William stod allerede med skoene på i entreen klokken 7.12. Hans skoletaske hang tungt over skuldrene, og madpakken lå pakket i sidenettet, præcis som den plejede. Udadtil lignede det en helt almindelig tirsdag morgen. Men hans mor kunne se det i hans øjne. Panikken. “Mor… hvad nu hvis der sker dig noget, mens jeg er i skole?” Hans stemme dirrede.

Hun satte sig på hug foran ham og strøg ham over håret, som hun havde gjort så mange gange før. Men William så ikke rolig ud. Han kiggede hele tiden mod vinduet. Mod døren. Mod hende. Som om verden kunne falde fra hinanden, så snart han slap hende.

For små børn er separationsangst en naturlig del af livet. Mange børn græder, når de starter i vuggestue eller børnehave. De protesterer, holder fast om benene på deres forældre og har brug for tid til at vænne sig til adskillelsen.

Men hos nogle børn bliver angsten ved længere, end man forventer. Og hos William fyldte den mere og mere. Han var ti år gammel, men hver morgen føltes stadig som et lille farvel til sikkerheden. Det var ikke skolen i sig selv, han var bange for. Faktisk kunne han godt lide matematik. Han elskede frikvartererne med fodbold og sin lærer, som altid tegnede små smileys på tavlen. Det var adskillelsen. Tanken om ikke at være tæt på mor eller far.

For inde i Williams hoved kunne alt muligt frygteligt ske, mens han var væk. Han forestillede sig trafikulykker. Indbrud. Sygdom. At hans mor faldt om alene derhjemme. At hans far aldrig kom hjem fra arbejde igen. “Men hvad hvis du dør?” spurgte han nogle gange helt stille ved aftensmaden. Det gjorde ondt helt ind i hjertet at høre.

Separationsangst handler ofte om en intens frygt for at miste sine nærmeste eller blive adskilt fra dem. Børnene bliver ikke bare lidt utrygge. De føler reel fare. Mange er bange for, at der sker forældrene noget slemt – eller at de selv bliver væk, kidnappet eller aldrig finder hjem igen.

Hos William begyndte angsten allerede om aftenen. “Du går ikke fra mig i nat vel?” Han ville helst sove med døren åben. Nogle nætter vågnede han flere gange for at liste ind og kontrollere, om hans forældre stadig lå i deres seng. Hvis huset knagede, fór han op.

Og om morgenen kom mavesmerterne. Nogle dage stod han bøjet over toilettet med kvalme og tårer i øjnene. Andre dage klagede han over hovedpine eller ondt i maven lige inden skole. Det var ikke pjæk. Det var angst.

Mange børn med separationsangst reagerer fysisk, når de skal adskilles fra deres forældre. Kroppen går i alarm. Maven gør ondt. Hjertet banker. Tårerne presser sig på længe før afskeden.

Vil du vide mere om separationsangst, og hvordan psykologer behandler den med kognitiv adfærdsterapi, kan du læse om det i min anmelderroste bog "Slip mig fri!". Bogen kan du låne på biblioteket.

En anden mulighed er at downloade et hæfte om angst og metakognitiv terapi skrevet til teenagere, eller læse om Oskars vej ud af generaliseret angst i Den ultimative metakognitive intro til begynderen - og den er slet ikke så tosset. Indlægget kan sagtens inspirere, selvom der er tale om generaliseret angst, da principperne i behandlingen er de samme, hvad enten det er separations- eller generaliseret angst.

En sidste mulighed på denne hjemmeside er en billedserie til børn om metakognitiv terapi, hvor jeg i få ord og mange billeder beskriver formålet med behandlingen - også når det gælder separationsangst. Og en billedserie om angst.