Angst og fobier
Angst og fobier er desværre blevet et udbredt problem hos børn og unge. De kan være voldsom invaliderende, når først de får fat. Derfor er det vigtigt at kende til angstens og fobiernes mange ansigter
Det er meget forskelligt, hvordan børn og unge oplever angst og fobier. Derfor varierer udtrykket også hos de enkelte børn og unge. Men oplever du din datter eller søn på en af nedenstående måder, kan det være udtryk for en bagvedliggende angst eller fobi:
- Barnet eller den unge kan virke letantændelig. Reagerer voldsommere på, hvad andre betragter som bagateller. Barnet bliver måske hurtigere vred og har svært ved at falde ned igen
- Barnet eller den unge kan have vanskeligere ved at koncentrere sig og virke uopmærksom eller ufokuseret. Måske virker det glemsomt i nogle situationer
- De unge mennesker kan virke mere indesluttet og mutte
- Selvværdet og troen på egne evner kan lide nogle ordentlige knæk
- Der er også mange, der trækker sig fra sociale aktiviteter og aktiviteter, hvor der stilles krav til præstationen
- Nogle bliver tydeligt triste og har let til gråd
- Barnet og den unge kan værge sig ved at deltage i aktiviteter, de tidligere har nydt. I det hele taget ses det, at de undgår begivenheder eller situationer, der udløser angsten
- I nogle familier kan konfliktniveauet få et mærkbart nøk opad, ligesom forholdet til venner kan blive mere anspændt
- Barnet eller den unge kan udadtil virke overbelastet og stresset – hvilket de også vil være
Listen er på ingen måde udtømmende. Ovenstående kan også være udtryk for andet, og derfor giver det god mening – hvis du er i tvivl – at søge professionel hjælp hos en psykolog.
Kropslige symptomer
Til angst og fobier hører også kropslige symptomer. Nogle er mere synlige end andre. I tilfælde af voldsomme kropslige symptomer er det vigtigt, at I opsøger en læge, der kan udelukke alvorlige fysiske sygdomme.
På listen nedenunder ser du en oversigt over de mest almindelige kropslige symptomer ved angst og fobier:
- Hjertet slår hurtigere og hårdere
- Pulsen stiger voldsomt
- Kraftig varme og sved
- Vanskeligheder med at trække vejret – kvælningsfornemmelse
- Kvalme og mavesmerter
- Hovedpine
- Svimmelhed
- Besvimelse – meget, meget sjældent
- Udtørring af munden
- Anspændthed
- Rysten
- Varme- og kuldefornemmelser
- Prikkende, snurrende og stikkende fornemmelser rundt omkring på kroppen
- Uvirkelighedsfornemmelse
- Trykken for brystet
- Kontroltab og fornemmelsen af at blive sindssyg
- Muskelsmerter
Angst- og fobityper
Der findes en række forskellige angsttyper og fobier. De mest almindelige ser du på listen herunder. Oplever du ikke, at dit barn eller den unges symptomer passer til nogen af de nedenstående beskrivelser, er du meget velkommen til at kontakte mig for at blive mere afklaret.