Nu stod hans far der på ét ben og med lukkede øjne og kæmpede for at holde balancen. 23 sekunder, 24 sekunder, 25 sekunder, og så gik den ikke længere. Tyngdekraften og den manglende evne til at orientere sig med øjnene erklærede fra første sekund krig mod farens balanceevne, og i allersidste sekund overgav han sig til overmagten og faldt. Han havde tabt væddemålet til sønnen Karl. Og det gjorde jeg i øvrigt også.

Vi havde alle tre skrevet på tavlen, om vi troede, at Karls far kunne stå på ét ben med lukkede øjne i 30 sekunder uden at falde – og uden at hinke rundt. Karl havde ikke den store tiltro til farmand og skrev ”nej”. Da ingen os vidste, om han faktisk kunne, var vi nødt til at undersøge det nærmere. Så vi lavede et eksperiment. Og selvom det var indlysende, at Karls far skulle op og stå og balancere på ét ben, så overlod jeg det til 8-årig Karl at komme med ideer til, hvordan vi kunne undersøge vores påstande – far kan ikke stå på et ben eller, far kan godt stå på et ben.

Eksperimentet lykkedes på flere måder. Efter flere forsøg fandt vi ud af, at det var godt, at daddy ikke havde stræbt efter en karriere som professionel etbensudøver. Så havde hans bidrag til familiens økonomi været nul kroner. Og kombineret med flere andre typer eksperimenter i klinikken gik det op for Karl, at han kan undersøge mange ting i verden – ikke mindst sine angsttanker.

På med forskerkitlen – vi skal ud og undersøge angsten

Inden vi nåede så langt, havde vi været omkring tankernes påvirkning af vores følelser. Negative tanker fører til negative følelser. Angsttanker fører til angst. Og Karl var på det rene med, at formålet med behandlingen var at finde angsttankerne og undersøge, om de var realistiske.

Han havde lært, at tanker kun er tanker. Uanset om de er rigtige eller ej, har de ikke noget med virkeligheden at gøre. De lever deres eget tilbagetrukket liv inde bag kraniet, og ingen andre kan se dem end ejermanden selv. Inde under hjerneskallen kan de til gengæld gøre stor skade, hvis ejeren tror på dem. Tankerne gør folk angste og deprimeret, hvis vi giver dem for meget magt.

Karl lærte også, at hans tanker kan formuleres som påstande, der påstår alt muligt, der gør ham bange – når du er alene hjemme, bliver du kidnappet. Når du læser op i klassen, læser du forkert, og de andre griner ad dig. Når du ikke får tørret dig ordentligt, lugter du af lort, og de andre væmmes ved dig. Slår dit hjerte for hurtigt, er der noget galt, og du dør.

Heldigvis for Karl blev han udstyret med en række værktøjer, der hjalp ham med at undersøge, om tankerne var rigtige. Han blev verdensmester i at stille forskerspørgsmål. Hvilke beviser er der for tankerne? Er der nogle modbeviser og så videre. Jeg vil anbefale dig at læse mere om forskerspørgsmål her.

Selvom han ofte kom langt med forskerspørgsmålene – han var næsten overbevist om, at han ikke ville blive kidnappet, når han var alene hjemme – blev han flere gange tacklet på målstregen af det lille, men fuldstændigt afvæbnende spørgsmål – hvad nu hvis? Det er rigtigt, at det er meget, meget, meget sjældent, at børn bliver kidnappet i Danmark i deres eget hjem, mens forældrene lige er ude og lufte hunden i fem minutter, men hvad nu hvis det alligevel sker for mig. Øh bøh – ja, så står du der som psykolog og forælder og skal have trukket skægget fri fra postkassen. Men det er lige præcis i det øjeblik, at eksperimenterne som et andet kavaleri bliver sendt ind i slaget om det angstfrie liv. For Karl har jo ret. Vi kan ikke vide, hvad der sker, når han skal være alene næste gang. Men vi kan trække i forskerkitlen, lave vores eksperiment og få undersøgt det nærmere.

Fra skrækslagen slave af angst til modig frihedskæmper

Når vi er så langt i behandlingen, er angstens panser allerede begyndt at krakelere. De fleste børn er på det tidspunkt gået fra at være underkuet slaver af angsten til at være nysgerrige forskerspirer med ustoppeligt mod på at undersøge og udfordre angsten på angstens egen hjemmebane – for Karls vedkommende når han er alene hjemme.

Deres voksende mistro til angsten – er det nu også rigtigt, at det angsten påstår vil ske, kommer til at ske? – får jorden til at skælve under angsten. Og med støtte fra psykolog og forældre har de fleste børn så meget mod nu, at de er med på at kaste sig ud i eksperimenterne. Hvis de planlægges på en måde, så angsten ikke bare eksplodere i hovederne på dem. Og det er så den næste fælles udfordring for hele det angstbekæmpende team – Karl, forældre og psykolog.

Så hvad skal I gøre?

I skal lave en plan, hvor I svarer på følgende spørgsmål:

• Hvad skal jeg undersøge (Angsttankens påstand – du bliver kidnappet, når du er alene hjemme i fem minutter)?
• Hvordan skal jeg undersøge det (Jeg skal være alene hjemme)?
• Hvornår skal jeg undersøge det (Torsdag mens mor og far går en tur på fem minutter)?
• Hvem skal hjælpe mig (mor og far)?
• Hvad skete der (Der skete der ikke noget – jeg blev ikke kidnappet).
• Hvad har jeg lært (Hvis mor og far går fem minutter, sker der ikke noget. Så det passede ikke, hvad angsten påstod. Måske er der andre ting, som heller ikke passer. Det kan jeg også undersøge).

Det her er bare det første eksperiment i en lang række eksperimenter. For hvad sker der, når Karl er alene hjemme i ti minutter? Ja, lad os prøve at undersøge det. Og sådan fortsætter vi, indtil Karl ikke rigtigt tænker over kidnapning længere, når han er alene hjemme i længere tid.

Lige et par afsluttende fif

Jeg vil anbefale dig at læse "Eksponering – når barnet skal se frygten i øjnene" på den her hjemmeside, inden I kaster jer ud i eksperimenterne. Der finder du nogle vigtige råd til jeres eksperimenter, når eksperimenterne svarer til eksponering. Eksponering betyder bare, at barnet udsætter sig for den angstskabende situation. Så alle eksponeringsøvelser er i virkeligheden eksperimenter, hvor vi undersøger, hvad der sker, når barnet udsætter sig for angstens påståede gruopvækkende situation.

I artiklen om eksponering kan du blandt andet læse, hvordan I bør gå trinvist frem, hvordan I opstiller mål, og hvilke gode regler der ellers gælder for eksponering – og dermed eksperimenter.

Jeg kalder det som regel eksperimenter. Nogle gange bruger jeg også ”væddemål” eller ”gættekonkurrence”. Lad os gætte på, hvad der sker, når du er alene hjemme i fem minutter. Hvad tror du? Jeg tror … og så videre. Så har vi vores påstande, som vi kan undersøge nærmere.

Etbensøvelsen med lukkede øjne vækker som regel glæde og begejstring. Men I kan lave alle mulige eksperimenter, inden barnet kaster sig over angsteksperimenterne. Kan barnet spise en rundtom rugbrød uden pålæg og smør på under et minut? Eller hvad med det småmodbydelige men også sjove spis-en-stor-spiseskefuld-mel-eksperiment. Kan du det? Ja eller nej.

Og så er der de mindre krævende som papirbasket, hvor det bare gælder om at ramme en skraldespand med sammenkrøllet papir eller quizbattle – hvem kan fortælle flest gåder, som den anden ikke kender svaret på. Hvad kalder man indbagt haj? Haj med dej.

Og så gælder det ellers bare om at træde fantasien i bund, få barnet med og udtænkt de mest besynderlige, spændende og sjove eksperimenter. Og hele tiden holde formålet for øje – at vi ikke ved, hvad der sker på forhånd. Men går vi til opgaven med nysgerrigt og åbent sind, kan vi undersøge det nærmere. God fornøjelse.