Generaliseret angst
Børn og unge med generaliseret angst bekymrer sig overdrevet meget om alt muligt. Når først bekymringerne tager fart, kan børnene slet ikke styre dem
Børn og unge med generaliseret angst er vedvarende nervøse, bekymrede eller ængstelige. Følelserne er ikke knyttet til bestemte situationer eller ting.
Det kan være bekymringer for deres nærmeste, skilsmisse, deres skolegang eller uddannelse, eller om de nu er i stand til at vinde fodboldkampen på lørdag. Det kan også være mere samfundsmæssige ting, der gør disse børn og unge bekymrede så som terror eller klimaproblemer. Generelt bekymrer de sig alt for meget om hverdagen og fremtiden. Bekymringerne kan egentlige være forståelige nok, men omfanget og styrken er voldsomt overdrevet, og de bekymrende tanker er vanskelige at kontrollere for børnene og de unge med generaliseret angst.
Herunder ser du de officielle krav til diagnosen generaliseret angst.
Diagnosekriterierne for generaliseret angst
A. Periode på seks måneder eller mere med anspændthed, bekymringstendens og almen ængstelighed overfor dagligdags begivenheder og problemer.
B. Mindst fire angst-spændingssymptomer, hvoraf mindst et er autonomt:
Autonome symptomer:
- Hjertebanken eller hurtig puls
- Sveden
- Rysten
- Mundtørhed
Symptomer fra bryst og maven:
- Følelse af åndenød
- Kvælningsfornemmelse
- Trykken eller smerte i brystet
- Kvalme eller uro i maven
Psykiske symptomer:
- Svimmelhed eller ørhed
- Uvirkelighedsfølelse
- Frygt for at bliver sindssyg
- Dødsangst
Almene symptomer:
- Varme eller kuldefølelse
- Dødheds- eller sovende fornemmelser
Spændingssymptomer:
- Muskelspænding eller -smerte
- Rastløshed, vanskelighed ved at slappe af
- Psykisk spændingsfølelse
- Følelse af synkebesvær
Generelle symptomer:
- Tendens til sammenfaren
- Koncentrationsbesvær
- Irritabilitet
- Besvær med at falde i søvn
C. Fysisk årsag, psykoser, depression, andre angsttilstande og tvangstanker og tvangshandlinger udelukkes
Bekymringer spiller en i central rolle i generaliseret angst. Uden bekymringer ingen angst. Vil du vide, hvordan psykologer behandler børn og unge med angst og alt for mange bekymringer, kan du kvit og frit downloade et hæfte skrevet til de unge selv om metakognitiv terapi. Voksne kan også sagtens lære af hæftet. Du kan også følge Oskars vej ud den generaliseret angst i Den ultimative metakognitive intro til begynderen - og den er slet ikke så tosset.