Stort set alle angste børn ved, at de frygter noget. Børn med separationsangst ved, at de er bange for, at der sker dem eller deres forældre noget farligt, når de ikke er sammen. Og har socialfobien slået kløerne i datteren, er den unge dame udmærket klar over, at det der med at holde oplæg i skolen eller på anden måde træde frem og få alles opmærksomhed er en no-go-situation, hun absolut ikke bryder sig om - og som hun gør alt for at undgå. Og du får heller ikke – om du så skal slæbe ham med ind i hoved og røv – familiens yngste med på nabobesøg, hvis han bliver mødt af en logrende minihund, når han er rædselsslagen for hunde.

Fælles for de unge mennesker er, at de ved, at de angste. De er særligt årvågne og holder konstant øje med potentielle farer i omgivelserne. De mærker i kroppen, hvordan angsten slår sig løs og skaber ubehag ved udsigten til at havne i de frygtede situationer eller bare tankerne om dem. Hjertet, der kaster sig ud i overhalingsbanen og banker speederen i bund. Varmen, der spreder sig eksplosivt ud i alle afkroge af legemet og ender som klamsved. Kvalmen i maven. Spændingerne i hovedet der svinger sig op til hovedpine. Svimmelhed og åndenød. Kvælningsfornemmelser og så videre og så videre. De er pinligt bevidste om kroppens reaktion på angsten. Og det er dødubehageligt.

Yngre børn kan have svært ved at sætte ord på angsten, og jeg møder børn, der ikke har lyst til at tale om den, ligesom nogle ligefrem prøver at skjule den. Det ændrer ikke ved, at de er klar over, at der er noget de frygter i en grad, så det stjæler af det gode humør og dækker udsigten til de sjove ting i livet.

Det handler om liv og død

Som forælder til et barn med helbredsangst, kan du ende i en ganske særlig situation. Børn og unge med helbredsangst frygter i overdrevent grad, at de får eller har en alvorlig sygdom. De børn, der frygter at få en dødelig sygdom, er ligesom børnene med separationsangst, social- og hundefobi klar over, at de er bange og prøver at undgå situationer, hvor risiko for smitte er stor. Og det er relativt let at overbevise dem om, at deres frygt er overdrevet, og der er tale om en angstlidelse. Så langt så godt.

Når det gælder et barn fra den anden gruppe – gruppen af børn og unge der er 110 procent sikre på, at de allerede er syge – risikerer du at tale for døve øren, når du prøver at forsikre barnet, at der ikke er tale om en fysisk sygdom men om angst for at have en fysisk sygdom.

I den her gruppe finder vi de børn, der er årvågne på egen krop i en grad, der får en sulten musvåges museradar til at blegne. Den mindste lille forandring, lyd eller fornemmelse bliver opfanget af deres superfølsomme kropsradar og tolket som fjender, der skal undersøges og elimineres. Og de hårdeste ramte af børnene helmer ikke, før lægen har været inde over. Og ikke engang det behøver at være nok. Læger tager jo fejl. Og når det handler om liv og død – og det gør det for de her børn – så tager de unge mennesker ingen chancer. De insisterer på at komme videre til hospitalet.

Hvis du er 110 procent sikker på, at fornemmelsen i din krop er tegn på, at alvorlig sygdom har indfundet sig i dit forsvarsløse legeme og nu langsomt æder dig op indefra - hvem vil du så henvende dig til? En læge eller en psykolog? Og det er valget, barnet med helbredsangst i første omgang står over for.

Og hvad gør du så nu?

Der er heldigvis mange børn med helbredsangst, der er modtagelige for alternative forklaringer på deres kropslige fornemmelser og sagtens kan se – når de har været forbi lægen flere gange uden resultat – at det handler om fejltolkninger af kroppens naturlige signaler kombineret med frygten for alvorlig sygdom.

Til gengæld kan det være svært at overbevise de børn, der mener, at der er tale om alvorlig sygdom og uduelige læger med utidssvarende undersøgelsesmetoder. De er ikke nødvendigvis med på den ide, at der er tale om en misforstået opfattelse af normale kropslige fornemmelser og overdrevet bekymring.

Som udgangspunkt skal vi selvfølgelig tage vores børn alvorligt. Og beklager de sig over ubehagelige kropslige fornemmelser og frygt for alvorlig sygdom skal de naturligvis forbi lægen og undersøges nærmere. Udvikler det sig imidlertid til flere lægebesøg og en generel overdrevet og ubegrundet bekymring for sygdom, skal du møde barnet med nysgerrighed og anerkendelse.

Hvor tit bekymrer barnet sig? Opsøger barnet informationer om sygdom på nettet, tv og så videre? Undgår dit barn særlige situationer – syge mennesker eller steder, hvor der er risiko for at blive smittet? Har du oplevelsen af, at barnets humør og trivsel er truet? Er det pinefuldt for barnet at være så optaget af sygdom? Begrænser det barnet i det daglige? Spørg endelig løs og lyt for at blive klogere.

Ønsker barnet hjælp til at vriste sig løs af frygten for livsfarlige sygdomme, kan du træde til med alternative forklaringer på de kropslige fornemmelser og præsentere muligheden for, at der i virkeligheden er tale om overdrevet bekymring for fysisk sygdom. Du kan også fortælle, at frygt for sygdom faktisk har et navn – helbredsangst – som andre før barnet har haft, ligesom barnet skal vide, at det er muligt at få hjælp til angsten. Men det er ikke en læge - det er en psykolog, der er brug for.

Er det ikke nok, kan du præsentere dit barn for min bog om helbredsangst hvor I sammen bliver klogere på angsten og finder vej af ud af dens klør. Og har du brug for fif til, hvordan du motiverer dit barn, så læs med her. God fornøjelse.