Et afsnit i miniserien, hvor børn og unge fortæller om deres psykiske udfordringer og behandlingen af dem

Af Vilma, 14 år ( – som er opfundet til lejligheden, men lige så godt kunne være en ægte pige med OCD…)

Det startede med hænderne. Eller… egentlig startede det med tankerne. Men jeg lagde først mærke til det, da mine hænder begyndte at sprække. Det var vinter, og jeg vaskede dem hele tiden. Ikke bare før jeg spiste eller efter toilet – men hele tiden. 10, 20, nogle gange 40 gange om dagen.

Jeg sagde ikke noget til nogen. Det føltes pinligt. Og lidt dumt. Som om jeg ikke havde styr på mig selv. Men tanken om bakterier sad fast i mit hoved som en sang, man ikke kan få ud. Den kørte og kørte. Og hvis jeg ikke vaskede hænder, kom der billeder op i mit hoved – min lillebror, der bliver syg. Min mor, der dør. Alt sammen fordi jeg havde rørt ved et dørhåndtag og ikke gjort det rigtige bagefter.

Jeg begyndte at undgå ting. Dørhåndtag. Sko. Mobilen. Jeg pakkede min mad ind i køkkenrulle, så jeg ikke rørte tallerkenen. Jeg kunne ikke sidde i sofaen længere, fordi nogen måske havde haft beskidte bukser på. Det lyder skørt, når jeg skriver det, men dengang virkede det som det eneste sikre.

Jeg blev langsom. Træt. Alting tog så lang tid. Jeg kom for sent i skole, og min lærer begyndte at spørge, om der var noget galt. Men jeg kunne ikke sige det. Det føltes, som om tankerne havde magten, og jeg bare var en, der skulle adlyde. Bare for at få fred. Bare for at de skræmmebilleder i mit hoved ville forsvinde – bare lidt.

Men det gjorde de ikke. De kom igen. Og igen. Og igen.

Det gik først op for mig, at noget var helt galt, da jeg begyndte at tænke: “Hvis jeg ikke gør det rigtigt, sker der noget forfærdeligt.” Ikke bare måske – men helt sikkert. Jeg vidste godt, at det var overdrevet. Men det føltes så ægte. Jeg græd, hver gang jeg skulle i skole. Mine hænder var røde og gjorde ondt. Jeg var vred hele tiden. Jeg savnede at være normal. Jeg savnede at kunne sidde og se Netflix uden at tænke på, hvad jeg havde rørt ved.

Min mor opdagede det først rigtigt en aften, hvor jeg ikke ville spise aftensmad, fordi min lillebror havde hostet tæt på tallerkenen. Hun kiggede på mig og sagde: “Vilma. Det her er ikke dig.” Jeg begyndte at græde og kunne ikke stoppe igen.

Vi gik til lægen. Så til en psykolog. Jeg fik at vide, at jeg har OCD. Obsessive Compulsive Disorder. Det betyder, at man har tanker, der føles som trusler – og at man prøver at få dem væk med bestemte handlinger. Som håndvask. Eller tjek. Eller at tænke bestemte ting for at “annullere” de forkerte tanker.

Jeg fik tilbudt metakognitiv terapi. Jeg anede ikke, hvad det var. Men psykologen sagde: “Vi skal ikke kæmpe med tankerne. Vi skal øve os i ikke at reagere på dem.” Det lød mærkeligt. Jeg troede, vi skulle snakke om følelser og barndom. Men det her var noget helt andet.

Første gang jeg kom, sagde han: “Vilma, forestil dig en badebold. Du er i vandet og prøver at holde den nede under overfladen hele tiden.” Jeg nikkede – det føltes som mit liv. Han sagde: “Det er dét, du gør med tankerne. Du kæmper for at holde dem nede. Men de presser sig hele tiden op igen. Hvad nu, hvis du bare lod bolden flyde?”

Vi lavede en øvelse, han kaldte “den lyserøde elefant”. Han sagde: “Prøv IKKE at tænke på en lyserød elefant i ét minut.”

Jeg prøvede. Men selvfølgelig – det første, jeg så, var en lyserød elefant med hat. Han smilede og sagde: “Sådan virker hjernen. Jo mere vi prøver at undgå en tanke, jo mere bliver den hos os.”
Og jeg tænkte: Det er præcis sådan, det føles med mine skrækketanker.

En anden dag lavede vi vinduesøvelsen. Jeg satte mig foran vinduet, og psykologen bad mig skrive af mine ubehagelige tanker på glasset med en whiteboardtusch.” Jeg skrev: “Hvis jeg ikke vasker hænder, bliver nogen syg.”

Så sagde han: “Kig nu på tanken og bekymre dig alt det du kan over den.” Da jeg havde gjort det i et minuts tid, bad han mig nu flytte fokus mod omgivelserne bag vinduet og fortælle, hvad jeg så. Et træ. En bil. En sky. Masser af røde blomster. Jeg gjorde det. Skiftevis kiggede jeg på ordene og så ud. Tankerne sad lige dér foran næsen på mig. Men jeg kunne godt se noget andet.
“Det her viser,” sagde han, “at du ikke behøver fjerne tanken. Du kan bare flytte fokus. Du bestemmer selv, hvad du giver opmærksomhed.”

Det var en af de største øjenåbnere for mig.

Han brugte også et billede, jeg aldrig glemmer:
“Forestil dig, at dine tanker er som en mobil, der ringer. Du kan høre den. Men du behøver ikke tage den. Du kan bare lade den ringe og gå videre med det, du var i gang med.”
Jeg var stille et øjeblik og sagde: “Det ville jeg aldrig have troet.”

Men vi øvede det. Jeg prøvede det. Og jeg kunne mærke, at det hjalp.

Vi lavede også eksponering. Det betyder, at man gør de ting, man normalt undgår – uden at gøre det “rigtige” bagefter. Først trykkede jeg på et dørhåndtag og vaskede ikke hænder. Jeg var bange. Men jeg gjorde det. Og... der skete ikke noget.

Næste gang sad jeg i sofaen med tøj fra skolen. Jeg spiste chips uden at vaske fingre først. Tankerne kom. Men jeg øvede mig i ikke at reagere. Bare lade dem være. Knap nok bemærke dem.

Det var ikke nemt. Men det var muligt.

Langsomt begyndte mit liv at vende tilbage. Jeg gik i skole uden at komme for sent. Jeg kunne spise med fingrene igen. Jeg grinede med mine veninder og så film uden at trykke pause. Jeg følte mig friere.

OCD’en prøver stadig at ringe. Men jeg tager ikke telefonen længere. Tankerne må godt være der – men de bestemmer ikke over mig.

Jeg er ikke OCD. Jeg er Vilma.

Hvis du er blevet mere nysgerrig på OCD og behandlingen af OCD kan du finde mere materiale her:

Lidt gakket og alvorlig billedserie om OCD

Et hæfte til unge om OCD og behandlingen af OCD

Bog til børn om OCD