”Kære dagbog

Jeg vågner – udhvilet og glad i hele femøren. Så rammer virkeligheden med 220 i timen, og sandheden går op for mig – det var bare en drøm. Jeg spoler forgæves tilbage, men drømmen fordamper hurtigt og står ikke til at redde. Snart er den indhyllet i glemslens tåger. Dog husker jeg, at det var en anderledes letlevende hverdag, der udspillede sig i drømmeverdenen. Anderledes end det OCD-helvede vi dagligt kæmper os igennem nu.

For tre måneder siden flyttede en ubuden gæst ind i vores lille familie. Han sneg sig ind i ly af Lukas og har siden da hærget vores lille hjem. Ingen – selv lillesøster Line – er fredet. Igennem Lukas dikterer den alt, hvad vi må. Glemmer vi i et lille uopmærksomt øjeblik at vaske hænder på den rigtige måde er fanden løs. Igennem Lukas råber og skriger OCDen, at vi skal vaske hænder igen – og igen – og igen – og igen. Indtil den er fuldt tilfreds. Vores hænder er lige så røde og sprækkede som Lukas´ raseret labber, og de klør som ind i helvede.

Vi føler os alle overvåget af dette lille møgmonster, der som en rædselsdiktator har overtaget styringen i hjemmet. Vi inviterer ikke længere gæster hjem. Vi kan selvfølgelig ikke kræve, at de skal i bad, før de kan bevæge sig frit rundt i vores hus. Besøg hos andre bliver blot ved tanken – det er næsten lettere at sikre verden imod klimaundergangen end at overtale Lukas til et hurtigt vennevisit. Man ved jo aldrig, hvad man får slæbt med hjem af sygdomshærgende baciller.

Line har heller ikke længere venner med hjem, ligesom der er steder i huset, hun ikke må komme af frygt for smitte. Hun skal skifte tøj i gangen, når hun kommer hjem, som var hun forsker i ebola, der skal desinficeres fra top til tå, inden hun forlader laboratoriet. Vi lyver, om hvor vi har været henne, selvom OCDen med en råben og skrigen insisterer på at vide det. Det kunne jo være, at vi havde fået et par smitteglade småfyre med som blinde passagerer, og det bryder OCDen sig mildest talt ikke om. Så bliver der et øredøvende spektakel, så naboerne må tænke, at tredje verdenskrig er brudt ud. Vi rydder op og gøre rent i en grad, så operationsstuerne på Rigshospitalet fremstår som Risby Losseplads i sine velmagtsdage.

Det er slemt nok at føle sig overvåget i en grad så alverdens spiontjenester blegner, og det er heller ikke særlig fedt med alle disse nerverystende skænderier med OCDen og være bundet på hænder og fødder og spundet ind i uforståelige OCD-ritualer, men det værste er, at vores lille familie er ved at bryde sammen under OCDens urimelige renhedskrav. Stresssymptomerne står i kø hos os alle – søvnløse nætter, hoved- og mavepine, bankende hjerter, sønderskudt hukommelse, angst, og-jeg-ska’-gi’-dig-ska’-jeg. Og for ligesom at toppe det hele rasler skilsmissetruslerne for alvor med sablerne. Det er umuligt at være kærlige ægtefæller og omsorgsfulde forældre, når kampen mod OCDen raser og afgrundsdyb splid åbner sig mellem os. Så kære dagbog – hjææææææælp os”.

Kontroltjek af charterfly blegner

Dagbogsnotatet kunne være opråbet fra en desperat mor med hænderne fulde af sønnens OCD. Enhver af forældrenes handlinger – at smøre et uskyldigt stykke rugbrød med leverpostej, hænge vasketøj til tørre eller sætte sig behageligt til rette i sofaen for at se en spændende fredagsfilm – sker først efter en minutiøs gennemgang af alle tænkelige smittefælder på vejen. Detaljerede og tidsrøvende ritualer, der ændrer sig hele tiden, er blevet hverdag. Ritualerne får grundige sikkerhedstjek af charterfly før afgang til at minde om SKATs lemfældige kontrol med udbetalinger af overskud af aktieudbytte til langfingrede kriminelle. Familien når dårligt at blinke, før OCDen sætter ind med uopnåelige krav i et absurd show af fornuftstridige vaske- og rengøringsmanier. Og Gud nåde trøste dem, hvis ikke de retter ind og gør, som OCDen beordrer. For Lukas gælder det nærmest liv eller død, og han stopper ikke, før befalingerne er fulgt til punkt og prikke. Han nøjes ikke med at råbe og skrige – han sparker også til møblerne og kaster i arrigskab og frustration med stole, lamper, og hvad han ellers kommer i nærheden af. Derfor ser familien ingen anden udvej end at bide i det sure OCD-æble og føje Lukas. Det giver kortvarig ro – og intakt indbo.

Tilpasset adfærd

Vi kalder det til tilpasset adfærd, når familien og andre i Lukas’ nærhed retter ind og føjer OCDen. Formålet giver næsten sig selv i Lukas’ tilfælde – det redder roen og inventaret for en stund.

Gevinsten ved tilpasset adfærd er, at den reducerer Lukas’ OCD-ubehag, så han ikke ryger op i det eksplosive felt, hvor inventaret flyver rundt i det lille hjem. Og det er fint, at tilpasset adfærd begrænser denne voldsomme energiudladning, hvis ikke det lige er fordi, at medaljen har en bagside. For lindringen af ubehaget varer ikke ved, og den tilpasset adfærd ender let med at holde OCDen i live. I værste fald forværrer adfærden OCDen. Så det er en risikabel vej at begive sig ud på.

Sagen er den, at forældrene igennem tilpasset adfærd, bekræfter, at der er noget at frygte. Hvorfor skulle de ellers vaske hænder på en ofte tidskrævende og besværlig måde, hvis ikke der var noget om smittesnakken? Og når først forældrene sidder i tilpasningssaksen, nytter det ikke noget at gøre vrøvl over, hvor absurd det er at vaske hænder på en bøvlet og besværlig måde. Så er løbet kørt, og forældrene må acceptere de urimelige vaskekrav for at undgå, at OCDen farer i flint. Og bliver OCDen bekræftet i, at det er noget farligt stads, man kan have på hænderne, ligger forværringen lige til højre benet.

I bedste fald ender vaskeballaden med status quo – OCDen bliver hverken værre eller bedre. I det værst tænkelige scenarie bliver den mere og mere krævende. Følger vi i kølvandet på OCDen – og gør, hvad den befaler – får vi nemlig aldrig vist Lukas, at der ikke er fare på færde.

Frøen der ikke opdagede, at den blev kogt

Forældre kan drible udenom angstens eller OCDens utaknemmelige spind – men det er skide svært. For nu at være bramfri ærlig. OCDen er en snu lille rad, der langsomt og ubemærket øger kravet om tilpasset adfærd. Processen minder om den gamle makabre historie om frøen, der uden rigtig at bemærke det, langsomt blev kogt til døde, selvom den så let som ingenting kunne springe ud af gryden. Da forskerne meget, meget langsomt skruede op for vandet, vænnede frøen sig til den stigende temperatur og opdagede for sent, at den var ved at koge til døde. Det er samme effektive snigermetode OCDen bruger, og derfor opdager de fleste for sent, at de sidder i tilpasningssaksen. Og så er det ligesom fluen i edderkoppens spind – jo mere kræet kæmper for at komme fri, desto mere vikler det sig ind i det klæbrige spind.

Hvordan undgår du at komme derud, hvor isen ikke længere kan bære, og familien ramler igennem og ender i et slavelignende forhold, hvor den ukronede OCD-tyran styrer tropperne benhårdt? Du skal først og fremmest vide, hvordan den tilpasset adfærd kan se ud. Er du først havnet i fælden, skal du vide, hvordan du slipper ud af tilpasningshelvedet. Så i næste afsnit får du en række eksempler på tilpasset adfærd, og bagefter ser vi på, hvordan Lukas’ familie arbejdede sig ud af kløerne på den tilpasset adfærd.

Tilpasset adfærd - de mange ansigter

Listen med eksempler er på ingen måde udtømmende. Der findes lige så mange former for tilpasset adfærd, som der er børn og unge med angst og OCD.

Adfærden varierer i omfang og styrke. I nogle familier ender hjemmet som en syrisk krigszone, hvor forældre og søskende kæmper fra værelse til værelse for at undslippe OCDens hærgen og krav om tilpasset adfærd. Det er Lukas et eksempel på. I den anden ende af spektret finder vi de børn, der blot skal have en forælder med ind i klasseværelset og lige have et farvelkram, hvorefter mor eller far lister på arbejde med forsikring om, at de nok skal hente guldklumpen i SFOen. Men lad os se på eksemplerne:

• Forældre, der skal ringe og sikre, at alt er i overensstemmelse med angsten eller OCDens krav – i skolen, klubben, fødselsdage, hos venner og så videre
• Forældre, der skal tale for barnet i skolen, i butikker, hos kammerater, ved fødselsdage eller familiefester og så videre
• Forældre, der ikke må købe særlige fødevarer på grund af smittefare
• Familier, der skal holde særlige ferier, fordi barnet ikke kan køre i bil, sejle eller flyve af frygt for eget og andres opkast eller sygdomme
• Forældre, der skal købe bestemte madvarer, fordi barnet frygter madforgiftning eller kvælning
• Forældre, der skal købe ind for unge, fordi de frygter alt det, der kan ske i butikken – har glemt penge, taber pungen, kan ikke finde varerne og så videre
• Familier, der ikke må besøge andre – eller få besøg af andre. Der kan være smitterisiko, frygtede dyr eller uoverskuelige sociale udfordringer for barnet
• Forældre, der hele tiden skal svare på uendelige rækker af bekymringsspørgsmål
• Forældre, der skal med i skolen og derfor må blive hjemme fra arbejde
• Forældre, der ikke kan tage i byen sammen, fordi én af dem skal blive hjemme og passe barnet, der er bange for, at forældrene dør eller forsvinder for altid
• Forældre, der døgnet rundt SKAL tage mobilen uanset, at de har et vigtigt ærinde, fordi barnet frygter, at de er døde eller forsvundet
• Forældre, der mange gange om dagen skal skrive til barnet, at de er okay og stadig er i live
• Forældre, der skal køre unge til alt muligt, fordi de unge frygter offentlige transportmidler eller fremmede mennesker
• Forældre, der er underlagt angst- eller OCD-ditaktoren og skal gøre, alt hvad den beordrer af uigennemskuelige og endeløse ritualer
• Ældre børn der skal sove inde hos forældrene
• Familier, hvor lyset skal være tændt i barnets værelse og ude i gangen
• Forældre, der ikke må gå i seng før den unge, fordi den unge frygter, hvad der kan ske, når vedkommende er alene oppe, mens resten af familien sover

Og sådan kunne jeg blive ved. Det er ikke sikkert, du genkender eksemplerne fra listen, og så kan det være en hjælp at vende blikket indad og spørge dig selv – hvad gjorde jeg – eller undlod at gøre – før angsten eller OCDen flyttede ind? Og hvad ville jeg gøre – eller undlade at gøre – hvis jeg vågnede op i morgen, og angsten og OCDen ved et trylleslag, var forsvundet ud af familiens liv? Det kan måske afsløre, hvor hårdt angsten eller OCDen har sat sig på dig og din familie.

Kom ud af tilpasningssaksen uden for mange skrammer

Sidder du selv i saksen, ved du om nogen, at det ikke er let at vriste sig fri af grebet. Angsten er ligesom en velsmurt krigsmaskine, der mobiliserer alle tænkelige kræfter på at bekæmpe fjenden – i det her tilfælde forældre, der ikke længere vil spille efter angstens taktstok. Så trækker du bare stikket fra den tilpasset adfærd fra den ene dag til den anden, risikerer du, at hjemmet ender som en slagmark, der får 1. verdenskrig til at ligne en søndagsudflugt med plejehjemmet. Bare tænk på Lukas.

Uanset hvor meget den tilpasset adfærd fylder i hverdagen, er det en god ide at inddrage barnet i arbejdet med at slippe fri af de snærende tøjler. Er barnet allerede i psykologisk behandling, vil afviklingen af tilpasset adfærd være en naturlig del af det terapeutiske arbejde.

Måske ved du allerede, at gradvis udsættelse for det barnet frygter, er en central del af angst- og OCD-behandling. Vi kalder det gradueret eksponering, når vi for alvor skal flotte os. Pointen er bare, at børn, der for eksempel er bange for hunde, i små og overskuelige trin skal vænne sig til hunde – og finde ud af, at ikke alle hunde er blodtørstige bæster.

Læs også: Eksponering – når barnet skal se frygten i øjnene

Der gælder særlige regler for gradueret eksponering. Reglerne tager både højde for angstens iboende mekanismer og hensynet til barnet. En mekanisme ved angsten er for eksempel, at den falder med tiden, når barnet med hundefrygt stiller sig tre meter fra hunden og bliver stående. Med mindre hunden river sig løs af linen og kaster sig over barnet. Her kommer så et andet eksponeringsprincip os til hjælp – vi begynder med det, barnet finder lettest og bevæger os derefter trinvist mod målet. I tilfældet med hundefrygten kan det være, at barnet ender med at gå en tur med hunden. Når vi begynder med det letteste trin, udelukker vi småpsykopatiske muskelhunde med uren straffeattest. Så spænder vi hellere naboens overforkælede skødehund for eksponeringsvognen.

Hensynet til barnet opstår ved, at den unge herre eller dame bestemmer, hvad målet er, hvordan trinene på vej mod målet ser ud - og hvor hurtigt det skal gå. Det unge menneske er nemlig den eneste på denne Jord, der ved, hvor ubehageligt netop denne angst er, når den aktiveres. Og aktiveret bliver den under eksponeringen - men ikke for voldsom. Samtidig sikrer hensynet den højeste grad af motivation hos barnet. Så hele processen mod det forjættede angstfrie liv foregår i et tæt samarbejde mellem forældrene, barnet og behandleren – når barnet er i behandling.

Men hvad har al den snak om eksponering med tilpasset adfærd at gøre, spørger du måske? Lad os igen vende blikket mod Lukas og hans familie. Ligesom det ikke nytter at kaste et hundeangst barn for hunden som det første trin i behandlingen, nytter det heller ikke at stoppe med den tilpasset adfærd fra det ene øjeblik til det andet. Vi bliver nødt til at gå trinvist frem i et tæt samarbejde med Lukas.

Målet er i første omgang, at forældrene og Line kan vaske hænder på normal og udramatisk vis igen. Vi finder ud af, hvordan de er tvunget til at vaske hænder nu. Og sammen med Lukas aftaler vi, hvad næste trin på vejen er. Måske kan de nøjes med at vaske hænder i et enkelt minut. Det kan også være, at de kan bruge mindre sæbe eller undlade dele af vaskeritualet. Der er ofte en del knapper at skrue på.

Sådan fortsætter vi med at fjerne OCDens krav til hændervaskningen, indtil vi er i mål. Et efter et og i et tempo, så Lukas langsomt men sikkert vænner sig til de nye forhold med mindre og mindre tilpasset adfærd. Når målet er nået, kigger vi os om efter et nyt. Det kan være, at Line skal kunne bevæge sig frit rundt i hjemmet.

Måske har du allerede luret det – afviklingen af tilpasset adfærd hænger ubrydeligt sammen med behandlingen af Lukas’ OCD. I sværere tilfælde som Lukas kommer vi ikke udenom paletten af behandlingsværktøjer. Lukas er nødt til at vide, hvad OCD er, og hvordan vi behandler den, før modet er så stort, at han tør kaste sig ud i den her afviklingsleg af den tilpasset adfærd. Når han for eksempel finder ud, at OCDen fylder ham med tanker, der ikke har med virkeligheden at gøre, er det lettere for ham at være med.

Læs også: Jeg boller min bedstemor – OCD-tanker er helt normale

At afvikle tilpasset adfærd er hårdt arbejde for alle parter. Det sker ikke bare med et fingerknibs. Men det gode budskab er heldigvis, at det kan lade sig gøre.

Vil du vide mere om OCD-behandling, kan du låne ”Hvorfor kan jeg ikke bare lade være – OCD-guide til børn, teenagere og deres forældre” på biblioteket. Bogen tager udgangspunkt i kognitiv adfærdsterapi. Du kan også kigge forbi Giv OCDen tørre tæsk med metakognitiv terapi, hvor jeg beskriver processen i metakognitiv behandling.

Kilde:

• Støt unge med angst – en guide til forældre og fagprofessionelle – Malene Klindt Bohni, Starup & Co, 2018