Fodring af angsten forbudt – eller er det tilladt at give efter?

Hvad sker der, hvis forældre giver efter for angsten? Ender angsten da med at vokse barnet eller den unge over hovedet og blive værre? Få et svar her.

Fodring af angsten forbudt – eller er det tilladt at give efter?

”Altså – hvis I giver efter for angsten, og lader jeres datter få sin vilje, så er helvede løs i Laksegade. Angsten er som en lille glubsk løveunge – jo mere I fodrer den, desto større og vildere bliver den”.

Sådan rungede det forfærdende budskab fra behandleren til det tydeligt småchokerede forældrepar med en datter på elleve - og separationsangst. Hun skulle under ingen omstændigheder i skole – mente hun selv, der ikke var tilstede, da ordene spruttede fra behandlerens mund. Dertil var angsten for at miste sine forældre for voldsom.

Efter at have sundet sig et øjeblik ovenpå behandlerens dommedagsprofeti, kiggede forældrene hinanden dybt i øjnene, tog mod til sig og vendte sig skarpladte mod behandleren. Faktum var, at pigen ikke turde slippe forældrene af syne. Skulle forældreparret da binde deres elskelige arving, smide hende ind i bilen, køre hende i skole og med fælles hjælp bære hende ind i klasselokalet, mens et sammenrend af nysgerrige forældre, lærere og elever fulgte med, alt i mens den stakkels pige vred sig til blods i rebet samtidig med, at hendes skrig som spidse issyle skar sig ind i alle de tilstedeværendes hjerner?

Var det det, behandleren ønskede af forældrene? At de med vold og magt og trusler om det, der var værre, fik drevet pigen i skole?

Er du nogensinde løbet ind i sådan et råd fra en behandler – at betragte angsten som en lille umættelig løveunge, der frit oversat betyder, at du på ingen måde må give efter for barnets angst? For hvis du gør, sender du barnet direkte i armene på undgåelsesfælden, og som en anden vandoverrislet bønne fra Jack og den gigantiske bønnestage, vokser angsten sig nu gruopvækkende stor.

Konsekvensen – sammenbrud og mistro

Tager vi løveungebrillerne på, skal pigen undelyneme mig i skole. Det gælder også drengen med socialfobi, der frygter klassekammeraternes fordømmende blikke, når han skal holde oplæg. Men han SKAL holde det oplæg – ellers fodrer vi jo bare løveungen. Også selvom der er overhængende fare for, at den eneste form for underholdning klassen får, er en særdeles livagtig demonstration i det personlige sammenbruds natur, når drengen for øjnene af klassen får sparket benene væk under sig af et stormfuldt angstanfald.

Det vil sandsynligvis være konsekvensen af vores ubøjelige insisteren på, at angste børn får hanket op i sig selv, set angsten i øjnene og kaster sig ud i det halsbrækkende stunts de frygter mest af alt, og som svarer til at springe ud på dybt, dybt vand uden at eje skyggen af svømmefærdigheder. Er det det, vi ønsker at opnå? Nej, selvfølgelig ikke. Oven i hatten får vi så nogle børn, for hvem tillid til forældre og lærere er som en uopdaget planet langt fra vores eget solsystem – nemlig ikke eksisterende.

Det bryder også voldsomt med flere ufravigelige principper i angstbehandlingen – at forældre, lærere, behandler OG barnet skal samarbejde om at få vristet barnet ud af angstens kløer og, at vejen mod målet foregår trinvist. Og det har efter min bedste overbevisning intet med samarbejde og en trinvis proces at gøre, når vi tvinger børnene ud på dybt vand uden evnen til at holde sig flydende.

Vokser løveungen, når du fodrer den - hmmm

Men er det forkert, at vi fodrer angsten, når vi giver efter for den? Jeg er ikke i tvivl om, at børnene sidder ubehjælpsomme fast i angsten, så længe de ikke udfordrer den og får undersøgt, om det nu passer, at far og mor omkommer i en bilulykke, mens de er i skole.

Til gengæld er jeg ikke så sikker på, om den ligefrem vokser, når vi giver efter. Men nye bekymringer kan støde til. Børn, der ikke kommer i skole på grund af separationsangst, kan udvikle en bekymring for, hvad klassekammeraterne tænker om dem, når de udebliver fra skolen, men stadig går til fodbold så længe en af forældrene kigger med fra sidelinjen.

En del børn med angst bliver også overrumplet af dårlig samvittighed, skyld og flovhed og ved ikke, hvad de skal sige til klassekammeraterne, når de møder dem og prøver derfor at undgå dem. Og så er bekymringsspiralen for alvor ved at komme op i fart. Der kan altså støde nye bekymringer til, når børnene i eftergivelsens navn ikke kommer i skole i længere tid. Men det har ikke nødvendigvis noget med separationsangsten at gøre.

Det lyder som valget mellem pest og kolera – så hvad gør vi?

Giver vi efter, vokser angsten – måske. Men nye bekymringer kan støde til. Og presser vi på, øger vi chancen for, at vores barn ramler ind i uoverskuelige nederlag og fremover vil møde os med mistro. Hvad skal vi gøre?

Er jeres familie kommet i gang med angstbehandlingen, er det naturligt at betragte den nuværende situation som en slags undtagelsestilstand, hvor I giver efter for angsten på nogle områder, mens I arbejder videre med barnets angst på andre områder. Forældrene til pigen med separationsangst må for en stund acceptere, at hun ikke kommer i skole i alle klassens timer, mens de øver adskillelsen fra forældrene.

Den mest udbredte form for angstbehandling er kognitiv adfærdsterapi. Det ligger i behandlingens natur, at jeres barn i samarbejde med jer, lærere og behandler vælger et konkret mål at gå efter – at komme i skole igen uden forældrene eller holde oplæg.

Og når I fokuserer på eet mål, bliver I nødt til at give efter for angsten på andre områder. Til gengæld er det ofte sådan, at de erfaringer barnet får på rejsen mod et givet mål automatisk breder sig som ringene i vandet til andre angstplagede områder. Det gør ofte arbejdet med de efterfølgende mål lettere.

Så rådet herfra er at slå koldt vand i blodet, væbne jer med tålmodighed og følg anvisningerne i behandlingen. På den måde arbejder I jer sikkert og trinvist mod de aftalte mål – mens I for en stund fodrer løveungen på andre områder.

Vil du vide mere om behandlingen, vil jeg anbefale dig at læse de andre blogindlæg på hjemmesiden. Her får du et lærerigt indblik i mange af angstbehandlingens vigtige facetter. God fornøjelse

Medlem af Dansk Psykolog Forening