Skal jeg være med? Jeg kan bare går udenfor imens, foreslår drengens mor med et spørgende smil, der er så varmt og bredt, at hendes ansigt deler sig i to. Med en i første omgang antydning af forfærdelse stirrer drengen på moren og afslører åbenlyst efterfølgende, at det ikke var en del af planen, at han skulle efterlades alene og krænge sin dyrebare sjæl ud til en fremmed mand uden sin mors solide støtte.

Jeg skynder mig at berolige den halvskræmte knægt. Fanger herefter morens blik, inden hun når at snige sig ud. Hun har allerede rejst sig og skal til at gå, da jeg beder hende om at blive. Og mens jeg forklarer hende, at jeg gerne vil have, at hun bliver, hører jeg tydeligt, hvordan den unge mand lader et lettelsens suk undslippe de bekymringstørre læber.

Sådan kunne scenen have udspillet sig, men nu er det de færreste børn og unge, der har et særligt ønske om, at forældrene bliver i sessionslokalet. De fleste ser det ikke som et problem at være alene med psykologen, når de lige har set starutten an. Og en del psykologer laver behandling på den måde – de er alene med barnet men indleder og afslutter sessionerne med forældre og barn sammen, hvor dagens program gennemgås og hjemmearbejdet planlægges.

Mit ærinde med indlægget er ikke at underkende den praksis. Den har sine fordele. Især når ældre unge vil klare angsten uden forældrenes indblanding. I sådan en situation er jeg ikke den, der står i vejen for det ønske. Og bliver der alligevel brug for forældrenes deltagelse undervejs, så inviterer vi dem bare med. Værre er det ikke. Og så er det i øvrigt muligt at arrangere behandlingen, så de unge mennesker føler sig trygge og får det optimale ud af sessionerne samtidig med, at forældrenes behov tilgodeses. I nogle tilfælde betyder det, at vi tager en forældresnak uden barnet. Nogle forældre har brug for at fortælle om forhold, som barnet ikke behøver at høre om, ligesom jeg kan have brug for en snak med forældrene alene. Så – alt kan lade sig gøre.

Mit udgangspunkt er dog alligevel, at en af forældrene er med hele vejen - fra start til slut i hver session. Og det er der flere gode grunde til.

Toppen af isbjerget

Jeg oplever tit, at forældre og børn ser forskelligt på angsten. Mens forældrene ser med udefra, er det inde i børnenes hoveder, at angsten buldrer ustyrligt rundt – og usynligt for de voksnes blikke. Jeg plejer at sige, at vi voksne kun ser toppen af isbjerget. Og derfor lytter vi naturligvis til børnene, når vi skal forstå omfanget af angsten. For nogle forældre kommer det som en overraskelse, at angsten fylder så meget. I andre tilfælde er det den anden vej rundt – angsten fylder ikke så meget, som de tror. Uanset hvad, så får de et mere realistisk billede af angsten ved at være med hele vejen.

Forældrene kan samtidig supplere med deres oplevelser af angsten. De ser, hvordan barnet udvikler sig til en eminent mester ud i kunsten at undgå angstprovokerende situationer, ligesom forældrene kan berette, hvor meget angsten påvirker familiens dagligdag. At de eksempelvis er nødt til at alliere sig med hele rækken af godvillige bedsteforældre, der kan være stand-in, når forældrene tager på arbejde, fordi knægten med socialfobi ikke kommer i skole.

Mindre børn husker heller ikke så godt som voksne og glemmer let situationer, hvor angsten brøler løs. Her er forældre en uvurderlig kilde til fakta.

Med en forælder tilstede kan vi sammen – barnet, forælderen og jeg – hele tiden opdatere angstens dagtemperatur og korrigere hinandens forståelse og indsigt. Og det kommer der altid en fin og frugtbar dialog ud af, mens nuancer let går tabt, når vi kun mødes til start og slut.

Jedimester i terapeutiske værktøjer

For at kunne støtte barnet, skal forældre ikke bare kende principperne for behandlingsmetoden. De skal også - uden at være verdensmestre i dem - beherske værktøjerne derhjemme, når barnet kaster sig ud i sit hjemmearbejde. Er forældrene med under sessionerne, får de hver gang en life-opvisning i brugen af terapeutiske værktøjer. De ser med, når psykologen og barnet ved hjælp af særlige spørgsmål udfordrer angsten eller undersøger forskellige påstande med eksperimenter i løbet af sessionen.

Forældrene er også med i front, når realistiske mål for behandlingen formuleres, og de deltager aktivt, når vi planlægger barnets hjemmearbejde. Hvad er det, barnet skal undersøge nærmere med sine eksperimenter? Og hvordan kan vi undersøge det? Skal vi have nogle klassekammerater på banen? Eksperimentet kræver måske en overnatning hos barnets bedste ven. Det kan også være, at vi skal have en lærer i spil. Læreren kan stille et særligt spørgsmål i timen, som barnet svarer på som øvelse i at sige noget i klassen. Og samtidig noterer barnet, om nogen af klassekammeraterne griner. Her spiller forældrene en vigtig rolle i planlægningen. Og min erfaring er, at det er lettere at forstå rationalet bag hjemmearbejdet, når forældrene er med hele vejen – og ikke bare deltager i slutspillet uden dybere forståelse for sessionens mellemregninger. Det svarer til at komme for sent til et møde og må nøjes med konklusionen. Så sidder du der sådan lidt ja-okay-agtigt og får ansvaret for noget, du ikke har været en del af - og måske ikke helt forstår baggrunden for. Måske.

Derfor foretrækker jeg, at en af forældrene er med fra start til slut. Men er der forhold, der taler imod - så gør vi bare noget andet. Alt er muligt.