En af de sikre forårsbebuder på linje med lærken og nyudsprunget forelskede par hånd i hånd er konkurrencestatens ultimative sorteringsmiddel i dygtige og mindre dygtige elever - eksaminerne.

For nogle unge bare et småirriterende og afsluttende bump på ti års fodslæbende skolegang. Og hverken værre eller bedre end så mange andre af livets uundgåelige udfordringer. Men for stadig flere unge mennesker repræsenterer det grønne bord et onde, der er værre end Satan selv. For dem står eksamensmenuen på en cocktail af offentlig ydmygelse og uoprettelige ridser i det positive selvbillede.

Her har vi så Oliver med ledsager - eksamensangsten

Et af disse unge mennesker kalder vi Oliver. 18 år og en erfaren herre i eksamenslivets op og nedture. Som en anden blomsterstøvsinficeret pollenallergiker har Oliver svært ved at se charmen ved foråret. Pollen bider ikke rigtig på ham, til gengæld gnaver eksamensangsten nådesløst i det gode humør og efterlader ham som en vissen skygge af sit ellers optimistiske sind. Han gyser ikke bare ved eksamen – han er så hunderæd, at han hellere løber nøgen rundt på gymnasiets gange i to timer med lyserød sløjfe på dilleren end at gå til mundtlig eksamen. Okay jeg indrømmer – det er overdrevet – men så forstår vi bedre, hvor gruopvækkende den her nu-skal-vi-dæleme-måle-og-veje-dit-faglige-niveau-seance er for Oliver.

Bag eksamensrædslen skjuler sig frygten for det store personlige nederlag, når den berygtede sorte klap hamrer i med et brag og udelukker ham fra al den viden, han har kæmpet sig til gennem mange år på skolebænken. Han frygter at fejle fælt og fremstå som en lallende idiot. Og hvad med forældrene og den samlede familie med Oldemor Oda i spidsen? Tilgiver de ham nogensinde, når han som familiens sorte får vanærer hele slægten med sin eksamensnedsmeltning?

Det er den slags tanker, der suger eksamensglæden ud af Oliver. Et andet sæt tanker drejer sig om fremtidens karriere. Dumper han til eksamen, ender drømmen om det lykkelige liv som et helvede, hvor han hutler sig igennem tilværelsen med lavtlønsjobs, fordi karaktergennemsnittet roder rundt i røven af fjerde division og forpurrer universitetsplanerne.

Det er Olivers egne forvrængede forestillinger, der er på spil

Men, men, men – alle disse mareridtsagtige forestillinger foregår udelukkende i Olivers hoved. Forældrene håber nemlig bare, at han bliver lykkelig for den vej i livet, han vælger. Det er den eneste ambition, de har på hans vegne. For dem er karakterer ikke vigtige. Og ja, Oldemor Oda spørger da nysgerrigt til eksaminerne, men uanset hvordan det går ham, er han stadig hendes yndlingsbarnebarn, som hun elsker at forkæle. Og vennerne? For dem er det heller ikke afgørende, at han scorer 12. De nyder bare hans charmerende og altid hjælpsomme væsen. Og fremtiden? Der er mange veje til lykke, men Oliver har stirret sig blind på en enkel. Og så må vi endelig ikke glemme, at det plejer at gå ham vel til eksamen. Så hvorfor al den ståhej for 45 minutters mundtlig test af hans faglige færdigheder?

Det ligger i eksamensangstens natur, at Olivers tanker er overdrevne og urealistiske. Og uden rigtigt at være bevidst om det, er hans tænkning om eksaminer slået ind på en særlig fejlagtig vej. Vi kalder hans fastlåste måde at tænke om eksaminerne på for tankefejl. En tankefejl kan være Spåkonen. Spåkonen bilder sig ind, at hun kan forudsige fremtiden. Oliver bilder sig ind, at han kan forudsige, hvad der sker til eksamen, og hvordan venner og familie reagerer. Det kan han i sagens natur ikke – og derfor er det en tankefejl. Oliver er bare ikke på nuværende tidspunkt bevidst om, at han laver den slags fejl, når han tænker på eksamen.

Her kommer hjælpen til Oliver

Når vi skal hjælpe Oliver med angsten, kigger vi på tankeindholdet – jeg dumper med et brag, og de andre synes, jeg er en lallende idiot - tankefejlene, og det vi kalder leveregler. Leveregler er en slags livsmottoer, der fra den ubevidste underverden udøver sin magt og påvirker vores måder at tænke og handle på. Og vi har mange af dem. Gode og dårlige. De opstår som følge af vores erfaringer i livet og de budskaber, vi opsnapper fra vigtige personer.

Du skal yde, før du kan nyde, er et klassisk eksempel på en leveregel, som de fleste har hørt om. Det er uacceptabelt af fejle, er et andet eksempel. Eller den omvendte – det er menneskeligt at fejle – vi lærer af vores fejl. Eller som stjerneforskeren Rane Willerslev udtalte til Berlingske – Det er guddommeligt at fejle.

I jagten på Olivers leveregler falder vi over flere, der er spundet over, det-er-uacceptabelt-at-fejle-temæt. Og de udgør brændet i eksamensangstbålet.

Målet med behandlingen er enkelt. Vi undersøger tankerne, tankefejlene og levereglerne. Vi ifører os dommerens skarpe blik og leder efter håndfaste beviser for deres påstande. Hvad er beviserne for, at du dumper med et brag, og resten af verden i al evighed vil betragte dig som en lallende idiot? Hvad er beviserne for, at det er uacceptabelt at fejle? Læs mere om nysgerrige spørgsmål som våben mod angsten her.

Vi bløder op og nuancerer Olivers opfattelse af fejl. Er der alternative måde at anskue fejl på? Kan vi udvikle os uden fejl? Hvad siger han til påstanden om, at fejl er guddommelige? Kender han nogen, der aldrig fejler? Gad vide om små børn nogen sinde udviklede sig, hvis ikke de accepterede fejl. Ville de så nogensinde lære at cykle? Hvad med ham selv? Og hvad mener han om andres fejl? Dømmer han sine egne fejl hårdere end andres fejl? Ved han, hvad vennerne tænker om fejl? Deres egne og andres fejl? Og sådan tæppebomber vi Olivers forestillinger om fejl.

Vi går også i kødet på forestillingerne om eksaminernes betydning for Olivers liv og lykke fremadrettet. Skulle det ske, at han dumpede, ender livet så her? Er der andre veje til det forjættede uddannelsesland? Er der uddannelser, der flugter med drømmestudiet, hvis karaktererne ikke rækker? Og så videre.

En anden vigtig ingrediens, når vi skal eksamensangsten til livs, er eksperimenter og øvelser. Når først erkendelsen er i hus – jeg har eksamensangst – så er det bare med at komme i gang. Der er ikke noget quick-fix. Ingen hurtige genveje til angstfrie eksaminer. Det kræver tid og hårdt arbejde. Og tiden bruges til at øve sig i at gå til eksamen – og få afprøvet tankernes påstande. Det tætteste vi kommer på eksaminer, er oplæg i klassen. Eller et lille foredrag overfor fremmede mennesker om et emne, som ligger Oliver på sinde.

Ved en konkurrence for unge forskerspirer, blev aspiranterne opfordret til at holde små oplæg i Metroen for intetanende og lettere måbende passagerer. Tydeligvis grænseoverskridende for de unge forskere, men en vigtig erfaring rigere, når det gjaldt formidling af deres stof under pressede omstændigheder.

Jeg er ikke sikker på, at vi får Oliver til at stille op i Metroen og underholde de morgentrætte passagerer med beviset for andengradsligninger. Men mindre kan også gøre det. Det kunne være naboer og forældrenes venner, der lagde øjne og ører til et appetitvækkende oplæg om Alexander den Store lige inden gæstemiddagen. Og en lille finesse i den sammenhæng kunne være at optage showet på mobilen, så Oliver ved selvsyn kan se, at han ikke ser så nervøs og knaldrød ud i hovedet, som han forestiller sig.

Og så er det ellers bare med at komme i gang i god tid. Og på den måde får Oliver vredet sig løs af eksamensangstens snærende greb. Velbekomme.

Der findes også andre muligheder end kognitiv adfærdsterapi. En af dem er metakognitiv terapi, hvor de unge lærer at lade deres bekymringstanker være. Nysgerrig? Så prøv at følge Lea og hendes arbejde med at præstere under pres til eksamen. Eller kast dig over et gratis hæfte om angst, bekymringer og metakognitiv terapi. God fornøjelse.