Freja øvede sig på sætningen hele vejen hen til caféen. “Hej… må jeg få en iskaffe?” Nej, det lød mærkeligt. “Hej, kan jeg bede om…” Nej. For stift. Hun kunne mærke hjertet hamre hurtigere allerede inden døren til caféen gik op. Indenfor stod mennesker tæt ved disken. Nogen grinede højt. En pige på hendes egen alder kiggede kort i hendes retning, og straks fór varmen op i Frejas kinder.

Hun vendte om. “Der var for lang kø,” skrev hun til sin veninde udenfor, selvom det ikke passede. Sandheden var langt sværere at forklare. For Freja var ikke bare genert. Hun var bange for mennesker. Ikke fordi mennesker var farlige. Men fordi hun hele tiden følte, at andre kunne opdage noget forkert ved hende. At hun sagde noget dumt. At stemmen rystede. At hun rødmede. At hun blev pinlig.

Socialfobi handler om frygten for at blive vurderet negativt af andre mennesker. Mange børn og unge med socialfobi lever med en konstant følelse af at være på en scene, hvor alle lægger mærke til hver eneste fejl, hver eneste rysten, hver eneste pause i samtalen. Og det er udmattende.

Freja havde egentlig altid været lidt forsigtig. Allerede som lille gemte hun sig bag sin mors ben, når voksne talte til hende. Men i teenageårene voksede usikkerheden sig større. Særligt efter en episode i 8. klasse. Hun skulle læse højt i dansk. Midt i oplæsningen knækkede stemmen, og nogle drenge fniste nede bagved. Det varede kun få sekunder. Men inde i Freja satte oplevelsen sig fast som noget farligt.

Efter det begyndte hun at undgå mere og mere. Fremlæggelser. Gruppearbejde. Telefonopkald. At bestille noget i butikker. At række hånden op. At gå alene ind i klasselokalet. Selv små ting kunne føles som bjergbestigning. Når læreren sagde: “Kan du ikke lige fortælle resten af klassen om jeres opgave?” så fór panikken gennem hendes krop som elektricitet. Hjertet bankede. Hænderne rystede. Munden tørrede ud. Hun blev svimmel og kvalm og mærkede den velkendte varme brede sig op gennem halsen.

“De kan se, jeg rødmer.” Tankerne eksploderede. “De synes, jeg er mærkelig.” “Jeg lyder dum.” “Jeg mister kontrollen.”

Mange unge med socialfobi stiller enorme krav til sig selv. De føler, at de skal sige de rigtige ting på den rigtige måde. Se afslappede ud. Ikke ryste. Ikke svede. Ikke virke akavede. Men jo mere de forsøger at kontrollere sig selv, jo mere fylder angsten. Og langsomt begynder livet at blive mindre.

Frejas veninder troede nogle gange, hun bare ikke havde lyst til at være med. Men sandheden var, at hun ofte sad hjemme og længtes efter at være en del af fællesskabet. Hun ville så gerne. Hun turde bare ikke. En fredag aften stod hun længe foran spejlet med telefonen i hånden. Klassen holdt fest, og hendes veninde havde skrevet: “Kommer du?” Freja stirrede på beskeden med knuden i maven voksende. Hun forestillede sig alle blikkene. Alle samtalerne. Stilheden, hvis hun ikke vidste, hvad hun skulle sige. Til sidst skrev hun: “Jeg er syg” Og bagefter græd hun.

For socialfobi handler sjældent om ikke at ville andre mennesker. Tværtimod. Mange unge med socialfobi længes desperat efter fællesskab. De bliver bare fanget i frygten for ikke at være gode nok til det.

Vil du vide mere om socialfobi hos børn og unge- og hvordan den behandles med kognitiv adfærdsterapi - kan du låne bogen Hvad tænker de andre på biblioteket. Bogen er skrevet til både børn og unge og deres forældre.

Du kan også læse, hvordan psykologer specifikt behandler socialfobi med metakognitiv terapi i indlægget: Nysgerrig på et metakognitivt indspark i kampen mod socialangst - så følg med her eller downloade et hæfte til teenagere, hvor jeg for alvor går i dybden med metakognitiv behandling af angst - herunder socialfobi - og bekymringer. Hæftet kan med sikkerhed også gøre voksne klogere på kombinationen angst og metakognitiv terapi.

Du kan også kigge forbi to billedserier for børn og unge om angst og metakognitiv terapi.