Overbeskytter du dit barn? Du lever sikkert op til samfundets krav til moderne og ansvarlige forældre – at de tager sig ordentligt af deres børn og sikrer, at der ikke sker dem noget skadeligt og livstruende i deres færd gennem børnelivet. At de små poder udstyres med sikkerhedsgodkendte cykelhjelme, hvis skovturen foregår på mountainbiken, at de iklædes knæ- og albuebeskytter, når valget falder på rulleskøjter og skateboard, benskinner til de fodboldglade og en orangeoplyst redningsvest til de gæve poder, der hellere boltrer sig blandt bølger og måger på det vindomsuste hav.

Der er ingen grund til at tage chancer, når erfaringer viser, at forældre med få og virksomme midler kan minimere risikoen for livstruende skader på afkommet. Og alligevel er der ingen os, der undgår de obligatoriske ture forbi skadestuen med ridser og brud i barndomshylstret. Det er en naturlig del af livet at overskride grænserne for egen formåen – med et par hospitalsbesøg som den overkommelige bivirkning. Og heldigvis kommer de fleste børn sejrrigt igennem børnehave- og skoletid uden alvorlige knubs.

Det er som det skal være. Barnet lever livet på en knivsæg mellem at bevæge sig sikkert og fredfyldt rundt i tilværelsen til at udfordre tyngdekraft og balanceevner på cykel, løbehjul, rulleskøjter og så videre. Og det giver ikke bare blødende knæ og sår i panden – det giver også hård hud på psyken. Og det skal der til. Så det er fint, og de kære små udvikler robusthed og en god portion tro på egne evner, som de nyder godt af, når livet for alvor viser tænder.

Men overbeskytter du dit barn? Ikke altid let at svare på. I hvert fald ikke når spørgsmålet falder præcist midt i mellem de to yderpoler – dybt uansvarlige i den ene ende og evigt overbeskyttende forældre i den anden ende af ansvarlighedskurven. De fleste mennesker er enige om udseendet af de to poler. Bundløst uansvarlige er de forældre, der kører i kraftigt spirituspåvirket tilstand med junior på fire placeret uden sikkerhedssele på bagsædet og sømmet i bund imod kørselsretningen på den isglatte motorvej. Om natten. Alle er enige om, at det kun er afgrundsdybe uansvarlige forældre, der kaster sig ud i sådan et glansnummer. De er få – men de findes. Og her er ingen fare for overbeskyttelse.

I den anden ende af beskyttelseskurven finder vi forældre, der selv lider af en eller anden form for angst – sandsynligvis generaliseret angst, hvor alt og alle udgør potentielle farer. Barnet beordres til at gå lige midt på fortovet for at undgå fjenden fra oven i form af nedfaldende tagsten og væk fra kørebanen for ikke at blive torpederet af uopmærksomme cyklister og rabiate bilister. Andre fodgængere skannes for forbryderiske tegn, mens hunde – uagtet at de er i snor – passeres i en tyve meters omkreds, alt imens forælderen belærer arvingen om alle de trusler, der står i kø for at ødelægge livet for den lille knægt. Det er alt fra fodboldkampen på lørdag med overhængende fare for at komme til skade, over forbryderspiren i lokalområdet til huller i ozonlaget og terrorinvasionen fra Mellemøsten. Og drengen bliver dagligt mindet om at tage sig i agt, ligesom forældrene i ord og handling demonstrerer, at livet er en ubarmhjertig og farlig satan.

Vi kan let blive enige om, at de to yderpoler skader børnene. Overbeskyttende forældre giver angste børn. Jeg medgiver, at ovenstående portræt af overbeskyttende forældre er et sjælendt syn – men de findes. Og mindre kan også gøre det, når det handler om at plante angst i sine børn. Men hvornår bliver det for meget? Og hvad gør du, hvis ikke du tør slippe guldklumpen løs i livet?

Gode – men sværere spørgsmål. Lad os starte med det letteste af de to – det sidste. Hvis du betragter livet som en evig trussel, vil jeg anbefale, at du får kigget dig selv i sømmene. Der kan være angst på spil af den generaliseret slags. Uanset hvad der rumsterer i dit sjæleliv, så er du nødt til at få kigget det igennem, så det ikke kaster lange ødelæggende skygger over dit barn.

Hvornår bliver det for meget? Din egen bekymring for livet bliver for meget, når du forhindrer barnet i at tage for sig af livets spændende retter, og altid belærer poden om alle de ting, der kan gå galt i stedet for at nyde barnets egen nysgerrige glæde og iver efter at gå i kødet på livet.

”Sørg for at kigge til begge sider. Pas på du ikke falder på isen. Husk at få din hue på. Bliv hos de voksne, når I er på tur. Ikke kravle for højt op. Ikke falde ned. Pas på med dit. Pas på med dat. Husk nu dit og husk nu dat”. Og så videre og så videre. Hvis dine afskedsreplikker er skåret over samme læst som de just beskrevne formaninger, så er du på vej ud af overbeskyttelsens livsbegrænsende landevej. For man kan jo også give junior et par ord med på vejen, der handler om at sparke røv og ha’ det sjovt.

Og synes du, at det overhovedet er relevant at stille spørgsmålet, så befinder du dig formentlig allerede i et alarmerende område – i gråzonen mellem sund ansvarlighed og overbeskyttelse. Er du i tvivl, om hvad der er ret og rimeligt, er du nødt at forhøre dig hos andre. Og begynder dit barn at vise tegn på overdrevet bekymring og ængstelighed, så har du allerede overskredet grænsen. Og så er du nødt til at foretage et servicetjek af dit eget bekymringsunivers. Og muligvis med professionel hjælp.