Solen havde placeret sig tungt på den skyfri sommerhimmel og dækkede gavmildt det ganske land med sine varme stråler. Et par solsortehanner kvidrede om kap for at begejstre og lokke den vægelsindede hunfugl til deres territorium. Hun var tydeligvis på udkig efter et rigtigt mandfolk, der kunne skaffe føde og forsvare familien. Men det var hverken sommersolen eller solsortenes X-factordyst, Lukas huskede fra den dag.

Forældrene skulle bare lige et hurtigt smut ned i Netto – fem minutter væk – mens Lukas fortsatte spillet på sin PlayStation. Og pludselig – uden varsel - indså han, at han måske havde set sine forældre for sidste gang. Nogensinde.

Billederne af en regnfuld kirkegård, to kister der langsomt blev opslugt af et uendeligt mørke og den lille dreng med et ansigt opløst i tårer, flimrede som en båndsløjfe på TV2-News forbi hans mentale lærred igen og igen.

Hvad nu hvis forældrene blev kidnappet på vej til købmanden? Hvad hvis en røver skød dem ned, mens de var ved at betale for deres varer? Eller skulle det være en spritbilist, der satte en effektiv stopper for deres liv? Lukas var sikker på, at forældrenes skæbne allerede var forseglet, og han aldrig skulle se dem i live igen.

Hjertet arbejdede sig med raketfart op i halsen, og han kunne til nød trække vejret. Som en dæmning, der bryder sammen, strømmede sveden ud af alle porrerne og fik tøjet til at klistre til hans våde krop. Resolut smed han controlleren fra sig og hastede ud af huset – uden at lukke døren – uden at få sko på. Og med det ene formål at redde sine forældre fra døden.

Sådan indledte angsten sin karriere hos Lukas. Han var bange for at miste sine forældre. Han var røget i separationsangstens fælde. Og hjernen flød over med angsttanker, når udsigten til at slippe forældrene af syne truede.

Okay – hvad er separationsangst egentlig?

Lad os lige se nærmere på Lukas’ angst. Hvis ikke du allerede ved det, så kan jeg afsløre, at børn med abnorm separationsangst frygter, hvad der sker med nærtstående eller dem selv, når de ikke er sammen med forældrene eller andre vigtige mennesker i deres liv. Børnene hjemsøges af tilbagevendende tanker, om at de selv dør, farer vild, bliver glemt eller kidnappes, når de er uden for forældrenes beskyttende opsyn. Og de kan drukne i tanker, om forældrenes død eller forsvinden. Derfor sørger de for at være sammen med forældrene og viger ikke fra deres side.

Nogen af børnene kommer ikke i skole, andre kvier sig ved at deltage i feriekolonier, fødselsdage eller overnatninger hos venner. Angsten kan også vise sig om aftenen, når børnene skal sove derhjemme. For nogen er det kropumuligt at falde i søvn medmindre de sover hos deres forældre. Andre vågner i løbet af natten badet i angst og skynder sig ind til forældrene.

Urealistiske tanker sætter fut i angsten

Børn med angst har overdrevne og urealistiske angsttanker. Det er tankerne, der sætter fut i angsten – og holder den kørende, når først den har fat. Og det er tankerne, børnene skal undersøge nærmere, når de skal af med angsten. De skal undersøge, hvor realistiske deres tanker er. Følg med og find ud, hvordan du gør det.

I krig med angsttankerne

Hvad gør du selv, når bekymringstanker banker på og slipper angsten løs? Du gør sikkert det samme som mig, når jeg skal holde oplæg og bliver tacklet af tanker som; ”Publikum vil kede sig” eller ”Du dummer dig undervejs, og tilhørene udvandrer i hobetal”.

Jeg prøver at få styr på sværmen af tanker og spørger mig selv, om det er sådan, det plejer at gå. Plejer publikum at kede sig? Og ender det sædvanligvis med, at jeg dummer mig så eftertrykkeligt, at tilskuerne udvandrer i åbenlys foragt? Ja, hvordan plejer det egentlig at gå?

Jeg spoler filmen tilbage, kigger mit mentale arkiv igennem og leder efter happy endings. De der sygeplejersker var da vældig begejstrede. Og den der forening med psykologer og socialrådgivere følte sig da også vel underholdt. Det var i hvert fald det, de sagde – og det må jeg tro på. Så det er vel ikke så tosset, det jeg render rundt og siger – fortsætter min egen indre dialog i forsøget på at overbevise mig om, at det nok skal gå alligevel. Og jeg ender altid med at tro på min egen indre stemme. Hvor tit er det lige, at mine bekymringer er gået i opfyldelse?

Tanker er påstande. Ikke andet. ”Mine forældre dør i en bilulykke” er lige så meget en påstand som ”Jeg dummer mig undervejs og publikum går deres vej”. Og Lukas skal lære at gøre som mig – undersøge, hvor realistiske tankerne er ved at stille spørgsmål til sig selv.

Kært barn har mange navne

Nogen kalder det detektivtænkning – jeg bruger ofte betegnelsen forskerspørgsmål. Uanset hvad vi kalder det, så er målet og spørgsmålene de samme. Når forskere påstår, at det er lige så effektivt, mindre risikofyldt og billigere at styrketræne sine muskler fremfor at kikkertoperere knæet, så vil vi have beviser for påstanden. Og det gælder også angsttankernes påstande – vi vil have konkrete beviser. Så Lukas skal i første omgang lære at finde beviser for og imod angsttankerne.

Forskerspørgsmål in action

Lad os se på tanken om, at Lukas’ forældre bliver kidnappet. Hvad har Lukas af beviser for den påstand? Sådan indleder vi vores korstog mod tanken og følger op med vores lidt smånaive nysgerrighed, når vi skal hele vejen rundt om påstanden. Prøv at se her, hvordan dialogen udspiller sig:

Psykolog - Hvilke beviser har du for tanken om, at dine forældre bliver kidnappet?

Lukas - Ingen. Mine forældre er aldrig blevet kidnappet før. De har ikke været i nærheden af det. Men én gang skal jo være den første, og man hører jo så meget… Med IS og andre terrorbevægelser, der kidnapper.

Psykolog - Hvad er det, du hører Lukas?

Lukas - Folk bliver slået ihjel og kidnappet i Frankrig for eksempel.

Psykolog - Bliver de også kidnappet?

Lukas - Måske ikke ligefrem kidnappet. Men de bliver taget som gidsler.

Psykolog - Så du frygter, at dine forældre bliver taget som gidsler – og slået ihjel?

Lukas - Ja

Psykolog - Hvem skulle gøre det, og hvor skulle det ske?

Lukas - Det kunne være IS og på vej til arbejde?

Psykologen er på nuværende tidspunkt klar over, at Lukas ingen beviser har. Det har de været igennem. I stedet undersøger de sammen sandsynligheden for, at det kan ske. Vi kan ikke udelukke, at det sker – men hvor sandsynligt er det egentlig? Lad os se, hvordan snakken fortsætter:

Psykolog - Har du oplevet, at forældre er blevet taget som gidsler i Danmark og slået ihjel af IS?

Lukas - (Tænker sig om) Nej, men det betyder ikke, at det ikke kan ske.

Psykolog - Og det har du ret i. Det kan ingen garantere. Spørgsmålet er, hvor sandsynligt det er? Hvor tit hører vi om gidseltagning og drab i Danmark?

Lukas - Det ved jeg ikke. Nok ikke særlig tit.

Psykolog - Har du hørt om gidseltagning indenfor den sidste uge eller måned i Danmark? Eller der hvor du bor?

Lukas - Nej – men nu læser jeg heller ikke alle aviser. Eller ser TV.

Psykolog - Er du usikker på, om nogen er blevet taget som gidsler i Danmark? Og hvis du er, vil du så kunne undersøge, om det er sket?

Lukas - Jeg havde nok hørt om det, hvis det var sket. Og ellers kunne jeg undersøge det på nettet.

Psykolog - På en skala fra nul til ti, hvor nul er lig med ikke sandsynligt, hvor sandsynligt tror du så det er, at dine forældre bliver kidnappet eller taget som gidsler i Danmark? Og slået ihjel?

Den slags samtaler, er en del af behandlingen. Læg mærke til, at psykologen ikke prøver at overbevise Lukas om, at det nok ikke er særlig sandsynligt, at hans forældre bliver kidnappet. I stedet stiller psykologen nysgerrige spørgsmål. Det er altså ikke psykologen, der konkluderer, at det nok ikke er særligt sandsynligt – det er Lukas selv.

Uundværlig liste over uundværlige spørgsmål

Her får du lige en række gode indledende spørgsmål, som du i samarbejde med dit barn kan bruge til at undersøge tankerne med:

• Hvad er beviset for tanken?
• Er det sket før? Hvor tit er det sket?
• Er der nogen modbeviser?
• Er der situationer, hvor det ikke er sket, hvor du kunne have forventet, at det ville ske?
• Hvad er det værste, der kan ske (Når forældrene er nede at købe ind?) Svar: - at de bliver kidnappet
• Hvad er det bedste, der kan ske (Når forældrene er nede at købe ind?) Svar: - at der ikke sker noget
• Hvad er det mest realistiske, der kan ske (Når forældrene er nede at købe ind) Svar: - at der ikke sker noget – men jeg ved det ikke (Men det kan vi undersøge med eksperimenter)
• Hvis en af dine venner havde det som dig, hvad ville du så sige til vedkommende for at opmuntre ham?
• Kan der være andre muligheder, end at dine forældre bliver kidnappet?
• Hvad vil Rasmus Modsat sige? (Og Rasmus Modsat siger altid det modsatte af angsten)
• Hvor meget tror du på din tanke?
• Hvad er sandsynligheden for, at det sker – på en skala fra nul til ti?

Med forskerspørgsmålene får vi sendt fornuften på banen igen. Den glimrer ellers ved sit fravær, når vi taler om angstlidelser. Og barnet lærer med tiden selv at bruge spørgsmålene. Spørgsmålene er dog kun den ene af de måder, psykologer bruger til at undersøge tankerne med. Den anden er eksperimenter. Med eksperimenterne får Lukas for alvor afprøvet, om forældrene bliver kidnappet, når de køber ind i Netto. Eksperimentet går nemlig ud på at undersøge, hvad der sker, når forældrene køber ind, mens Lukas er derhjemme. Du kan læse mere om eksperimenter her.

Inden Lukas blev kastet ud i forskerspørgsmålene, lærte han om angst og meningen med behandlingen. Derfor vidste han, hvad formålet med spørgsmålene var. Og det er vigtigt, når du selv skal i gang med at undersøge dit barns angsttanker.