Et par ord om at gå til psykolog
Hvad siger du til dit barn, når det skal til psykolog første gang? Med hæftet i hånden kan du forberede dit barn på, hvordan jeg hjælper angste, overbekymrede og triste børn til at få det bedre. Hæftet er skrevet til børnene selv
Er det første gang, dit barn skal forbi mig og have hjælp? Så kan hæftet give din søn eller datter et kortfattet indblik i, hvad det her psykologhalløj egentlig er for noget – og få det afmystificeret. Hæftet beskriver kort, hvad problemerne er for de fleste børn, jeg ser, og hvordan jeg hjælper børnene med at få det bedre. Der er også et par ord om rammerne for vores samtaler – for eksempel kunne jeg aldrig finde på at presse børnene til noget, de ikke føler sig klar til, ligesom der ikke findes dumme spørgsmål - hvis der skulle være noget, dit barn er i tvivl om eller ikke forstår undervejs. Så hæftet kan forhåbentlig tage toppen af den naturlige nervøsitet og utryghed, de fleste børn oplever, når de skal til psykolog første gang – for hvad er det lige, der skal ske? Og hvad er den her psykolog for en underlig starut ... 😉 Det er nogle af de spørgsmål, hæftet giver svar på. Hæftet er skrevet til børn ned til syv års alderen.