Et afsnit i miniserien, hvor børn og unge fortæller om deres psykiske udfordringer og behandlingen af dem

Af Viktor, 15 år (– som er opfundet til lejligheden, men lige så godt kunne være en ægte dreng med angst for sygdomme…)

Det startede med en podcast. Jeg var tolv, og jeg havde egentlig bare ledt efter noget at høre, mens jeg byggede Lego. Det var min storebrors mobil, jeg havde lånt, og han havde nogle true crime-ting i forvejen. Jeg trykkede play uden at læse titlen. Det handlede om en dreng, der var blevet ramt af hjernebetændelse. Han døde. Bum. En sund, rask fyr på min egen alder. På hospitalet troede de først, han havde influenza. Men så begyndte han at få kramper og miste bevidstheden. Og så var det for sent.

Den aften kunne jeg ikke sove. Jeg havde ondt i hovedet. Ikke sådan voldsomt, bare sådan... dunkende. Jeg googlede “ondt i hovedet + hjernebetændelse” og blev mødt af en side, hvor der stod, at det kunne starte lige præcis sådan. Jeg vækkede min mor midt om natten og sagde, jeg skulle til lægen. Hun tog det først roligt, men da hun så, hvor meget jeg rystede, sagde hun: “Okay, vi ringer i morgen.” Det blev starten på noget, der kom til at styre mit liv.

Jeg begyndte at mærke efter. Hele tiden. Var der noget, der stak i siden? Var mine pupiller lige store? Hvordan føltes min nakke? Var jeg svimmel, eller forestillede jeg mig det? Jeg vaskede hænder femten gange om dagen. Hvis nogen hostede i bussen, holdt jeg vejret i tyve sekunder, fordi jeg havde læst, det kunne mindske risikoen for smitte. Jeg stoppede med at tage til fodbold. For meget sved og for mange bakterier. Jeg sagde, det var fordi, jeg hellere ville begynde til styrketræning, men det passede ikke. Jeg turde bare ikke være i et omklædningsrum med andre drenge, der kunne bære rundt på alt muligt.

Jeg begyndte at spise sindssygt sundt. Broccoli, ingefærshots, havregrød uden sukker. Ingen cola, ingen kage, intet kød fra kantinen. Jeg sagde nej til fødselsdage, fordi jeg ikke kunne være sikker på, om der var bakterier i lagkagen. Jeg læste bøger om immunsystemet. Jeg kunne navnet på hvide blodlegemer og vidste, hvordan T-celler fungerer. Jeg var tolv og kunne have bestået en eksamen i infektionsmedicin.

Men jeg var ikke glad. Langt fra. Mine venner holdt op med at spørge, om jeg ville med i biografen. Jeg lånte deres bøger, men afleverede dem med handsker. Jeg blev ensom. Jeg blev træt. Jeg var hele tiden på vagt. Mine forældre sagde, jeg ikke lignede mig selv mere. Min far sagde: “Du smiler ikke længere, Viktor.” Det gjorde ondt at høre. Men jeg turde ikke stoppe. Tænk, hvis jeg slap noget løs, og det var det, der gjorde mig syg?

Jeg var sikker på, at jeg bare manglede at finde den rigtige læge. Én, der tog mig alvorligt og fandt dét, de andre havde overset. Men i stedet endte jeg hos en psykolog. Mine forældre sagde, det var for min skyld. At de var bekymrede. Jeg sagde først nej. Det var jo ikke i hovedet, det sad! Det var i kroppen. Men så begyndte jeg at få ondt i brystet – og jeg blev bange for, at jeg havde en tumor i lungerne. Jeg græd for første gang i flere måneder, og jeg sagde ja.

Allerførste gang sagde psykologen: “Viktor, jeg kommer ikke til at tale dig fra dine tanker. Jeg vil i stedet lære dig noget om, hvad tanker egentlig er.” Det lød mærkeligt. Men jeg var for træt til at kæmpe imod.

Han tegnede en streg på et stykke papir. “Den her linje er din opmærksomhed,” sagde han. “Du kan vælge at lægge den på sygdom, men du kan også vælge at lade være. Det er som en fjernbetjening.” Jeg grinede lidt og sagde, at min fjernbetjening sad fast. Og det føltes sådan. Men han sagde, det kunne trænes.

Vi begyndte at lave øvelser. Først sad jeg og tænkte på sygdomme med vilje i ti minutter. Alt det værste. Hjernebetændelse, kræft, blodforgiftning. Jeg måtte gerne tænke det. Jeg måtte bare ikke gøre noget bagefter. Ikke google. Ikke mærke efter. Ikke gå ud og vaske hænder. Bare… tænke og lade det være. Jeg havde aldrig prøvet det før. Før føltes det, som om tankerne var ildebrande, der SKULLE slukkes. Men psykologen sagde, de brændte ud, hvis man lod dem være.

Det føltes vildt i starten. Utrygt. Som at lade en tyv blive i huset. Men efterhånden begyndte jeg at opdage noget. Tankerne kom – men de kunne også gå igen. Og de gjorde det hurtigere, når jeg ikke fulgte dem med handlinger.

Vi talte også om strategier. Jeg fortalte, at jeg vaskede hænder for at undgå sygdom. Psykologen sagde, det kunne føles som en løsning – men at det i virkeligheden var en del af problemet. “Hver gang du vasker hænder uden grund, fortæller du hjernen: ‘Der er fare på færde,’” sagde han. “Du træner den til at være på vagt.” Jeg havde aldrig tænkt på det sådan. Jeg troede, jeg passede på mig selv. Men det var som om, mit liv blev mindre og mindre, jo mere jeg passede på.

Han lærte mig at udsætte handlinger. Når jeg fik lyst til at google, skulle jeg sige til mig selv: “Det gør jeg klokken 17.” Bare det at udskyde det gjorde, at trangen ofte forsvandt. Det var en lille sejr hver gang. Han kaldte det ”Bekymringstid” – det var en halv time samme tidspunkt hver dag. Hvis der var behov for det. Her kunne jeg bekymre mig, alt det jeg ville – og ellers ikke.

Vi lavede også noget, han kaldte detached mindfulness. Det lød lidt hokuspokus, men det var egentlig simpelt. Jeg skulle forestille mig mine tanker som biler på en vej. Jeg stod på fortovet og så dem køre forbi. Jeg måtte kigge, men ikke hoppe ind i dem. Ikke følge med. Ikke analysere. Bare se og lade være. Jeg begyndte at bruge det, når jeg stod i skolekøen og pludselig tænkte: “Hvad nu hvis jeg bliver smittet?” Jeg sagde til mig selv: “Det er bare en tanke.” Og lod den køre forbi.

Det tog tid. Det var ikke sådan, at jeg gik derfra efter tre gange og var rask. Men jeg begyndte at mærke, at jeg havde et valg. Jeg kunne leve mit liv ud fra frygt – eller ud fra det, jeg faktisk gerne ville. Jeg begyndte til fodbold igen. Første gang var jeg stiv som et bræt. Jeg brugte en hel time på ikke at tænke på bakterier. Men det gik. Og efterhånden begyndte jeg at smile igen. Lave jokes. Spise is med mine venner. Ikke hele tiden tænke: “Hvad nu hvis?”

Jeg troede, jeg skulle finde en læge, der kunne redde mig. I stedet fandt jeg en psykolog, der lærte mig at redde mig selv.

Hvis du vil vide mere om helbredsangst - angsten for sygdomme - kan du læse mere om det i en bog om kognitiv adfærdsterapi

Du kan også læse meget mere om metakognitiv terapi og angst i et gratis hæfte, du frit kan downloade

Eller kaste dig over en billedserie til børn og unge om angst