Nyeste skud på den kognitive stamme er metakognitiv terapi, der har vist sig effektiv i kampen mod angst og andre psykiske lidelser. Metakognitiv terapi handler om at tænke over sin tænkning. Bag denne kryptiske formulering gemmer sig en særlig interesse for børnenes opfattelse af deres egne tankestrømme. Oplever børnene, at de kontrollerer deres tanker, eller bliver de pisket rundt i angstmanegen uden at kunne styre dem, så angsten hele tiden fodres? Er der fordele ved at bekymre sig hele tiden? Eller er det ligefrem farligt at bekymre sig – bliver børnene skøre af det? Det er nogle af de spørgsmål, psykologen søger svar på i metakognitiv terapi. Målet er at undersøge og udfordre børnenes opfattelse af deres tankeprocesser og give dem troen på, at de bestemmer over deres bekymringstanker – og ikke omvendt.

I kognitiv adfærdsterapi er psykologen interesseret i børnenes tankeindhold – ”Jeg er ikke god nok”, ”de andre griner ad mig, hvis jeg svarer forkert i skolen”, ”jeg bliver kidnappet, hvis jeg er alene hjemme”, ”og når hjertet banker hurtigt, er det fordi, jeg har fået en alvorlig sygdom og snart dør”. Når indholdet er fundet, leder psykologen og barnet efter beviser og modbeviser for tankerne, ligesom de med adfærdseksperimenter og eksponering undersøger rigtigheden af tankerne. Og sådan lærer barnet at tænke mere realistisk, og dermed reduceres angsten.

I metakognitiv terapi er interessen for tankeindholdet minimalt. Det er ikke undersøgelsen af tankeindholdet, der er afgørende, når barnet behandles for sin angst – det er barnets opfattelse af tankeprocesserne, der er vigtige. Det er opfattelsen, der holder bekymringsgryden i kog.

Psykologen antager, at tanker med potentiale til at udvikle bekymringer og angst er normale. Hver dag fodres alle mennesker med potentielle bekymringstanker. Vi får sagt noget, og det kønne ansigt overfor signalerer tydeligt, at det ikke var skide smart formuleret. En lavine af rullende øjne, hovedrysten og ubehersket suk sparker døren ind til vores mentale analyseapparat, der hurtigt konkluderer, at vedkommende anser os for at være et uforbederligt og selvoptaget fjols.

Sådanne tanker rammer os alle – bekymringer over et eller andet i vores liv. Det interessante er, hvad vi gør ved dem. For barnet med socialfobi er tanken startskuddet til en eksplosion af bekymringer, der fortsætter længe – ingen kan lide mig, jeg er ikke god nok, ikke noget værd, hvad skal der blive af mig, hvorfor kan jeg aldrig sige det rigtige, gad vide, hvad hun siger til de andre og så videre.

For børn uden angst går der ikke mange øjeblikke, før tanken som ved et trylleslag er borte og erstattet med morgendagens vigtige fodboldkamp mod nabobyen. Uden det angstfrie barn har gjort noget særligt for at få tanken til at forsvinde. Og spørger man nysgerrigt den fodboldglade dreng, hvad han gjorde for at få tanken væk, vil han sandsynligvis kigge undrende på én og tænke lidt for til sidst at svare – ikke noget. Og det er målet i metakognitiv terapi – at notere bekymringstanken – triggertanken – og så bare lade den være. Forholde sig fuldstændigt passivt og bare observere den, mens den er fri til at udvikle sig til hvad som helst. For det er jo bare en tanke – uanset om den er rigtig eller forkert.

Fodbolddrengen har ingen problemer med at lade tanken være. Det gør han med mange andre potentielle bekymringstanker. Beder man til gengæld angste børn om at lade triggertanken være, kigger de fleste på én, som om man lige var drattet ned fra himlen indsmurt i mudder og med lyserøde fjer i næsen. Og så forklarer de, at de ikke kan styre deres tanker. At de ikke kan holde op med at bekymre sig. Måske prøver de at overbevise psykologen om, at det hjælper at bekymre sig. Derved foregriber de alverdens ulykker, inden katastroferne vælter ned over dem.

Nu er vi fremme ved grundtankerne i metakognitiv terapi. Der er ingen, der undgår den første bekymringstanke – triggertanken fra før – men vi vælger selv, hvad vi gør med tanken. Vi beslutter, om den er så vigtig, at den skal buldre løs i vores hoveder og nære en hær af bekymringstanker resten af dagen, eller om vi bare lader den være.

Angste børn har mistet troen på, at de styrer deres tanker. Ved hjælp af opmærksomhedstræning lærer de, at de bestemmer, hvor deres opmærksomhed skal rettes hen. De genopdager, at de selv kan styre deres fokus. At de kan styre fokus væk fra triggertanken og mod det, de var i gang med.

Børnene lærer at forholde sig passivt til triggertankerne – en særlig bevidsthedstilstand, der kaldes afkoblet opmærksomhed eller i psykologsprog – detached mindfulness. Og som er gammel vin på nye flasker. Det er noget børnene allerede gør med andre af deres tanker, som ikke udvikler sig til lange køer af bekymringer. Afkoblet opmærksomhed er lige som at have et tyggegummi i munden uden at tygge på det. Du fornemmer, at det er der – og det må gerne være der – men du forholder dig passivt til det. Eller når du blot er tilskuer til de passerende toge på de vinterramte skinner – du ser dem, men lader dem bare køre forbi uden at gøre noget tankemæssigt ved dem.

Ved hjælp af adfærdseksperimenter, øvelser og særlige spørgsmål bliver børnenes opfattelse af at være slaver af deres egne ukontrollable tanker udfordret. De får troen på, at de er herrer over deres egne tanker. Derved vælger de selv, om de vil analysere, vurdere og undersøge triggertankerne i en uendelighed – med angst til følge – eller bare lade dem være. Og når troen er tilbage på rette kurs, forsvinder angsten igen.

På København Universitet har psykologer udført det første danske forskningsprojekt med angste børn og metakognitiv terapi. Du kan læse mere om forskningen på deres hjemmeside – Copenhagen Child Anxiety Projekt.

Her på hjemmesiden kan du læse mere om metakognitiv terapi og helbredsangst, ligesom du kan dykke ned i den metakognitive værktøjskasse.

På Videnskab.dk kan du læse om metakognitiv terapi og depression.