Er der noget mere menneskeligt end at vige tilbage, når indsatsen er skræmmende og udsigten til succes er mikroskopisk? De færreste kaster sig fornøjeligt over aktiviteter, der ender som buldrende fiaskoer og udløser kvalme, hovedpine, åndenød, kvælningsfornemmelse, svimmelhed, klamsved og andre kropslige møgreaktioner på angst. Der skal virkelig gode grunde til at trodse kroppens ubehag, når katastrofen lurer om hjørnet.

Så kan du sige dig fri for at have det sådan? Ikke mig. Jeg har for længst opgivet at blive danmarksmester i faldskærmsudspring. Jeg indrømmer, at jeg aldrig har været i nærheden af at kunne prale af sådan en vovehalsedåd. Tanken om at styrtdykke med 200 kilometer i timen, vil udløse alle tænkelige angstreaktioner i mit skrækslagne legeme. Jeg hører nemlig ikke til de dødsjunkies, der først for alvor mærker livet, når døden ruller den røde løber ud og lokker til evig fest i underverdenen. Næh tak, så foretrækker tøsedrengen her fast grund under fødderne.

Jeg kan heldigvis bare lade være med at montere faldskærmen og kravle op i det lille propelfly. Jeg kan få et lykkeligt liv alligevel. Men hvad med de børn, der ikke kommer i skole eller ser deres kammerater, fordi angsten prikker på skuldrene og minder dem om, at katastrofen er nær? Hvordan motiverer vi dem, når ubehaget, der gnaver i krop og sjæl, svarer til det vi andre ville opleve, hvis vi blev tvunget til at hoppe ud fra propelflyet uden faldskærm?

Trods katastrofetanker og kropsligt ubehag er de fleste angste børn motiveret for at gøre noget ved angsten. Men hvordan holder vi fast i gejsten, hos dem der har den og får sparket den i gang, hvor der ingen er? Svaret får du her.

Vi vender bøtten på hovedet

I stedet for at fortabe os i Frejas problemer – jeg kan ikke være alene hjemme, komme i skole eller besøge mine venner –  laver vi i samarbejde med hende en målliste – også nogen gange formuleret som en ønskeliste. Hvad er det med andre ord, hun ønsker at kunne gøre, som angsten spænder ben for? Eller måske gør hun det allerede – besøger venner eller køber slik i den lokale kiosk – men ikke så ofte, som hun kunne ønske sig, fordi angsten truer med alverdens ulykker. Så hvad ønsker Freja at gøre oftere? Og hvad hvis den unge dame vågnede op i morgen tidlig, og angsten mirakuløst var forduftet – hvad ville hun så gøre som noget af det første? Det er den slags spørgsmål, der skal puste liv i Frejas motivation.

I stedet for at fokusere på problemer – jeg tør ikke at besøge Anton eller købe slik i kiosken – så undersøger vi sammen livet, som vi forestiller det, hvis angsten ikke var der. Vi sår små frø med billeder af det forjættede angstfrie liv. Digter små sanselige fortællinger om en tilværelse fri for katastrofetanker, kropsligt ubehag og vildtvoksende undgåelsesadfærd. Jo flere fortællinger og billeder desto stærkere trang til at kæmpe for det frie liv.

Fordele og ulemper

Et andet relevant værktøj er listen over fordele og ulemper ved angsten. Tro det eller ej, men det er ikke svært at opstøve fordele ved angst. Klassiske goder er den særlige omsorg og opmærksomhed Freja får og så selvfølgelig det faktum, at hun – hvis angsten forhindrer hende i at komme i skole – jo også slipper for hadefagene matematik og idræt. Der er som bekendt ikke noget, der er så voldsomt skidt, at det ikke er godt for noget – eller nogen. Det gælder også angst.

Ulemperne ved angsten er alle de ting, Freja går glip af – yndlingsfagene i skolen, frikvartererne med vennerne, at lære noget nyt og blive klogere. Bagsiden af angstmedaljen kan også være ensomhed derhjemme, tristhed, kedsomhed og så videre.

Ulempelisten slår som regel eftertrykkeligt goderne ved angsten af banen i både længde og fylde. Og får vi punkterne ned på papir, er det tydeligt for alle, at angstens hærgen gennem dagligdagen efterlader flere og alvorligere ulemper end fordelene. Og hvis vi så endnu engang vender bøtten på hovedet, bliver det tydeligt, hvilke fordele Freja opnår ved ikke at have angst – hun kommer i skole, er sammen med vennerne, lærer nyt, deltager i sine yndlingsfag, bliver gladere og så videre. Det skal vi også huske at få noteret på papiret.

Sådan planter vi det lille angstfrie frø, der med den rette pleje vokser op og bliver til eftertragtede mentale billeder af fremtiden uden hærgende angst. Billederne er motoren, der driver behandlingen frem mod Frejas mål.

Belønning

Et ekstra krydderi i behandlingen kan være belønning. Det er ikke mange børn, der ikke ser formålet med terapien, men Gustav er en af dem. Han kæmper med mareridt og besvær med at falde i søvn. Mange gange har han i skæret af lyset fra gangen kæmpet en ulige kamp mod frygten for ikke at vågne op eller miste sine forældre i løbet af natten. Derfor sover han hos sine forældre. Og det passer ham fint. Så hvorfor arbejde sig ud af forældrenes soveværelse og øve sig i at falde i søvn og sove i eget værelse? Det, der kan være svært at gennemskue for en syvårige med separationsangst, er lige så indlysende for et frustreret forældrepar med naturlig trang til natligt privatliv – at han skal sove i sin egen seng. Her kan belønningen være den gulerod, der hjælper Gustav på vej. Den lille gnist, der tænder behandlingsmotoren. Når du har ydet den og den indsats, tager vi i byen og kaster os over dit yndlingsspisested.

Belønning kan også hjælpe børn, der i forvejen arbejder ambitiøst med behandlingen. Og selvom det at nå målet – at være sluppet af med de mentale angsthåndjern – er en stor tilfredsstillelse og belønning i sig selv, kan forældre forståeligt nok have svært ved at styre lysten til at belønne poden, når de har været tilskuer til barnets benhårde kamp mod angsten. I skæret af stolthed og lettelse over knægtens sejr over angsten, kan det være noget af en forældrebedrift at undertrykke trangen til at vise sin anerkendelse og respekt for sønnen. Så beløn gerne selvom motivationen er stor.

Den ligeværdige ramme

Det ligeværdige samarbejdet med Freja og Gustav er nøgleord i behandlingen og en vigtig ingrediens i motivationsopskriften. Samarbejdet indebærer blandt andet, at børnene bestemmer retning og tempo i terapien, da kun de ved, hvor angstskoen trykker. Retning svarer til det opstillede ønskemål – at komme i skole – mens tempoet drejer sig om at være klar til næste trin i processen – hvornår er Freja med andre ord klar til at gå fra at være i skole én time dagligt til at være i skole to timer? Kun Freja kender svaret på det spørgsmål.

Men, da samarbejdet jo foregår mellem flere ligeværdige parter, har psykologen, lærerne og forældrene også noget at skulle have sagt. Men i første omgang må deres behov vige for børnenes retning og tempo. Men forældre, lærere og psykologer er med til at fylde retning og temporammerne ud og planlægge arbejdet lavpraktisk – hvem af forældrene skal følge Freja i skole, hvor og af hvilken lærer skal hun modtages, hvad skal de lave, hvilke timer skal hun deltage i og så videre.

Uenighed om målet for indsatsen er ikke usædvanlig. Forældre og børn kan have vidt forskellige meninger, om hvad der er det mest presserende at gøre noget ved. Forældrene vil have Freja i skole – hellere i går end i morgen. Freja på sin side er ikke klar til den udfordring endnu. For hende går turen til skolen ad en omvej, der handler om at kunne være alene hjemme først. Den logik er ikke altid let at fatte for os udenforstående – psykolog, lærere og forældre. Men når vi nu ønsker, at målene, hun skal arbejde med, opfylder følgende krav: Muligt at arbejde med i praksis, stor sandsynlighed for succes og ledsaget af megamotivation – så bliver vi også nødt til at høre, hvad hun har at sige for at sikre den højeste grad af motivation. Men er hun ellers en sund og velfungerende pige, skal ønsket om at komme i skole igen nok blive aktuelt. Især hvis hun får succes med at nå de første mål. Og sandsynligheden for det er stor, da vi har sikret os, at motivationen sprudler.