19-årig Alberte husker stadig dagen for tre år siden. Den blev vendepunktet, hvor hun igen turde tro på fremtiden. Forud var gået et halvt år, hvor angsten ubemærket – som en snedig ræv, der langsomt sniger sig ind på sit intetanende bytte – var gået fra en indre ubestemmelig uro til at eksplodere i hovedet på hende en tilfældig fredag aften, hvor hele venindegruppen skulle i byen.

Da et infernalsk rabalder af buldrende tanker og kropslige eksplosioner ramte hende med vulkansk styrke den aften, var hun sikker på, at hendes endeligt var kommet. I de få minutter anfaldet lynede gennem hendes uforberedte krop, tvivlede hun ikke et sekund på, at hun skulle dø. Hun overlevede, men frygten for et nyt angreb fra angsten satte sig så uudslettelige spor i sindet, at hun ugerne efter listede sig igennem dagene, som en tyv i natten, der sniger sig rundt i skyggerne for ikke at blive opdaget.

Et lurende bæst

Forestil dig, at du bliver lukket inde i en dunkel labyrint med truslen om, at et sted derinde i mørket lurer et frygteligt bæst parat til at flå dig i så mange småstykker, at selv ikke din mor kunne genkende dig igen. Sådan havde Alberte det, de efterfølgende fjorten dage. Der var fyret op under hver en overvågende sans – og hver en muskelcelle var spændt til bristepunktet – parat til at flygte, hvis angsten slog til igen. Det var voldsomt, og efter fjorten dage brød hun sammen. Hun prøvede et par psykologer, men terapierne bed ikke rigtigt på angsten. Ikke en eneste lille bitte ridse efterlod behandlingerne i angstens forseglede skal af et ubrydeligt værn. Så var gode råd dyre. I desperation fik forældrene hende henvist til en psykiater. Det var den dag, hun huskede så tydeligt tre år efter. Diagnosen var klar – voldsom og invaliderende panikangst. Så hun begyndte på medicin. Ikke noget vidundermiddel, men tilstrækkelig med angstdæmpende effekt til, at hun kunne profitere af psykoterapien. Den kombination hjalp hende på benene igen.

Efter et halvt år var Alberte dog så led og ked af medicinens bivirkninger, at hun ville ud af den. Om morgenerne havde hendes mund det, som om den i løbet af natten var blevet fyldt godt og grundigt op af Saharas tørre sand. Og den her ørkentørhed foretog sig kun et my i løbet af dagen. Heftig hjertebanken - næsten på niveau med panikangsten selv - og appetitødelæggende kvalme var ligeledes daglige følgesvende – i en grad så hun havde smidt 3-4 kilo over bord på ingen tid. Så nu skulle det være slut med medicinen. Uden at rådføre sig med psykiateren stoppede hun med medicinen fra den ene dag til den anden. Det skulle hun aldrig have gjort. Var panikangsten, det værste hun nogensinde havde oplevet, blev den overgået 1000-fold af modbydelige abstinenshorder, der skånselsløst jagtede hende 24-7. De første fire dage efter gik sådan set fint nok, men på femtedagen brød abstinenshelvedet løs.

Jeg er ikke dommer

Jeg skal ikke gøre mig til dommer over brugen af psykofarmaka. Nogen synes, det hjælper og mener, at det har reddet deres liv. Andre ville hellere tage gift end psykofarmaka. Uanset hvilken side du hælder til, er der mennesker – både unge og voksne – der som Alberte har brug for hjælp til komme ud af medicinen, når den har udspillet sin rolle – eller bivirkningerne bliver ubærlige og pinefulde. For det er ikke altid let at vinke farvel til stofferne. Som Alberte oplevede, kan man hurtigt ende i et abstinenshelvede uden den rette indsigt og med de rette psykologiske værktøjer. I dette indlæg viser jeg, hvordan Alberte undslap abstinensfælden med indsigt og ninjatricks fra metakognitiv terapi og Acceptance and Commitment Therapy.

Albertes problem

Alberte havde forbrudt sig på den første regel i udtrapningsgrundloven – trap langsomt ud af psykofarmaka. Hvis udtrapningen var en bil, skal det gå så langsomt, at den bliver overhalet indenom af en forkølet snegl. Med en kold tyrker som Albertes risikerer du at sparke døren ind til et helvede, du aldrig har oplevet før – og aldrig vil opleve igen. Hvis du vel at mærke hører til de 56 procent, der får abstinenser, når de lægger medicinen på hylden. For de sidste 44 procent er udtrapning ikke forbundet med de store udfordringer.

Heldigvis kan det være ret simpelt at lægge låg på abstinensgryden, når først den buldrer løs. Du begynder på medicinen igen – på den sidste dosis uden abstinenser. Der er ingen garanti for, at tricket virker– men for Alberte hjalp det. Der kom ro over krop og hoved igen – eller så meget ro bivirkningerne tillod.

Med dette voldsomme abstinensrap over fingrene stod Alberte nu tilbage med oplevelsen af, at hun ikke kunne klare sig uden medicin - at panikangsten nærmest hævnede sig, når hun tillod sig at droppe medicinen, og bragede løs med 10-dobbelt styrke. Men intet kunne være mere forkert. Problemet var den kolde tyrker. Og da Alberte en måned efter havde taget mod til sig, gik det med hjælp fra en udtrapningsekspert langt bedre. Det var dog ikke uden sværdslag, og hun måtte virkelig bide tænderne sammen for at trænge igennem junglen af abstinenser – selvom udtrapningen skete i slowmotion. Men lad os se, hvordan hun med skindet på næsen klarede sig igennem udtrapningsskærene.

Først lige et kig på uromagerne - abstinenserne

Det kræver et lynkursus i neurokemi og fysiologi at forstå baggrunden for abstinenserne. Hovedpointen med dette afsnit er i virkeligheden såre simpelt - abstinenserne opstår, når nervesystemet forsøger at fighte sig tilbage til sin naturlige balance efter at have været bragt ud af fatningen af medicinen. Så enkelt kan det siges. Den mere udførlige forklaring får du her.

Det er desværre stadig en udbredt myte blandt nogle psykiatere og læger, andet sundhedspersonale og lærebøger, at det er en kemisk ubalance i hjernen, der fremkalder angst og depression og, at medicinen genopretter ubalancen. Det er ikke rigtigt. Selvom forskere har forsøgt i mange, mange år, har de aldrig fundet bevis for denne fejlagtige røverhistorie. Kemiske ubalancer er ikke skyld i angst og depression. MEN – og det er ikke en myte – i stedet for at genoprette en illusorisk ubalance skaber medicinen en kemisk ubalance i et ellers velafbalanceret nervesystem.

Kemien, vi taler om, er transmitterstofferne, som nervecellerne bruger til at kommunikere med hinanden. Det er for eksempel serotonin. De legendariske lykkepiller – som enhver efterhånden ved ikke bringer lykke med sig – skulle virke ved at øge mængden af serotonin i kløften mellem to kommunikerende nerveceller. Hvordan gør pillerne så det? Jo ser du, nervesystemet er som en klog gammel kone, der ved, hvad der er bedst at gøre, når man skal spare på kræfterne. I stedet for hele tiden at producere ny serotonin, bruger cellerne den gamle serotonin ved at optage og anvende den igen. Så lykkepillerne virker ved at blokere for nervecellernes receptorer, som er den del af cellerne, der optager serotoninen igen. På den måde forbliver serotoninen i kløften mellem cellerne. Det betyder, at mængden af serotonin mellem cellerne øges – og dermed er den naturlige balance kuldsejlet.

Da nervesystemet kender sine balancer – og altid vil søge tilbage til disse - reagerer det på den øget mængde serotonin ved at gøre sig mindre følsom overfor transmitterstoffet. Det gør systemet ved at dæmpe følsomheden i nervecellerne. Det sker ved at fjerne cellernes modtagereceptorer – de receptorer, der skal modtage serotoninen, så nervecellen bagefter kan sende nerveimpulser videre til andre nerveceller. Samtidig sætter nervecellerne, der sender serotoninen afsted, ned for serotoninproduktionen.

Nervesystemet slår altså knuder på sig selv for ikke at drukne i store mængder serotonin, der selv på medicinens begyndelsesdosis er så meget, at det svarer til en altødelæggende syndflod, der brager igennem en lille forsvarsløs landsby og river biler, træer og bygninger med sig. Ikke nok med, at det kan give heftige bivirkninger – bare læs indlægssedlen til et hvilket som helst psykofarmaka, og du vil se, hvad jeg mener – men det giver også problemer, når du trapper ud igen. Så skal kroppen vænne sig til den nye virkelighed med mindre serotonin – og opgive sin mindre følsomhed ved at genetablere modtagerreceptorerne og producere mere serotonin. Det sker sjældent over night - det tager tid. I nogle tilfælde laaaaang tid – måneder og år før systemet er sig selv igen. Og indtil nervesystemet er kommet på dupperne igen, er der et underskud af serotonin.

Situationen i nervesystemet under udtrapningen er altså, at hjernen er mindre følsom overfor noget – transmitterstofferne - der er mindre af. Det kan give voldsomt uro på abstinensbagsmækken, hvis du er særligt følsom. Derfor bliver Alberte nødt til at går frem i slowmotion med nedtrapningen - så de små grå kan følge med. Typisk går der mellem to til fem uger hver gang brugere af psykofarmaka reducerer dosis. Hos nogle kan der dog gå måneder mellem hver dosisreduktion, før nervesystemet igen har fået fodfæste og er klar til næste reduktion. Og for en sidste gruppe kommer der aldrig rigtig ro på under udtrapningen. De bliver nødt til at reducere dosis, selvom de befinder sig midt i abstinensorkanen, hvis de skal gøre sig håb om nogensinde at komme ud deres medicin.

Hvordan undgår Alberte abstinensorkanen

Inden længe får du en oversigt over de mest almindelige abstinenser, men inden da får du lige lidt mere input til, hvordan Alberte undgår de værste af abstinensskærene. Desværre kan hun ikke altid gardere sig imod abstinenserne – uanset hvor langsomt hun går frem. Forhåbentlig kan hun tage toppen af de værste syndere ved at følge principperne i dette afsnit. Hvad man gør, når abstinenserne alligevel viser tænder, viser jeg senere, når vi ser på de psykologiske værktøjer.

Langsom, langsom, langsom – det er hovedbudskabet i udtrapningsfilosofien. Hvordan gør Alberte så det? En god tommelfingerregel er at trappe ned med 10 procent af dosis ad gangen i starten og holde sig på trinnet i en måned. Skulle det vise sig, at den helt store abstinensstorm udebliver, kan hun efterfølgende øge procenterne. I det hele taget, er der stor forskel på, hvordan forskellige brugere reagerer på udtrapningen, så Alberte bliver nødt til at gøre sig sine egne erfaringer. Men start småt og langsomt – så kan hun altid øge undervejs. Tilbage til procenterne.

Alberte startede på 100 mg. 10 procent af 100 mg er 10 mg. Hun gik altså fra 100 til 90 mg. Og så ventede hun på, at abstinensekspressen skulle dukke op. Det skete efter fire dage. Så var der ellers gang i showet – øget angst, heftig hjertebanken, generelt uro, prikken i hænder og arme og svært ved at falde i søvn. På en skala fra nul til ti lå abstinenserne og roede rundt midt på skalaen.

Efter en måneds tid var den værste storm drevet over, og Alberte var klar til næste trin. 10 procent af 90 mg er 9 mg. Hun gik altså fra 90 mg til 81 mg. Samme abstinensmønster som ved første hug – dog var de en anelse stærkere denne gang, så hun blev på trinnet i fem uger.

Efterhånden blev hun mere erfaren ud i kunsten at holde abstinenserne ud i strakt arm – og bare leve med dem, til de drev over. For selvom de er møg ubehagelige, er de ikke farlige, når man tager det med ro og trapper langsomt ud. Hun eksperimenterede med højere procenter og kortere varighed af de enkelte trin.

Inden vi fortsætter, er det på sin plads lige at dvæle ved procenterne – for det er procenterne, der er afgørende, når der skal trappes ned – og ikke milligrammene. Og hvorfor nu det, spørger du måske? Det afgørende er størrelsen på den ændring, nervesystemet skal tilpasse sig, og ikke hvor mange milligram, der er tale om. For eksempel er ændringen større, når man går fra 10 til 5 mg, end hvis man går fra 100 til 80 mg – selvom der i sidste eksempel er tale om 20 mg imod de 5 mg i første eksempel. Men ændringen – det nervesystemet skal tilpasse sig til – udgør kun 20 procent i sidste eksempel, mens der er tale om en 50 procents ændring, når man reducerer fra 10 til 5 mg. Der skal altså genetableres langt, langt flere receptorer, når man går fra 10 til 5 mg, end når man går fra 100 til 80 mg. Og den mindre følsomhed kan virkelig blive et problem, når halvdelen af serotoninen forsvinder fra den ene dag til den anden. Så får hjernen virkelig losset benene væk under sig. Det kan give en ordentlig rusketur i abstinenskarrusellen. Man skal med andre ord tænke i procenter, når man trapper ud – ellers risikerer man, at nervesystemet bider fra sig.

Andre vigtige pointer

En anden væsentlig pointe ved udtrapning er, at du ofte bliver nødt til at trække hårdt i håndbremsen og sætte farten voldsomt ned, når du nærmer dig nul milligram. Det er ligesom at springe faldskærm - du indleder med høj hastighed, men bremser kraftigt op, inden du når Jordens overflade for ikke at blive smadret til atomer. Jeg skal ikke plage dig med alle teknikaliteterne her - hvorfor det kan blive nødvendigt at bremse hårdt op, når du når ned langt ned i dosis - men blot fortælle dig, at medicinens effekt på nervesystemet er størst ved de lave doser og derfor også størst, når du trapper ned og når til de lave doser. Derfor skal nogen brugere af psykofarmaka ned og reducere med 1-2 procent, når de når deres medicins officielle begyndelsesdosis og på rejsen videre ned til nullet. Det skulle Alberte.

Har du taget munden for fuld og sprunget for stort et trin ned af nedtrapningsstigen – og abstinenserne blæser om ørerne på dig – er der to muligheder: Knib ballerne sammen og hold ud indtil abstinenserne er drevet over - husk på, at de ikke er farlige – eller går op på forrige dosis igen. Så går der en dag eller to, før roen som regel indfinder sig. Der er der dog ingen garanti for, at det sker, og i så fald må du mobilisere al din tålmodighed og kampgejst for at klare dig igennem strabadserne, inden abstinensstormen aftager igen. Tilbage i kampen må du så overveje at tage et mindre trin ned ad stigen næste gang.

Hvordan doserer man

Alberte havde et lille praktisk problem med sin medicin – det var umuligt at dele pillerne i de procentsatser, hun havde brug for. Hun blev derfor nødt til at opløse pillerne i vand i et lille målebæger. Derefter sugede hun det antal milliliter, hun skulle bruge op i en sprøjte. På den måde styrede hun suverænt, hvor mange procent hun skulle bruge. Det er også muligt at bruge en pilledeler – sådan en finder man på apoteket. Udfordringen med den er ofte, at den ikke er særlig præcis. På MedicinRådgivningens hjemmeside finder du andre metoder til at dele din medicin, så den passer til den mængde, du skal bruge. Du finder linket nederst på siden.

Ikke mere snak om proces og procenter – lad os tage et nærmere kig på uromagerne selv – abstinenserne.

Abstinensoversigt

For cirka halvdelen af brugerne af psykofarmaka er det som sagt ikke forbundet med de voldsom store udfordringer at trappe ud. Det kører som smurt – ingen bump på vejen der. Den sidste halvdel kan til gengæld hurtigt knalde hovedet ind i et vågent mareridt, hvor de ender med at balancere på kanten af liv og død, hvis ikke de allierer sig med en allerhelvedes god portion tålmodighed, og nogen med forstand på udtrapning. Alberte tilhørte jo den sidste halvdel - dem, der må slås som gjaldt det livet for hvert et milligram, de trapper ned.

Som jeg noterer under nogle af punkterne, går alle abstinenserne over efterhånden som nervesystemet får tilpasset sig de nye vilkår med færre tilgængelige transmitterstoffer og en større følsomhed. Det er også værd at bemærke, at abstinensflowet ofte følger en vekselvirkning mellem ”bølger” og ”vinduer”. Abstinenserne kommer således i bølger, der erstattes af vinduer uden abstinenser. I begyndelsen kan der være langt mellem vinduerne - flere dage, uger eller måneder - men efterhånden overtager de fuldstændig og erstatter bølgerne af abstinenser med abstinensfrie dage og uger.

Desværre er der også dem, der undervejs i deres udtrapning ikke oplever vinduer men blot en lang flodbølge af abstinenser. Det kan være voldsomt udfordrende kun at opleve bølgerne, men det betyder heldigvis ikke, at abstinenserne ikke fordufter på et tidspunkt. For nogen sker det fra den ene dag til den anden - for andre sker der bare et langsomt fald i antal og intensitet. Uanset hvordan processen forløber vil alle dog før eller siden kunne se frem til et liv uden abstinenser. For nogen brugere sker det indenfor det første år efter endt udtrapning. For mange sker det i løbet af andet år, og så er der dem, der må vente flere år endnu, før mareridtet for alvor er over. Men det går over. Og lad os så se på abstinenserne:

• Angst – Øget angst er måske nervesystemets mest almindelige reaktion på nedtrapning. Mange oplever en voldsom angst – ofte langt værre end den de i tidernes morgen fik medicin for. Nogle får decideret angstanfald, der i styrke tangerer de anfald, man ser hos mennesker med panikangst. De mennesker oplever, at angsten opstår ud af intet og har en voldsomhed, der får mange til at frygte, at de er ved at dø, når anfaldet står på.

• Depression – Mange oplever, at der opstår depressive symptomer, når de begynder at trappe ud af medicinen og frygter, at de er ved at udvikle et gedigent tilbagefald – hvis de fik medicinen for depression. Gedigent fordi depressive symptomer ved udtrapning paradoksalt nok ofte er værre, end dem de oplevede, inden de begyndte på medicinen. Det kan være svært – ja, næsten umuligt at skelne mellem udtrapningsdepression – eller som nogen kalder det –abstinensdepression – og så den oprindelige depression. MEN – det er meget normalt at opleve den her svære udtrapningsdepression. Derfor er det vigtigt at vide, at den findes – så man ikke falder i tilbagefaldsfælden og skynder sig at trappe op igen, fordi man tror, at man ikke kan undvære medicinen. Men, hvordan finder man så ud af, hvad der er hvad – tilbagefald eller udtrapningsdepression? Udtrapningsdepressionen opstår pludseligt og efter en reduktion, og aftager efterhånden som nervesystemet genfinder sin balance efter sidste medicinreduktion. Indtil da gælder det om at holde den ud i strakt arm og betragte den som en reaktion på medicinudtrapningen. Et fif nogle bruger er at betragte udtrapningsdepressionen som et livagtigt fatamorgana – det føles skinbarligt sandt, men er bare en illusion skabt af et nervesystem i ubalance. Og det går over.

• Appetitforstyrrelser – Kan læne sig opad både den ene og den anden retning – øget eller mindre appetit. Årsagerne kan være mange – kvalme, uro, hjertebanken, angst, tristhed og så videre.

• Koncentrationsproblemer – Mange oplever at falde i staver eller drukne i tåget tænkning, når de trapper ud. De kan have svært ved at fastholde fokus og koncentrere sig om studie- eller arbejdsopgaver.

• Forvirring – Nogle bliver forvirret over deres oplevelser – hvad er hoved og hale? De bliver ramt på deres kognitive funktioner og har svært ved at skabe overblik og mening i deres oplevelser.

• Grådanfald – Hænger snævert sammen med de depressive symptomer og invaderende tanker om, hvor håbløs hele situationen er. Ligesom med alle andre abstinenser svinder grådanfaldene stille og roligt ind, når nervesystemet finder sine ben igen. Det er fatamorganaet, der er på spil.

• Depersonalisering – Mennesker med depersonaliseringssymptom oplever at være ved siden af sig selv – som om de iagttager sig selv på afstand. Nogen har en følelse af at være blevet en zombie. Uagtet, at det kan være en voldsom og syret oplevelse, er det heldigvis bare resultatet af kemi i ubalance, og når nervesystemet har fundet sig til rette på den nye dosis – eller uden dosis overhovedet – forsvinder oplevelsen igen.

• Diarré – Eller regulær tyndskid – er desværre også en mulig abstinens. Selvom det – for nu at blive i jargonen – er skide upraktisk, så er det ikke alle, der oplever det og kan vel betragtes som et symptom i den milde ende af skalaen. Medmindre den selvfølgelig ledsages af voldsom kvalme. Så er der tale om en anderledes ubehagelig oplevelse.

• Svimmelhed – Et af de oftest forekommende symptomer, hvor verden omkring én sejler rundt og man føler, at man hele tiden er ved at miste balancen og falder. Svimmelheden kan vare i lang tid, men er ofte værst i starten af en nedtrapningsperiode.

• Træthed og udmattelse – Det er også normalt at opleve udtalt træthed og udmattelse. Trætheden kan vare et pænt stykke tid.

• Hovedpine – Er meget normalt. Hovedpinerne kan vare i uger og hos nogle mennesker påvirke dem i måneder. Heldigvis fordamper disser smerter også, når spændingsniveauet og angsten falder.

• Hjertebanken – Følelsen af, at hjertet er ved at sprænge sig ud af brystet, er desværre også meget normalt i udtrapningsfasen. Heftig hjertebanken kan forværre udtrapningsangsten - og omvendt. Der er ikke så meget andet at gøre end at acceptere og betragte den som et symptom på udtrapningen. Det med accepten vender jeg tilbage til senere.

• Søvnløshed og søvnforstyrrelser – En hjerne i kemisk ubalance bliver desværre også let ramt af søvnforstyrrelser. De kommer i flere varianter. Nogen kan slet ikke sove, mens andre falder i søvn for at vågne tidligt. Der er også dem, der sover igennem, men kvaliteten af søvnen er ringe, og de føler sig på ingen måde udsovet, når dagen gryr. Har det som om, en flok vilde elefanter har holdt abefest inden i deres hoved hele natten. For nogen, bliver den manglende søvn den største udfordring, når der går uger eller måneder, hvor de stort set ikke får sovet. Det kræver ikke så meget fantasi at forestille sig, hvilket helvede det er, når hjernen bare ikke kan lukke ned på grund af et kaotisk nervesystem

• Livagtige drømme og mareridt – Det er ikke usædvanligt, at folk vågner op – badet i sved - på grund af meget livagtige drømme og rædselsvækkende mareridt. Elektriske stød i hovedet kan forekomme både dag og nat, og det giver næsten sig selv at finder de sted om natten, bliver man revet ud af søvnen.

• Irritabilitet – Under udtrapningsfasen bliver en del også kortluntet og opfarende. De bliver mere følsomme og sårbare overfor humørsvingninger. De føler, at alt bliver plagsomt. Det bunder blandt andet i, at ens stresstærskel befinder sig under kælderniveau, når grublerier, bekymringer og alverdens rædselsfulde fornemmelser buldrer rundt i hoved og krop. Så skal der ikke så meget til, før sindet løber over sine bredder og bliver overbelastet – og det kommer til udtryk i denne kortluntehed.

• Kløe – En så ulidelig kløe – som var alverdens myrer samlet til sommertræf på ens hud - at trangen til at kradse er nærmest uimodståelig.

• Mani – Man bliver opstemt og hyperaktiv, ligesom tankerne buldrer derudad. Der kan være så meget knald på de små grå, at andre ikke kan følge med i ens tankeunivers.

• Humørsvingninger – Vi oplever jo alle, at humøret svinger fra tid til anden. Under en udtrapningsfase er det normalt, at humøret svinger fra gravstemning til festlig begejstring. En kældersort dag præget af håbløshed og udmarvende tristhed kan erstattes af en håbefuld og livsbegejstret morgen, hvor man øjner skarpt lys for enden af udtrapningstunnellen.

• Kvalme og mavesmerter – Hos nogle bliver hårrejsende kvalme ledsaget af ulidelige opkastninger. Måden at undgå kvalme og mavesmerter på er ved at gå langsomt frem.

• Muskel- og ledsmerter – En del beskriver stærke muskel- og ledsmerter. I nogle tilfælde kan disse vare i måneder eller år. I det hele taget kan smerterne opstå overalt i kroppen - der er ingen smalle steder her.

• Tankemylder – Ustoppelige sværme af tanker, der bare brager derudaf.

• Selvmordstanker – Nogle oplever også selvmordstanker under udtrapningsfasen. I nogle tilfælde bliver tankerne mere pågående og mere ekstreme, end tilfældet var, før de fik medicin. Hvad nytter det hele overhovedet, verden ville være et bedre sted uden mig, jeg kan også bare finde det nærmeste træ og hænge mig og så videre. Det er selvfølgelig rædselsfuldt at opleve disse uendelige rækker af livstvivlende og eksistensanfægtende tanker, der – uden man kan styre det – marcherer uhindret og stålsat rundt i hovedet på én. Som med alle andre abstinenser rider tankerne på en bølge af kemisk ubalance i hjernen efter en nedtrapning. Når nervesystemet får sundet sig – og kemien har stabiliseret sig – fordamper tankerne stille og roligt igen.

• Svedeture – Det er næsten, som kvinder i overgangsalderen kan opleve det – intense og ulidelige svedbade både dag og nat. Som om du sad i en overophedet sauna – eller sænket ned i et varmt bad – med varmt vintertøj på.

• Skælven og rysten – At skælve og ryste ses ofte i den akutte fase efter en nedtrapning. Det er ligesom, når du fryser og musklerne prøver at holde på varmen ved at trække sig hurtigt sammen.

• Opkastninger – Der er desværre nogle, som bliver alvorligt syge, når de trapper ud. Deres fysiologi kan være ekstra følsom. Opkastningerne kan også være en reaktion på, at de er gået for hurtigt frem – trappet ned med for store doser eller ikke har ventet længe nok med at foretage næste nedtrapning. Man kan ofte undgå opkastninger ved at gå langsommere frem.

• Vægttab – Nogle typer psykofarmaka øger ens appetit. Når man trapper ud af medicinen igen, normaliseres appetitten, hvorefter disse mennesker oplever vægttab. For andres vedkommende betyder kvalmen, at de spiser mindre, hvilket naturligt fører til vægttab.

Det er med abstinenser som med forkølelse – de fås i mange sværhedsgrader. Sådan var det også for Alberte. Angsten fik for eksempel et ordentligt nøk opad på mareridtsskalaen, mens muskel- og ledsmerterne glimrede ved deres fravær. Mange af abstinenserne så Alberte aldrig skyggen af, mens andre bølgede frem og tilbage fra start til slut. Sådan varierer det fra person til person. Og så skal det afslutningsvis nævnes, at listen med abstinenser på ingen måde er udtømmende, for når først nervesystemet er fucket op, kan alt ske - ALT. En tidligere bruger af psykofarmaka har i den forbindelse udtalt, at under udtrapning kan du potentielt opleve alle de utallige måder, vi som mennesker kan have det dårligt på - alle.

Og med den foruroligende bemærkning er det oplagte spørgsmål så, hvordan Alberte dulmede sine abstinenser, mens de stod på. Svaret på det spørgsmål bringer os videre til næste afsnit - værktøjerne.

Styr på tankemyldret

Hvor længe skal det vare ved – jeg kan ikke holde det ud længere. Hvad nu hvis jeg er blevet afhængig af medicinen – og ikke kan klare mig uden? Skal jeg så leve med de her skrækkelige bivirkninger resten af livet? Hvad nu hvis jeg har taget skade af medicinen? Hvad hvis det aldrig bliver bedre – hvis jeg skal leve i dette helvede resten af mine dage? Jeg kan simpelthen ikke mere nu – det vil være lettere bare at gøre en ende på det hele. Det hele er bare så håbløst.

Sådan tordnede tankerne i lange perioder hårdnakket rundt i Albertes hoved. På de værste dage gik de om bord i hendes hjerne allerede inden, hun havde fået øjne om morgenen. Og så fortsatte de skånselsløst og næsten uafbrudt det meste af dagen. Næringen sugede de fra endnu en nedtrapning og ubalancen i nervesystemet. Den dramatiske effekt af mindre medicin i blodet drev først for alvor over 2-3 uger efter. Og det er ikke som tagfat, hvor man har helle. Nej, tankerne var som almægtige Guder, der så, hørte og fulgte Alberte overalt på dage, hvor de huserede. Det var både sindssygt skræmmende og uendeligt trist og håbløst. Så der var øjeblikke, hvor Alberte seriøst overvejede, hvordan hun kunne tage sit eget liv.

Heldigvis nåede det ikke så vidt, men der er ingen tvivl om, at abstinenser virkelig kan udfordre lysten til at leve, når der for alvor fyres op under dem. Så udtrapning er ikke for sarte sjæle – og ikke en vej, man skal begive sig ud på uden kyndig vejledning. Når det er sagt, så var der noget, Alberte selv kunne gøre. Med hjælp fra metakognitiv terapi lærte hun at håndtere de mange skræmmende tanker på en nyttig måde.

I forløbet med den metakognitive terapeut lærte hun at lade sine tanker være – det man i terapien kalder for detached mindfulness, som kan oversættes til afkoblet opmærksomhed. Via en lille øvelse erfarede hun, at hun hverken kunne holde de ubehagelige tanker væk, undertrykke dem, erstatte dem med positive tanker, aflede sig selv fra dem eller på andre måder undgå dem.

Hun blev bedt om at tænke på en lyserød elefant, og da den først havde indfundet sig i de små grå, måtte hun med al vold og magt ikke tænke på den mere. Av – den sved. Det var umuligt. Kun kortvarigt lykkedes det, og så skulle jeg ellers hilse og sige, at den efterfølgende tonsede ind fra højre med 1000-kilometer i timen. Ja, det blev faktisk kun værre, når hun forsøgte at smide den overbord - ud af sin bevidsthed.

I den næste del af øvelsen skulle hun igen tænke på elefanten, men denne gang måtte den gerne være der. Hun skulle gøre absolut ingenting – bare observere, hvad der skete med hendes tanker. Det pudsige var, at efter et halvt minuts tid forvitrede elefanten ligesom, mens andre tanker kiggede forbi.

Læren af øvelsen var flere ting: Det er umuligt at tvinge uønskede tanker ud af hovedet – som regel bliver de bare stædige, og så bliver det hele værre. Hvis hun til gengæld bare lader tankerne være – og blot ser til fra sidelinjen uden at blande sig – så kan det være, at de forsvinder. Det er ikke sikkert, at de tager deres gode tøj og skrider, men det gør sådan set ikke noget. Hvis hun lader dem passe sig selv og fokuserer på andre og mere interessante ting, behøver livet ikke at gå i stå. Så kan hun fortsætte med det, hun synes er spændende og bringer glæde til bords. Det gik også op for hende, at tankerne jo kun er – ja, tanker. Intet andet. Behandler hun dem som sådanne, får de ikke den magt, de ellers får, hvis hun oplever dem som sandhedsvidner eller betydningsfulde beskeder fra det ubevidste.

Du kan læse meget mere om denne lille øvelse i Hvad har accept af tanker og en lettere forvirret lyserød elefant med metakognitiv terapi at gøre, ligesom jeg i Her er beviset for, at du godt kan lade dine bekymringer være – og et par andre interessant afsløringer viser, at alle kan lære at lade deres tanker være.

At lade det lyserøde snabeldyr være, svarer til detached mindfulness. Det er ligesom at have et tyggegummi i munden uden at tygge på det. Det forsvinder det ikke af – du kan stadig mærke og smage det – men du kan snildt snakke videre eller fortsætte med det, du var i gang med, selvom tyggegummiet er der. Sådan var det også med de mareridtsagtige tanker – selvom de lynede rundt i hovedet, kunne Alberte stadig gøre det sjove i livet.

Den sad ikke lige i skabet første gang – det med at lade de ubehagelige tanker være – men med en række øvelser, blev Alberte rimelig træfsikker, når det gjaldt kunsten at lade dem sejle deres egen sø. De blev jo ved med at komme buldrende og ville have hendes opmærksomhed, men de blev så mødt med en skudsalve afkoblet opmærksomhed - og så kunne Alberte fortsætte, med det hun var i gang med.

Dette var bare et lille sneak-peek i metakognitiv terapi. Nederst på siden finder du links til andre sider på denne hjemmeside, der beskriver terapien mere udførligt og et gratis hæfte om metakognitiv terapi under udtrapning af psykofarmaka.

Et er tanker – men hvad med kroppen

Når nervesystemet skal tilpasse sig et liv med mindre - eller helt uden medicin - står abstinenserne parat i kulissen klar til at storme ind på verdensscenen. Udover de forfærdende tanker, er det hele kroppen, der kan rammes, som var den udsat for et altødelæggende jordskælv af bibelske dimensioner. Så hvad gjorde Alberte, da hun havde det som om, nogen forsøgte at flå hjertet ud af brystet på hende med de bare næver – og der ingen steder var at flygte hen?

En kær veninde sagde engang, at ting tager den tid, ting tager. Det er hun vist ikke den første, der har udtalt i verdenshistorien, men det gælder i den grad abstinenserne. Der er ingen hurtige genveje til forløsningen. Det eneste du kan gøre, er at gå langsomt frem i nedtrapningen. Havner du alligevel i abstinenssaksen, er der intet, der kan fremskynde processen og få abstinenserne til at gå hurtigere over. Intet. Men – med nogle fif fra Acceptance and Commitment Therapy (ACT) – kan det alligevel være lettere at komme igennem.

Løsningen er simpel – og svær på samme tid. Det handler om at acceptere abstinenserne – i stedet for at kæmpe imod. Jeg indrømmer - det er ofte lettere sagt end gjort, men med øvelse er det ikke umuligt og på magisk vis, kan abstinenshelvedet blive nemmere at udholde, når man har forliget sig med det – og kan slappe af i det. Så i stedet for at flygte fra dem – ligesom med de skræmmende tanker fra før - skal Alberte acceptere abstinenserne og være nysgerrig på dem. Det kan hun være på flere måder.

En måde er at lægge sig ned og med enten åbne eller lukkede øjne at fokusere på stedet – eller stederne - i kroppen, hvor abstinenserne udkæmper deres kampe. Det kan være en forbistret kvalme. Alberte skulle gøre som en forsker og være nysgerrig. Hvor sidder kvalmen? Har den en udstrækning – går den fra det sted til det område? Hvordan føles den? Er den altopslugende, går den i dybden, er den dunkende og så videre. Hvilken form har den? Hvilken farve udstråler fra den? Er den lige slem alle steder, hvor den bugter sig frem? Hun skulle blive så klog på den som muligt. Så opstod magien. For husk på - al smerte og ubehag har en psykologisk dimension. Alberte oplevede mange gange undervejs abstinenserne gå fra at være blytunge til at blive fjerlette, når hun lod sine våben falde, var nysgerrig og accepterede dem. Det krævede øvelse, men det lod sig gøre.

Hold også nallerne fra de kropslige abstinenser

Et var at gribe luppen og direkte undersøge uromagerne, noget andet var at lade dem passe sig selv, mens hun fokuserede på livets glæder. Det kunne i perioder være svært, men der var noget at komme efter her, hvis hun orkede det. Var hun optaget af selskabeligt samvær eller motion for eksempel, fortonede abstinenserne sig ofte som tapetet i baggrunden – det bemærkede hun også, men de hvide vægge spillede ikke nogen afgørende rolle, når hun var optaget af noget andet interessant. Så et godt råd er at være så aktiv som muligt – hvis det er muligt. Og selvfølgelig slappe af, når der er behov for det.

Afsluttende bemærkninger

Alberte kom igennem nedtrapningen – men ikke uden kamp, og det tog hende det meste af et år at lægge medicinen helt på hylden. Det hjalp hende umådeligt meget, at hun lærte at håndtere de anmassende tanker på en nyttig måde og, at hun accepterede abstinenserne. Ved siden af det møjsommeligt arbejde med at lære at mestre disse værktøjer, kastede hun sig også over andre remedier i værktøjskassen. Hun dyrkede motion – det kunne ofte tage toppen af de værste af abstinenserne, ligesom meditation og yoga blev en naturlig del af den abstinensplaget hverdag. Hun sørgede samtidig for at engagere sig socialt – og slappe af, når der var brug for det. Og så fik hun sidst men ikke mindst kyndig vejledning. Den var med til at opmuntre hende i de svære stunder - og holde hende til ilden.

Som nævnt tidligere kan det på ingen måde anbefales at trappe ud på egen hånd.

Links

Hæfte - Få styr på tankemyldret, når du trapper ud af psykofarmaka - introduktion til metakognitiv terapi

I den ultimative intro til begynderen - og den er slet ikke så tosset, finder du en udførlig introduktion til metakognitiv terapi

Vil du vide mere om Acceptance and Commitment Therapy, kan jeg anbefale dig at læse Hvad kan kviksand og støjende buspassagerer lære os om psykiske problemer, hvor jeg gennemgår nogle af tankerne bag terapiformen

Her finder du oversigten over de forskellige måde at dele medicinen i mindre dele

MedicinRådgivningen - hvor du også kan få gratis vejledning i at trappe ud og blive en del af et onlinemiljø for ligesindede - har udgivet en glimrende udtrapningsguide

Tre udenlandske udtrapningsrådgivere svarer på relevante udtrapningsspørgsmål