Miras suk er dybt og efterlader spejlet sløret af udåndingens fugt. Ansigtet skal være så tæt på spejlet, at hun må tage det yderste af tæerne til hjælp for at strække sig ind over vasken. Hun skal have alle detaljerne med. I baghovedet rumsterer uret. Det går alt for hurtig og tæsker løs på hjertet, der forsøger at holde dampen oppe, så hun bliver færdig til tiden. Om fem minutter skal hun ud ad døren, men det uregerlige fjæs ligger i ruiner og ligner noget, arkæologer har gravet ud fra en gammel gravhøj og forsøgt at lappe på, så det ligner noget menneskeligt. Men ikke den samlede mængde make-up i verden kan skjule, at hendes søvnige hængeøjne kæmper forgæves mod tyngdekraften, der tynger så meget, at hun ser kronisk træt ud. På sine gode øjendage ligner hun bare en partytøs, med kaskader af øjenskygge og tykt lag mascara, der har festet igennem de sidste tre døgn uden et sekunds hvile, mens hun på rædselsdagene – og dem er der flest af – ligner en krydsning mellem en zombie og en pandabjørn med blodskudte øjne.

Hun hader de øjne, der skamferer hendes yndige ansigt. Der vil ikke gå lang tid, når hun bliver atten år, før hun underkaster sig kirurgiens hellige kunst og betaler hvad som helst for at få udryddet djævlene i ansigtet.

Hvis ikke det var fordi, det ville påkalde uhørt meget opmærksomhed en mørk december morgen, så havde hun foretrukket et par solide solbriller fremfor det tunge lag make-up, som hun uden fryd kæmper med hver morgen.

Hun har en særlig regel, der som en trofast ledsager hjælper hende igennem dagen og holder ubehagelige følelser som væmmelse, angst og skam på afstand. Når først hun slipper morgenspejlet af syne, må hun ikke kigge sig i spejlet før næste morgen. Vinduer og andre reflekterende overflader, der afslører ansigtet og minder hende om taberøjnene, undgås, som var de satans værk.

Hun går ikke til idræt i skolen og har opgivet alle fysiske aktiviteter i fritiden, hvor man slutter af med et bad. For så bliver hun nødt til at kigge sig i spejlet, når hun skal sætte håret. Og den går ikke. Så snart hendes blik møder sig selv i spejlet, bliver hun overmandet af lede og angst. Lede ved hængeøjnene der drukner i dybsort mascara - og angst for, hvad andre tænker om hendes øjne. Det er næsten lige så slemt, at der ikke rigtig er nogen, der fatter og forstår, hvor stort et problem, de øjne er. Så Mira står meget alene med sit problem.

Janus

Han har lyst til at svinge en kæmpehammer ind i sit eget fjæs. Knuse den her overproportioneret klump kød, som nogen kalder en næse. Han er sikker på, at den har samme tiltrækningskraft på omgivelserne, som en 40-kilo tung magnet har på jern. Den er som et fyrtårn i mørket, der kalder på alles opmærksomhed. Han hader den, som Hitler hadede jøderne under anden verdenskrig. Den skænder ansigtet, og han væmmes, hver gang han får øje på den i spejlet.

Han er sikker på, at tuden får afgørende betydning for livet. Det har den allerede. Han kan ikke kan se andre i øjnene, og han undgår oplyste steder, da klumpens skygge forstærker oplevelsen af størrelsen. Han er overbevist om, at ingen pige nogensinde falder for ham. I sådanne stunder drukner han i tristhed og ser for sig, hvordan livet bliver en lang og fodslæbende kamp i ensomhed.

Selvom han hader sin næse, tjekker han den flere gange om dagen i spejlet. Hver gang føles det som om, at hjertet gennembores af et iskoldt spyd. Så stærk er den psykiske smerte ved synet af kæmpekartoflen, der gror i hans ansigt.

Når han spørger sine forældre, om der er noget galt med næsen, svarer de bare, at han har den sødeste næse i verden. Det passer ikke – og han kan ikke bruge det til en skid. Alligevel spørger han jævnligt og bemærker, at forældrene er ved at være godt trætte af hans endeløse spørgsmål. Men han kan ikke lade være. Også selvom han ikke bryder sig om svaret. Det giver ham et par sekunders lettelse og håb, men derefter tager tvivlen over igen, og han ender i armene på tristheden. Gid han kunne gøre noget ved den næse, der er godt i gang med at ødelægge livet for ham.

Hvad er det med Mira og Janus?

Du kan ikke læse det ud af disse to små historier om Mira og Janus, men de ser begge to ganske almindelige ud. Det er noget af en overdrivelse, at Miras øjne hænger så meget, at hun kan slå enhver blodhund i kampen om at se mest udmattet og trist ud og, at Janus’ næse skulle være lige så stor og uformelig som en gigantisk mutantbagekartoffel er heller ikke rigtigt. De overdriver begge to, hvor defekte eller grimme en del af deres udseende er. Det er ikke bare Janus’ forældre, der synes han har en sød næse – spørger vi hans klassekammerater, siger de alle sammen, at hans næse er helt normal og fin. Det gælder også Miras klasse. Hendes øjne er hverken værre eller bedre end gennemsnittet.

De har også til fælles, at de bruger lang tid på det, de hver især opfatter som fejl ved deres udseende. De er mere end almindeligt optaget - de er overoptaget af fejlene. De bruger mere end en time hver dag på at forholde sig til fejlene. Med mindre hun er i gang med noget særligt spændende eller sjovt, bruger Mira stort set hele dagen på at være optaget af sine øjne, og Janus bruger 5-6 timer på sin næse.

Et tredje fælles træk ved de to unge mennesker er deres humør og trivsel. Deres overoptagethed og overdrivelse af de indbildte fejl er ligesom et lokomotiv, der trækker angst, tristhed, væmmelse og skam med sig. Deres selvværd og selvtillid er minimale, og de er aldrig tilfredse med deres udseende. De sammenligner sig også hele tiden med andre og føler sig altid mindre værdifuld.

Dysmorfofobi? – snak lige dansk man!

Danske psykologer og læger kalder det dysmorfofobi, mens deres amerikanske kolleger foretrækker Body Dysmorphic Disorder, når unge bliver så optaget af en indbildt eller mindre fejl i deres udseende, at den forstyrrer deres hverdag og kaster dem i armene på angst, tristhed, væmmelse og andre negative følelser. For nemheds skyld forkorter jeg det BDD.

Hos nogle unge er der slet ikke nogen fejl, mens der hos andre er tale om så lille en fejl ved udseendet, at den ikke burde overskygge alt det gode ved livet. Tag nu Mira – hendes familie og venner kan ikke se, at der er problemer med hendes øjne. De har ikke bemærket, at der er noget unormalt og defekt ved øjnene. Men uanset hvor meget de prøver, kan de ikke overbevise hende om, at øjnene ikke fejler noget. Det preller af – ligesom regnen på en regnfrakke.

Overoptagetheden af en indbildt eller lille kropslig fejl varer mindst en time hver dag. Som du hører, bruger de unge menneske ofte mange flere timer på problemet. Så det fylder meget i hverdagen. Men lige meget hvor hårdt de unge kæmper, kan de ikke bare slippe tankerne om fejlene. Tankerne buldrer ivrigt rundt i hovedet på dem og gør dem angste, triste og kede af det.

Behandling

Heldigvis kan man gøre noget ved BDD. Både Kognitiv adfærdsterapi og Metakognitiv terapi har vist sig virksomme i behandlingen af BDD. Læs om de to behandlingsformer på den her hjemmeside.

Beskrivelsen af BDD her på siden er et lettere omskrevet uddrag fra et hæfte om BDD og metakognitiv terapi, som du kan downloade her fra hjemmesiden.