En lille appetitvækker - sådan slipper Magnus af med perfektionismen

Perfektionisme er en utaknemlig plageånd, der efterlader børn og unge med angst og tristhed. Kognitiv adfærdsterapi tilbyder en vej ud af perfektionismen

Til trods for at hjertet er på koncentreret jet fuel og buldrer derudaf som et varmsøgende missil på dræbermission, trækker Magnus vejret dybt og roligt, tager mentalt tilløb og løfter langsomt hånden, selvom den føles tung som smedens ambolt. Han fokuserer udelukkende på læreren og ænser ikke klassekammeraterne. Ansigtet er forstenet i lammelse, men på en eller anden måde har han alligevel så meget kontrol over sin mund, at han kan formulere et svar, da læreren udpeger ham.

Det er flere år siden, Magnus sidst svarede frivilligt på en lærers spørgsmål. Og det har været en lang og sej kamp at nå til i dag, hvor han tager det første skridt i slaget for at genvinde kontrollen over sit liv – og slippe af med perfektionismen, der har regeret som en ondskabsfuld tyran så langt tilbage, han husker. Besvarelsen af spørgsmålet i dag, er den foreløbige kulmination på tre ugers psykologbehandling. Det bliver en udfordrende rejse, der bringer ham tilbage til det glædesfulde liv, han kendte engang. Men lad os for en stund spole tiden tilbage og se, hvorfor der var behov for psykologisk assistance, og hvad behandlingen i grove træk går ud på. Så her får du et indblik i perfektionisme hos børn og et bud på en behandling, der hjælper børnene ud af tyranniets greb. Magnus er 10 år og opfundet til lejligheden.

I perfektionismens kølvand – angst og konflikter

Daglange konflikter fulgte i kølvandet på Magnus. Gud nåde trøste dem, der lagde sig ud med knægten og stod i vejen for perfektionismens behov for at være fuldendt inden for de fleste af livets områder. En råben og skrigen fra den desperate dreng kunne være resultatet, når nogen forhindrede ham i at opnå det perfekte resultat – eller hans egen uformåenhed stod i vejen.

Allerede i børnehaven stod det klart, at Magnus havde et særligt behov for, at tegninger, leg og spil var perfekte. En enkelt forkert streg og tegningen blev med en blanding af vrede og gråd kylet over i hjørnet, hvor der allerede var trængsel af kassererede tegninger. Tabte han i spil, brød verden sammen, og plader og brikker føg om ørerne på de måbende medspillere.

I skolen fortsatte mønstret. Der var kontant afregning, hver gang der stod opgaver på skemaet. De var rigtige eller forkerte, og Magnus kunne næsten ikke være i sig selv af skuffelse og mindreværdsfølelse, når forkerte opgaver landede på hans bord, eller fejlagtige svar på lærerens spørgsmål, forlod hans mund.

Hans løsning blev at skrue op for indsatsen i skolen og undlade at række hånden op, eller være tilbageholdende i gruppearbejde. På den måde blev han en dygtig men passiv elev. Gang på gang opfordrede lærere og forældrene ham til at være mere aktiv i timerne – han var jo så dygtig. Men det ændrede sig aldrig rigtigt. Magnus fortsatte ud af perfektionismens blindgyde, uden de voksne rigtig forstod, hvor stort et problem den var.

Fagligheden var ikke det eneste område, der lå under for perfektionismens destruktive luner. Tøjet skulle også sidde perfekt, ligesom Magnus heller ikke måtte lave fejl, dumme sig eller på anden måde være utjekket sammen med klassekammeraterne og venner udenfor skolen. Han udviklede sig langsomt til en passiv medløber uden egne meninger, der lod sig dirigere rundt af vennerne. Hvis han altså ikke valgte vennerne fra – fordi der var udsigt til nederlag, eller fordi menuen stod på mange timers lektier. Han var nødt til at være mere end normal forberedt i skolen. Det gik jo ikke, at han lavede fejl i sine opgaver eller svarede forkert, når han til trods for sin modvilje mod at svare på lærernes spørgsmål, alligevel blev taget. Føj, hvor han hadede det. Der var så mange andre, der gerne ville svare – hvorfor ikke bare tage dem?

En dag blev det for meget for forældrene. Magnus isolerede sig mere og mere og holdt op med at gå til fodbold, som ellers havde været hans et og alt. Han blev kortluntet og opfarende vred, mens angst og tristhed langsomt åd sig ind på hans gode humør. Der skulle ske noget – og gode råd var blevet forbandet dyre. Der var ikke andet at gøre end kontakte nogen med forstand på perfektionisme. Men inden vi når så langt og følger Magnus’ indsats for at slippe af med perfektionismen, skal vi lige dvæle et øjeblik ved de centrale træk i perfektionisme. For hvad kendetegner egentlig perfektionisme?

Sådan ser de ud – de grundlæggende byggeklodser i perfektionisme

  • Børn og unge med perfektionisme stiller urimelige og urealistiske høje krav til sig selv – og nogle gange til andre. Kravene om at gøre det perfekt er så høje, at de i praksis er umulige at nå.
  • Børnene og de unge bliver ved med at forfølge de uopnåelige perfekte resultater, selvom det har negative konsekvenser for deres velvære. Stress, angst, depression er bare nogle af de psykiske problemer, der trofast følger i kølvandet på perfektionismen.
  • De perfekte resultater og andres ros og anerkendelse bliver afgørende for de unge menneskers tro på sig selv som ligeværdige og værdifulde mennesker – og troen på egne evner. Når de laver fejl eller dummer sig – som vi jo alle gør – udebliver ros og anerkendelse, og så mister de troen på deres evner og deres værd mennesker.
  • Unge mennesker med perfektionisme bliver aldrig rigtig tilfredse med deres præstationer eller sig selv. Opgaven var for let - eller også var de bare heldige - lyder den evigt kritiske stemme i deres hoved, når de klarer sig godt. Det har i hvert fald ikke at gøre med, at de er kompetente og værdifulde mennesker. De kan sagtens være tilfredse og nyde sejrens sødme, men tilfredshedens bål brænder hurtigt ud igen. Tilbage står det inkompetente, uduelige og værdiløse unge menneske med perfektionisme.
  • Perfektionisme er ligesom forkølelse – den fås i forskellige grader. I den ene ende af spektret finder vi de unge mennesker med en perfektionisme, der gennemsyrer alt, hvad de foretager sig. I den anden ende perfektionisme-light med få berørte områder.
  • Nogle psykologer mener, at perfektionisme er et personlighedstræk, mens andre ser den som en mestringsstrategi, der for en stund kan dæmpe oplevelsen af lavt selvværd eller følelsen af inkompetence. Uanset hvilken kasse vi putter perfektionismen ned i, er der veje ud af den eller måder at dæmpe den på, så den spiller en mindre rolle i de unge mennesker liv. Men det er ikke en let kamp.
  • Du må ikke forveksle perfektionisme med ambitioner. Mens perfektionismen kan skade de unges velvære, kan ambitioner være et krydderi, der giver kvalitet i livet. For det kan være udviklende at sætte sig nogle mål og med disciplinen som loyal ledsager forfølge ambitionerne – især hvis det foregår sammen med andre. Unge mennesker uden perfektionisme - der kun har ambitioner - frygter ikke nederlaget. Unge mennesker med ambitioner bruger nederlag og fejl til at udvikle sig og forfine evnerne. Har de en sund og realistisk opfattelse af egne evner, og betragter de sig som ligeværdige mennesker, er de ikke afhængig af den ros perfektionistiske børn og unge higer efter.
  • Årsagen til perfektionisme? Tjaaa, som alle andre psykiske problemer blomstrer perfektionismen op i det komplekse samspil mellem den unge og det omgivende samfund. Her er nogle bud på oplevelser, der kan skubbe de unge i armene på perfektionisme: mobning, skilsmisse, konflikter, vold, ydmygelser, egne og andres ulykker, sygdomme, afbrudte forhold til mennesker de holder af, dødsfald, vanskelige udfordringer, stressende oplevelser, afvisninger, uindfriet krav eller forventninger til sig selv, fejl, ny skole eller klub, flytning, familieændringer – nye søskende og stedforældre - og puberteten med alle dens kropslige, sociale og identitetsmæssige omvæltninger.
  • Samspillet med andre kan også få betydning for udvikling af perfektionisme: De unge ser den måde andre behandler sig selv på og begynder at behandle sig selv på samme måde – andre der stræber efter det fuldendte, skærer i selv, overtræner og så videre. De begynder at dømme sig selv, ud fra hvad andre siger om dem - drillerier, mobning, bagtaleri, kritik, andres fokus på de unges svage sider, andres urealistiske forventninger, andres sammenligninger med de unge og andre mennesker.
  • Og så er der junglen af budskaber fra samfundet - hvordan de unge bør være, før de er noget værd. Her kan der være urimeligt meget fokus på udseende, egenskaber og karaktertræk, færdigheder og præstationer. Budskaberne kommer fra medierne - aviser, magasiner, tv-programmer, film, musikvideoer, spil, internettet og sociale medier. Reklamebranchen, modebranchen, fitness- og skønhedsindustrien, myndigheder, sundhedssystemet, uddannelsessystemet og arbejdsgivere spiller også en vigtig rolle, når perfektionismen prøver at få fodfæste i de unge mennesker.

Så meget om kernen i perfektionisme og forhold i de unge menneskers liv, der kan lægge dem i en effektiv og perfektionistisk benlås. Nu er tiden kommet til løsningen på problemerne – eller hvordan Magnus vred sig fri af sin tyranniske følgesvend med hjælp fra kognitiv adfærdsterapi.

Vejen ud af perfektionisme

Første gang vi mødte Magnus, var han usikker men dog beslutsomt ved at svare på lærerens spørgsmål – for første gang skete det frivilligt i mange år. Men – forud for dette lille eksperiment, hvor Magnus skal undersøge, om han svarer forkert, og hvis han gør, om klassekammeraterne fordømmer ham – er tiden hos psykologen blevet brugt til at lære Magnus og hans forældre om perfektionisme. Psykologer kalder det psykoedukation, og det er en af hovedrolleindehaverne i hjælpen til børn og unge med perfektionisme. Den giver indsigt i de kræfter, der er på spil i de unge mennesker. For nogle børn er det første gang, de hører ordet ”perfektionisme”. Det er måske ikke en guddommelig åbenbaring, men dog et vigtigt skridt i den her rejse med at forstå sig selv - at voksne kalder børnenes problemer for perfektionisme. Med til den psykoedukative fortælling hører også, at børnene ikke er alene om at have det her problem, ligesom der er hjælp at få. Og når lettelsen – som skyggen fra en sky, der glider over landskabet - indfinder sig i de unge menneskers ansigter, er jorden for alvor gødet for den videre behandling.

Hvordan får Magnus så vristet sig fri

Psykologen spiller med åbne kort, når det gælder behandlingsmetoden. Et grundkursus i kognitiv adfærdsterapi, er en del af behandlingspakken. Psykologen tegner og fortæller med udgangspunkt i Magnus’ problem, hvad formålet med behandlingen er. Magnus skal på tankejagt. I situationer, hvor negative følelser buldrer løs og skaber ubehagelige kropslige reaktioner i Magnus, skal han som en anden erfaren jæger, holde et vågent øje med byttet – de negative tanker – og indfange dem. For – som psykologen fortæller – tankerne er lokomotivet, der trækker følelser, ubehagelige kropslige reaktioner og undgåelseshandlinger med sig. Vi skal have indfanget tankerne og som en forsker undersøge, om de er rigtige – eller realistiske. Det gør forskere ved at stille forskerspørgsmål og lave eksperimenter. Og det er præcis den samme vej Magnus og forældrene skal ud af.

For som psykologen forklarer, mens han grifler løs på tavlen, så er er tanker jo ikke nødvendigvis rigtige. Tanker er bare vores umiddelbare oplevelse af en situation. Så når Magnus forestiller sig, hvordan han svarer forkert i klassen, og klassekammeraterne falder ned af stolene af grin, så er det perfektionismen, der driller ved at påstå, at Magnus utvivlsomt svarer forkert. Med hvad er der af beviser for den påstand? Ja, det er den slags spørgsmål, Magnus og forældrene skal lære at stille, når perfektionisme skyder om sig med udokumenterede påstande – som i situationerne virker sandfærdige og realistiske. Da jeg allerede har skrevet om forskerspørgsmål i bloggen, vil jeg nøjes med at henvise til den pågældende blog, hvor jeg præsenterer en række konkrete forskerspørgsmål. Læs den endelig.

Eksperimenter skal der sgu til

Forskerspørgsmålene er sjældent nok til at dæmpe perfektionismens trang til at lave ballade og slippe gækken løs. Der skal mere håndfaste midler til. Adfærdseksperimenterne bliver Magnus’ trofaste venner i nøden. Og så er cirklen sluttet, for vi er tilbage ved begyndelsen: Hvad sker der, når han frivilligt rækker hånden op for at svare på lærerens spørgsmål? Forskerspørgsmålene har beroliget Magnus, men ikke overbevist ham om, at det er lige så harmløst at svare på spørgsmål i klassen som at kigge ud af et vindue. Forskerspørgsmålene har vist ham, at der ikke er beviser for perfektionismens påstande. Når læreren har taget ham – uagtet, at han kigger væk, sidder på hænderne og på alle tænkelige måder demonstrerer, at han ikke er interesseret i at opfylde lærerens hedeste ønske – at svare på spørgsmålet – så har Magnus jo ikke svaret forkert. Og svarer han forkert – og det har andre gjort i klassen – så er det ikke ensbetydende med offentlig udskamning. Læreren spørger blot en anden, eller svarer selv. Så kunne Magnus forestille sig andre slutscenarier end det, der løber over hans mentale perfektionismebiograf ved udsigten til at skulle svare på lærerens spørgsmål? Det kan han - han kan sagtens forestille sig en mere happy ending end perfektionismens – hjulpet godt på vej af forskerspørgsmålene.

Hvordan behandlingsteamet – Magnus, forældrene og psykologen – skruer adfærdseksperimenterne sammen, kan du læse meget mere om i blogindlægget om den angstkuet knægt, der udvikler sig til en frisk og nysgerrig forskerfyr med mod på udfordringer.

Magnus skal igennem en del eksperimenter, før perfektionismen for alvor slipper taget i ham. Igennem behandlingsforløbet øver han sig hver dag. Han undersøger og udfordrer perfektionismens påstande. De samme kognitivt adfærdsterapeutiske værktøjer bruger han, når han møder andre vanskeligheder på sin vej. De bliver en uvurderlig støtte, når der skal ryddes mentale bump på livets landevej fremover.

Afsluttende bemærkning

Det her var et hurtigt blik ind i perfektionismens univers. Jeg indrømmer, at der er meget mere at lære, ligesom indlægget her på ingen måde kan danne grundlag for børn og familiers arbejde med perfektionismen. Hvis du vil vide mere om perfektionisme og behandlingen, kan jeg anbefale dig at læse min bog ”Når det aldrig er godt nok”. Du kan låne den på biblioteket eller læse den på Mofibo. Du kan også læse mere om kognitiv adfærdsterapi ved at følge dette link eller få 11 gode fif, når dit barn har perfektionisme. En nyere og måske bedre behandling af perfektionisme hos børn og unge er metakognitiv terapi. Den kan du læse mere om i Nanna kom ud perfektionismens klør med metakognitiv terapi - læs her hvordan.

Medlem af Dansk Psykolog Forening