakognitiv til teenagere med angst og for mange bekymringer. Her er der virkelig noget at lære om metakognitiv terapi – også for voksne …😉 God fornøjelse.

Kilde

  • Bolsjefilosofi og andre leveråd – når alt det vi lærte som børn, spænder ben for os som voksne, Marie Brixtofte, Gyldendal, 2020
Medlem af Dansk Psykolog Forening