Velkommen til en lille guidet tur i det metakognitive maskinrum. Vi kigger med, når Frederik på 13 år vrider sig løs af sin socialangst. Men inden da lige et par ord om tankerne bag metakognitiv terapi. Du er også velkommen til at læse de andre indlæg på hjemmesiden, der inviterer inden for i det metakognitive univers.

Den metakognitive forståelse af socialangst er en blanding af metakognitiv terapi og kognitiv adfærdsterapi. I kognitiv adfærdsterapi er vi interesseret i at undersøge tankernes indhold ved at spørge nysgerrigt til beviser for tankerne og efterprøve tankernes påstande – de andre griner ad mig, når jeg holder oplæg i klassen – ved hjælp af adfærdseksperimenter. Og sådan lærer barnet at tænke mere realistisk med mindre angst til følge.

I metakognitiv terapi er vi ikke synderlig optaget af tankernes indhold. Istedet interesserer vi os for de forestillinger, vi har om vores tanker og tankeprocesser. Og dem kalder vi metakognitive overbevisninger . Jeg forestiller mig eksempelvis, at jeg ikke kan styre mine tanker, og derfor kan jeg ikke holde op med at bekymre mig. Mine angste tanker er udenfor min kontrol og lever deres eget liv. En anden metakognitiv overbevisning kan lyde sådan her: Hvis jeg tænker en tanke, er det sandsynligt, at tankens indhold kommer til at ske. Mens jeg står på en bro, ser jeg i mine tanker et glimt af mig selv falde hurtigt mod afgrunden. I situationen vil den metakognitive overbevisning fylde mig med frygt for, at jeg finder på at springe. Jeg mærker suget i maven, træder et par vaklende skridt tilbage fra gelænderet, griber om og klemmer - i min kamp for at undgå katastrofen - livet ud af en sagesløs lygtepæl. Så stor betydning har vores metakognitive overbevisninger.

I metakognitiv terapi skal vi finde de metakognitive overbevisninger, der holder liv i de angste tanker. Og når overbevisningerne er fundet, undersøger vi, om de passer – at jeg ikke kan styre mine tanker og bare lade dem være. Det sker ved hjælp af spørgsmål og eksperimenter. Og efterhånden finder jeg ud af, at jeg er i stand til at styre mine tanker og lade dem være i stedet for at drukne i dem.

I den metakognitive forståelse af socialangst er der alligevel eksempler på, at psykologen og barnet undersøger tankeindholdet. Er det rigtigt, at jeg bliver knaldrød i hovedet og ryster voldsomt på hænderne, når jeg skal holde oplæg for klassen? Det er en af de tanker, Frederik undersøger nærmere.

Og så er vi er klar til at følge Frederik noget af vejen i arbejdet på at blive mindre angst.

Socialangsten indtager den kritiske kommentatorboks

I første omgang bad psykologen Frederik om at tænke tilbage på sidste gang, han blev overmandet af angsten. Det var dengang, han holdt oplæg for klassen om sangeren Prince. Selvom han var velforberedt – sikkert mere end nogen anden i klassen – buldrede bekymringerne rundt i hovedet på ham. Allerede flere dage før oplægget, havde socialangsten indtaget sin vante plads i den kritiske kommentatorboks og dundrede løs med tanker om, hvor gabende kedeligt oplægget ville blive. Og angsten mindede ham om, at klassekammeraterne ville gabe deres kæber af led, mens han fumlede sig igennem den håbløst barnlige tekst - som han i øvrigt var nødt til at læse op ad for bare at have en lille smule kontrol over situationen. Og det er ikke videre tjekket, synes Frederik.

Frederik var altså bekymret for, at resten af klassen ville finde oplægget barnligt og kedeligt. Og ud af denne bekymring voksede angst og uro.

Det Indre Spejl – Frederik ser sig selv udefra

Psykologen spurgte, hvordan Frederik forestillede sig, at han så ud, når han stod og holdt oplæg for klassen. Hvordan troede han, at klassekammeraterne oplevede ham? Den oplevelse kalder vi for Det Indre Spejl. I første omgang bliver det bare i overskriftsform. Senere – når Frederik skal undersøge, hvor meget Det Indre Spejl har med virkeligheden at gøre – skal vi have flere detaljer på.

Så hvordan ser du ud Frederik, når angsten strammer grebet, mens du kæmper dig gennem oplægget? Han bliver anspændt og stiv i kroppen. Hans stemme knækker over og ryster mange gange undervejs. Hænderne får også en voldsom rystetur. Ansigtskuløren konkurrerer med overmodne tomater om at være mest rød, ligesom hjertets heftige banken får enhver stortromme til at blegne. Og hvor virkeligt tror Frederik, at Det Indre Spejl er på en skal fra 0 til 100? 85 svarer han.

Damage control – sådan minimerer Frederik skaderne

Næste led i behandlingen. Hvad gør Frederik for at håndtere Det Indre Spejl, når han holder oplæg? I metakognitiv terapi hedder det sikkerhedsadfærd. Det er strategierne, Frederik anvender, når han forsøger at dæmpe Det Indre Spejl – eller minimere skaderne så han ikke fremstår kropsligt stiv, med rystende stemme, tomatrød i ansigtet og med galoperende hjerte som en forstyrrende stortromme i baggrunden.

For at undgå alt dette vælger Frederik at fokusere på papiret. Han undgår at kigge kammeraterne i øjnene, men holder et vågent øje med, om de gaber eller på anden måde ser ud som om, at de keder sig. Han racer igennem oplæsningen, så oplægget når hurtigere i mål. Og lige så vigtigt – han er meget optaget af, hvordan hans krop har det, og hvordan stemmen lyder – hvor varm, anspændt og urolig er han? Spørgsmålet er så, hvor meget han tror, at sikkerhedsadfærden hjælper ham med at dæmpe Det Indre Spejl på en skala fra 0 til 100? 90 er svaret. Frederik mener altså, at strategierne er nyttefulde for ham. Men er det rigtigt – at de er så hjælpsomme? Det skal han undersøge med et par eksperimenter.

Hvor hjælpsom er sikkerhedsadfærden egentlig?

I det første eksperiment skal han smalltalke med psykologen. Emnerne kan være alt fra biograffilm til vind og vejr. Mens han smalltalker skal han skrue maksimalt op for sikkerhedsadfærden. Alle strategierne skal i spil. Han skal undlade at kigge psykologen i øjnene, men holde øje med de allermindste tegn på kedsomhed. Og han skal bruge kræfter på at mærke efter uro i kroppen, ligesom temperatur og anspændthed nøje skal registreres. Og så er der stemmen – den må han heller ikke slippe af syne. Og det hele bliver optaget på Frederiks mobil.

Da eksperimentet er forbi efter fem minutter, snakker Frederik og psykologen om, hvordan det var at smalltalke, mens hele hæren af strategier var i kamp. Var det hjælpsomt? Måske anstrengende? Gjorde det ham mindre angst – mindre urolig og anspændt? Kunne han slappe af? Og så videre. Og via mobiloptagelsen får Frederik en smagsprøve på, hvordan scenariet udspillede sig, når man ser det udefra.

I næste eksperiment skal psykologen og Frederik smalltalke igen. Denne gang skal Frederik glemme alle strategierne. Han skal fokusere på psykologen – men ikke på kedsomhedstegn. Og han skal glemme sig selv – og bare sige det første, der falder ham ind undervejs i samtalen. ALTSÅ – ingen strategier i dette eksperiment.

Faldt han i fælden med strategierne, og anvendte dem undervejs i den anden samtale? Og hvis han gjorde – kunne han så glemme dem igen og fortsætte med at fokusere på psykologen og samtalen? Oplevede han forskel på de to eksperimenter? Hvad skete der med angsten? Til hvilken nytte er strategierne? Hvor meget tror han, at strategierne hjælper ham nu?

Med de to øvelser indså Frederik, at strategierne ikke hjalp med at dæmpe angsten. Tværtimod. Han blev i stedet sygeligt optaget af faresignalerne – kropslig uro og tegn på kedsomhed - og det fastholdt ham i angsten. Han var mere afslappet, når han ikke brugte strategierne.

Er Det Indre Spejl lig med virkeligheden?

Nu har Frederik undersøgt nytten af sin sikkerhedsadfærd, og han skal videre i programmet. Næste punkt på dagsordenen er en undersøgelse af Det Indre Spejl – altså Frederiks forestillinger om, hvordan andre oplever ham i den angstfulde situation. Holder forestillingerne i virkeligheden? Eller er Det Indre Spejl bare Frederiks egen urealistiske opfattelse af, hvordan han tror andre mennesker oplever ham?

For at undersøge Det Indre Spejl er vi nødt til at vide, hvad Frederik præcist mener, når han taler om at rødme eller ryste på hånden – for nu at vælge et par af punkterne fra Frederiks Indre Spejl. Hvor rød forestiller han sig, at han bliver. Har vi en farve eller noget i lokalet, vi kan sammenligne med? Der er en rød blomst – næsten blodrød. Så rød i hovedet mener Frederik, at han bliver, når angsten slår kløerne i ham. Og så er der de rystende hænder – hvor meget vil de ryste? Eller bevæge sig i centimeter? Tre centimeter påstår Frederik. Så har vi styr på styrken af rødmen, og hvor meget hænderne vil ryste.

Nu skal vi have en situation, der kan sætte så meget fut på angsten, at Det Indre Spejl vækkes til live. I Frederiks tilfælde er det relativt enkelt – vi skal have inviteret et par psykologkolleger ind på kontoret, så de kan høre Frederik fortælle om sig selv – eller et andet selvvalgt emne. Og det er nok til at sætte gang i angsten og puste liv i det ellers slumrende Indre Spejl. Og psykologen har naturligvis sikret sig, at Frederik er med på dette lille men angstprovokerende eksperiment.

Mens Frederik holder sit lille uforberedte oplæg, bliver hele showet optaget på hans mobil. Efterfølgende kan Frederik se, at han hverken rødmede eller rystede så meget, som han forestillede sig. Det Indre Spejl er altså et oppustet selvbillede, der kun eksisterer i hovedet på Frederik. I virkeligheden vil det kræve en overdimensioneret lup at få øje på bare en lille afvigende rød nuance hos Frederik, ligesom der skal lineal til at måle de få og næsten usynlige millimeter, som hænderne ryster.

Behandlingen er ikke nået til ende med øvelserne her, men vi forlader alligevel Frederik og hans psykolog. De skal videre og lave flere eksperimenter, der viser Frederik, at hans socialangste forestillinger kun lever i hans eget hoved – og ikke er en del af virkeligheden.

Dette indlæg var ment som en lille appetitvækker og et smugkig ind i den metakognitive verden. Vil du vide mere om metakognitiv terapi, følger du bare dette link. Har dit barn socialangst, er du også velkommen til at kigge nærmere på min bog "Hvad tænker de andre". God fornøjelse.