Julie ligger i sin seng og stirrer op i loftet. Klokken er syv. Gennem væggene hører hun, hvordan resten af familien gør klar til morgenmaden. Hendes krop føles som en sandsæk, der har fået bøllebank af en 120 kilo tung boksemester. Hun har vendt og drejet sig hele natten. Endnu engang tabte hun kampen mod søvnløsheden og håndlangerne – de tusinde bekymringer, der fodrer det lave selvværd, så det bliver fedt og frodigt. Nu er hun som en slatten ballon – drænet for energi.

Som et stædigt genfærd bliver frygten for ikke at slå til ved med at hjemsøge hende. Og hvorfor skal hun overhovedet i skole? Hvad skal hun bruge det til? Hun kan alligevel ikke finde ud af en skid. Bogstaverne leger tagfat med hende – en leg hun hader. De roder rundt i hovedet og rækker tunge ad hende, når hun læser op i klassen. Hun bruger alle sine kræfter på at stave sig igennem bjerge af bogstaver, så hun dårligt husker, hvad hun har læst. Hun vil hellere løbe nøgen rundt på hele skolen end at være en idiot i timerne.

Ordene vælter ud af matematiklærerens mund. I bedste fald lyder de kinesiske – i værste fald som ren volapyk – når han forklarer hende, hvordan stykkerne regnes ud. Tal dog dansk – hvæsser en stemme inde hovedet. Klassekammeraterne mæsker sig med fryd i matematik, så det er hende, der er snotdum – hvirvler tankerne gennem hendes dumme hjerne. Og grim. Og tyk. Og hvem gider være sammen med en tudegrim pige, der ikke fatter en skid i skolen? Ingen. Sådan fortsætter tankerne med at tæske løs på selvværdet, mens hun forsøger at vride sig fri af sengen denne morgen.

Julie er femten år og bor sammen med sin mor og lillesøster på elleve. De er sådan set okay begge to. Så længe de ikke kræver noget af hende. Forældrenes ægteskab brasede sammen om ørerne på Julie, da hun var ti. Efter elleve år kunne de ikke tåle synet af hinanden, og så var det forbi.

Før skilsmissen var hun en helt almindelig pige – måske en smule mere følsom end andre på sin alder. Hun faldt ned i små triste pytter af sortsyn, når livet snerrede ad hende. Det kunne være opgaver i skolen, der ikke blev som hun ønskede sig eller en ven, der ikke havde tid til at være sammen en dag. Men efter at have sundet sig lidt, rystede hun det af sig, kravlede op af pytterne og mødte livet med et smil igen. Venner var der masser af, og skolen var sjov og spændende.

Da faren flyttede, skælvede jorden under hende, og hun faldt ned i et sort, sort hul. Den slags huller hvor tristhed banker løs på grin og glæde. Pludselig kunne hun ikke længere finde smilet frem. Ansigtet forstenede i tomhed.

Det er et halvt år siden, at hun arrigt smed tennistasken over i hjørnet – og der ligger den stadig og er blevet mødested for store nullermænd.

Interessen for skolen er minimal, og lysten til at hænge ud med vennerne er blevet opslugt af tanker om, hvor grim og uduelig hun er. I skolen sidder hun og glor ud i luften. Hun prøver at samle sig, men koncentrationen hænger i laser som et hullet håndklæde, der har hængt for længe på tørresnoren og fået smæk af vejrguderne.

Hvad tænker klassekammeraterne om hende? De ser en taber uden fremtid – forestiller hun sig. I skolen er hun bare ked af det, og i frikvarterne sætter hun sig tit ud på toilettet og lader tårerne trille.

Klassekammeraterne undrer sig. Julie plejer at være med til at hænge ud eller spille kort. Og de spørger, om hun skal være med, men hun svarer ofte nej. Det kræver for meget at skulle sidde og smile, når hun inderst inde bare har lyst til at skrige, at de kan skride ad helvede til alle sammen.

Julie er bare et enkelt eksempel på, hvordan depression æder børn og unge op indefra. Typisk er tankerne præget af, hvor dumme, grimme, usmarte, uduelige og uperfekte, de unge mennesker er. De sammenligner sig med andre og sætter sig selv i et dårligt lys. Fremtiden kan virke håbløs. De er tilbøjelige til at undgå særlige situationer, mennesker eller opgaver, der bekræfter dem i, at de er mindreværdige. De kan også være passive og tilbageholdende eller aggressive og oprørte.

Diagnose og behandling

For at være deprimeret, skal børnene og de unges hverdag være præget af tristhed eller nedtrykthed, de skal have mistet lysten til interesser, de tidligere fandt fornøjelige, ligesom træthed, manglende energi og udmattelse skal være daglige følgesvende. De symptomer kalder vi kernesymptomerne.

Der findes også en række ledsagesymptomer: Nedsat selvtillid og negativ selvfølelse, selvbebrejdelser og skyldfølelse, tanker om død og selvmord, tanke- og koncentrationbesvær, søvnforstyrrelser og appetit- og vægtøgning eller appetit- og vægttab.

Symptomerne skal have været tilstede i to uger.

Depressionens sværhedsgrad gøres op i let, moderat og svær depression. Det er antallet af symptomer, der afgør sværhedsgraden.

Heldigvis er der hjælp at hente. Både Kognitiv adfærdsterapi og Metakognitiv terapi har vist sig virkningsfulde overfor depression. Læs mere om de to behandlingsformer her på siden, eller download et hæfte, der viser de unge mennesker, hvordan psykologer behandler depression med metakognitiv terapi.