Et afsnit i miniserien, hvor børn og unge fortæller om deres psykiske udfordringer og behandlingen af dem

Af Alfred, 12 år ( – som er opfundet til lejligheden, men lige så godt kunne være en ægte dreng med indbildt grimhed…)

Det hele begyndte med en joke.

En helt almindelig tirsdag, midt i en omgang stikbold i skolegården. Jeg var i godt humør, lige indtil bolden ramte mig i hovedet, og Jonas råbte:
“Ha! Den skæve næse gjorde det nemt!”

Alle grinede. Jeg grinede lidt med. Men det sad fast. Det satte sig som en splint indeni.

Senere hjemme foran spejlet begyndte jeg at se det. Næsen. Skæv. Vind og drejet. Ligesom sådan en, man kunne tegne på et karikaturbillede. Jo mere jeg kiggede, jo værre blev det. Og huden? Den var rød nogle steder, fedtet andre. Bumser, knopper, mærkelige pletter. Jeg vidste ikke, hvordan jeg ikke havde lagt mærke til det før.

Jeg begyndte at spørge:
“Synes du, min næse er skæv?”
“Ser min hud ikke mærkelig ud?”
Min mor sagde nej. Min far sagde nej. Men jeg kunne se det i deres øjne – de løj. Det var for tydeligt. De ville bare ikke såre mig.

Jeg prøvede at skjule det. Tog kasket på, trak den godt ned i panden. Vendte den “gode side” til, når jeg snakkede med nogen. Sad sådan i klassen, at ingen kunne se mig fra venstre. Jeg begyndte at smøre huden ind i min søsters cremer og bruge hendes pudder i smug. Det virkede ikke.

Til sidst holdt jeg op med at tage med ud. Jeg stoppede til fodbold. Jeg ville bare være hjemme og gemme mig. Jeg så videoer om næseoperationer og hudbehandling. Min hjerne føltes som en uendelig rutsjebane af spejlbilleder og bekymringer.

Mine forældre begyndte at snakke om en psykolog. Jeg sagde:
“Jeg har ikke brug for en psykolog. Jeg har brug for en kirurg. Og en hudlæge.”

Men til sidst gik jeg med. Mest fordi jeg var så træt. Ikke fysisk, men indeni.

Han havde en mørkeblå skjorte og et roligt blik. Ikke sådan psykolog-klog, bare… nysgerrig. Vi sad i et lille rum med en grøn sofa og en plante, der lignede plastik.

“Du må være Alfred,” sagde han. “Godt at se dig.”

Jeg nikkede og så ned i gulvtæppet.

“Har du lyst til at fortælle, hvad du kæmper med?”

“Det er min næse,” sagde jeg. “Og min hud. De er forkerte. Jeg ser forkert ud. Jeg vil bare gerne have det lavet.”

Han nikkede.
“Det lyder hårdt. Hvor længe har du haft det sådan?”
“Et par måneder. Det startede med en drillende bemærkning. Men nu… jeg kan ikke lade være med at tænke på det.”
“Og hvad gør du, når tankerne kommer?”
“Jeg kigger i spejlet. Jeg spørger. Jeg gemmer mig. Jeg googler.”

Psykologen sad lidt, før han sagde:
“Det lyder som om, du er fanget i en slags kredsløb. Tanker, der kommer igen og igen – og som styrer, hvad du gør.”
“Fordi de er sande,” sagde jeg hurtigt. “Min næse er skæv.”
“Måske,” sagde han. “Men det, vi kunne gøre her, er ikke at diskutere, hvordan næsen ser ud. Men at undersøge hvordan du forholder dig til tankerne om den.”

Jeg kiggede på ham.
“Hvordan mener du?”

“Vi kunne lave en aftale. Vi behøver ikke blive enige om, om din næse er skæv. Det må du selv bestemme. Men vi kunne arbejde med det, der gør dig så ked af det – nemlig tankerne og bekymringerne, der fylder det hele.”

Jeg tøvede.
“Hvad hvis det ikke hjælper?”
“Så må vi finde en anden vej. Men vil du være med til at prøve det i nogle uger?”

Jeg trak på skuldrene.
“Okay. Men jeg tror stadig, jeg har brug for en operation.”
“Det er helt i orden,” sagde han. “Du behøver ikke droppe den tanke. Men lad os lige prøve det her.”

Allerede næste gang gav han mig min første opgave:

“Vi skal øve noget, der hedder afkoblet opmærksomhed,” sagde han. “Det betyder bare, at når tanken dukker op – du ved, ‘min næse er grim’ – så skal du bare lade den være. Ikke gå med den. Ikke svare den. Bare sige: ‘Nå, der var du igen.’ Og så tilbage til det, du var i gang med.”

“Men den forsvinder jo ikke bare,” sagde jeg.
“Nej. Og det skal den heller ikke. Du skal bare øve dig i ikke at hoppe på den hver gang.”

Han tegnede på et stykke papir: en dreng på en bænk ved en vej, og så en masse biler, der kørte forbi.

“Tankerne er som biler. Nogle larmer, nogle dufter grimt, nogle ser mærkelige ud. Men du behøver ikke hoppe ind i hver bil. Du kan bare sidde og se dem køre forbi.”

Jeg grinede lidt.
“Så jeg skal bare kigge på mine grimme tanker og lade dem suse forbi?”

“Præcis,” sagde han. “Du bestemmer, hvilke du vil stige ind i.”

Vi lavede også noget, der hed bekymringstid.

“Hvad hvis du fik lov til at bekymre dig helt vildt – bare på ét bestemt tidspunkt hver dag?” spurgte han.
“Som... bekymrings-fritid?”
“Lige præcis. Du sætter 30 minutter af – for eksempel fra 17.00 til 17.30 – hvor du må bekymre dig så tosset, du vil. Kigge i spejlet, skrive dine tanker ned, hvad du vil. Men uden for det tidspunkt, så siger du til tankerne: 'I må vente til i eftermiddag.'”

Det lød mærkeligt. Men jeg prøvede. Og det virkede. Bare det at vide, at jeg måtte tænke det senere, gjorde det lettere at give slip på det nu.

Ugen efter kom jeg ind og sagde:
“Jeg har ikke haft kasket på hele weekenden.”
“Hvordan var det?”
“Underligt. Jeg kunne mærke tankerne hele tiden. Men jeg prøvede det der med at lade dem være. Ikke følge dem.”
“Og hvad skete der?”
“Ingenting.”
“Præcis,” sagde psykologen “Du behøver ikke gøre noget ved dine tanker. De kan godt passe sig selv.”

Vi begyndte at udfordre tankerne mere. Jeg gik uden kasket. Gik en hel dag uden at kigge i spejlet. Sad med venstre side til i klassen. Det var ikke rart – men jeg kunne. Jeg kunne.

Det er ikke, fordi jeg aldrig tænker det mere. At næsen er skæv. At huden er grim. De tanker kommer stadig. Men de larmer mindre. Og jeg ved, at jeg ikke behøver lytte. Ikke mere end jeg lytter til reklamerne i radioen.

Og det mærkeligste af det hele?

Det var aldrig næsen, der var det egentlige problem. Det var alt det, jeg troede, andre tænkte. Alt det, jeg forsøgte at skjule.

Men nu… nu lever jeg igen.

Vil du vide mere om, hvordan psykologer hjælper unge ud af indbildt grimhed, kan du læse mere om det i et hæfte her