“Jeg troede bare, jeg var genert, men det var social angst” - Adam 16 år
Social angst kan være en virkelig fæl lidelse, der ruinerer børn og unges liv. Heldigvis kan psykologer behandle angsten. Her får du et nyttigt indblik i, hvordan angsten ser ud indefra, og hvordan et ungt menneske – Adam i det her tilfælde – fik hjælp til at komme ud af angsten igen
Et afsnit i miniserien, hvor børn og unge fortæller om deres psykiske udfordringer og behandlingen af dem
Af Adam, 16 år ( – som er opfundet til lejligheden, men lige så godt kunne være en ægte fyr med social angst…)
Jeg ved ikke, hvornår det begyndte. Ikke sådan helt præcist. Måske var det bare nogle små ting, der voksede sig store. Først blev jeg lidt stille i timerne. Så begyndte jeg at undgå gruppearbejde. Til sidst undgik jeg næsten det hele.
Jeg begyndte at leve indeni mit eget hoved. Alle mine tanker handlede om, hvad andre tænkte om mig. Hvordan jeg så ud, hvordan jeg lød, om jeg var mærkelig. Når jeg gik ind i et rum, føltes det som om, alles øjne brændte gennem huden på mig. Bare det at sige "hej" kunne føles som at stille sig op på en scene og dumme sig foran hele verden.
I 8. klasse begyndte jeg at blive væk fra skole. Først en dag. Så flere. Til sidst sad jeg bare i mit værelse. Jeg sagde, jeg havde ondt i maven – og det havde jeg faktisk også. Kroppen var hele tiden på vagt. Som om noget farligt skulle ske. Bare det at tænke på at være i skole gav mig kvalme og hjertebanken.
Mine forældre forstod det ikke i starten. De troede, det var dovenskab. Vi råbte ad hinanden. Jeg smækkede med døren. Men en dag kiggede min mor på mig på en anden måde. Som om hun for alvor så mig. Hun sagde: “Du virker bange, skat.”
Og så begyndte det hele at vende.
Vi kom til en psykolog. Han var rolig. Ikke sådan nuser-rolig, mere sådan som en, der har set det meste og ikke bliver forskrækket over en, der har det svært.
Første gang sagde jeg næsten ikke noget. Jeg sad bare og stirrede på hans sko. Men han lod mig være. Han pressede ikke. Og næste gang fortalte jeg det meste.
Han sagde:
“Du har det, vi kalder social angst. Det er, når man kommer til at tro, at alle ens tanker om, hvad andre tænker – er sande. Det føles ægte. Men det er bare tanker.”
Og så begyndte vi at øve.
Han bad mig lukke øjnene.
“Fokuser kun på én lyd ad gangen,” sagde han.
Først hørte jeg en bil, der kørte forbi udenfor.
Så en svag melodi fra hans mobil.
Et lavt bump – det var nogen i værelset ved siden af.
Et tikkende ur.
Til sidst en kuglepen, han rytmisk – eller rettere urytmisk – bankede mod bordet. Jeg skiftede mellem lydene, som han valgte.
“Selvom der er mange lyde, kan du selv dirigere, hvor du vil lytte. Dét er en muskel, vi skal træne – så du ikke hele tiden bliver fanget af dine egne tanker.”
Det var første gang, jeg følte, at jeg kunne noget i alt det her.
Vi lavede også en anden øvelse. På en tavle skrev jeg: “De synes, jeg er kikset.”
“Brug ét minut,” sagde han. “Bekymr dig fuldstændig amok.”
Jeg lukkede øjnene og lod tankerne vælte frem:
“De griner af mig.”
“De synes, jeg er grim.”
“Jeg passer ikke ind.”
“Hvorfor sagde jeg det i går?”
“Stop,” sagde han roligt. “Og nu tæller du: Hvor mange vokaler og konsonanter er der i sætningen?”
Jeg grinede. “Hvad? Hvorfor?”
“Prøv,” sagde han. “Bare prøv at gøre det.”
Så jeg gjorde det. Det tog tid. Jeg måtte koncentrere mig. Da jeg var færdig, var tankerne forsvundet lidt i baggrunden.
“Ser du,” sagde han. “Du kan skifte fokus. Tankerne vil være der – komme og gå. Men du bestemmer selv, om du hopper med – eller lader dem være.”
Det blev min nye træning. Ikke at stoppe tankerne. Ikke at analysere dem. Bare lade dem køre forbi som toge.
Jeg skulle øve mig mellem møderne. Jeg skulle øve mig i at lade tankerne være. Først øvede jeg mig i supermarkedet. Jeg gik med min mor, og jeg skulle ikke tænke over, hvordan jeg gik eller om nogen kiggede. Jeg skulle bare fokusere udad – på farverne på hylderne, lydene, følelsen af at gå. Og lade tankerne være.
Så i bussen. Jeg skulle ikke scrolle panisk på mobilen. Jeg skulle kigge ud ad vinduet. Lytte til lydene. Trække vejret. Og lade tankerne være.
Så i skolen. Jeg øvede mig i at sige én ting i timen – selvom hjertet hamrede. Når tankerne kom, lod jeg dem passere. Jeg skulle ikke analysere, hvad de andre tænkte. Jeg skulle bare blive.
Jeg fortalte også mine venner, hvordan jeg havde haft det.
Vi sad udenfor efter skole, og jeg sagde bare:
“Jeg har haft social angst. Det var derfor, jeg var væk så længe.”
Der blev stille et øjeblik. Så sagde Malthe:
“Fuck, det giver mening. Jeg troede, du var sur på os.”
Og Alma sagde:
“Det er sejt, du siger det.”
Ingen grinede. Ingen trak sig. Det var bare... roligt. Næsten rart.
Jeg har haft ni samtaler hos psykologen. Og nej, det hele er ikke væk. Tankerne kommer stadig. Men nu ser jeg dem som toge. Og de fleste af dem lader jeg bare køre. Jeg står tilbage på perronen. Med ro i kroppen. Med friheden til selv at vælge.
Hvis du læser det her og tænker, at noget af det lyder som dig, så har jeg nogle råd til dig:
- Sig det højt. Det er første skridt ud af mørket.
- Tanker er bare lyde i hovedet. Ikke sandheder.
- Øv dig i at fokusere udad – ikke indad. Kig. Lyt. Lev.
- Husk: Du behøver ikke kontrollere dine tanker. Du skal bare lade dem være.
Der er hjælp. Der er håb. Og du er ikke alene.
Hvis du er blevet nysgerrig på angst og behandlingen af angst kan du finde mere materiale her:
