Hvad tænker de andre?
Med kognitiv adfærdsterapi viser bogen børnene og de unge, hvordan de slipper af med socialfobien. De får værktøjer. De voksne kan hjælpe ved at læse med.
Hvad tænker de andre? henvender sig til børn og unge med socialfobi og generthed. Den er også skrevet til de voksne – forældre, pædagoger, psykologer, lærere – som skal støtte børnene under arbejdet med at komme socialfobien til livs.
Børnene i bogen har det svært sammen med andre mennesker. Nogle bliver udfordret i afgrænsede situationer, mens andre lider nød i mange sociale sammenhænge. Fælles for dem er, at de bliver begrænset af deres vanskeligheder. De isolerer sig, så det påvirker deres sociale, følelsesmæssige og intellektuelle udvikling.
Line bryder sig ikke om at sige noget i klassen – også selvom hun er dygtig. Hun er bange for at sige noget forkert, så de andre opdager, at hun er usikker. Janus holder et vågent øje med andre mennesker. Han frygter, at de synes, han er ubegavet og kedelig at være sammen med. Og endelig er der Mie, som ikke tør spise, når hun er i selskab med sine venner. Hvad hvis hun spilder og kommer til at virke klam og barnlig? Så bryder hendes verden sammen.
Bogen er skrevet til børn og unge mellem 7 og 14 år. Ved at læse bogen sammen bliver både børn og voksne klogere på, hvad socialfobi er, og gennem bogens øvelser lærer I at tackle den, så børnene kan udfolde sig friere i det daglige.
Bogen er udgivet i samarbejde med Forlaget Frydenlund, hvor den også kan bestilles.
Anmeldercitater
“Jeg kan bruge bogen professionelt i mit arbejde som børnepsykolog og vil klart anbefale den til målgruppen, som er børn/unge mellem 8-12 år men i høj grad og især til deres forældre, som ofte efterspørger konkrete redskaber.”
“Jeg er sikker på, at rigtig mange børn og forældre kan få glæde af bogen; ikke mindst fordi den også er med til at aftabuisere det at have socialangst. Det er meget mere almindeligt hos vores børn, end mange er klar over, og med denne bog kan børn se, at der er andre, der har det som dem, og at der kan gøres noget ved angsten.”
“Bogen er en handlingsbog, og den har en ligefrem, fængslende og professionel adgang til børn. Man mærker, at bogen er skrevet ud fra et stort erfaringsmateriale, og jeg elsker den måde, som forfatteren leger løsningsmodellerne ind i barnet. En absolut prisværdig og nødvendig bog.”
“En virkelig god bog, som jeg varmt kan anbefale til stort set alle aldre.”
“Bogen går grundigt og ansvarligt til værks. Der loves ingen mirakler, og målgruppen tages alvorligt. […] Det er en seriøs og god bog om et udbredt problem, og bogen kan bruges til selvhjælp og som støtte til den voksne hjælper.”
“Thomsens guide er skrevet med en anerkendelse af, hvor svært det er at have socialfobi og med respekt for, at børn er forskellige. [...] Den kan varmt anbefales, specielt til børn eller forældre til et barn, der ikke ønsker at tale med en psykolog. Fagprofessionelle kan også have gavn af at læse bogen, der giver gode værktøjer til at skabe det bedst mulige samarbejde med forældre til et barn ramt af socialfobi.”